Erindringer fra Fogderup 

Fortalt af Mathea Iversen, Aabenraa 

Den første november 1920 kom mine forældre, Jens Nicolaj Hansen og hans hustru Meta Kirstine Hansen til Fogderup, hvor min far skulle begynde sin gerning som den første danske lærer efter genforeningen. Med sig havde de min ældste søster, der var født i august 1919, og desuden var min mor gravid med min bror født i februar 1921. 

Fogderup Skole

Den lille landsby bød mine forældre velkommen, ved at hejse flag og strø blomster på gaden, hvilket fik min mor til at spørge, om der havde været begravelse. Hun blev så belært om, at det var til ære for det nye lærerpar. 

Man kan jo sige at far og mor følte sig velkomne i et for dem ganske fremmed forhold. De var begge opvokset i byen - Horsens, og kom nu til en gammel skole der var ret så primitiv. Så vidt jeg mindes var der ikke engang en pumpe indendørs, der var heller ikke elektrisk lys, som mine forældre havde været vant til. Jo de var rigtigt kommet på landet langt fra tog og forbindelser med omverdenen. 

Modtagelsen i Fogderup havde som sagt været god, så på en måde følte de sig velkommen, men forskellen mellem landsbyboerne og mit hjem var ret store. 

Min far havde været højskolelærer før han kom til Fogderup. Han var meget grundtvigsk præget både af sit ophold på Liselund hos Niels Dahl og af sit virke som højskolelærer. Han havde ikke læreruddannelsen fra et seminarium, men havde været på Askov højskole for at få nogen pædagogisk uddannelse, vel mest tænkt som en uddannelse til en gerning i højskolens tjeneste. Far havde virket som lærer på henholdsvis Stevns og Lollands højskoler før han som nygift kom til Elbrek lærer og højskole i sommeren 1918. Men så kom genforeningen i 1920 og far og mor, vis mor igen var sønderjyde fra Vilstrup ved Haderslev, søgte til Sønderjylland. Far kunne på grund af sine manglende eksamenspapirer ikke vælge og vrage, men måtte tage, hvad han kunne få. Det hindrede ham også i siden hen at flytte et andet sted hen. Han måtte blive som enelærer i en skole med 20-30 børn. Enkelte år var tallene lidt højere, men det hørte mere til undtagelsen. 

Fogderup Skole før genforeningen 

Befolkningen i Fogderup var stærkt præget af indre mission og luthersk mission. Alene på den front var der store ulighedspunkter mellem mit hjem og de andre hjem. 

Min far og mor prøvede at komme i missionshuset i den første tid, men da min far havde oplevet en af de gamle tyske præsters følelsesfulde tale dernede, havde han fået nok, han nægtede at tage del i disse møder. Man kunne forestille sig, at det ville have sat et skel mellem befolkningen og skolen, men det var så absolut ikke tilfældet. Det var som om man accepterede, at vi var noget for os selv. 

Hvordan gik så hverdagen i skolen. Far begyndte altid med morgensang, hvori min mor også deltog. Dernæst var der altid fortælletime, hvor de yngste årgange endnu ikke var mødt. Det var en fælles time for resten af skolens klasser. Min far forstod at tilrettelægge sin undervisning, så der var forskelle på tidsområder i historien fra år til år. Han var en storartet fortæller, der kunne gøre historien levende for sine elever. Vi hans egne børn legede tit de forskellige ting, vi havde hørt far fortælle. På den måde kom historien os ved. Jeg har både været med til stormen på København og til Napoleons krigen. 

Far holdt sig ikke kun til danmarkshistorien men en time ugentlig i vinterhalvåret fortalte han verdenshistorie. Jeg har følt med Johan Huus, da han blev brændt, og også med inkvisationens ofre i Spanien. De romerske kejsere var ikke noget fremmed for os. Far sørgede også for, at de store elever hørte om de store grækere. Derfor var det en stor oplevelse for mig at gå nede i agoraen i Athen, og se de steder, hvor Sokrates var blevet dømt. Homer og Odyseen fik vi også med, fortalt efter Morten Pontoppidans udgave. 

Men man begynder jo nu i det små. Jeg kom i skole i maj 1929. Min tvillingsøster og jeg var da 6 år gamle. Vi var et hold på 6, da vi begyndte. Med os havde vi en tavle, en griffel og en klud til at vaske tavlen ren. Så skulle vi lære den svære kunst at læse, regne og skrive. Alt imens sad de andre mere velbefarne elever med de opgaver, som de havde fået, så min far kunne tage sig af os nybegyndere. Jeg beundrer den dag i dag de lærere der virkelig kunne få noget fyldt på os, med så forskelligartet undervisning. 7 årgange sammen, det har ikke altid været let, men jeg har mærket senere, at vi på mange måder ikke stod tilbage for børn der havde gået i større skoler. 

Familien i Fogderup skole var i januar 1923 blevet forøget med et par tvillingepiger, så børneflokken nu på knap tre et halvt år var nået op på fire. Der var altså nok at se til i det lille hjem. Vore forældre var ret gamle, da far fik fast ansættelse ved skolevæsenet. Far var født i dec. 1886 og mor i sept. 1885. Det betød at begynderlønnen med så stor en familie var lille. Pengene var små, men min mors dygtighed og sparsommelighed gjorde at vi altid fik sund og nærende mad. Der var ikke råd til de store udsving og alligevel var der plads til gæstfrihed i mit hjem. Familie og venner kom tit på besøg. Familien, der boede langt borte, de nærmeste i Horsens måtte altid blive i flere dage, men også det lod sig gøre. De blev modtaget med gæstfrihed og hjertevarme. 

Vi børn fik et ret nært forhold til de fleste af vore fætre og kusiner når de mødte op i sommerferien, det gjaldt især dem, der var jævnaldrene med os. For dem stod Fogderup skole som et fristed. Vi fik lov til at lege og optræde for hinanden, så dagene fløj af sted. Om aftenen samledes vi alle omkring fars højtlæsning. Min far var en utrolig fin oplæser. Han kunne få os alle til at lytte. Den evne havde han også i skolen. Når han læste op, var der stille. 

Børnene i Fogderup skole kom som sagt fra indremissionske hjem. Der var mange børn der var velbegavede, så når min far kunne nå så gode resultater skyldtes det også, at de kom fra ret så homogene hjem, og derfor var åbne for undervisning. 

Min Mor

Mor var far en god støtte i hverdagen. Hun var et meget hjertevarmt menneske med en god dømmekraft. Hun var meget afholdt af befolkningen i Fogderup. 

Var der problemer nogle steder, kom man tit for at spørge fru Hansen til råds. Var der sygdom eller lignende blev mor ofte spurgt, før der gik bud til lægen. Vores læge havde også stor tillid til mor. Han sagde til yngre mødre, at hvis de var i tvivl om noget, kunne de spørge fru Hansen, for hun vidste, hvordan børn skulle passes. 

Jeg husker også fra min barndom, at en pige der havde fået sin hånd lettere læderet kom til mor, der rensede og forbandt såret, før hun blev sendt til læge. Da lægen så forbindingen, spurgte han hvem der havde lagt den, og da han hørte, at det var fru Hansen, erklærede han, at forbindingen sad så godt, at han ikke ville røre den. Mors agtelse i befolkningen steg selvfø1gelig derved. En anden kom flere dage i træk og fik ordnet sår, og en kom med en rød streg ned ad armen, og blev øjeblikkelig sendt til læge, da mor havde sagt, at det var begyndende blodforgiftning. 

Det var da intet under, at vi børn tit sagde til mor, at hun skulle nedsætte sig som klog kone. Hendes indtægter ville i så fald langt overstige vores fars. Mor ville nok have glædet sig, hvis hun havde oplevet at to af hendes børnebørn blev læger. 

At mor også var den praktiske del i hjemmet, havde de også forstået i Fogderup. Engang i 30'erne blev der bygget en landejendom uden for byen, og da familien ikke kunne blive enige om, hvor kakkelovnen skulle stå, var der ikke andet at gøre end at spørge fru Hansen til råds. Der kom så et jumbekøretøj og hentede mor, så hun kunne sige om ikke hvor skabet skulle stå så i al fald kakkelovnen. 

Praktisk kunne man just ikke kalde far, men de to mennesker supplerede hinanden så godt, at vi børn voksede op under trykke og gode forhold. 

Jens Nicolaj og Meta Kirstine Hansen i haven 

Desværre var mors helbred ikke så godt, så der skulle tages hensyn til hende. Hun døde i september 1946 få dage efter sin 61 års fødselsdag. Det var et stort tab for familien. 

Flere år efter mors død, sagde en fogderupper til mig, at Fogderup aldrig blev det samme efter fru Hansens død. 

Det gjorde indtryk på mig, og jeg mener, at et bedre eftermæle kunne mor ikke have fået.