af Elke Thomsen

Spring til:

Kapitel I

Livet i det omtumlede Sønderjylland

Historisk islæt.

Besøget ved Dannevirke og fordums vikingelevn havde sat sit præg i Annas bevidsthed. På Dannevirke havde hun fotograferet og studeret plancher og tekst på informationstavlerne og havde jo selv vandret rundt i landskabet med de navnkundige volde og havde nær følt sig selv hensat til vikingetiden. Hjemme igen kunne hun ikke få tankerne omkring vikingernes liv og levned ud af sit hoved. Hvad havde de tænkt, hvad havde de følt, hvordan havde de levet og arbejdet? Ja netop hvordan deres arbejdsbetingelser havde været i forbindelse med de utrolige bygningsværker forsøgte Anna at danne sig et billede af.

Hun vidste af egen erfaring fra sin lille bedrift hvilket arbejde det var at flytte jord eller sten med håndkraft. Spandevis, trillebørvis, ja med traktor og vogn havde hun fjernet bunker af sten fra sin mark. Vikingernes jordvolde var jo også blevet flyttet med håndkraft. Det er der nok ingen der tænker synderligt over til daglig, og da slet ikke i gravmaskinernes tidsalder. I det hele taget var det storslået som datidens mennesker havde navigeret rundt på land som på vand. Sådan tog en tanke den anden. Jo området omkring Dannevirke havde i rigtig mange år været et ingenmandsland, et bredt ubeboet bælte, hvor kamphandlinger kunne afvikles. (Forgængeren havde måske været Olgerdiget ved Tinglev?).

Ud over at fare ud på togt i alle himmelsretninger, så havde vikingerne jo også været bønder sådan til husbehov og de havde sikkert pløjet jorden med den såkaldte hjulplov, hovedsagelig bestående af træ og senere af træ og lidt jern. Med visse forbedringer og videreudviklinger, blev den det afgørende redskab for landbrugets udvikling helt frem til 1800-tallet, hvor hjulploven blev afløst af svingploven, udelukkende lavet af jern.

Vikinger var nok mest selvejerbønder ligesom Anna, men selvfølgelig var der også større godser på den tid og trælle. En befolkningstilvækst udmøntede sig på et senere tidspunkt i, så vidt Anna huskede fra skolens historietimer, at der kom pres på selvejerskabet. Der skete en del indvandring i 1300 og 1400 tallet navnlig fra Holsten. En del adelige slægter kom til regionen. Magttoppen, det vil sige kongerne, godsejerne og kirken havde med tiden tilranet sig jorden, efterfølgende foranstaltedes udparcellering og en hedeopdyrkning (1.bølge), mest med udsigt til at kunne opkræve flere skatter, i og med jorden udlejedes og fæstere betalte afgift. Afgifter eller skatter på jord var således indtægtsgrundlaget for krone, kirke og godsejerne, ikke at forveksle med den hellige treenighed. De tre instanser har såvel før som efter reformationen indbyrdes sloges om at have flest selvejere, fæstere og indtægter. Anna havde det ikke godt med at mennesker altid skulle fastholdes i klasser, magtstrukturer og jerngreb.

Hun fik appetit på at opfriske sin historiske viden, nu med nye briller på. Hun ville forsøge at indplacere de opsporbare aner i historisk sammenhæng.

Allerede Valdemar Atterdag, omkring 1360, og ligeledes Margrethe I. omkring 1400-tallet indførte en slags stavnsbånd (en af selvejerbøndernes arvinger skulle dyrke jorden og betale skat), således at øvrigheden var sikker på skatteindtægter som skulle finansiere dens liv og levned og de udbredte magtkampe eller krige. Men øvrigheden drejede lidt vel kraftigt på afgiftsskruen, så presset mod selvejerne blev så stor, at meget selvejerjord overgik til at være fæstegårde.

I løbet af 1600 tallet nedlægger adelen hele landsbyer og bemægtiger sig det meste af jorden og lægger det ind under eller opretter nye ladegårde. Bønder kan til nød klage, men retssikkerheden er en by i Rusland.( Adelen omfatter slægter som Pogwisch, Ahlefeldt, Rantzau, Reventlow, Schack osv.). Som sagt udløstes hovedgårdens jord af landsbyfællesskabet og måtte drives via bøndernes hoveriarbejde. Øvrighedens vilkårlighed ansporede ikke lige frem bønder til innovationer. Fra omkring 1690 og frem var selvejerskab reduceret til 2 % af jorden. Bondeoprør og rømning var på dagsordenen. Et oplagt magtmiddel som modvægt til rømninger og afgiftsunddragelse var at indføre et rigtigt stavnsbånd i 1733.

Alle drenge og mænd (mellem 9-36 år) måtte ikke forlade det gods eller det fæste de var født på og i. Så var øvrigheden da sikret den nødvendige arbejdskraft og soldater. Det kunne hænde at enkelte undersåtter købte sig til et frihedspas, andre rømmede og drog langt væk fra egnen eller søgte at gemme sig i en købstad. Som regel blev de dog pågrebet og straffet. Og man kunne heller ikke uden videre få ophold i en købstad. Det krævede at man aflagde ed som retskaffen borger, ægteskabsfødt og ægteviet med ren straffeattest, og at man ikke var livegen. Det var vilkårene op til år 1800.

Som sagt kunne ikke alle og enhver blive købstadsborger, og da slet ikke skarpretteren. Han og hans familie kunne knap nok komme i kristen jord. Dette erhverv blev først afskaffet 1847. Meget bedre stillet var heller ikke hvervet som natvægter, by og retsbude eller fattigfoged i 1700 tallet. På samme måde var man afvisende overfor driftige jødiske handelsfolk i byerne.”De ville bemægtige sig al detailhandel”, hed det endnu 1795 i Tønder by.

I det hele taget var der stor standsforskel i købstæderne, også når man skulle jordfæstes. At blive jordfæstet var måske lidt meget sagt, for i 1600 og 1700 tallet løb svinene endnu løse rundt i gaderne og forvildede sig ofte ind på kirkegårds- eller gravpladserne og forvandlede hurtigt et område til en pløjemark, så gravrester måtte samles og flyttes, det var nemlig ikke alle der tog det så højtideligt med en gravdybde på 2 ½ alen. Til sommertid avlede graveren hø på kirkegårdens jord. Lidt mere gravfred fik de mere bemidlede når de bisattes inde i kirken under gulvet. Men det kunne hurtigt blive trangt både ude og inde under jorden når det var pesttider. I løbet af 1800tallet blev det forbudt med grave under kirkegulvet. Der må da også have været en vis odør i kirken. Gravfreden kunne til en vis grad opretholdes og svin holdes på afstand når man på kirkegården blev gravsat med en kæmpe stenplade ovenpå gravet. Jøder og katolikker var for det meste henvist til en bestemt del af kirkegården.

( Fra omkring 1850 var man blevet lidt mere tolerant og jøder kunne nu af kongen få udstedt brev ang. borgerret også i Tønder, men nu var der så kommet et skarpt hjørne ind i afgørelsen om tildeling af borgerret; var man tysk eller dansk. Efter 1867 har prøjsisk lovgivning ophævet mange snærende bånd så som tildeling af borgerret, håndværkslav og opkrævning af købstadsafgifter).

Enhver kunne ikke nedsætte sig med et håndværk i købstaden. En købstadsborger havde dog ingen militærtjeneste at yde, ligeledes var fogeder, præster, lærer og studenter fritaget, modsat landbefolkningen. Fra 1848 blev der i hertugdømmerne indført almen værnepligt, fra 1852 i helstaten. Købstæderne var derimod pålagt indkvartering af soldater i krigstilfælde, men ofte blev også denne last væltet over på landbefolkningen. Jo der hvilede et tungt åg på almuen i landdistrikterne.

Stavnsbåndet var formelt blevet ophævet igen i 1788 (Frederik VI), hvilket frihedsstøtten ved Hovedbanegården minder om. Den navnkundige Struense havde lanceret lignende lempelser på et tidligere tidspunkt, men afkortningen af hans legeme satte en stopper herfor. Tilnærmelsesvis på vikingemaner blev hans hoved sat på stage i 1772. Udviklingen af købstæder, studehandlen, handlen i det hele taget, øget folketal og oplysningen tilskyndede til påtrængte reformer.

Anna kunne helt falde hen i tungsind, når hun spekulerede på hvordan det enkelte menneskets frihed igennem historien var blevet knægtet. Hun kunne ikke lade være med at fundere lidt over at stavnsbåndet ikke havde omfattet piger og kvinder. Velsagtens fordi deres værdi ikke var meget højere end det skidt man trådte på. Og hun funderede videre over historiens udvikling.

I globaliseringens tidsalder har vi en lignende politisk magtfordeling. Øvrigheden udgøres i dag af Magttoppen i de multinationale selskaber, de politiske partier, bankerne og lobbyisterne (gedigne ingredienser til en slags cocktail), resten af befolkningen udgør så den nødvendige arbejdskraft til at skabe den nødvendige profit til magttoppen, og befolkningen udgør samtidig det nødvendige grundlag for skatteopkrævning, så den kan finansiere dens egen ve og vel. Hun yndede at have sort/hvid brillerne på, det fremmer forståelsen i al fald i hendes egen lille hjerne. Og med disse briller på så kunne hun da se visse lighedspunkter til stavnsbåndets tid, rent politisk. Samfundsmæssigt havde meget jo ændret sig i de 300 år der var gået. Desuden havde kvindefrigørelsen jo været ind over scenegulvet, men magtpolitisk var der kun sket overfladiske forandringer, så det var så som så med demokratiet. Anna var til fulde klar over at hendes synspunkter hverken var politisk eller historisk korrekte.

Anna var lidt misfornøjet med sig selv, for hun havde altid tendens til, i sine funderinger, at havne i en politisk diskussion med sig selv i mangel af bedre. Også når hun debatterede med andre, var hun som regel i modvind med sine synspunkter. Hun havde aldrig været særlig objektiv og slet ikke diplomatisk. Politik var spændende. Over en kop kaffe kunne en god diskussion få adrenalinet op at køre, men den kunne også ødelægge en god stemning. Balancen var svær, man kunne håbe på at ens holdninger blev lidt rundere med alderen, men ellers var der jo de umælende dyr på bedriften at debattere med.

Hun havde nu i nogle dage grublet lidt over stavnsbåndet, dets velsignelser og det modsatte. Mest tankevækkende og næsten ikke til at forestille sig syntes hun var, at den mandlige del af arbejdsstyrken på det nærmeste ikke kunne flytte teltpælene og at den personlige frihed var ikke-eksisterende.

Sammen med et andet familiemedlem var Anna begyndt at researche på slægtsforskningsområdet. De var stødt på en forfader født tilbage i 1754,nemlig Wollesen Oluffsen Thomsen (WOT). Han var altså født under stavnsbåndet og døde 1786, 2 år før det formelt blev ophævet igen. Han fødtes i byen Gjerndrup, nord for Brørup. Anna ville gerne have været i besiddelse af telepatiske evner, så hun kunne have snakket lidt med denne gut og de følgende forfædre, om hvordan de på egen krop havde oplevet personlige indskrænkninger, ja deres syn på den historiske tid de havde levet i. Det var hun ikke, så hun måtte nøjes med sit eget tankespind.

Thomsen slægtsgrenen

(WOT) er født i slutningen af den periode hvor landbruget var i krise, mund-og klovsygen hærgede i årene 1740-52 og ca. 4/5 af alt kvæget dør, den skinbarlige ruin for mange bønder. I 1720 er landet hærget efter Den Store Nordiske krig og alt i alt kommer landet kun langsomt på fode igen. Egentlig er ikke megen jord opdyrket og i Jylland er halvdelen dækket af hedeområder og noget er skov. Men det er også på denne tid at kartoflen kommer til udbredelse i landet, så det er ganske givet at (WOT) har spist denne knoldvækst og har gået på heden.

Ofte forbinder man kartoflens fodfæste med de sydfra kommende kartoffeltyskere. Det er dog kun til dels rigtig. Denne afgrøde var i et vist omfang tilstede i landet, men de flittige tyske kolonister, tilvandret 1762, formåede at gøre en dyd ud af nøden og gav sig for alvor i gang med at dyrke kartofler på de sandede jorder. Det spiller også ind at klimaet bliver lidt koldere og kornvæksten er svingende. Meget jord er udpint på grund af et mangelfuldt sædskifte og der sker en vækst i befolkningen, hvilket gør, at flere og flere er uden opdyrket jord, og ikke alle kan ernære sig som daglejere (inderste og kådnere) på de store ladegårde som har koncentreret jorden. Skovarealer forsvinder pga. overforbrug, hvorfor der begyndes inddigning af skove, kaldet indfredning, men derved ophæves bønders græsningsret i skoven så også.(Draved skov indfredes på den måde 1784). Måske har (WOT) arbejdet med dette, med studedrivning eller med hedeopdyrkning, og har lært sin kommende herboende kone Karen Andersen at kende.

Almuen har minimale eller overhovedet ingen rettigheder, dog begyndte mange det til trods i det små med at fremstille husflidsprodukter til afsætning på landet og i byerne. Byerne holdt dog på handelsmonopolet, og det har betydet en vis form for stagnation i samfundet. Endnu i 1710 havde øvrigheden forbudt al handel og håndværk udenfor købstæderne, undtaget var håndværk som smed, skrædder og hjulmager. Det duer jo ikke, lige som det heller ikke går an at have så meget hedeareal liggende. Tiden var inde til forandring.

Så kongen laver en forordning for at få danske fæstere til at opdyrke den jyske hede i 1723. Lokkemidlerne var åbenbart ikke tilstrækkelige, eller adelen håndhævede arbejdskraftsbehovet i deres favør, så i 1759 gentages hverveforsøget nede i tyskland, hvor man fra området omkring Heidelberg og Frankfurt forsøger at tiltrække kolonister. Der er løfter om gård, jord, husdyr, udstyr, penge, skattefrihed i 20 år og man slipper for militærtjeneste. Der kommer da også et par hundrede familier som kolonister til de jyske hedeområder. Deres succes er temmelig begrænset, ligesom også indfrielsen af de kongelige løfter er temmelig beherskede. Men kolonisterne er gode til at dyrke kartofler, de smager godt og kan i modsætning til så meget andet dyrkes uden store problemer på de sandede sletter og de kan sælges. Disse tyske kolonister var jo nok lidt naive da de lod sig lokke op på heden. Måske kommer ordsproget deraf: ”en dum bonde avler store kartofler”. Mange lod sig lokke væk fra særdeles hærgede egne i tyskland. Ikke desto mindre skulle det vise sig at netop nogle af disse sydtyske kolonister hørte til Annas aner/Hamann-klanen (Kap. II).

Det politiske system bærer i vid udstrækning præg af forskelligartede interesser mellem konge og adel. Derfor kommer der også kun langsomt skred i landboreformer efter 1760erne (en form for sædskifte, udskiftning, udparcellering o.l.). Men også stavnsbånd og ejerform er på dagsordenen, og år 1800 er halvdelen af gårdene gået fra fæste til selveje, og der bliver sat ekstra skub i hedeopdyrkningen, den 2. bølge af hedekolonisationen fra 1864, altså efter de slesvigske krige. Det var da også bedre at dyrke jord end at dyrke krig. I hertugdømmerne ophæves livegenskabet dog først i 1805 på de store godser.

Men tilbage til (WOT). Hvordan har (WOT 1754-1786)`s stilling mon været? Han er født nord for Kongeåen, og bliver som 32-årig gift med Karen Thomasdat/Thams Andersen (KTA 1754-1822) fra Nørre Løgum, en pige som kom godt 55 kilometer længere syd fra og godt 25 kilometer fra den nuværende grænse og tæt på hærvejen. Befolkningstætheden er i de tider ikke gevaldig stor. Ved en folketælling i 1769 har Dk. sådan ca. 800.000 indbyggere. I det hele taget blev registreringer først rigtig indført i 1735 med registrering af fødsler og dødsfald. Ligeledes blev konfirmation og undervisning i skoler på landet kun indført i visse dele af landet i løbet af 1700-1750. Så det kan være tvivlsomt om (WOT) har stiftet bekendtskab med alfabetet, og da slet ikke det latinske. Oplysning af den laveste del af befolkningen var særdeles minimal. Da han udvandrer fra det gamle land til det tilknyttede hertugdømme kan han også have haft sprogproblemer.

Måske har han været udstationeret i landmilitsen. Det var ikke højt prioriteret pga. barske forhold. Man kunne slippe hvis man til gengæld tog i flåden. Her kunne man så stifte bekendtskab med kolonitidens barske virkelighed. Måske har han også rømmet fra sit fæste, er blevet kendt fredløs, er blevet pågrebet og har fået prygl, er blevet sat på træhesten, er blevet sat til slavearbejde eller der har vanket ham en bøde. Måske lod han sig lokke til regionen lige som kolonisterne fra sydtyskland. Vi ved på nuværende tidspunkt ikke hvordan hans korte liv formede sig, om han var tilfreds, syg, klog, eller lykkelig i sit korte ægteskab og glædede sig til at blive far. Kun at han var inderst i Løgum.

Det ville være synd at sige at denne forfader blev en gammel mand. Han oplevede kun 32 somre, og han døde i september 1786, samme år som han blev gift, ifølge kirkebogen endda en uge efter vielsen, som da også foregik i hjemmet efter afkortet lysning. Med andre ord må han have været døende. Faderen var bolsmand Oluf Tøgesen/Tygesen og Maren Hansen fra Gjerndrup ved Brøns. Karens forældre var inderst Thomas Andersen og Margretha Christens fra Løgum. Vidner er Niels Christensen og Hans Mathiesen.

Så han nåede ikke at opleve sin eneste søns fødsel i april 1787, Thomas Wollesen/Olufsen Thomsen (TWT1). Denne dreng er ikke født i samme sogn som faderen (Gjerndrup), men er født i (Nørreløgum) hvor moderens familie boede. Der er uvished om han er blevet opfostret af enken alene et sted i Nørre Løgum eller i familien, eller evt. senere hos en ny stedfar. Moderen dør 1822 og sønnen har arbejde som tjenestebud, dør dog allerede 4 år efter moderen, år 1826.

Ja og hvad kan denne unge mand, (TWT1 1787-1826), så have oplevet? Ja han har været vidne til hele den lange politiske kamp om jordreformerne. Til gengæld er det tvivlsomt hvor meget undervisning han i sit liv har nydt, da der først kommer en skolelov i 1814, hvor børn bør undervises af en lærer og ikke kun af en halvstuderet præstekandidat. Måske har han haft kendskab til DK’s involvering i slavehandlen.

Fra år 1700 til 1803 har nogle udvalgte familier jo tjent store summer på plantagedrift og sukkerhandel. Indtægter fra det oversøiske kompagni, hvor både konge og adel var investorer, blev omsat i vældige byggeprojekter i Kbh., for eksempel Odd Fellow Palæ fra 1750.

Tænk om (TWT1) havde søgt og fået hyre på et af de mange danske skibe som opererede på verdenshavene, og som bl.a. fragtede Flensborg sten til de danske kolonier. I det sønderjyske fandtes mange teglværker (de var med til at gøre et stort indhug i skovene). De havde haft deres første opblomstring i forbindelse med gevaldige kirke og kloster-byggeprojekter. Med reformationen skete en stor værdioverførsel fra kirken til konge og adel, som fortsatte med at omsætte overskud i prestigebyggeri, og i 1700 tallet kom borgerskabet med i denne proces. Der har været behov for mange kulier ved disse byggerier.

Der kunne også have været risiko for at han var blevet taget til fange af nogle af de nordafrikanske staters pirater. Det skete ofte at søhandelsskibe blev opbragt af disse pirater, som så krævede løsepenge fra skibenes hjemlande. På den måde kunne europæiske søfolk slide op til flere år som slaver i nordafrikanske eller tyrkiske besiddelser rundt om i middelhavsområdet. Der indgås en traktat omkring 1750 mellem landene angående pirateri. Den dag i dag endnu hærger pirater og entrer handelsskibe med moderne våben rundt ved Afrikas kyster.

(TWT1 1787-1826) har givetvis hørt om og på egen krop oplevet såvel Napoleonskrigene og den efterfølgende statsbankerot i 1813. Men hvad har han bedrevet? Som ung knægt var han tjenestebud omkring 1803 hos en Niels Christensen (måske en bedstefar/onkel/dåbsfadder?). På grund af den daværende infrastruktur var arbejdet som tjenestebud ret udbredt. Han har i al fald heller ikke senere været jordbesiddende, nok heller ikke fæster, måske har han forsøgt sig indenfor håndværksfaget, som var i udvikling. Han kan også have været soldat. Nogle mænd købte sig fri for at skulle stille som soldat ved at hyre en anden i stedet. Han overlever Napoleonskrigen, men måske har han så mistet den sum penge under statsbankerotten, som han fik for at indtage en andens plads i krigen. Han har som nævnt ikke været i den situation at få sin egen jord under støvlerne og hørte dermed ikke til de heldige 50 %, som omkring og efter år 1800 var selvejere, men han oplevede trods alt en lempelse i sine vilkår da stavnsbåndet blev underkastet en omlægning eller en delvis ophævelse i 1788.

Anna får en klump i halsen når hun tænker på denne forfaders mentale udvikling i lyset af en rodløs opvækst. I 1821 bliver han gift med Cathrine Juhl (CJ 1793-1828). Hun var landmandsdatter fra Rødding. De får dog kun et kort samliv på 5 år i egnen omkring Nørre Løgum.( CJ var datter af gårdmand Bertel Nielsen Juhl/Juel 1752-1828 og Mette Mogensdatter 1770-1802 fra Rødding. Denne dør kort efter Cathrines bror Niels bliver født 1798).

For historien gentager sig da livsbanen af uransagelige grunde brat slutter for denne unge mand. (TWT 1 1787-1826) bliver som nævnt gift i 1821 og når at få 2 sønner (TWT2 og PBT1) inden han dør 39 år gammel i 1826. Da også konen dør tidligt, i året 1828 35 år gammel, er også disse børn kun et par år gamle uden forældre og kan eventuel være blevet anbragt hos noget fjernere familie, da de fleste bedsteforældre også synes døde, men sikkert er det langtfra. I kirkebogen fremgår det for (CJ) `vedkommende at hun døde af en lungesygdom, sandsynligvis tuberkulose. Muligvis er børnenes far, (TWT1), også død af det samme. De to drenge kan derfor have været anbragt i pleje uden for familiens rammer, kan have været bortadopteret, på fattiggård eller noget helt fjerde. Ja Anna må sande at livet ikke er for de knækkede, eller også knækker de på livet?!

Fattiggårde blev oprettet for at imødekomme tiggeri hos fattige og forældreløse børn, for at forsørge syge/gamle og for at opdrage fattige /forældreløse børn. Folk var som regel indsat/indlagt om vinteren og udstationeret hos bønder om sommeren. Således kunne de skaffe betaling for vinteropholdet. Unge indsatte var billige emner som stillingsmænd for indkaldte soldater. Noget i den retning har været børnenes lod. Men egentlige fattiggårde blev for en stor dels vedkommende først etableret fra omkring midten af 1800 tallet i hertugdømmerne, lidt senere i kongeriget. Før den tid var det ofte kirken og præsten som samlede ind til de fattige og måske påtog sig at huse forældreløse børn. I det hele taget er tysk sociallovgivning efter 1864 i det sønderjyske bedre end i kongeriget. Således bygges fattiggården i Ravsted 1867, Fogderupvej 9/ svinget. De 15 pladser er 1872 fuldt belagte. 1910 er der 0 belagte pladser. Opsvinget er på vej!? Under Bismark kom der i 1883 en sygeforsikring, i 1884 en ulykkesforsikring, i 1889 en alderdoms og invalideforsikring. Disse tilsammen overflødiggør efterhånden fattiggårdene.

Den yngste af de to sønner, Peter Bertelsen Thomsen (PBT1 1825-1889), er i al fald på et tidspunkt udvandret fra sit fødesogn Nørre Løgum og havde sat støvlenæserne mod nabosognet Ravsted. Han får det lod at gennemleve de slesvigske krige på nært hold. (PBT1) er landmand, og enten har han arbejdet sig til en gård, eller giftet sig dertil. I al fald er han 20 år gammel da han 1845 opholder sig i Randerup præstegård. Han gifter sig 1865 med Anna Cathrine Fisker (ACF-1831-1905) fra Branderup. Hun var ud af en gammel bondeslægt, og hendes mor er Petrine Buch (se Kapitel V: Petrine Buch), der via sine aner har relation til den nævnte præstegård. De bosætter sig i det tidligere Tønder amt, køber 1867 gård i Ravsted og får 2 sønner, hvoraf den ene er Annas oldefar. Hun er nu 5. generation samme steds. Således lå der nogle grumme skæbner i slægtshistorien, men nok ikke anderledes end i så mange andre slægter, når man først begynder at forske bagud. Uha, der var mange åbne spørgsmål endnu.

Når Anna nu ikke kunne kommunikere med de henfarne slægtninge, så kunne hun da rejse lidt rundt med nogle af de nulevende slægtninge og dvæle ved historiens synlige minder, og evt. gå ad nogle af de samme veje som også forfædrene havde gjort.

Således var byerne Tønder og Ribe blevet udforsket med familien. Tønder mest på grund af de imponerende huse og flotte døre, som navere på valsen var kendt for tidligere at have snedkereret for borgerskabet. Jo Tønder havde været en succesrig handelsby med havn og det hele. I 1600 og 1700 tallet havde studehandlen og senere kniplingehandlen bragt rigdom til byen og i den forbindelse en del tilvandring såvel fra nord som fra syd. I perioder var der såmænd op til flere forslag fremme om bygning af en kanal tværs gennem landet for at fremme søfart og handel til og fra byen. Vidåens tilsanding og marsklandets inddigning afskar byen fra at være en travl kystby. Fra denne by kom en anden ane, præsten T. T. Tychsen 1652-1708, præst i Ravsted i årene 1682-1708 (se Kapitel III).

Anna havde via familie-netværket fået nys om at bedstemoderen på moderens side nedstammede fra det vi i folkemunde kalder kartoffeltyskerne, der under Frede V., som havde gang i flaskerne og handlen, kom til landet fra det sydtyske og slog sig ned som fæstere i omegnen af Tønder i 1762. Denne slægtsgren (Kapitel II: Hamann) fra Tønder-egnen burde hun fordybe sig i på et andet tidspunkt, også fordi der havde ligget større slotte/borge/herregårde her som havde forbindelse til disse små kolonistparceller, såsom Schackenborg med dertil hørende fæstegårde, Trøjborg, Grøngård osv. Her i godsarkiverne kunne man sikkert finde noget brugbart materiale i slægtsforsknings øjemed.

Byen Ribe havde hun samt familiemedlemmer aflagt besøg pga. 1300 års jubilæet og fordi andre aner havde nær tilknytning til byen. Ribe havde været hovedstad i vikingeriget, og det flotte vikingemuseum var altid et besøg værd. Hun yndede at fortælle den makabre historie om hvordan hovedengen har fået sit navn.

Det var ganske enkelt fordi vikingerne halshuggede sørøvere og på engen satte deres hoveder på stage på rad og række til skræk og advarsel. Også i 1500 tallet hærger sørøvere ved Rømø. De bliver taget til fange, men det kommer til skænderi om byttet er kongerigsk eller hører til hertugdømmet. Fra 1544 til Nordisk krig 1713 har hertugerne fra Gottorph regeret i dele af Slesvig og Holsten. Herom senere, da det tysk/danske spørgsmål er et kapitel for sig. Sørøverne halshugges i al fald i Ribe og sættes til skue på engen.

Ved en julekomsammen havde Anna disket op med disse beretninger midt i udskænkningen af dyrt indkøbt Mjød/vikingernes øl. Mjøden var da også nærmest bloddryppende rød, men hun forsikrede familien at den var indkøbt på apoteket og sikkert behørigt kontrolleret af Fødevarestyrelsen eller en anden myndighed. Det var således ikke en sjælden bloddryppende årgangsvin Anna havde gravet frem fra Dannevirke eller domkirken i Ribe, og således satte beretningen da heller ingen skår i den fortsatte julemiddag med steg, gås og hvad dertil hører.

Ved samme lejlighed blev familien gjort bekendt med Mandedrukningen i 1634, en af de værste stormfloder i mands minde. Ved den lejlighed havde vandet stået knæhøj i Ribe domkirke. Den stormflod tog livet af mand og mus og lod marsken svinde betydeligt ind. Den dag i dag kan man ved vatvandringer støde på husgeråd, som stammer fra menneskelig bebyggelse på stedet fra før undergangen i 1634, blandt andet Runghof. Når Anna var i sit fortællehjørne kunne hun leve sig ind i datidens situation og næsten ned i detaljer udpensle menneskers og dyrs lidelser og pinsler. Flere af forfædrenes ejendomme (Havervad, Hjerpsted, Astrup, Brøns og Skast; nævnt i Petrine Buch Kapitel) gik under i disse storme.

Anna var stødt på et gammelt landkort fra skolen, hvor det med al tydelighed fremgik at utroligt meget land i tidens løb var forsvundet i vandmasserne (ca. 1/3) i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Nu skal det dog siges at der var forsøgt inddigning af vestkysten tilbage i 1400-1500 tallet. Man brugte mange kræfter på dette sisyfosarbejde, ofte spildte kræfter, da digerne ofte blev skyllet væk endnu før de var færdige. Lige siden har inddigning og kampen mod naturkræfterne fundet sted. Disse ulykker sammen med rædslerne og nøden efter 30-årskrigen 1618-48 gav anstød til at indbyggerne i regionen var nogle af de første der hyrede på skibe og drog til Østindien og USA for at søge et bedre liv der. Under Svenskekrigen i 1645 går det speciel hårdt ud over landsdelen og også øerne Sild og Amrum, hvor en anen aneslægt boede, og speciel Røm hærges og nedbrændes totalt af svenske tropper. ( Mændene på øen var fritaget for soldatertjeneste på land men måtte så stille i flåden. Denne indrulning kom dog som regel på tværs af hvalfangsten, i al fald formåede de tilbageblevne mænd, kvinder og børn ikke at forsvare sig mod overmagten.)

En anden gang inviterede Anna nogle familiemedlemmer på en udflugt til de skønne Okseøer. Store Okseø ejes af det offentlige, er forpagtet ud og forpagteren driver et mindre gæstgiveri og sejlads til og fra øen og holder vegetationen nede med lidt heste og kreatur. Her er både strand og stejlkyst og flinteredskaber kan man være heldig at støde på. Udsigten til og fra Store Okseø er helt fantastisk i solskinsvejr. En rigtig flot lille perle. Der skulle man måske komme lidt oftere. Man kunne tage sit telt med og så føle sig som øboer i et par dage. De helt unge i familien ville nok brokke sig lidt med udsigt til nul pizza og diskotek, men så kunne man jo altid tage båden over til fastlandet igen, og droppe ind hos ”Annies kiosk”.

Øerne nævnes i forbindelse med kong Valdemar i 1231. Hertug Hans af Lyksborg, som er bror til Chr. III (1534-59), får øerne ved en arvedeling i 1564. Begge øer har været beboet, men under den store stormflod i 1872 blev meget ødelagt på de to øer. De drives med det gængse; landbrug; hovedsagelig opfedning af okser, fiskeri, bådbyggeri og udlejning. En familie Isaac har haft øerne til de kom i offentligt eje fra 2003.

En skæg lille fodnote er at Dronning Margrethe I (1353-1412), som åbenbart også var indtaget af den lille perle af en ø, under et besøg på Lille Okseø i 1412 døde af pest, men sandsynligvis blev hun sejlet til Roskilde, hvor hun har sin etværelses med låg på. (Mellem 1350-1750 hærgede pesten i flere omgange i DK). Nærmere sagt døde Margrethe I på et skib i Flensborg fjord. Måske havde hun været på borgen Nyhus, efter at hun havde været til forhandling med fyrsten i Holsten, grev Gert. De havde deres tvister omkring Åbenrå og Flensborg by og piratvirksomhed.(Sidst nævnte by var kendt for de flade gule teglsten, Flensborgstenen. Flensborg var ved begyndelsen til 1400 tallet en ikke lille by med hen ved 6000 indbyggere og med købstadsrettigheder fra omkring midten af 1200 tallet).

Måske var det ved dette ophold i landsdelen at hun købte borgen Duborg på Mariabjerget af Juelslægten (se Petrine-Kapitel V). Adelsgården blev af Magrethe I ombygget til borg/fæstning som værn mod holstenske hertuger, et modstykke til grev Gerts borg Nyhus. Duborg lå højt og strategisk velovervejet, og var datidens største borg. Den fik navnet efter statsholderen Due. En mindetavle over borgen Duborg hænger den dag i dag på handelsskolens bygning i byen, bygget netop af sten fra den nedbrudte borg. I 1500 tallet bliver Flensborg den vigtigste handelsby for danske konger. Med de Slesvigske krige blev orienteringen mod det tyske.

I 1412 sælger som sagt en ane af Juelslægten (Petrine Buchgren) Iver/Troels Pedersen Juel, som også er borgmester i Flensborg, familiens ene adelsgård Duborg til Magrethe I. Slægtens resterende adelsgårde ligger på Mariabjerget i byen. Med Chr. I kom Flensborg ind under den kongelige del af hertugdømmet. Et forsøg på at skildre regeringsforholdene i kludetæppet er skrinlagte. En anden slægtning på vesterkanten, Broder Froddesen fra Toftum, blev 1480 adlet efter at have deltaget som tro væbner på Chr. I side i 1420 ved Grev Gerhardts kupforsøg

(Margrethe I, Valdemar Atterdags datter, Håkon af Norges kone, Olafs mor, var en berejst dame. Hun gjorde nød til dyd og rejste rundt og indfriede eller krævede gods tilbage til kronen, sådan ca. 25 herregårde, 700-800 gårde og en del kirkeligt gods. En tid havde såvel hele Als, Tønder, Ribe, og Haderslev som de storgodser de var, været pantsat. Det fik hun rådet bod på. Men da hendes far Valdemar i sin tid kom på tronen år 1340, havde hele landet været pantsat og uden konge. Det var egentlig ham der begyndte at samlede landet.)

Frem til år 1300 havde kongerne ikke et egentligt fast sæde, men rejste land og rige rundt og modtog/opkrævede skat i form af naturalier som proviant og arbejdsydelser under rejsen til næste bestemmelsessted, et slot eller en borg. Kongen og hans ligemænd fyrsterne/høvedsmændene, omgav sig i deres borge med en bereden styrke. Fyrsternes hære på ca. 30/40 mand og heste ville vi nok ikke betegne som en hær i dag, men det var datidens småhær, som kunne lejes ud til krigsførelse mod betaling med jordegods fra kongens side.

En af middelalderens store adelslægter var Hvideslægten med høvedsmanden Skjalm Toke Hvide 1034-1113 (Petrine Buchs anerække), som Estrids ombudsmand på Sjælland og bedstefar til Absalon. I 1100 tallet ejer Hvideslægten omkring ½ af alle ejendomme på Vestsjælland, og har betydelig politisk indflydelse. Skjalm Hvides søn stormanden Ebbe Skjalmsen Hvide stifter Sorø Kloster. Onklen Absalon bygger den ældste kirke i DK. Det siges at Skjalm Hvides bedsteforældre, Pallig Johansen og Gunhild Haraldsdatter (Harald Blåtands datter), myrdes i England 1002 under et togt vel sagtens. Nu er historie for længst blevet til myte og sagn.

Ligesom sin far havde Margrethe I et godt forhold til de holstenske adels og godsejerfamilier, som også var hende gode långivere. Et mindre godt forhold havde hun til Hansestæderne eller de hanseatiske købmænd, som i et vist omfang anklagede hende for pirateri i Østersø-regionen. Pirateri var nu meget udbredt på de tider, navnlig købmænd var nogle af de ivrigste pirater i middelalderen. En af de famøse pirater var den navnkundige tysk/frisiske Klaus Størtebekker.

I en skovslugt ved Holbek tæt ved byerne Hude og Schwabstedt, lige i nærheden af hvor Annas farmors familie stammede fra, havde Klaus Størtebekker sit piratskjulested. Han arbejdede lidt sammen med den stedlige biskop på bispeslottet, hvor man 1402 beslaglagde uanede mængder bytte. Piraten havde det hurtigste skib i den kendte verden. Men sagnet fortæller at en fisker smurte skibsroret med flydende bly, så piratskibet ikke kunne manøvreres og dermed kunne det entres. Størtebekkers endeligt blev som hovedløs i Hamborg. Den dag i dag opererer der stadig pirater i Ardenbugten ud for Somalia.

En anden vigtig långiver var kirken, middelalderens bank, som finansierede kongers løbende forbrug og krigstogterne. Dobbeltmoralsk? Kirken havde store jordområder under sig som len/pant/gave. I forlængelse af reformationen omkring 1536 ændrede kirkens stilling sig ved at den mistede noget af sin politiske indflydelse. Chr. II, på tronen mellem 1513-1523, omgivet af ”sine” 3 kvinder, var protestant og derfor på kant med de katolske kredse, og var også på kant med adelen som købte og solgte bønder som slaver. Han blev hurtig erstattet af Frede I, der sad på tronen mellem 1523-1533. Han skal have tilbragt en del tid her i regionen og stod sig godt med byen Tønders indflydelsesrige borgere, såvel før som efter tronbestigelsen i 1523. (Her havde herredsfoged Nis Hinrichsen en finger med i spillet). Når regenten opholdt sig på en af sine borge i landsdelen (Tønder), kastede det ikke kun glans men også klingende mønt af sig, i og med hofstaten nemt kunne omfatte hen ved 100 personer fra gartner, over portner, tjener, fisker osv.

Med Frede I` død udløses efterfølgende et slagsmål om tronen, som var både en borgerkrig mellem adel og bønder som også en religionskrig, der afsluttes med reformationen 1536.

Dele af adelen støttede Frede I’søn, den katolsk orienterede Hans, andre grupper inklusiv dele af adelen støttede sønnen hertug Christian, den senere Chr. III, der kom på tronen 1534 og var evangelisk orienteret. Bondestanden kom i Grevens Fejde til at spille kanonføde i dette slagsmål, hvor der var flere skjulte dagsordener. Bondehæren blev slået og kronen dømte bønderne fra liv og gods og kun med kongens nåde kunne de få lov at betale store bøder og alligevel blive degraderet til fæstebønder under Chr. III, som jo i forlængelse af reformationen havde fået alt bispegods under sig, og det var mindst lige så afgørende som det religiøse aspekt. Lidt af sin magt her i regionen overlod han til sine brødre i 1544. Således opstod hertugdømmet med Adolf på Gottorp. Adelsvældet var således på plads mellem 1536-1660.

Sognekirken beholdt sin jord efter reformationen, så præsten kunne ernære en familie men også modtage tiende. Præster kunne pga. deres uddannelse og berejsthed ofte være de mest innovative i et sogn i forhold til landbrugsdrift. Den var dog ret ekstensiv i 1500 tallet med kvægopdræt på hedeareal, ved siden af lidt jord under plov.

I Annas familie havde en del af forfædrene beskæftiget sig en del med opfedning af kreaturer, ikke kun som landmænd, fæstere, daglejere, inderste eller bolsmænd, men også som kreaturhandlere, og endnu længere tilbage, drivere på Oksevejen/Hærvejen ned gennem Jyllands højderyg. Kvægdriften var hovedbestanddelen i datidens ekstensive landbrug og passede til det kolde klima. Kvæg var nogle af de få varer man transporterede over det svært fremkommelige land. De fleste varer blev transporteret ad vandvejene, hvilket var hurtigere på den tid.

Kært barn har mange navne. Således er denne vej, også kaldet Hærvej, visse steder bevaret, og hvor den har været brostensbelagt, er den i ganske små bidder blevet frilagt igen. Helt tilfældigt er et stykke blevet opdaget og bevaret nede ved Bov. En landmand var i gang med pløjning og stødte på en mængde sten. Da man gik i gang med at se nærmere på dette fænomen, viste der sig et velbevaret stykke hærvej under den sorte muld i det bakkede landskab ved Bov by. Dette landskab er skabt under den sene istid. I samme landskab kan man gå ad en hulvej, der er skabt ved at vogne i mange 100 år har kørt der og efterhånden har udhulet et spor mellem de store gamle træer.

Anna glemmer aldrig første gang hun lidt længere nordpå uforvarende kommer ind på Hærvejen i bil. Hun kører og kører, møder ikke et øje, ikke en bil eller et hus, kun marker, lidt bevoksning og pludselig en stor sten, Hærulfstenen fra ca. år 900. Man mener at Hærvejen måske er 4000 år gammel, og med flere forgreninger gik den fra Viborg, ned igennem Jylland, og videre sydpå. Vikingerne har nok brugt disse veje som hærveje, og senere har okserne gået i deres fodspor til slagterierne i for eksempel det fjerne Hamborg og andre velhavende handelsbyer, så som Husum og Friedrichsstadt, hvor okserne blev bragt på skibe og solgt til eksport. Kort efter Hærulfstenen kommer Immervad bro.

I 1786 bygges en stenbjælkebro henover Immervad å. Det var her de fra nord kommende store flokke af stude passerede åen. Vadestedet var et kritisk sted, broen gjorde passagen nemmere. De vandrette bjælker er 4,35 meter lange, kløvet ud i et stykke ud af en stor granitblok. Broen har to gennemløb og er i midten støttet af lodrette granitblokke. I dag er åen jo nærmest en skygge af sig selv, og degraderet til en ubetydelig til tider tørlagt bæk. I fordums tider har udover okser, også svin, heste og får fra middelalderen og frem til begyndelsen af 1900-tallet haft deres gang her på vejen til markederne i syd.

Ifølge den historiske forklaringstavle ved Immervad bro er der i årene 1539 og 1651 gået henholdsvis 12.500 og 15.800 stude gennem toldstedet ved Haderslev på den gren af oksevejen. Ved toldstedet i Hjordkær er der 1616 gået ikke mindre end 34.000 stude via hærvejen. Anna bliver helt forbavset over det hun læser på tavlen. Hun synes det er store mængder stude alene til eksport, når man tager i betragtning at det er 300-400 år siden, da landbruget var på et helt andet stade. Igennem hele 1600 tallet bestod landbrug mest af den ekstensive studedrift og en mere intensiv ladegårdsdrift baseret på bondestandens hoveri. Det er først med den senere udskiftning at hele landbrugsdriften bliver omlagt og dermed intensiv.

På nogle større godser var der dog i 1600 og 1700 tallet det vi kalder hollænderier i stedet for korn og studedrift. Det var ikke ualmindeligt med mellem 100 og 300 malkekøer i ladegårdsbesætninger. Man brugte lønnet arbejdskraft eller hollænderiet var bortforpagtet, evt. også til en kvinde, ellers var det mest malkearbejdet som blev overladt til kvinder/unge piger. Nogle forpagtere kunne blive ret formuende. På den tid lå en ko-ydelse på ca. 1/10 af den nuværende mængde. Kvægpesten fra 1745 og op i 1770èrne satte dybe spor og derefter var besætningerne en del mindre.

De ca. 500 hoved og adelsgårde høstede overskuddet af studesalget på de store markeder. I det hele taget havde adelen fået tiltusket sig store jordbesiddelser/len og handelsprivilegier på grundlag af kongemagtens gældssætning eller som tak for militær indsats eller anden vennetjeneste. Helt op til 1848 byttede fyrster, adel og konger arealer som vi i dag handler parcelhuse, indbyggerne fulgte med som det tynde øl. Ligeledes havde storgodserne eget birkeret som først faldt bort med grundloven i 1849.

I fantasien kunne Anna se selve Immervad broen blive til, og hun kunne også let forestille sig den sporbare forfader (WOT) deltage i arbejdet og komme af dage herved i 1786, eller skadet ved Ejder-kanalens bygning i 1777-84, hvor mange af de 1400 arbejdere fik sumpfeber og døde. Måske døde han som allerede nævnt af tuberkulose eller af en udløber af pesten. Måske kom han af dage som kreaturdriver på hærvejen, hvor han blevet løbet over ende af dyr eller ombragt eller såret af landevejsrøvere. Det var kun udskud eller røvere som holdt til på de store bare og ubeboede hedesletter. Lige meget hvad, så har Anna en uforbeholden sympati for denne forfader.

Nu om dage bliver Hærvejen eller Oksevejen brugt af pilgrimme og så en vildfaren kone /Anna, der tog en forkert afkørsel fra motorvejen og utilsigtet landede på den historie rige vej.

Hun følte sig hensat til ødemarken og var glad for at det ikke var mørkt eller at bilen havde problemer, for så ville hun være faret vild, det var før gps` tid. Hun besigtigede Immervad broen, og kiggede nærmere på Hærulfstenen uden dog at kunne tyde dens runer. På opslagstavlen henvistes til en nærliggende sidste urørt gravhøj med dens ensomme bautasten. Den kunne hun dog trist nok ikke finde i landskabet, da majsmarkerne skjulte mere end godt var, til gengæld larmede forladtheden i ethvert græsstrå. Anna følte at sommerluften og jorden under hendes fødder var mættet med en tung fortid. Hun kørte skyndsomst videre og var ligefrem glad ved synet af det første byskilt. Hun var igen en del af den nutidige menneskelige pulserende civilisation om end i udkants-Danmark.

Selvom Hærvejen nu ligger øde hen har den i vikingetiden og middelalderen (500-1500) været et vigtigt aspekt i den samfundsmæssige opblomstring. Men så kom pesten eller den sorte død til landet og gjorde det af med hen imod halvdelen af den europæiske befolkning, ca. 75 millioner mener man. De økonomiske forhold ændrede sig drastisk og den overlevende del af landbefolkningen levede under slavelignende forhold, hoveri, bundet til adelens jord og umyndiggjort af den herskende klasse. Folk i byerne har nok ikke haft meget bedre forhold. Man godtog de nationale slavelignende forhold som befolkningen levede under, og man godtog at Danmark blandede sig i den internationale slavehandel fra ca. 1625 under Chr. IV.

(Chr. IV 1588-1648) må tage meget på sin kappe. I den merkantile periode havde han store indtægter fra Øresundstolden og fra jordskatter, da halvdelen af landets jord var under kronen. Han ødslede dem bort ved sit kreative virke, blandt andet ved at tekstil og klædefabrikation udviklede sig til fusere da klimaet var for koldt til silkeorme og markedsføringen har også haltet. Han havde også mange udgifter med bygningen af Frederiksborg slot i Hillerød, det skønne Rosenborg, Proviantgården, Holmens kirke, Børsen, Tøjhuset, Christians Bryghus og mange flere. Alt sammen bygget omkring 1616. Christianshavn og Glückstadt var byer den ambitiøse mand på knap 30 år bare måtte bygge. Handelskompagnier og det kendte Trankebar stod også på hans cv-liste, og ikke at forglemme det lokale Kobbermølle, så havde han da manifeteret sig i forhold til det gottorpske hus. (En kanal fra Ballum og tværs gennem landet til Flensborg måtte han dog tage af tegnebrættet).

Under 30 års krigen eller religionskrigen, som han absolut måtte deltage i, skabte han store trængsler i hele Jylland, men dog mest i Sønderjylland. Værftsbyggeri stimuleredes og han fordoblede sit antal af skibe fra 27-60. Ja og så lod han sig besnære af sin svigersøn Corfitz Ulfeldt mht. statsfinanserne og det svenske spørgsmål.

Som tidligere rødstrømpe hæftede Anna sig ved at der under Chr. IV fandt hekseafbrændinger sted når man i mangel af en forklaring for alskens ulykker og dårlige vejrforhold udråbte en eller anden kvinde til syndebuk og heks med efterfølgende afbrænding. Således var det tidens trend at de barske og tiltagende uhumske vejrforhold ikke alle kunne skubbes over på guds skuldre og da videnskaben om vejrforhold endnu var i sine barnesko, måtte kvinder/hekse holde for, således også da Chr. IV` søster Anna havde hårdt vejr under hendes sejlads til sit bryllup i England.)

Hekseafbrændingen stoppede i sidste halvdel af 1600 tallet. Også slavehandelen fik en ende. Henrettelsessteder og galger blev dog brugt til 1800 tallet. Det lokale henrettelsessted ved skoven i Bredevad står den dag i dag markeret med en sten som et historisk minde, ikke langt fra hvor Grynmølle engang har ligget ved åen, dengang langvejs fra meget synlig og til skræk og advarsel. Straffesystemet var ikke barnemad som så meget andet heller ikke var det.

Danmark kan dog således rose sig med at være det første land, der i 1792, med virkning fra 1803 igen afskaffer indførsel af afrikanske slaver til sine besiddelser. Men som det ses med god tid til hamstring. Selve slaveriet blev dog nok nærmere først afskaffet 1848. Anna husker fra sin skolegang at slaveriets historie havde en markant plads, men hun er senere blevet mere interesseret i det direkte og indirekte slaveri forklædt som stavnsbåndets historie eller livegenskabets trældom i DK. Det eksisterede jo faktisk så sent som 1804/05, ja ifølge visse kilder endda først afskaffet 1848 i visse egne her i regionen.

Efter flere hundrede mørke år med pest, krige, korstog og uro kom der så småt et opsving til landet fra omkring 1750. Den tids globalisering tog fart med trekantshandlen bestående af-landbrugsvarer-slaver-sukker. Dk skal have fragtet 100.000 afrikanske slaver over Atlanten i 1700 tallet, og store summer genereres på få hænder.

Den tid er i mere end en henseende interessant for hende, da forfaderen på faderens side, (WOT), jo er født 1754 i Gjerndrup nord for Kongeåen og kommer til Sønderjylland, men hvorvidt han eller sønnen har deltaget i hvalfangstsejlads eller været på skibe involveret i trekantshandlen står hen i det uvisse, selvom mange fra vestkystområderne var med på disse togter. Det har været en turbulent tid for denne forfader, idet købstæderne med deres håndværk, borgerskabets betydning og den oversøiske handel satte liv i kludene her hjemme og verden over, og hertugdømmerne var jo blevet tættere knyttet til DK. De danske søhandelsskibe er godt med på havene men på trods af Danmarks neutralitet under den syge Chr. VII og den hårde Frede VI i Napoleonskrigene (1801-1807/14) bliver det meste af den danske flåde tilintetgjort. Idet hele taget var mange spanske og franske tropper stationeret i regionen, blandt andet i Åbenrå og en 10.000 mands hær i Kobbermølle, der i flere omgange havde lidt under svenskernes hærgen i 1600 tallet.

(WOT 1754-1786) korte liv er uvægerligt knyttet sammen med de barske naturforhold der rådede i koloni og i særdeleshed i kolonisttiden, altså i den periode hvor Annas aner fra flere slægtsgrene var med i den 1. bølge af hedeopdyrkningsprojektet i Sønderjylland, i studehandlen og kniplingeindustrien. De barske økologiske tilstande omfattede både sandflugt og oversvømmelser, som havde været tiltagende fra 1500 tallet og op igennem 1700 tallet. Dette blev forsøgt modvirket gennem vandreguleringer, dræning, grøftegravning og beplantning. Derved har mange aner slidt sig ihjel. Lige så hårdt et slid var det at mergle og eller at hente tang fra havet for at skaffe gødning til landbrugsjorden. Rovdrift på skovarealerne var også medvirkende til den økologiske krise.

Hvilken velsignelse har det ikke været da der fra begyndelsen af 1700 tallet kom kløver som afgrøde til landet. En kvælstofproducerende plante, der forbedrede jorden, men som også kunne bruges til at standse sandflugten i det meste af Vestjylland, i form af udlagte græsningsarealer for kreaturer. Dermed afstedkom et nyt sædskifte en mindre grøn revolution i landbruget, hvor en del brak blev overflødiggjort. Der kom vækst i landbruget med flere kreaturer, korn, foder, mælk og smør. Det intensive landbrug, befolkningstilvæksten og det større behov for brænde til madlavning og opvarmning udmøntede sig dog snart i en skovmangel. Der var ikke brændsel nok til at man kunne holde sig varm i den kolde tid. Folk brugte også træ til indhegning af de større kreaturflokke. Hvorfor gik man ikke meget tidligere over til at hegne med levende hegn som for eksempel tjørn? Var sandflugten for voldsom? Eller måske fordi det greb forstyrrende ind på øvrighedens vildtbanefornøjelser? Der var rent ud sagt ikke nok træ til at man kunne fortsætte med at bygge huse af træ og brolægge veje i de større byer med træplanker. Således ansporedes man i løbet af 1700-tallet til at gå over til bindingsværk og murstensbyggeri i stedet for bulhusene.

Bindingsværk er jo ikke så isolerende som træhuse er, så folk har frosset jammerligt. Derfor døde så mange af tuberkulose, også mange i (WOT´) familie. I de klamme huse sov man så mange som mulig i samme kasse eller seng på strå eller tørv med fåreskind eller oksehuder over sig. Træmanglen gjorde også at man gik over til at sætte stendiger rundt om huse og marker. Sten lå jo alligevel bare og var til sjæne på markerne. Det har været en slidsom tjans at være udkommanderet til hoveriarbejde med stensætning. Men også selvejere blev nødt til at ty dertil for at holde deres kreaturer og svin borte fra agerjord og de skove som det var blevet iværksat at plante.

Samtidig begyndte man at importere stenkul og jern. Jernet bragte nye tider til landbruget. Skoning af heste forøgede deres trækkraft og vogne, hvis hjul var forsynet med jernringe, var mere holdbare, og plove, skovle og greb af jern var jo noget for sig. Energikrisen havde også medført at landet blev forskønnet med flere vindmøller, vandmøller var på tilbagegang pga. dræning. Mellem 1750-1850 har nogle aner haft et liv som møller eller møllerkarle, blandt andet på Søllingvrå mølle, men også i området ved Ribe/Seem/Skallebæk/Brøns og Branderup. Anna havde ved granskning af en anden slægtslinje fundet ud af at en ane i slutning af 1700-tallet tog navneforandring fra Nissen til Schmidt, da hans far var smed. Smede har haft meget at bestille i forbindelse med det intensive landbrug, infrastruktur- og industrialismens/håndværkets udvikling.

Turbulent var tiden hvor afdøde(WOT)` søn (TWT1 1787-1826) levede (det var ham der aldrig lærte sin far at kende). År 1803 er han i al fald tjenestebud hos Niels Christensen, evt. noget familie, da en Niels Christensen også var vidne ved forældrenes vielse 1786. Anen er lejer da han 1821 giftes med Cathrine Juhl 1793-1828 fra Rødding, med hvem han får 2 sønner. Disse to mennesker har som sagt med i bagagen at han mistede sin far før han selv var født, og hun mister sin mor som 5 årig pige.

Kom han vidt omkring? Napoleons tropper kom i al fald vidt omkring i Europa. Måske var det på grund af uforstand med det relativt nye brændsel stenkul, at en stor del af Koldinghus under opfyring i en kakkelovn brændte i 1808. Det var spanske hjælpetropper, som var indkvarteret på slottet, der afstedkom denne ulykke. Som allierede, har det jo næppe været af ond vilje, snarere blev katastrofen så omfangsrig på grund af at byens vægter og brandfolk havde sovet i timen. I årene omkring 1808 var måske hen ved 26.000 såvel franske, spanske, belgiske og hollandske soldater indkvarteret i DK i krigen mod England. Nogle var stationeret i en hyttelejr ved Flensborg/Kobbemølle, medens hovedkvarteret var i Koldinghus.

Måske har (TWT1) været i nærheden af slottet da det brændte eller hjalp ligefrem til med brandslukningen, han kom jo omkring som tjenestebud. Han var på det tidspunkt 21 år og måske dragon. Måske har han formastet sig til at hente sten fra brandtomten, det var en udbredt skik når man var i bekneb for byggematerialer. En del af det slotsinventar som dog trods alt blev reddet ud blev solgt på flere afholdte auktioner. Slottet havde i forvejen ikke været i den bedste stand og den urolige tid oveni gjorde udslaget til at slottet kom til at ligge som ruin indtil en genopbygning startede i 1890.(Chr. VII var lige forinden hjælpetroppernes indkvartering af sin søn blevet fragtet til Rendsborg, da opholdet på Koldinghus ikke fremmede mandens i forvejen dårlige sundhedstilstand).

Slemt var det at Napoleon sådan turede gennem Europa og havde et ødelagt Koldinghus, en sønderskudt flåde og den danske statsbankerot på sin samvittighed. Ja og så blev Norge skilt fra Dk, og den proces, hvor hertugdømmerne søgtes knyttet tættere til Dk efter at sammenslutningen af de tyske lande var gået i opløsning, blev også standset af krigen. Nationalstatstankerne var i fremgang.

Positivt var det dog at man under Frede VII (hvis endelige partner var den folkelige fru Danner) fik en grundlov og fri forfatning i 1849. Men netop situationen omkring overgang fra enevælde til en form for demokrati er på sin vis startskuddet til de slesvigske krige.

Ovennævnte (TWT1)` søn Peter Bertelsen Thomsen (PBT1 1825-1889) igen har været vidne til at den sønderjyske landsdel, som var Annas hjemegn, måtte døje med Slesvig-krigene (1848 -50 og 1864). Det fredelige punktum blev sat med afstemningen i 1920 efter 1. Verdenskrig. Han har dog også oplevet reformer i landbrug, industri og infrastruktur.

(Den 23 årige forfader som jo var tidlig forældreløs (som 3-årig), har bestemt ikke haft de bedste kort på hånden hverken i demokratiseringsbevægelsen eller i den patriotisk politiske sammenhæng. 1845 er PBT1 (1825-1889) 20 år og han opholder sig hos præsten i Randerup. Måske knytter han her en forbindelse til sin senere kone Anna Cathrine Fisker fra Rødding,( datter af Petrine Buch (Beyer/Outzenfamilien og Søren Fisker)? Denne familie er i al fald gennemdansk. Fiskerfamilien var oven i købet aktive medlemmer af” den danske bevægelse.”

Den grænseegn Anna boede i havde i mange henseender lidt mere end resten af landet under historiens krige. Religionskrigen, alle Svenskekrigene, Slesvigkrigene og 1. verdenskrig er nok de værste. Under 2. Verdenskrig havde Danmark dog næsten ikke mærket noget til krigshandlingerne. I folkemunde hedder fronten mod syd jo også flødeskumsfronten under 2. verdenskrig. (Tvangssoldater og modstandsfolk har nok et andet syn på sagen). Såvel Annas familie, som resten af den danske befolkning, havde ikke lidt nævneværdig under 2.verdenskrig, i modsætning til de direkt involverede, lemlæstede, døde eller udbombede mennesker i mange andre lande. Fra det tyske mindretal og modstandsbevægelsen var der dog døde at beklage. En grænseegn er og bliver dog noget for sig på godt og ondt.

Hun kunne ikke lade være med at spekulere på om og på hvilken side tipoldefaderen på faderens side, (PBT1 1825-1889), eller hans bror (TWT2), som var et par år ældre, men som der for nærværende ingen data eller fakta findes om, havde deltaget i de Slesvigske krige. Det kan dog med sikkerhed siges at (PBT1) erhvervede ejendom i Ravsted i en større målestok år 1867. På nuværende tidspunkt er det uoplyst hvor han er blevet opfostret som barn. Et var sikkert, de to brødre kom på det nærmeste efter 1864 til at leve under den tyske kejser Wilhelm den I.(1797-1888), som blev kejser i 1871 og som havde været leder af den tyske union indtil da. Man kunne fristes til at spøge med at denne region altid havde ført en omtumlet tilværelse, en pingpong tilværelse under vekslende indflydelse af konge og hertug. Det kunne til tider være svært at holde styr på hvor regionen hørte til og hvornår. Det bliver Anna nødt til at fordybe sig lidt i…

(Grænselandet er fra og med 1025 et stridsspørgsmål. Knud den Store rejser på det tidspunkt til Paven, undervejs tilsiger den tyske kejser at Sønderjylland går til Ejderen. Heller ikke Valdemar III `s håndfæstning i 1326 om at hertugdømmet aldrig må forenes med kongeriget, gjorde det lettere for eftertiden. Det bliver slet ikke nemmere med en 3. version af tilhørsforholdet, som ser dagens lys i 1474. Her måtte Chr. I give håndfæstning på at hertugdømmerne skulle forblive udelte. Sjovt nok var det Napoleon III som ved fredsslutningen i 1871 var årsag til en bestemmelse om en senere folkeafstemning for hertugdømmerne.)

År 1460 valgte stænderne den danske konge Chr. I til hertug af Slesvig og greve af Holsten. Således var hertugdømmerne i personalunion med DK. Jylland var dansk til Kongeåen, Slesvig blandet til Ejderen, og Holsten på det nærmeste tysk til Hamborg og Elben. Her var således grænsen for det samlede danske monarki. På et tidspunkt var hertugdømmet Lauenborg også i spil. De næste 300-400 år har vi så en evig strid om hertugdømmerne. Hvilken bestandig lidelse for den almene og umælende befolkning afstedkom ikke dette århundredlange tovtrækkeri.

Siden 1720, hvor den Nordiske krig slutter, havde DK af UK været tilkendt Slesvig som værende dansk. Krigen om hertugdømmerne mellem Frede IV af DK og Frede III af Gottorph havde udspillet sig med hvervede tropper på begge sider og endte dengang som så mange gange før og sidenhen i en status quo.

(Det var dengang man i en krigssituation, Store Nordiske krig, kunne hjælpe sig med at lægge huder, jord og gødning på hustagene og holde dem våde, således at kanonilden ikke skulle antænde byernes huse.

Med Napoleon kom så ikke blot en ny form for krig, i kølvandet kom de europæiske revolutioner, liberale strømninger som den slesvig-holstenske, og fra 1830èrne bliver det statsretslige spørgsmål mht. hertugdømmerne igen aktuel under Frede VI, Chr. VIII og Frede VII.

Den enevældige Frede VI er stor modstander af trykkefrihed, men må tillade en demokratisering. Oprørerne krævede reformer så som stænderforsamlinger fra 1834. Med stænderforsamlingerne (2 i kongeriget, 1 i Slesvig, 1 i Holsten) som udløber af de liberale tendenser indvarsles den enevældige helstats endeligt. I og med de liberale tendenser kædes sammen med sindelagsdebatten er det startskuddet til at embedsmænd, præster og lærere er udsat for en usikker arbejdstilværelse i hertugdømmerne. Da Annas aner ikke i større tal har tilhørt disse grupper fra 1840èrne, har de ikke været udsatte for direkte afskedigelser eller fjendtlighed.

(I 1845 har kongeriget ca. 1,3 mill., Slesvig ca. 360.000, Holsten ca. 480.000 indbyggere). Ikke alle har glemt at hen ved 1 million indbyggere gik tabt da Norge skiltes ud. Der står noget på spil med ca. 1/3 af befolkningen i hertugdømmerne. Disse er den rigeste del af helstaten med et moderne og indbringende landbrug, og Chr. VIII opholder sig oftest her på sine slotte. Kongen er landsoverhoved for hertugdømmerne og dermed også medlem af det tyske forbund. Hertugdømmet Holsten er helt klar en del af det tyske forbund, men også via Slesvig knyttet til Dk. Ganske indviklet.

I 1836 på stænderforsamlingen i Slesvig kræver de dansk talende politikere grænsen flyttet fra Kongeåen til Ejderen (1 version). Dk fører som nævnt en helstatspolitik med de tilknyttede hertugdømmer og hæver toldsatserne mod syd. Modsat vil de tysk talende politikere have hertugdømmerne helt udskilt fra Dk, enten som selvstændigt land (2.version) eller som (3.version) optaget i den tyske union/det tyske forbund. En (4. version) er at adskille Slesvig og Holsten. Ingen af parterne er tilfredse med helstatspolitiken. Men er der nogen som spørger de derboende almindelige mennesker om deres sindelagsforhold, eller overveje noget der kunne ligne en folkeafstemning, nej de politisk toneangivende har godt nok ikke fingeren i den plørede jord, politik foregår som altid hen over hovedet på de helt almindelige umælende mennesker.

Forfaderen (PBT1 1825-1889)havde jo derfor fra barns ben været vidne til grænseegnens urolige og ustabile tid frem og tilbage mellem dansk og tysk propaganda. Han har givetvis også været mere eller mindre involveret i denne politiske strid op igennem 1840`, da der samtidig med det politiske også blev udkæmpet en kamp om jorden eller hoveriets afløsning. Debatten om demokratiseringsprocessen, hvor den lokale Jens Lornsen var aktiv, var jo såvel et spørgsmål om hvilken styreform som også statsform. På den ene yderfløj enevælde med fyrstemagten, og på den anden fløj demokrati med udtalt folkemagt. Derimellem var der blandt andet Kierkegård med sin holdning om at nationalisme var en erstatningsreligion for tretrinsraketten: menneske, enevælde, gud. Så var derGrundtvig med den politiske holdning: at man ikke kunne indføre demokrati hos et uoplyst folk. Med hans højskoletanke skulle der ske en frivillig mentalitetsændring fra almuebevidsthed til demokratisk folkebevidsthed. Demokratiseringsprocessen overskygges på et tidspunkt af de modsat rettede nationale strømninger som er kædet sammen med jordkampen. Året 1848 radikaliseres hele Europa, og det gælder også de danske og tyske revolutionære eller radikale politiske kræfter.

Befolkningen i regionen Slesvig og Holsten står som lus mellem 2 stole. Overordnet står dansk enevælde kontra begyndende prøjsisk dominans i folkeforbundet af tyske stater. (Prøjsen anerkender aldrig en selvstændig provisorisk regering i hertugdømmerne). Befolkningen i hertugdømmerne vil selvstændighed og demokrati men det vil Dk og Prøjsen ikke.

Det skal her indskydes at mange embedsmænd efterhånden var tyske, kulturelt dominerende og blandt andet med folkeskoleloven i 1814 var de med til at berede vejen for det spæde demokrati. Det officielle embedssprog var således tysk. Men i skoler, kirker og blandt almuen var både tysk og dansk foruden dialekter det gængse.

Således styrer netop de national liberale landet/helstaten ud i en borgerkrig i 1848. Ganske kort er forløbet: 1848 dør Chr. VIII og efterfølges af sønnen Frede VII. De nationalliberale kræfter i København arbejder for en fri forfatning for det gamle land plus Slesvig og uden Holsten. De liberale i hertugdømmerne udråber samtidig en suveræn stat, der vil være medlem af den tyske union, og undgå eller frigøre sig af den danske udgave af et DK til Ejderen. Borgerkrigen, som også kunne kaldes en broderkrig, indledes og folk fra samme egn kunne stå overfor hinanden i det første slag ved Bov 9.4.1848, som ender i dansk favør. 23.4.1848 våbenhandling ved Slesvig i tysk favør. 3.5. 1848 ved Fredericia i tysk favør. Våbenstilstand. Våbenhandlinger optages igen 5.4.1849 ved Eckernførde, 20.4. -8.5.1849 ved Dybbøl, Kolding, Vejle i tysk favør, 6.7.1849 ved Fredericia i dansk favør. Våbenhvile dikteres af stormagter. Men Slesvig-Holstenerne vil ikke give sig, og uden den tyske union i ryggen taber de kampen om Friedrichsstadt, og den 25.7. 1850 ved Idstedt.

Da 3-års krigen begynder (1848-50) er den unge mand (PBT1)23 år. Men vi ved ikke på hvilken side han evt. har deltaget i disse begivenheder. Det sikkert helt afgørende og prægende for (PBT1)`sindelag har været i hvilken familie han er blevet opfostret, og den kendes på nuværende tidspunkt ikke. En folketælling fra 1845 viser at han på det tidspunkt opholder sig som tjenestebud hos præsten (J.P. Sparrevohn) i Randerup i perioden 1835-50, en meget ung præst, så det er ikke ham der har opfostret (PBT1). Præsterne holdt både tysk og dansk gudstjeneste, så det giver heller ikke umiddelbart et fingerpeg om tilhørsforhold. (Egentlig er det jo også ligegyldig. National bevidsthed iklæder sig oftest for små sko). Den foregående præst var Gabriel Koch, som var præst i Randerup i tiden 1810-35. Han var giftet ind i familieforbindelsen Brorson/Beyer/Outzen. (PBT1`) senere ægtefælle Anna Cathrine Fisker (1831-1905) fra Branderup har forbindelse t il disse slægter.

(Gabriel Koch var søn af præsten i Døstrup M. Koch, og Barbara Brorson 1758-1828, som er datter af præsten Nic. Brorson i Randerup, som er søn af Broder, en bror til salmedigteren og bisp i Ribe H.A. Brorson). Ribe og en del af Seemsognet hørte til de kongelige enklaver, hvilket besværliggør opklaringsarbejdet. (1845 opholder Peter Bertelsen Thomsen, 20 år gammel, sig i Randerup præstegård hos præsten J. Plough Sparrevohn, som er præst på stedet fra 1835-1850. En eventuel forklaring på dette og hvordan han giftes ind i Petrine Buchs familie følger her: Godsforvalter Nis Clausen på Trøjborg (led 12) havde blandt andet flere døtre. Den ene, Anne Clausen, er ifølge en kilde, ane for Petrine Buch. Den anden datter, Cathr. M. Clausen, bliver mor til H.A. Brorson. Dennes bror Broder Brorson, gift ind i præstefamilien Riese, får en søn Nic. Brorson1726-1791, præst i Branderup, hvis datter Barbara Agnethe Brorson 1758-1828 bliver gift med Døstrup præsten Michael Koch1759-1821. Deres søn er Gabriel Koch 1783-1861, er præst i Randerup mellem 1810-1835. Her kan Peter BertelsenThomsen være blevet anbragt 1828, hvor han bliver forældreløs, og fortsætter med at være her under den efterfølgende præst J. Plough Sparrevohn som er forgængerens svigersøn, og præst mellem 1835-1850. På grund af familiemæssige relationer er Petrine og hendes datter Cathrine Fisker kommet i præstegården og har således lært P.B. Thomsen, Cathrines kommende mand, at kende). Det generelle træk er at man havde stærke familiemæssige relationer over tid).

Oplysningsbølgen var som nævnt filtret sammen med de nationalbevidsthedsmæssige strømninger, således at spændinger mellem dansk/tysk efterhånden også blev åbenlyse i den brede befolkning i hertugdømmerne (også helt konkret i gudstjenester).

Det blev ikke en folkeafstemning, men våben som valgtes til at løse tvisten om de nationale tilhørsforhold. Under den 3 år lange krig var soldater fra begge sider/lejre indkvarteret hos den lokale befolkning, som de fraterniserede med. Samværet var ret afslappet i de mellemliggende fredelige perioder/våbenstiltand og man hjalp til med hinandens høstarbejde. Selvfølgelig var der også eksempler på det modsatte, nemlig fjendtlighed og ødelæggelse.

Efter 1850 afskediger den danske forvaltning alle tyske embedsmænd i det område i Slesvig som var blandet sindelagsmæssigt set. Embedssproget skal være dansk. I en urolig tid tørner de modsat orienterede politiske kræfter mod hinanden.

(En af de politiske kræfter i det nordtyske var den socialdemokratiske Liebknecht, som var en stor agitator i revolutionsårene 1848/49. Han havde flere fængselsdomme hæftende på sig og under en udvisning til England lærte han den navnkundige socialist Carl Marx at kende.)

Nord for Kongeåen levede man op til 1848 ligesom i en anden tidsperiode end syd for, uden andre gængse kommunikationsmidler end bavnelys og kirkeklokker til at varsle krig. Det kræver at man er enige om morsesystemet, sagt lidt firkantet. I hertugdømmerne havde man allerede 1844 jernbane syd fra til Rendsborg/Kiel/Altona, og samme steds en fast vej fra 1833. I Dk havde man kun en jernbanestrækning mellem København og Roskilde, til gengæld en del skibsfart og rutebåde mellem øerne og fastlandet.

Den krigsstemning som piskedes op i forbindelse med modsætningerne omkring 1848 begivenhederne skabte nok mest forvirring på den danske side, og der spredtes hurtigt røgter om at kongeriget til Kongeåen var indtaget og afbrændt af pøblen eller røvere sydfra. En del sølvtøj og værdigenstande blev skyndsomst nedgravet i den sorte muld, og smede havde travlt som aldrig før med at smede våben af forskellig art. Således blev leer lavet om til våben. Interne stridigheder i de tyske fyrstedømmer og i den revolutionære/demokratiske bevægelse viste sig at være til fordel for Danmark. Havde Prøjsen ikke opgivet at støtte Slesvig/Holsten, havde krigsbegivenhederne nok ikke sluttet i DK’s favør i 1850.

I det hele taget fandt de revolutionære slesvig-holstenere ikke meget gehør hos de tyske stater syd for Ejderen. Kejser Wilhelm mente at grænsen lå fint nok og at der var brug for et DK for den europæiske ligevægts skyld, og gav udtryk for at den gottorpske hertug kun havde arveret til Holsten. Således mente alle andre end slesvig-holstenerne, at de var lidt høje i hatten og militærmæssigt ude af stand til hvad som helst. Således stod hertugdømmerne uden tyske allierede ved deres side ved våbenstilstanden, og stod således svækket overfor en overlegen dansk hær på den anden side. Folket holdes i en kattepine rent politisk. Daniserings og germaniseringsbevægelser holdt hinanden stangen, eller søgte at overgå hinanden i tiden 1850-1864.

(I 1849 var nogle slesvig-holstenere fra den provisoriske regering, mens de var i færd med skatteopkrævning i området omkring Brøns /Seem, kommet i klammeri med de danske bønder/heriblandt nogle aner, og mange blev dræbt, og siden rejstes en mindesten. Nogle sogne eller byer var som nævnt delte mht. kongelig eller hertugelig forvaltning. Regionen havde i mands minde været et gedigent kludetæppe.)

(Som konsekvens af den omtalte frie forfatning 1848 for det gamle land var man nødt til at give bønder stemmeret til folketinget men ikke til landstinget. Her var det stadig de privilegerede og formuende der i sidste ende bestemte. Borgerskabet anså bønder, arbejdere, håndværkere, tjenestefolk og andet som en rå uvidende masse, der havde at forføje sig fra gader og stræder når borgerskabet luftede sig. Nu måtte dog bønder med fod under eget bord til nød privilegeres med stemmeret, da man jo ellers ikke kunne få dem til at stille op i slesvigske krig. Ingen stemmeret havde: de 6 x F. Det var fruentimmere, folkehold, fjolser, fremmede, fattige og forbrydere. Anna ved snart ikke om det er lidt for skråsikkert at mene at de nationalliberale som lidt højrøvede og borgerlige mest eller udelukkende var interesseret i det nationale spørgsmål, hvor de revolutionære Slesvig-holstenere var mere interesserede i de sociale reformer, som dog måtte træde i baggrunden under 1. Slesvigske krig.)

I begge hære havde man døde og lemlæstede og ligeledes gik det hårdt ud over en hel del civile, der som så ofte er gidsler og ofre. Tab af civile fik et helt grotesk forløb ved belejringen af Friedrichsstadt, Annas farmors elskede hjemby. Annas farmor tilhørte efterkommerne af de håndværkere som tilbage i historien var indvandret fra Holland/Frisland og Frankrig, og som havde fået religionsfrihed i byen, under forudsætning af at de på driftig vis var med til at få byen til at blomstre i stil med byen Hamborg. (Det var blandt andet her i hollænderbyen Friedrichsstadt at de første jordbær blev fremavlet 1671. Hollænderne var i det hele taget længere fremme i skoene mht. grønsagsdyrkning, arkitektur, vandvæsen og digebyggeri). Efter mundtlig beretning i Reese-familien formede slaget sig på følgende måde.

Nogle af de danske tropper indtager 1850 hurtigt byen, andre tropper overgår eller tilslutter sig de tyske (de slesvig-holstenske) tropper. Den danske eventyrer og lejesoldat Helgesen styrer byens forsvar og modstand mod de Slesvig-holstenske tropper, som faktisk er i den situation at de beskyder deres ”egne”, de tyske sindelagsfæller i byen, og sønderskyder den engang så smukke og blomstrende by. Byens borgere er i bogstaveligste forstand ofre i flere henseender. Først jubler de da de tyske tropper rykker nærmere, men må så se sig mere eller mindre helhjertet forsvaret af danskerne/ i deres øjne besætterne. Det bliver krigens sidste slag som udkæmpedes der. På trods af de voldsomme begivenheder under 3 årskrigen er mange smukke gavlhuse fra grundlæggelsen bevaret.

Senere efter at status quo igen er tilvejebragt får kun nogle få af indbyggerne erstatning af den danske krone, nemlig kun de som er dansksindede og ikke deltog i oprøret og løsrivelsesbestræbelserne i 1848. Jo sådan er der så meget når det drejer sig om krigshandlinger. Det skal retfærdigvis nævnes at Kolding og Fredericia oplevede tilnærmelsesvis samme skæbne, da de tyske hærstyrker i 1849 gik op i Jylland.

Mange overlevende indbyggere i Friedrichsstadt tabte alt hvad de ejede og måtte flygte uden andet end det de havde på kroppen for bare at redde livet. Mændene blev tvunget til at blive for at udføre en vis form for brandslukning, og for at grave de massegrave der måtte laves i al hast, og hvor soldater fra begge sider inklusive de civile kom i. Huse nedbrændte i stor stil, og de resterende blev siden udplyndret af soldaterne. I nogle af de resterende huse kan man den dag i dag endnu se kanonernes skudhuller. Dengang i december 1850 blev også visse af Annas farmors familie nødt til at flygte over mose og marsklandskab med dybe grave og høj vandstand til byen Schwabstedt, hvor de fandt tilflugt.)

Krigen ender med at de europæiske stormagter bestemmer et Dk med en 4-strenget helstatspolitik, bestående af Dk til Kongeåen og de 3 hertugdømmer Slesvig, Holsten, Lauenborg. Altså ender krigen 1851/52 med oprettelse af status quo fra før 1848. På begge sider mistes ca. 10 % af styrkerne, hen ved 7000 mand. Datidens tropper var en skare bestående af brogede eksistenser, eventyrer, jægere, erhverssoldater og frivillige sindelagskæmpere. Den føromtalte Helgesen havde først meldt sig under tysk fane, men da man her tøvede med at ansætte ham på grund af mandens lidt for aparte og alternative påklædning, (fåreskindsjakke o.l.), hoppede han over og meldte sig under dansk flag. Krigsskuepladser tiltrækker altid folk med gener som trigges af krudtslam.

Byen Friedrichsstadt og dens indbyggere stod som ofre, uden at man havde løst det grundlæggende grænse-problem. En region var efterladt i ulmende stagnation. Dk havde i første omgang trukket det længste strå idet Prøjsen havde givet vidtrækkende indrømmelser og tilsidesat den slesvig-holstenske befolknings suverænitet med ønske om demokratisering og folkeafstemning. Utilfredsheden i regionen frem til næste sværdslag i 1864 kan derfor kun vokse.

Frede VII dør i 1863 og efterfølges af Chr. IX (Gottorpsk afstamning) og situationen udvikler sig. Den tilspidses, da den danske regering bevirker at Holsten og Lauenborg helt løses ud af helstaten og Slesvig indlemmes i DK 1863. Det huer ikke Prøjsen. Med Bismark ved roret for Prøjsen kommer det så atter til krig om hertugdømmernes tilhørsforhold i 1864, hvor DK som bekendt må give afkald på hertugdømmerne, da de prøjsiske tropper løber Dybbøl skanserne over ende 18.4. 1864, og østrigske tropper besætter Fredericia. Krigen 1864 var da en reel krigshandling mellem Danmark og Tyskland/ Den tyske union. En kilde hævder at Bismarck skulle have foreslået dels en deling af Slesvig, og dels en folkeafstemning forud for afståelsen, dog uden at det blev løsningen på det tidspunkt.

Situationen forud for begivenhederne var at alle europæiske nationer havde travlt med egne interne problemer. Frede VII var optaget af store nordiske planer, og den tyske militante ministerpræsident Bismarck og kong Wilhelm I havde travlt med at militarisere det prøjsiske område og konkurrerede med Østrig. Så det er ikke for godt timet da Dk forkynder en annektering af Slesvig i 1863. Bismarck er nu helt forhippet på en lille hurtig militærøvelse mod DK. Lidt mod sin vilje og under pres af sine ministre kunne den ny tiltrådte konge Chr. IX svært manøvre uden om den ødelæggende krig i januar 1864 som hans forgænger og ministrene glødede for. DK er ude af trit med de politiske realiteter i Europa. Ved at binde Slesvig til DK via en grundlovsbeslutning er det nu ikke længere ”kun” hertugdømmernes tropper landet får som modstander, men hele den uhomogene tyske unions tropper anført af Bismarck. Hans Waterloo kom jo som sagt til at står ved Dybbøl.

DK blev da også taget på sengen. Lige som så mange andre krige har også denne sine absurditeter. Vi har på den ene side en ny tiltrådt svag kong Chr. IX og en stand-up komiker ved navn de Meza som general. Det siges endda at den danske general de Meza, 72 år gammel, yndede at optræde i slåbrok og med klaver ved fronten. På tysk side har vi en prøjsisk krigsliderlig Bismarck og en gammel senil general de Wangel. Dertil kom danskernes tyrkertro på Dannevirkes uovervindelighed. Kongen skyndte sig efter et besøg hos soldaterne i sikkerhed og væk fra den kolde frost og vinter ved fronten bag Dannevirke.

Slagmarken bliver flyttet til Dybbøl, hvor krigshandlingerne udspiller sig mellem februar og april 1864,og i løbet af en time eller to er det afgørende slag bragt til ende i skanserne ved Dybbøl. Der forekommer sporadiske sammenstød rundt om i landet inden skyderierne er faldet til ro med et stort dansk nederlag ved fredsslutningen i juli. Ved den følgende prøjsiske annektion af hertugdømmerne Slesvig og Holsten i 1866 er det ren og skær magtdemonstration fra Bismarcks side i forhold til Østrig og den tyske union. Bismark må siges at have været i en særdeles heldig situation, da stål-fabrikanten Krupp netop havde udviklet nyt krigsmateriel som for første gang kom i brug i krigen mod Dk i 1864, mod Østrig i 1866, og mod Frankrig i 1871. Så havde han samlet Tyskland.

Selv i forbindelse med 1. Og 2. Verdenskrig var grænsespørgsmålet til debat og ændredes da også med baggrund i afstemningen i 1920, siden er der vokset græs over den.

(Som udløber af Bismarcks storhedsdrømme følte Frankrig sig som nævnt foranlediget til at gå i krig mod nabolandet i 1870-71, og en af Annas aner, Peter Chr. Nissen (PCN 1865-1954) på mødrenes fædreside, er siden hen som almindelig værnepligtig udstationeret i årene fra 1887-1890 i Metz, den tidligere fransk/tyske krigsskueplads. Denne oldefar har Anna tænkt sig at beskæftige sig lidt mere indgående med senere, ligesom hun må undersøge evt. krigsdeltagelse og sindelagsforhold hos Adolph Nissen og Carsten Thomsen Schmidt/ Nissen grenen og Chr. August Jensen/Hamann-grenen).

Siden 1864 har Dk som lille nationalstat jo ikke været nævneværdig involveret i krig, men har kunnet hellige sig samfundsudviklingen, demokratiseringsprocessen og udviklingen af velfærdssamfundet. Anna var for nylig nede og besigtige det skønne område ved Dybbøl, den nok så traumatiske krigsskueplads. Tænk at føre krig i så smukt et område.

I 1920 efter at Tyskland taber 1. Verdenskrig, kommer det halve af Slesvig ved afstemning tilbage til Dk. Ja tiden op til og mellem de slesvigske krige, og siden tiden fra 1864 til 1920 må i særdeleshed have været politisk meget betændt her i regionen. Historisk set har sindelagsgrænsen nok altid ligget sådan ca. der hvor grænsen ligger i dag, uden at det dog havde den store indflydelse og betydning på politikernes territoriale fordringer og magtkampe, set i bakspejlet.

Indtil 1864 havde de omtalte forfædre levet under danske konger, sidst Chr. IX (1818-1906), konge af et Danmark til Kongeåen, og samtidig overhoved over Slesvig og Holsten i form af hans status som hertug. Det har givetvis ikke været synderlig behagelige arbejdsbetingelser for Chr. IX dels at have en pind, der hed Danmark til Kongeåen, en pind, der hed hertugdømmet Slesvig, en pind, der hed hertugdømmet Holsten og var en del af Den Tyske Union/det senere Tyske Rige. I forlængelse heraf tager han et politisk skridt som kunne have fået fatale følger, en udslettelse af DK.

Otto von Bismarck var jo kansler i den tyske smeltedigel fra 1862-1890 under kejser Wilhelm I, og var også den toneangivende ved afvisningen af Chr. IX anmodning om, efter nederlaget i 1864, at få hele Danmark indlemmet i den daværende Tyske Union. Forræderi fra kongens side vil nogle mene, men han var jo født i Gottorp, altså selv af oldenborgsk afstamning, og måske kunne han ved en indlemmelse se sindelagsproblematikken løst, ligesom han måske kunne se en fremtid for landet i en stor union af tyske stater. Andre vil mene at hans forslag var forud for hans tid og i tråd med hvad alle europæiske stater laver lige i øjeblikket; melder sig ind i EU. Sådan er der så meget.

Det forblev et ubesvaret spørgsmål hvordan disse grænsestridigheder i detaljer havde haft indflydelse på tipoldefars (PBT1 1825-1889), oldefars Søren Peter Thomsens (SPT 1868-1927) og for den sags skyld også bedstefars Peter Bertelsen Thomsens (PBT2 1898-1978) liv og levned, men sindelagsdiskussionen i og omkring forfædrenes familier levede ganske vist i bedste velgående til op i 1950´èrne.

Kansler Bismarck skal efter sigende have været en inkarneret militærmand, diplomat til fingerspidserne og modstander af alverdens liberale tendenser. En udløber af hans tyske grundighed blev derfor også en nøjagtig opmåling af enhver matrikel her i regionen efter 1864. Den ligger til en hvis grad endnu til grund for vores matrikelsystem. Var Bismarck død i barselssengen, (hvilket der havde været fare for, viser en tidlig dåb) havde Europakortet givetvis set anderledes ud.

Begge krige, altså 3-årskrigen (1848-50) og krigen i 1864, har fyldt meget i de to forældreløse brødres liv (PBT1 og TWT2). Denne bror (TWT2), som er et ubeskrevet blad, er dog heller ikke at finde i registret over de mange faldne soldater i de Slesvigske Krige. Sidstnævnte kan eventuel også være udvandret til for eksempel USA. Et barnebarn til (PBT1 1825-1889 og bror til PBT2 1898-1978) udvandrede senere til USA. Mellem 1865-1900 udvandrer vist nok ca. hver 10. dansker, eller ca. 172.000. (Vi har breve og korrespondance til og fra udvandrede medlemmer af Nissen-slægten).

Der er en vis sandsynlighed for at (PBT1) har været indrullet som soldat hele vejen igennem de slesvigske krige, idet dette kunne forklare hans ret sene giftermål i 1865 i Ravsted med Anna Cathrine Fisker 1831-1905 fra Branderup. Eller ligger forklaringen til at han gifter sig året efter krigen i at man havde den situation, at der var en del enker tilbage efter krigen i 1864 som stod og manglede en husbond til bedriften? Den enes død den andens brød. Tabet af soldater var på godt 5000 mand.

(Anna Cathrina Fisker er datter af Søren Truchsen Fisker (1791-1858), landmand, og Petrine født Buch (1802-1877) begge Branderup. Farfar er Peder Truelsen (1755-) Baulund, farmor er Gunder M. født Sørensdatter Fisker (1760-) Branderup, gift 1780. Oldefar er Søren Pedersen Fisker Branderup d.1789, oldemor er Katrin M. Pedersdatter, gift 1759. Den anden oldefar er evt. Iver Truelsen 1672-1756. Morfar er Peter Nielsen Buch/Buck (1770-1800), mormor er Anna Beyer Outzen (1769-1836). Oldefar er Niels Jensen 1737-1798, oldemor er Mette Marie Pedersdatter 1737- og gift 1764. Den anden oldefar er: Jens N. Outzen 1725-1785 og Herle Beyer Outzen 1736-1797. I Petrine Buchs anetavle er blandt andet stamfædrene: adelig væbner Frodde Brodersen Toftum/Emmelsbøl (1460-1526), herredsfoged Troels Winther/Vinther Astrupgård(1425-1514), Juelslægten og slægten Krummedige. Lidt adelig ane- støv har man vel lov at nævne).

Anne Cathr. Fisker og Peter B. Thomsen slår sig som sagt ned i Ravsted som gårdmænd. Ejendommen brænder før 1. Verdenskrig, ca. år 1913, bliver flyttet og genopført i en lidt pompøs Anglo-stil lidt længere syd i byen,(det nuværende Ravstedhus).

Da Anna ledte efter (PBT1`) bror som evt. falden soldat i registret over de faldne, fremgår det at en overvejende del af de danske soldater kom fra Nordjylland, altså nord for Kongeåen, fra Fyn eller Sjælland. Hun får således bekræftet at 2. slesvigske krig ikke umiddelbart har været en borgerkrig mellem tysk nationale mod dansk nationale sønderjyder. Måske har sønderjyderne i den slesvigske del følt sig som uafhængige borgere i hertugdømmet. De har i al fald haft det sværere med krigen, med ”broderkrigen”, end soldaterne fra det gamle land og dem fra de sydtyske stater. Efter krigen i 64 blev de national-politiske fronter i det sønderjyske skarpere.

Måske har sindelagskonflikten mellem 1864-1920 delvis været oparbejdet eller oppisket gennem bankernes medvirken via udlån. Bankerne har via evt. udlån kunnet styre at det var de rette national sindede som kunne købe og bosætte sig i området. I al fald sker en vis tilvandring til området i denne periode. En sindelagskonflikt kan også være oparbejdet gennem medierne. I 1864 holdt kun 4 % af landbefolkningen avis, i 1873 var det tal steget til 25 %. Efter 64 blev en del embedsmænd udskiftet, en del gårde kom på tyske hænder (germanisering), da en del yngre ”dansksindede” mænd udvandrede til nord for Kongeåen, eller holdt sig skjult for ikke at skulle blive prøjsisk værnepligtige(3år) og komme til at deltage i krigen mod Frankrig i 1870-71. Statsborgerskabet var et problematisk anliggende.

( Efter Tysklands enhed i 1871 forliger befolkningen i hertugdømmerne sig på skrømt med at være under Prøjsens vinger. Noget mindre forliger de dansksindede som også de socialistisk sindede sig med dette. I 1874 afstedkom social uro repressalier mod den socialistiske bevægelse, som havde været aktiv inden 1848. Den sociale uro lå lige under overfladen og ulmede. Der var i området ikke mange store byer, og pga. minimal industri fremmedes proletariseringen. Bismark søgte frem til 1. verdenskrig at udvikle regionen en smule med jernbanenet og Nord-Ostsee-kanalen 1895. Befolkningstallet stiger da også fra 1 mill. (1867) til 1,5 mill. (1910). Også den totalitære Weimarrepublik fra 1933 har konsekvenser for mindretallene på begge sider af grænsen draget 1920. Fra 1955 har Dk og SH grundlovsbestemt mindretallenes stilling.)

Hvis den nævnte bror til (PBT1) skulle være udvandret til USA, så er han kommet fra en krig til en anden, nemlig den der blev skudt i gang mellem US- staterne i 1861. Nissen flytter som bekendt ofte med. Men udvandring var attraktiv, i og med man blev lovet 64 ha jord i leje. ( Borgerkrigen mellem nord-og sydstaterne var så afgjort også en kamp for og imod slaveriet, hvor sydstaterne, der hvor alle bomuldsplantagerne lå, ville løsrive sig fra den amerikanske føderation for at kunne fortsætte med slaveriet. Det blodige opgør mellem nord og sydstaterne sluttede 1865 med over 600.000 dræbte. I sydstaterne blev ca. 20 % af alle mænd i soldateralderen dræbt eller såret, i nordstaterne omkring 6 %. Krigen fik et så voldsomt omfang da blandt andet moderne krigsførelse blev introduceret, det vil sige forladergevær stødte sammen med moderne bagladerriffel i det åbne terræn.

Nu skal alt ikke gå op i krigsspekulationer. For det kan også tænkes at de to brødre (PBT1 + TWT2) uafhængig af national politiske kamp har været i den situation at de kunne få jord under neglene i en helt anden forbindelse, nemlig da der i perioden 1850-1875 blev oprettet omkring 100.000 nye husmandsbrug via blandt andet den 2. hedeopdyrkningskampagne, dræning og afvanding. Der blev oprettet banker, sparekasser og kreditforeninger i større omfang, som udlånte kapital til blandt andet selvejerkøb og opdyrkning, men som nævnt også som et bevidst politisk middel i sindelagskampen. I det hele taget var hoveri eller fæstearbejde efterhånden blevet afløst af pengebetaling til godsejerne og som sagt blev der åbnet op for ”fod på egen gård” eller mere selveje.

Det er først fra 1850èrne at landboreformer, som svækker godsejerstanden, begyndte at tage form. Endnu i 1850 betaltes skat blandt andet i form af naturalier, men ikke længere i 1870. En anden mærkesag var at værnepligten ikke alene skulle hvile på bønderne. Landbruget blev nu også mere og mere mekaniseret sideløbende med den sig udviklende industrialisme. Da der samtidig udvandrede mange danske unge mænd fra området i årene 1870-80 for som nævnt at undgå den 3 år lange tyske militærtjeneste, kunne ejendomme sikkert fordelagtigt opkøbes. Og det var jo i året 1867 at (PBT1) erhvervede ejendommen i Ravsted.

Måske har (PBT1) taget lån og etableret sig som selvejerbonde i en sen alder af 42 år, eller konen har haft en god skilling med ind i ægteskabet. Hans virke har været på højderyggen, der hvor der i dag endnu er visse hedeområder tilbage. Da han i 1860 èrne har etableret sig, har landbruget været i fuld gang med at fortrænge heden og sætte skub i udviklingen. Selvbindere og tærskeværk og dampdrevne maskiner er blot nogle af de nye landvindinger. En sundhedsmæssig landvinding er det også at gamle trævandrør udskiftes med jernvandrør i for eksempel Åbenrå år 1858. Byen fik også gasbelysning år 1863. Mellemkrigstiden bød på visse milepæle. Ud over den sociale uro og grænsespørgsmålet, kan kampen for demokratiske rettigheder (grundlov) har sat deres spor i hans liv og levned.

Han har også oplevet jernbanens udvikling mellem 1850-1870èrne. Jernbanedriften var en lige så stor historisk milepæl som vikingernes skibsfart i sin tid var en enorm historisk milepæl. Måske har (PBT1) kørt med jernbanen ud til kystområdet vestpå for at kigge på de skader som to store stormfloder i henholdsvis 1825 og 1872 forvoldte og dermed udslettede en stor del af marsken. I året 1854 var der åbnet en jernbaneforbindelse mellem Flensborg-Husum-Tønning.

Med sine halvvoksne sønner eller hele familien kan (PBT1) have taget turen rundt til nogle af krigsstederne fra de slesvigske krige, måske har de også taget en afstikker til den før så hærgede by Friedrichsstadt, hvor han måske havde virket som soldat, eller til Dybbøl. Det var jo en ny og helt anden oplevelse at rejse med banen i forhold til at skrumple af sted i hestevogn på de enten sandflugtstyngede eller mudderopløste hullede jordveje.

I det hele taget tog industrialiseringen et stort skridt fremad. Umiddelbart skulle man dog tro at andels og brugsforeningstanken har påvirket ham mest. Som landmand var han andelshaver i mejeri og slagteri. Uden tvivl har de to brødre uden forældre og uden levende bedsteforældre haft trange kår at slås med, men (PBT1) får sin egen gård, evt. også gæstgiveri og han har givetvis selv kørt sin søn Søren Peter Thomsen (SPT 1868-1927) i hestevogn, eller måske med den mere behagelige jernbane sydpå til en læreplads evt. på en gård, for det er her at sønnen (SPT) lærer sin kommende kone Cathrine Margaretha Petersen (CMP 1874-1933)at kende. Hun stammede fra Nordhacksted, men var sindelaget i hendes hjem tysk, dansk eller slesvig holstensk? De bliver først gift i 1896, 7 år efter (PBT1)`død. Den anden søn, Thomas Petersen Thomsen (TPT), har faderen (PBT1) måske haft med på en tur til Dybbøl-området, hvor han så har lært sin kommende kone (MMG) fra Broager at kende. De bliver gift 1892, altså også efter faderens død.

Thomas Petersen Thomsens efterslægt er ved at opspores. Dennes ældste søn Peter dør i 1.verdenskrig 1916 og er opført på mindestenen på Ravsted kirkegård. Familien har 8/9 børn, men efter sønnens og konen Magr. Godts død flytter T.P. Thomsen med en datter, kaldt Emma, til Tønder i ”Villa Ravsted,” hvor hun passer sin far til hans død. Hun bliver selv over 100. Denne familie har over tid været dansk orienteret, og der har været tvillingefødsel i denne gren af familien. Dette nævnes, da der i generationer bagud i Stavnager/Astrup/Seem slægten viser sig at være en ophobning af tvillingefødsler.

På en måde havde Anna fået et bedre indblik i denne gren af forfædre. Det stod dog hen i det uvisse om man turde håbe på at kunne forfølge slægtslinjen fra nord for Kongeåen længere tilbage end til 1754. Måske kunne man støde på noget der var lidt mere opmuntrende end krig, pest og død. Pesten hærgede jo med intervaller i Europa i tiden mellem ca. 1340-1740. Det tog meget af Annas tid at støve rundt i fortiden. Hun var virkelig blevet grebet at slægtsforskningen. I denne gren fra nord for Kongeåen, som hun kaldte Thomsen grenen, var hun som sagt ikke nået længere tilbage end til 1754 i den mandlige linje. I den kvindelige linje (Petrine Buch) er der mere gods at hente beskrevet i kapitel V. Efter granskning i kirkebøger og registre kom så næste skridt for at finde mere detaljeret viden eventuel via lokale dokumenter og sparsomme aviser eller journaler.

Således har måske familien til Wollesen Oluffsen Thomsen (WOT 1754-1786) eller mere sandsynligt er det nok at hans kone Karen Thomsen Andersens (KTA 1754-1822) familie evt. har været på nærmeste hold, da guldhorn nr.2 blev trukket op af den sorte muld ved Gallehus i året 1734. Familien var jo bosiddende ikke så langt derfra. Men mere sandsynligt er det nok at fundet er blevet omtalt i Tychsen slægtsgrenen fra Tønder (med præsten Tycho Thomæus Tychsen i Ravsted, indgående beskrevet i kapitel III). Jo man kunne gøre sig sine tanker om forfædrenes dagligdag, deres tanker og følelser. Nå tilbage til den nyere tid igen.

Oldefaderen, Søren Peter Thomsen (SPT 1868-1927), var derimod ikke krigsveteran. Der foreligger ingen beretninger om at han skulle have deltaget i 1. Verdenskrig. Han har været 44 år, da den 1. Verdenskrig brød ud. Men hele optakten til 1. Verdenskrig har han jo været vidne til. Dels det ustabile europakort, flådeoprustning, kolonikapløbet osv. Han trådte i faderens fodspor og blev gårdmand, måske allerede som 21 årig, da faderen døde. Af papirerne fremgår det at han i Ravsted køber kroen/gården i 1892 af enken efter Iver Petersen, 3 år efter faderens død. Han er på det tidspunkt kun 24 år og samtidig køber han 56 ha. jord til, således at hele hans areal blev 106 ha. Han har godt nok haft travlt eller haft is i maven. Måske er han netop på baggrund af sin unge alder eller sindelagsdebatten blevet overtalt af banken til at købe mere jord. Det skal vise sig at blive en skæbnesvanger beslutning. Om broderen (TPT) har haft en lignende skæbne vides ikke helt.

Th. Thomsen's Hof

Det vides at denne Thomas P. Thomsen har været involveret i arbejdet med en evt. jernbane. I 1921 afholdes der er møde i jernbanekommisionen, og dette møde afholdes i haven hos Thomas P. Thomsen (det nuværende Ravstedhus). Ravsted lokalarkiv ligger inde med et billede fra dette møde. Billedet er indleveret af H.C. Hansen. Hos byens toneangivende var der modstand mod en jernbane ved byen, og banen kom så til at gå over Bylderup.

Anna forestiller sig at de to brødre har haft deres hjem syd for og langs Hvirlåen. Deres far (PBT1 1825-1889) kommer til Ravsted fra Nørre Løgum og køber i året 1867 ejendommen langs Hvirlåen. Efter faderens død år 1889 er det moderen Anna Cathrine(AC født Fisker 1831-1905) som har haft ejendommen. Derefter er det den ældre bror (TPT) som overtager ejendommen, der dog brændte mellem 1905 og 1913, blev flyttet og genopført hvor Ravstedhus nu ligger. Det er en ejendom i en lidt speciel stil, hvilket måske kan have noget med svigerfamiliens herkomst at gøre (teglværksområdet på Broager). Thomas Petersen Thomsen (TPT) overtager barndomshjemmet efter eller sideløbende med at han driver et cementstrygeri på Havstedvej, som endnu 1877 ejes af Nissine Friedrichsen/Christensen. Hun nævnes som en af de tre faddere ved hans dåb, så der må have været en sammenhæng af en slags. Thomas P. Thomsen nedlægger dog denne virksomhed i 1920 da han har opført en ny ejendom mellem 1913- 1920 lidt sydligere i byen(Ravstedhus) efter at fødehjemmet jo var brændt tidligere. Som hans kone nævnes Margrethe Marie, født Godt, og en datter Marie født og død 1898 foruden et antal andre børn inkl. tvillinger.

Th. Thomsen's Cementstens fabrikation

Broderen Søren Peter Thomsen (SPT) har købt farvergården 1892 og etableret krodrift sideløbende med at have udvidet gårdens jordtilligende. Det skal nævnes at Anna har fundet papir på at han 1905 får koncession til at drive beværtning. Året efter, nemlig 1906 brænder kro og landbrugsbygning, men genopbygges hurtigt af stedlige håndværkere. I 1922 udvides koncessionen og han måtte udskænke stærke drikke. To gårdbrande og moderens død inden for nogle få år er ikke så lidt endda.

(SPT) er med til at stifte Ravsted brandværn 1898,og i et jubilæumskrift er han nævnt som stigefører. Han var derfor med til at slukke branden på sin egen bedrift i 1906. På et brandværnsbillede fra 1899 er både han og broderen med blandt en masse andre selvstændige fra byen. Værnet samledes ved brand udenfor sprøjtehuset, som lå ved kirken, og (SPT) var en af de tre landmænd der stille med et spand heste ved udrykningen. Alarmeringen foregik ved at man blæste i nogle horn, placeret forskellige steder i sognet. Sprøjtevognen var hjemmelavet og vandkarret skulle fyldes manuelt. I samme bygning stod rustvognen, men det var yderst sjældent at begge køretøjer kom i indsats samtidig eller i forlængelse af hinanden. Man dannede også ret hurtigt en forening som havde til formål at medlemmerne hjalp hinanden i forbindelse med brand og oprydning på brandstedet.

Anna har også til gode at finde ud af noget mere om det farveri, som skulle have været på stedet, og om branden i 1906, hvor hele kroen nedbrændte og blev nyopført. På nuværende tidspunkt har Anna fundet en notits om at en del af farverslægten Johansen i 1700 tallets begyndelse flyttede fra Ravsted til Tinglev. Den del som blev tilbage fortsatte med landbrug og farveri indtil Annas oldefar købte stedet i Ravsted år 1892. Ligeledes viser det sig at broderen med cementstrygeriet i 1892 i Broager blev gift med en Magrethe Marie Godt fra Broager, og på den egn var det der med fremstilling af sten jo nærmest noget der lå i generne. Men det er stadig uklart hvordan (TPT) kommer til at overtage cementstrygeriet efter en af de nævnte dåbsfaddere. Han er heller ikke længere med i brandværnet i 1913. Men tilbage til den direkte ane-linje.

I 1896 blev han (SPT) gift. Konen, Cathrine Margaretha Petersen, (CMP 1874-1933) stammede fra Nordhacksted, som med den nye grænsedragning i 1920 ikke kommer med til Dk, men forbliver tysk område. På det tidspunkt hvor de bliver gift, bor begge i den tyske landsdel. Hendes forældre (Metta Maria Hollesen født 1851 og Andreas Petersen født 1838) var fra henholdsvis Wallsbüll og Nordhackstedt, gift 1871. De var landbrugere, ligesom deres respektive forældre, der var fra samme område. Hendes bedsteforældre/mødreside er Anne Maria Franzen, Wallsbüll, Peter Hollesen, Weesby gift ca. 1825. Bedsteforældre/faderens side er Cathrina Margretha Thomsen og Peter Callesen Petersen, Nordhackstedt, gift ca. 1810. (Faderen var noget ældre).

(SPT) og (CMP) var driftige landmænd og fik ni levende børn, 2 døde som spæde, en som 24 årig. Anna er endnu i besiddelse af et kongeligt brev fra 1922, hvori Chr. X med segl og hele baduljen erklærer (SPT) bemyndiget til at fungere som” kongelig vejer og måler” i Tønder Amt. Han må jo have været en ganske hæderlig fyr, idet en” vejer og måler” er en person, som uvildig foretager tælling, prøvetagning og inspektion af større partier handelsvarer i forbindelse med overdragelse fra sælger til køber. Embedet blev indført helt tilbage i 1683 (af Chr. V, adelens mand og absolut hersker) i forbindelse med fælles standard for mål og vægt i Danmark.

Det har nok været et betroet hverv som han satte en vis portion flid i at bestride. Der har han gjort en forskel. På den anden side er det ikke at vide om en ny grundlov i 1912, hvor kvinder fik stemmeret, gjorde en forskel i hans liv, det var vist nok i forvejen konen som bestemte hvor skabet skulle stå i det ægteskab. Forbud mod børnearbejde og fagforeningers fremmarch i 1913 har måske nok påvirket ham lidt mere. Der var en del ansatte i såvel krodrift som i et ikke ubetydeligt landbrug og det ”kongelige” erhverv. Ja og hvilken landvinding har det ikke været med vandværk i 1901, el i 1910 og kloakering i 1920!

Der var mange involveret i mergelbanedriften i begyndelsen af århundredet, og (SPT) er med på et billede vist nok taget i forbindelse med mergelbanens åbning gennem byen. Også dette billede findes på lokalarkivet, og det originale billede er i privateje hos ejerne af landbrugsmuseet i Havsted.

Mergelbanen

En af de sidste dage i december 1904 har (SPT) leveret nogle kreaturer til havnen i Aabenraa. Ofte er de ældste sønner med i hælene på faderen. Det er altid en stor begivenhed at komme til byen og eksportmærken med nogle dyr. Sammen med en flok på omkring 2000 stk. kreaturer, som for en stor dels vedkommende er blevet sejlet til byen fra det gamle land nord for Kongeåen, skal også faderens kreaturer en af dagene transporteres med tog videre til sydtyskland. Det blev imidlertid orkan agtig storm i Østersøen og den nuværende Madevej, hele havneområdet, staldene og græsningsarealet, der hvor i dag Løvbjerg og Opnørhuset ligger, blev oversvømmet og mindst 1000 af dyrene kunne ikke blive reddet ud af stalde og jernbanevogne. Dagen efter er (SPT) med sin ældste søn (PBT2) draget til byen og blev overvældet af det skrækkelige syn der mødte dem. Hele sit voksne liv igennem var det en ugentlig begivenhed, at (PBT2) fartede til eksportmarked i Aabenraa.

Dog har det nok været af stor betydning for familielivet da 1. Verdenskrig brød ud i 1914. De var jo alle tyske statsborgere på det tidspunkt, og det vides med sikkerhed at en af deres 3 sønner, den lige nævnte (PBT 2 1898-1978), deltog som tysk soldat sammen med fætteren i krigen ved vestfronten i Frankrig. Som ældste søn kom han uskadt hjem(fætteren døde på slagmarken) og gik i faderens fodspor som landmand. Han har været meget ung tysk soldat, evt. mellem 17-20 år.

Han var hele sit liv medlem af soldater-veteranklubben, men fortalte aldrig noget om 1. Verdenskrig og de hændelser han havde været ude for uden for denne loges mure. Hver gang Anna så tv-udsendelser fra 1. Verdenskrig kom hun altid til at tænke på farfaderen. Han havde været med i dette inferno af en skyttegravskrig i Frankrig. Sikke lidelser og hvilke meningsløse tab af unge mænds liv på grund af en jammerlig ligegyldig bid jord. Anna ville ønske hun havde fået snakket med farfaderen om hans krigsoplevelser og hvordan han havde levet med skeletterne i sit liv. Han døde inden Anna havde fået sin historiske interesse. Nu måtte hun nøjes med at følge de overlevendes beretninger på TV. De gjorde indtryk.

Hele familien fik skiftet deres statsborgerskab fra tysk til dansk i forbindelse med den nye grænsedragning i 1920, sidst omtalte (PBT2 1898-1978) endda lige efter at have kæmpet for Tyskland ved vestfronten. Familien ligger inde med disse papirer på statsborgerskabs -ombytning.

Krig er nu engang en stor misforståelse. Det bliver endnu mere tydeligt når man tager i betragtning at krigsliderlige generaler endnu få timer, ja endnu få minutter inden våbnene nedlægges den 11.11. 1918, sender tusinde unge liv ud i døden for en bid jord og deres egen berømmelses skyld. Med fredsslutningen omfordeler man så selvsamme jord alene ved et par pennestrøg. Politik får det værste op i folk, som enten er fanatiske, grådige eller berømmelsessyge. Politisk set var konsekvensen efter 1. Verdenskrig stor ubalance i Europa. Menneskeligt set var konsekvenserne et ufatteligt tab af menneskeliv, millioner og atter millioner og stor lidelse for de efterladte, alene over 10.000.000 soldater mistede livet, heraf 5000 fra Sønderjylland, heriblandt PBT2`fætter. I kølvandet fulgte den spanske syge.

Mange soldater døde umiddelbart efter krigen på vej hjem fra slagmarkerne af denne syge, derfor har vi en del grave rundt om i regionen, som huser disse soldater fra alle mulige nationer. Det franske militær gjorde en del ud af at skelne mellem de faldne på slagmarken og de som døde af den spansk syge o. l., og det fremhæves endda på deres mindesmærker, det ene anses som mere hæderlig end det andet. At der her i regionen findes en del af disse soldatergrave skyldes blandt andet, at franske og belgiske soldater fra østfronten ved krigens slutning blev fragtet på skibe til Danmark, da hele Europas infrastruktur jo var sønderslået. Gravene i regionen blev deres sidste hvilested.

I årene mellem 1864 over 1. Verdenskrigens udbrud og frem til afstemningen i 1920, kunne det som nævnt ske at nogle dansksindede embedsmænd i Slesvig blev afskediget eller udvist eller kunne bytte deres statsborgerskab, eller kunne immigrere nordpå eller til USA. Barske vilkår. Samtidig med germaniseringstendensen var der fra dansk side en lignende daniseringsproces i gang, hvor man søgte at få jord på danske hænder. Efter afstemningen i 1920 var der ca. 10.000 dansk sindede syd for grænsen og modsvarende ca. 30.000 tysk sindede nord for grænsen. Denne grænsedragning har jo som bekendt været en torn i nogles øjne.

Under 1. Verdenskrig var DK neutral og tjener på udlandets efterspørgsel efter danske varer. Alligevel styrer DK i 1920èrne og 1930`erne ud i en finanskrise med bankkrak og massearbejdsløshed. (Vi kan lære af historien, at vi ikke lærer noget, idet det var de samme ingredienser der gjorde sig gældende dengang i 20èrnes og 30èernes krise, som også gjorde sig gældende i vor tids krise i 2008, og som stadig plager os. (Banker er ene og alene spekulationsfirmaer, hvor de kun burde være tjenesteydelsesvirksomheder. Det politiske system er i lommen på den finansielle sektor og den destabiliserer samfundssystemet indefra og er en fare for demokratiet). Den finansielle sektor udgør et diktatur nu som før.

Banker og investeringsfirmaer havde efter krigen spekuleret umådeholdent og risikabelt og den store satsning på eksportmarkedet fremmanede krisen. I kølvandet fulgte mange tvangsauktioner (i 1930 ca. 1 % af landbrugsejendomme) og udstedelse af statsobligationer. Efter genforeningen 1920 kanaliseredes store summer til lav rente til landsdelen blandt andet som driftslån til næringsdrivende, handlende og landbrug eller via udligningskassen.

Sønderjylland var jo nærmest et fallitbo efter tabet af 5000 soldater, invalider, enker og børn uden forsørger. Landbruget, som var hovederhvervet, led under mangel på arbejdskraft, men 5000 russiske krigsfanger opvejede en del. Men også tvangsafleveringer af fødevarer under krigen havde gjort et stort indhug i besætningerne. 80 % af hestene var gået til slagmarkerne, og pga. gødningsmangel var markerne udpinte. Den lave landbrugsproduktion gav heller ikke det bedste skattegrundlag i landkommunerne.

Banker havde efter 1920 en central rolle i den fortsatte sindelagstvist i grænselandet, og kunne tvinge en tvangsauktion igennem, og konfiskere ” tysk-sindet kapital”, for så at bruge en sådan gård til udstykning i husmandsbrug og give dem på gode vilkår til ”dansksindede”. De som mistede ejendom på denne måde var fremover brændemærket mod foretagsomhed via gældstiftelse.

(SPT), som på det tidspunkt havde en velfungerende kro og et større landbrug, blev også ramt af denne politik. Han skulle ifølge mundtlige familieoverleveringer have haft større beløb til gode som udlån. Da han ikke selv kunne indfri noget gæld, blev resultatet en tvangsauktion. Han døde dog 1927, et par år inden ejendommen gik på tvangsauktion i 1934, blev overtaget af landbrugsministeriet og en dansk bank og opsplittet i små husmandssteder. Konen måtte dog trækkes gennemgå dette scenarie og familiens splittelse og døde midt i det hele i 1933. Også det er et vilkår i en grænseegn. Kroen blev i 1949 omdannet til dansk forsamlingshus. I 1950èrne blev de store staldbygninger fjernet og mursten genbrugt andet steds til opførelse af en staldbygning i Korup. Nogle billeder viser endnu den oprindelige bygning før stalden er nedrevet blandt andet med heste, tyr, rutebil, frysehus og lignende fra omkring 1930-1935, også disse billeder er dels i privateje som indleveret i lokalarkivet.

Her i grænseegnen opererede også efter 2. Verdenskrig 2 navnkundige banker eller kreditinstitutioner. Det var det danske Landeværn og den tyske Vogelgesang. Tvangsauktioner eller restancer var igen fra dansk side anledning til at udnytte og begrænse det tyske mindretals besiddelser nord for grænsen. Men splid er sidenhen heldigvis blevet afløst af sameksistens.

Det var de vilkår som (SPT 1868-1927, og PBT2 1898-1978) og deres familier levede under. Sidstnævntes frisiske hustru (MJAR 1898-1987) kom fra byen Schwabstedt ved Friedrichsstadt, altså syd for den nye grænse, men blev dansk statsborger ved giftermålet i 1925. Med dette ægteskab blev familien mere tysk orienteret. Forlovelsen var en familiemæssig stor begivenhed, da begge (PBT2`s)brødre holdt forlovelse samtidig med (PBT2) i 1925. Disse 3 brødre kunne have fået et firkløver – bryllup, hvis ikke deres ældre søster tre år tidligere i 1922 måtte lægges i kisten iført brudekjolen. Hun døde desværre i en ung alder af sygdom. (PBT2 og MRT) fik i deres ægteskab ikke nær så mange børn, og levede et almindeligt bondeliv.

En nevø til Thomas P. Thomsen er ovennævnte Peter Bertelsen Thomsen, der 1925 erhverver nogle besiddelser klods op af den før omtalte matrikel (Ravsted hus) i forbindelse med sit ægteskab med en frisisk pige. P.B. Thomsen var heldig at vende hjem fra 1. Verdenskrig, onklens ældste søn Peter derimod var død ved fronten. Begge havde været ved den franske front.

Under 2. Verdenskrig havde dette ægtepar dog den blandede ”fornøjelse” at komme i SS-politiets klør. De forhørte moderen angående hendes viden om et eventuelt forestående attentatforsøg på Hitler. Da hun ikke var til at stikke i blev hun sammen med ægtemanden ført til nærmeste SS-hovedkvarter i Sønderborg, hvor de hver for sig blev forhørt i flere timer og buret inde til næste dag, hvor det barske forhør fortsatte. Der kom rigtig nok tyske officerer hos dem, det var folk som var blevet modstandere af Hitlers vanvid. De kom så for at høre uafhængige radiostationer og for at nyde hjemmets gode mad. Til tider havde det været nødvendig, under en halmstak, at gemme en tysk militærbil og officerer, der var med i arbejdet og planlægningen omkring attentatet på Hitler. Forældrene slap mirakuløst fra forhøret med livet i behold, og undgik med nød og næppe at lande i en udryddelseslejr. De slap senere for at komme i Fårhuslejr, modsat mange andre fra mindretallet.

Således havde sønnen med andre fra gården været involveret i noget vognmandskørsel for en entreprenørvirksomhed som udførte arbejde for besættelsesmagten med regeringens accept. Han måtte i forbindelse med retsopgøret efter krigen på en kort visit (maj til juli 1945) i Fårhuslejren sammen med andre som havde samarbejdet med besættelsesmagten og SS.

I 1945 kom et lovtillæg, og således kunne medlemmer fra det tyske mindretal med tilbagevirkning straffes for at have samarbejdet med besættelsesmagten, eller udført krigstjeneste. Den strengeste straf var dødsstraf, som uden debat var blevet indført for en kort bemærkning. I alt blev 46 henrettet, mens ca. 13.000 blev dømt noget mildere, fra få måneder til 4 år for deres samarbejde. Det var de små fisk, eller den menige mand og ikke politikerne som blev interneret.

Det ældste af børnene, sønnen (ET-1926-2009) blev også landmand og sidenhen gift med (H. N. 1929-1968). Hun var efterkommer af den Hamannske kolonistgren (beskrevet i afsnit II), og de to overtog gården hvor både aner fra den Tychsenske og den Thomsenske gren i forskellige århundreder havde været bosiddende. Det var (ET) der gemte de gamle slægts- billeder, dokumenter, breve, en daggert/bajonet, fortjenestekors og gamle pengesedler, matrikkelkort, retspapirer og boopgørelser fra sine forfædres svundne tid. Anna havde overtaget hele molevitten, og de store skolesøgende børn i familien holdt af at høre hende fortælle om remedierne. Når de så daggerten og de gamle gulnede billeder, og så fik sat lidt kød og blod på, lød det i deres ører som historier fra en helt anden verden

Anna benyttede altid lejligheden til at lave en mindre eller større afstikker rundt i de historiske samtids-begivenheder når hun underholdt familiemedlemmerne med at fortælle familiens historie. At det var hendes personlige og lidt for poetiske udlægning, som måske ikke var helt autentisk eller kunne holde vand sammenlignet med en mere akademisk uddannet historikers udlægning af de historisk politiske begivenheder, det måtte man finde sig i. Anna ruttede ikke altid lige meget med sandheden. Skolelæreren skulle jo også have lidt at lave og kunne så efterfølgende udrydde eventuelle misforståelser hos poderne.

Men hvorfor egentlig skrive og berette om fordums tider og slægter? Godt nok var hun kun af bondeæt, og hun nærede aldeles ikke noget håb om at afdække evt. kongelige aner, slet ikke, men hun brændte for at forske i slægtens historie, og når man brænder for noget, når det giver en glæde og tilfredshed, er det vel lige så ok. en beskæftigelse som så meget andet. Nogen ville givetvis kalde det for tidsspilde. Men kan man sætte sig til dommer over hvad der er tidsspilde? Med Einsteins ord: ”Tid er en demokratisk størrelse, dvs. vi har alle lige meget af den, forskellen er hvordan vi forvalter den.”

At skrive om ens eget og slægtens liv er på en måde et arbejde med at finde den røde tråd i livet, at skrive og berette derom er vel et udtryk for at ville finde helheden med alle dens vinkler (eller en del vinkler). Dernæst finder man (måske) sit netværk ved at skrive og berette, man kommunikerer på en måde med sjælelige åndsfæller inden for eller uden for familien, (læser/tilhører).

Anna havde i flere dage funderet over krigens traumatisering som sådan og i særdeleshed traumatiseringen efter 1864 krigen og verdenskrigene, som havde betydelig indvirkning på flere efterkrigsgenerationer, også hendes egen. Man havde ikke selv været årsag til krigsforbrydelser, men skyld, skam, smerte, angst og andre psykiske lidelser levede videre i familierne og mange af krigens psykiske ruiner ”arvedes” således videre til de efterfølgende slægtsled. Krigshandlinger er djævlens værk. Det må bearbejdes da krigens ruiner ofte alene er blevet fortrængt og ubevidst givet videre, hviskes ud kan de jo ikke, da arven jo på det nærmeste er mejslet ind i efterslægtens gener over flere generationer. Jo heling/healing må der vel til og en form for post mortem tilgivelse til de henfarne.

Anna kommer uvilkårligt til at tænke på en sang om fred af John Lennon, nu som før pacifisternes og de naives sang. Lidt håb har man da lov at have.

Kapitel II

Kolonisterne fra nord og syd.

Anna var blevet enig med sig selv om at tidligere tiders krig og jordfordeling hørte med til magthavernes tidsfordriv og på samme tid til almuens udmarvning. Anna måtte mod sin vilje dykke lidt mere end godt var ned i de historisk krigeriske begivenheder for at kunne forstå bare en lille flig af forfædrenes liv og levnedsbetingelser i det sønderjyske. Hun måtte med tiden sande, at hun måtte grave langt tilbage i historien, uden at afklaringen dog blev større af den grund, tværtimod.

Pest, 30 års krigen 1618-1648, Mandedrukningen 1634 og ikke mindst Svenskekrigene (1563-1570 og 1657-60) og Store Nordiske krig 1700-1720 havde gjort et stort indhug i regionens befolkning. Mange gårde blev øde, blandt andet næsten alle gårde omkring Kongeåen. Her havde WOT` familie sine rødder (Kapitel I). Lidt længere sydpå blev resultatet af ovennævnte krigeriske landeplager at byen Flensborgs indbyggertal faldt til ca. en tiendedel. I den tidligere 7 årige svenskekrig var ca. 1/3 af befolkningen mellem Horsens og Flensborg døde enten som følge af krigens hændelser eller på grund af epidemi, deriblandt mange aner. Når krige således gør et stort indhug i den arbejdsdygtige befolkningsgruppe og evt. også giver problemer med at hverve nok soldater, har konge, kirke og adel problemer med at få dyrket deres jorder, eller at få inddrevet afgifter og skatter via embedsmænd eller ridefoged. Ja det kan være ret så bøvlet når de ”høje herrer” absolut skal føre krig med et vist antal fodfolk på slagmarken, og på samme tid skal have nok fodfolk til hovedgårdens pløjemark. Udmålingen af de psykiske lidelser er et helt andet kapitel.

(På slagmarken til søs havde DK i mands minde haft et overtag og havde blandt andet haft held til at erobre nogle svenske handelsskibe, som blev omfunktioneret til krigsskibe. Men i 1565 blev der i Lübeck bygget en svømmende fæstning på 75 x15 meter og med 60 meter fra køl til top og med en dybde på godt 5 meter, navnet på galeonen var ”Lübecks ørn”. Den kunne udstyres med 120 kanoner og 1000 mand. Det hidtil største skib i den kendte verden blev færdigbygget 1567 og kunne udrette mere end de ombyggede handelsskibe. Det kom dog ikke i kamp, da krigs-parterne allerede lå i fredsforhandlinger. I stedet for blev skibet indsat som handelsskib til og fra Portugal, fik en læk i 1581 og blev siden hen solgt til en træhandler og skrottet.)

Selv om enevælden gør sit indtog omkring 1660, er kongen svag i kraft af fravær af et fungerende kommunikationssystem som vi kender det, (hest og rytter er lidt længere undervejs end pc `s-mail og mobilens sms). Hertuger, grever og godsejere er en magtfuld gruppe, som har fået samlet jordbesiddelser både fra kongen og kirken, men også ved inddragelse af ødegårde og hele landsbyer, og den lokale herremand har hånd- og halsret over fæstere, soldater og selvejere. Juridisk set havde godser ofte deres egne birketing. Driftige fæstebønder kunne (som nævnt andet steds) efter herremandens for godt befindende flyttes til gårde, som var blevet øde eller misligholdt, sættes til at få dem i god drift og så flyttes igen. Misligholdelse fra fæsters side fandtes også, og det kan da ikke undre. De endnu ugifte bønderkarle, der samtidig var hvervet som soldater, var generelt skattefrie (var det deres mulighed for opsparing?). Således har en del aner skulle stille til træning hver højhellige søndag efter kirketid. Det indebar mindst mulig bøvl i forhold til hoveriarbejdet så som såning, pløjning og høstarbejde. Det er måske derfor der er så god plads ved kirker (i dag parkeringsplads), så kunne gud i det høje med sit ene øje se ned på løjerne.

Der var megen svindel og korruption fra øvrighedens som almuens side med hensyn til soldaterudskrivning. Alternativet til soldaterlivet var at fæste en forsømt ødegård. Der var virkelig noget at vælge imellem. En anden slags soldat var den gruppe som kaldtes national reserve eller frimænd. De havde større personlig frihed og kunne nedsætte sig med et erhverv eller frit søge arbejde, var ikke bundet af livegenskab, og ikke med i det lokale landbosamfunds regler, men det friere liv var også noget mere risikobetonet.

De fleste mandlige aner var underlagt den lokale godsejers (eller domkapitlets) beføjelser med hensyn til fæstesystemet, dommersystemet, soldaterindrulning og skatteopkrævning. Godsejere og adel, den tids magtelite, var selvfølgelig selv skattefrie, de var små konger i deres område, deres godser var af betydelig størrelse med statelige boliger og borge, og generelt kendte almuen ikke andre myndighedspersoner end den enerådende lokale adel, der pålagde dem fæsteafgifter og indkrævede skatter. Hvis denne stand ikke kunne få besat en fæstegård eller få udført tilstrækkelig hoveriarbejde på deres hoved- eller ladegårde, var det en dårlig forretning. Da kunne pisk og andre torturmetoder tages i anvendelse overfor fæstebønderne. Anerne fra Astrup og Seem kunne sagtens havde forfattet en vise om selvoplevede tugtningsmetoder. (I dag er slotte og herregårde kulturhistoriske perler i landskabet, men vi må ikke glemme at deres opblomstring bygger på fæstebønders blod, sved og tårer i fordums tid).

I 1500 og 1600 tallet blev bondens stilling forringet gennem krige og forringet ved at adel og ridderskab fik fat i en del kirkejord i forbindelse med reformationen og i forlængelse heraf nedlagde de hele landsbyer for at skaffe arbejdskraft til de store besiddelser, og betjente sig i den forbindelse ofte af livegenskab. I 1524 fik hovedgårdene udbredt birkeret (hånd og halsret over deres livegne). I midten af 1600 tallet får den absolutistiske danske centralmagt mere magt, dermed ikke sagt at bønders stilling forbedredes, for de høje kornpriser op igennem 1500 tallet havde i 1600 tallet sat yderligere skub i hovedgårdenes vækst i hele regionen på bekostning af den menige bondes bedrift. Efter rædselsårhundredet (1600 tallet) var de fleste bønder i stor restance med betaling igennem hele 1700 tallet, og det forbedredes bestemt ikke med 1800 tallets Napoleonskrige. Der var dog stor forskel på almuens udbytningsgrad i regionen, nok værst i hertugdømmerne. Hertugdømmernes uafklarede forvaltningsmæssige eller retslige stilling blev mere transparent under ridderskabets edsaflæggelse under Frede IV og Chr. VI.

Hele 1700 tallet var efter den Nordiske krigs afslutning omkring 1720 præget af en vis fredsperiode. Da Chr. VI 1730 opløste landmilitsen, flygtede mange bønder, men blev dog atter bundet på hænder og fødder gennem stavnsbåndets hurtige indførelse i 1733. Handlen, både den fra østersølandene som også den oversøiske, kommer ind i en opblomstringsfase. Borger -og handelsstanden har fremgang og tiltrækker sikkert en del arbejdskraft fra landet. Den lokale adel havde dog flere pressionsmidler for at imødegå tab. Stavnsbåndets indførelse var således godsejernes ”helt nødvendige ret” til at kunne have kontrol med den mandlige befolkning som arbejdskraft og med soldaterudskrivningen. Også tiggeri og nomadetilværelse søgtes hermed begrænset. Anna kommer helt umotiveret til at tænke på det tidligere DDR (1961-1989) hvor regimet lavede sit eget stavnsbånd i form af pigtråd og mur for at holde undersåtter tilbage og placere dem i ”socialistisk tvangsarbejde”.

I begyndelsen af 1700 tallet og nogle årtier frem bestod det ”trygge” landsbyfællesskab endnu af godsejer, nogle selvejere, fæstere, jordløse husmænd, daglejere og tjenestefolk. De sidstnævnte grupper (hvor en del aner fra Nissengrenen hørte til) havde ret til gratis brug af den fælles landsbyjord/overdrev til afgræsning af ganske få dyr. Mange, som boede til leje, havde mulighed for at holde en ko, et får, en gris og nogle fjerdyr. Græsningsarealer var en del af landsbyens vangedrift. Landbruget jo var temmelig ekstensivt i begyndelsen af 1700 tallet, og det gik selvfølgelig hårdt ud over skovbestanden, at man hele tiden ryddede skov for at skaffe nyt jomfruelig jord til dyrkning eller fordi svinene gjorde kål på alle nye skud.

Det trygge landsbyfællesskab styrkede sammenholdet og også disciplinen, idet alle var nødt til at bearbejde jorden samtidig, da jordstrimlerne lå således at man måtte færdes ind over hinandens jordlodder. Samarbejdet havde sit debatforum på landsbyens grandestævne.

Endnu 1710 er der desuden forbud mod handel og håndværk uden for købstæderne, undtaget var erhverv som smed, skrædder og hjulmager. Det var uden tvivl en tid præget af stagnation for manden på gulvet. Anna var kommet frem til, at de fleste aner havde været bosiddende på landet og havde enten været beskæftiget med jorden som fæstere eller husmænd, smedjearbejde, krodrift, mølledrift, skomager eller skrædderarbejde. De mange smede og møllere i slægten kunne tyde på at disse aner via deres ”valg” af arbejde forstod at tilkæmpe sig en flig af frihed. Det skulle vise sig at mange præste-og herredsfoged-aner havde deres rettigheder på det tørre.

Men der sker noget mht. landbrugsevolutionen. Kløver som afgrøde kommer til landet og indgår i sædskiftet fra ca. 1730. Det gør efterfølgende overdrev overflødig som græsningsareal. Al jord kommer nu under plov og landbruget bliver så småt mere intensiv. Samtidige fremskridt (mellem 1720-60) er harver, vogne og plove med jernbeslag. Samtidig flyttes skat og afgifter (mellem 1730-1790) fra jord og bliver til personafgifter (fra 1800 tallet flyttes personskatten atter over på jorden/selvejerne). En del gods privatiseres (sælges som selveje) og en del fæstebrug bliver til familiefæste/arvefæste. Skatte og afgiftssystemet bliver stavnsbåndets afløser. Stadigvæk et ensidigt system hvor menigmand får relativt lidt retur for sine arbejdsydelser. Men måske er den minimale grad af opnået frihed incitamentet til at der kommer skred i det intensive landbrug, hvor gærder og skov også ryddes.

Den større produktion og flere husdyr kræver udflytning. Det trygge landsbyfællesskab må opgives, således at den udflyttede gård får sin jord samlet omkring sig, og man arbejder nu heller ikke længere sammen med de andre fæstere, men helt på egen hånd og risiko. Den jordløse gruppe er marginaliseret, uden fællesgræsning, det vil sige at denne gruppe derved mister en del af sit levegrundlag, og ved at være pålagt personskat, tvunget ud i mere daglejerarbejde hos bønder og herremænd, eller synke ned i dyb fattigdom.

Kunne den lille tomt/toft ved huset ikke have været dyrket mere intensivt med køkkenhaveplanter som en del af et livsgrundlag uden om afgiftssystemet? Eller havde man ikke adgang til frø og dyrkningsviden? Havde man ikke nok gødning? Kål og senere kartofler, var det eneste der dyrkedes ved siden af lidt krydderurter. Hvor var rodfrugterne? på visse godser var der både rodfrugter og bærbuske. Fra en samtidskilde ved Anna at mange ikke var i stand til, eller havde ikke evner til at dyrke grønsager, i og med ukrudt voksede uhæmmet. Ja til at starte med var befolkningen ikke blevet oplyst om at kartoflen nydes bedst når den først var blevet kogt.

I slutningen af 1500 tallet er kartoflen udbredt(indført i forbindelse med Columbus ”erobring” af Amerika), også appelsinen hører til de kendte planter i vore breddegrader. I 1600 tallet kommer agurk og boghvede til som dyrkbare, og kendte planter til at nyde er kaffe, te, tobak og kakao. Selv om forskellige planter var kendte, var de nok ikke nået ud til udkants-Danmark. Men ikke desto mindre så var folks liv uanset evner og oplysning bundet op på et afgifts og skattesystem, som ikke levnede megen frihed til den enkelte.

Kirken gjorde også sit til at holde folket i uvidenhed. Kristendommen havde, Islam har stadigvæk det hinsides paradis for øje. Religion går ikke hånd i hånd med oplysning. Kirkens budskab har aldrig højnet den enkeltes selvværd. Guds straf lurede alle vegne på den lille almuemand/kvinde, så det var bedst ikke at stikke næsen for langt frem eller op. Janteloven og gud kører et fortræffeligt parløb. ”Når man i livet er fattig og eller tigger kommer man lettere igennem nåleøjet og i paradis. Samtidig bliver den riges adgang til paradis lettere ved at give almisser”. Kirken cementerede således samfundspyramiden på bedste vis.

Jo der var noget at se frem til i det hinsides, også i betragtning af at tortur i levende live var almindeligt udbredt, og afskaffes først i slutningen af 1700 tallet. Endnu 1735 indfører Chr. VI, selv en glødende afholdsmand, streng tortur i gabestokken ved kirken som bødestraf for forsømmelse af kirkegangen. Jo der var bødestraf og gabestok for mangt og meget. Spansk kappe, træhest og lignende anvendes også flittigt. Gabestokken ved en af Flensborgs kirker (Marienkirche) kan den dag i dag tages i øjesyn og den ser godt brugt ud. Præsters liv og levned fra tidligere tider er veldokumenteret og til tider morsom læsning, og det må siges at også de ikke stod tilbage for at krænke de 10 bud. Forsømmelser mht. kirkehandlinger, hor, druk og grådighed stod på dagsordenen.

Husmænd, inderste og tjenestefolk fik som resten af arbejdsstyrken forøget arbejdstiden betydeligt via det intensive landbrug i løbet af 1700 tallet. Flytte/flygte til de små købstadsbyer kunne de knap nok pga. stavnsbåndet, og nedsætte sig med husflidserhverv måtte man heller ikke, da lavsvæsenet var præget af monopolvæsen. Også kirken var helt med på at en del fridage blev inddraget. Almuen levede under et åg og mange tiggere strejfede omkring. Omkring 1790 hvor udskiftningen er i gang, måtte der dog justeres lidt ved udflytningsproceduren på landet, således at der for hver gård der blev udflyttet, blev oprettet 4 små husmandsbrug med lidt jord i landsbyens udkant, og således sikrede man arbejdskraftreserven på landet en minimal overlevelse.

Oveni kom der i 1753 forbud mod udvandring. Og ydermere begyndtes fra 1760èrne importen af kolonister fra tyskland under Frede V. Her kommer Hamann/Nissen slægten ind i billedet, som ad snørklede veje senere indgår familierelationer med Tychsen/Thomsen og Nissen slægten.

Hamann slægtsgrenen

Annas sydtyske aner kommer vandrende fra sydtyskland til egnen i 1762. De formodes at være fæstebønder under Grøngård, men på daværende tidspunkt er der nok ikke meget renæssancestil tilbage eller slot i det hele taget, eller for den sags skyld skovområde. Men den dag i dag 2011 ligger de sidste ruin- eller fundamentrester, voldgrav og en enkelt slotssøjle tilbage i landskabet ved Grøngård. Det lille slot var bygget som kopi af Hansborg. Herredsfogedsefterslægten fra Hajstrupgård/Vrågård indgår en aftale med kongen om oprettelse af disse koloniststeder. Slægten havde tidligere på et tidspunkt overtaget Grønårds jorder af Hans den Ældre som sad på Hansborg i Haderslev.

Hansborg var blevet ny opført som slot af hertug Hans den ældre (1544-80) i 1557 i renæssancestil i udkanten af Haderslev. Her holdt Chr. IV bryllup 1597, senere brugte han slottet til stævnemøder med Kirsten Munk. Hertugen lod også opføre et lille kostbart indrettet jagtslot i Grøngård ved Burkal, nævnt ovenfor (1568-70), ligesom han ombyggede borgene i Tønder og Rendsborg til eksklusive små renæssanceslotte). Det siges at han var en god fyrste/herremand over for sine undersåtter, men dynastiet uddør med ham, da han forbliver barnløs. Anna håber på sine aners vegne at de som har haft fæste under hans efterfølgere har været ligeså heldige med hensyn til herremandens behandling af sine undersåtter. Det kan tænkes at slægtsgrenen Tycho Thomsen fra Hjerpsted, Nissengrenen fra Burkal og Hamannklanen har haft deres gang på ovennævnte steder. Hansborg brænder 1644 under Torstenson-krigen og det blev ikke genopbygget.

Samtidig med krigshandlingerne hærgede pesten som blev bragt med hertil af polske tropper og udbredt blandt landbefolkningen, da det var her besættelsestropperne blev underholdt eller selv tog for sig af varerne. Igen kommer Anna til at tænke på lande som Haiti, hvor først et jordskælv (2009) og siden den af indiske soldater medbragt kolera gør det af med en stor del af befolkningen.

I 1659 hærgede et pest- udbrud således voldsomt nord for linjen Tønder/Flensborg under Gustav X krig 1657-1660. Således døde mellem ½ delen til 2/3 dele af befolkningen her og deriblandt mange aner. Derudover havde mange oplevet Vesterhavet bortrive måske 10.000 mennesker og 60.000 stk. kvæg i 1634. Begge disse hændelser gennemlever bonden Tycho Thomsen Hjerpsted 1587-1665, sønnen Thomas Tychsen 1610-1684, handelsmand fra Tønder og dennes søn Tycho Th. Tychsen 1652-1708. Sidstnævnte oplever som 7-årig både krig og pest-hærgen, (senere præst i Ravsted fra 1681-1708). For mange aner et liv med døden i hælene.

Fra Elben til Kongeåen er måske 50 % af indbyggerne døde i forlængelse af 1600 tallets trængsler. Dette udløser en tiltrængt og betydelig tilvandring af nordjyder (WOT-slægten) og sydfra kommende tyskere (kolonist-aner efter Johan Heinrich Hamann) til Sønderjylland/Slevig-Holsten. Således kommer mange kolonistaner til egnen i løbet af 1700 tallet.

Fra midten af 1700 tallet har klasseskellene befæstet sig. Generelt gik sundhedstilstanden ned af bakke. I middelalderen og op til 1700 tallet havde hver voksen dansker per år kunne spise sig igennem en okse, år 1800 har det ændret sig til 1 okse per 6 indbygger. Ja middelalderens folk har ikke ligefrem været vegetarer, men det blev de på det nærmeste sidenhen.

Ernæringstilstanden ændres, sundhedstilstanden forringes og tuberkulose holder sit indtog. Mange steder blev der kun lavet varm mad (grundet mangel på brændsel) ganske få gange om ugen. Den resterende tid spiste man kold grød 3 x om dagen, til sidst ofte med pels på. Mange unge (20-30 årige) bukkede under, ligesom (WOT) og andre aner. Gennemsnitslevealderen på samfundets bund lå vel generelt på 30-40 år. Det sociale landskab som også natur- landskabet forandrede sig en del i løbet af 1700 tallet, som var præget af en fredsperiode og i sidste del af århundredet et vist opsving.

Nordfra er anerne fra flere slægtsgrene således draget over Kongeåen til det hærgede og affolkede Sønderjylland (Vollesen Thomsen, Mats Nielsen, Hans Nielsen, Maren Auer og mange flere). Fra Tyskland er Johann Heinrich Hamann (JHH 1748-1811) med familie draget til samme egn. Disse grene er landet her i området som kolonister. Her skal lige indskydes at en anden gren af anerne, Reeseslægten, driftige folk fra Holland/Frankrig, er kommet for at hjælpe med at bygge byen Friedrichsstadt ved Treene og Ejder, hidkaldt af Frede III hertug af Gottorp i 1620.(Byen skulle være en konkurrent til den florante by Hamborg). Aner fra denne gren af stamtavlen flytter på et senere tidspunkt til Sønderjylland, andre aner igen kommer fra Angel, således Raschslægten som indgår i Tychsenslægten. Efterhånden begyndte Anna at se et net af aner der havde deres rødder spredt ud over et stort geografisk område. Slægterne fra Havervad, Stavnager, Astrup og Hajstrupgård havde tilnærmelsesvis altid levet i Sønderjylland og omtales særskilt (kapitel V).

Hele den beskrevne udvikling inden for landbrugssektoren, som de oven for nævnte slægter erfarede på egen krop, slog dog lidt senere igennem i Vestjylland. Allerede dengang gik der en markant skillelinje i Jylland ned langs højderyggen. Vestjylland, fra Skagen og følgende en linje vest for Viborg og ned mod Kolding og videre ned over grænsen var et udkantsområde, et temmelig ubebygget hedelandskab. Her ville de færreste bo. Øst herfor det lidt frodigere landskab med små byer ned til fjorde og Østersøen. Middelalderens sandørken, også den nuværende plantage omkring Bommerlund og Tinglev sletten er i dag stadig på en måde en udørken. Hærvejsstrækningen på skillelinjens kant var derfor til alle tider farlig for vejfarende.

Blandt kolonisterne sydfra, nærmere bestemt fra Baden/Heidelberg-området, var Hamanngrenen. De var jo i vid udstrækning vinbønder eller skræddere som ikke havde begreb om hedeopdyrkning i Vestjylland. De gik til fods igennem krigshærget land hele vejen op til det gamle Tønder amt med en smule habengut på en vogn som de delte med flere andre familier. De stammede oprindelig fra Kürnbach og en del af deres efterkommere er stadig at finde i den sydlige del af Jylland den dag i dag.

Anna funderer lidt over datidens betydelige rejseaktivitet. En ting er den handelsmæssige og oversøiske rejseaktivitet med vogn og sejlskib. Noget andet er datidens kulturpersoners dannelses- rejser til hest eller i diligence. Her tænker Anna for eksempel på både Goethes (1749-1832) og H.C. Andersens (1805-1875) rejseaktiviteter. De rejste begge til Italien, Grækenland og over såvel Bosporus og Gibraltar-stræderne i hestevogn og på sejlskibe. Mange unge fra adelsstanden var også ofte på helt op til 10 års dannelsesophold rundt omkring i Europa og tilstødende lande. Således var blandt andet den navnkundige dansker Carsten Niehbur taget på en større skibsrejse i 1761 for at udforske ”det lykkelige Arabien”, eller Vitus Bering som drog nordpå. Ja og så i den anden ende af skalaen har vi kolonist-anerne som tog konvolutterne på nakken og rejste mod udkants Danmark. De omtalte personers rygsække har haft vidt forskelligt indhold, også i overført betydning. Ja og 300 år senere står vi så igen i den situation at vores region kaldes udkants- Danmark, hvor befolkningstallet dykker.

Af det antal kolonister (over 500) som kom herop, tog dog ca. 2/3 enten tilbage igen eller fortsatte østpå. De er kommet herop på et tidspunkt, hvor klimaet (”en lille istid”) var ugunstig, hvor innovationen i landbruget i form af jernredskaber og skoning af heste endnu var fraværende eller kun lidt udbredt og hvor det var svært at få materialer til husbyggeri og brændsel (skovene var ret kraftigt decimeret) og sandflugt var en evig trussel. Således har Annas tip/3 oldefar på mødrenes side, Johann Heinrich Hamann(JHH 1748-1811), mildest talt ikke haft en misundelsesværdig start som kolonist, da han kommer hertil sammen med sine forældre og søskende i 1762/63. Deres ”dannelsesrejse” gik ud på en øvelse i overlevelse på den sønderjyske hede. Det skal siges at Annas kolonist-aner blev gode til kartoffeldyrkning på de sandede jordlodder.

Johann Heinrich Hamann kommer 1762/63 med søskende og forældre vandrende til området ved Jyndevad og får et liv på den flade hede. JHH 1748-1811 giftede sig 1793 med Anna Nicolaysen (AN 1757-1828) fra Rens. Hun var hans ægtefælle nummer 3, og 10 år yngre. De var bosat ikke langt fra hans forældre, som også var kolonister i Jyndevad. Forældrene var Johannes Heinrich Hamann (JH 1718-1773) og Maria Cathr. Moesner (MCM 1720-1765), begge fra Kürnbach, som ligger i nærheden af Baden/Karlsruhe. De to var jo ikke de yngste, og når man tager i betragtning, at de har tilbagelagt turen fra det sydtyske til fods dengang i 1762/63, så må man sige det er en bedrift i sig selv.

Nu var det jo ikke sådan at kolonister blev budt velkommen i samfundets midte, tværtimod blev de placeret på lige fod med typisk et par udflyttede husmænd, ofte ikke med mere end 1 ha jord af ofte tvivlsom beskaffenhed, yderst i udkanten af et ejerlav. Ude af syne, ude af sind og ude af social sammenhæng må man sige.

Til kolonisterne i Tønder Amt havde man stillet i udsigt at de kunne få 20 tønder land, eller så meget de kunne opdyrke, 20 års afgiftsfrihed og lidt rejsepenge, lidt udstyr og fritagelse for militærtjeneste. Bebyggelserne fik sågar kongelige navne som: Julianeborg, Christianshåb, Sofiedal. Hvert koloniststed blev på papiret udstyret med små 20 tønder hedeslette, 1 ko, 2 heste, 1 plov, 1 harve, 1 vogn.

Hus og lade var hverken hel eller halv færdig da trækket ankom 1762, så i starten boede man i jordhuler med tørv som brændsel. Jordlodderne blev udloddet fra Gerrebæk kro, som var kolonisternes opsamlingssted i 1762/63. En af kolonisterne skal have udtalt: ”Vi var blevet lovet, at vi ville komme til at vade i kløver til knæene, men vi fandt kun lyng, som gik til bukselinningen.” Det var alt andet end slaraffenland. Det har nok kunne måle sig med et ophold i en sibirisk straffelejr, og i 1765 deserterede da også 19 ud af de 20 kolonister fra Sofiedal i nattens mulm og mørke. (Af de i alt ca. 4000 planlagte koloniststeder i hertugdømmerne blev måske 500 sat i værk under kummerlige forhold).

Familien Hamann bliver bosat på de små parceller i trøstesløse omgivelser ude på hedeland langs grænsevejen. (JH 1718-1773) senior med familie bor nr. 83. Han når kun at have gården i 10 år inden han dør. Den overtages af sønnen Johann Phillip (JPH1743-1809) og evt. en yngre søn Jacob (JH 1758-1780), der dog allerede dør som 22 årig, det siges af sorg over moderens død. Næsten lige ved siden af bosættes endnu en søn Johannes (JH1744-1790) junior på nr.79. Da han flytter til Teptoft overtager sønnen Johann Heinrich (JHH1748-1811) denne gård i året 1784, således at han så har to gårde næsten side om side, da hans første gård ligger på nr.89, og som han overtog 1768. Han må have haft slider/overlevelsesgener når han formåede at bestride arbejdet på 2 gårde. At” brække” heden blev deres livsopgave.

Han gifter sig som sagt 1793 med (AN 1757-1828) fra Rens. Hun er hustru nr. 3 og de får 3 levende børn. Sønnen, Mathias Hamann (MH 1795-1865), gifter sig 1826 med Anna Maria Lorentzen(AML 1802-1877) fra ”Krathuse”. Han fungerer i sit arbejdsliv som vægter og markmand. Markmanden var den person der vogtede de andre bønders dyr på landsbyens græsningsareal, senere blev det også hans opgave at holde opsyn med hegn og deraf følgende tvister. Ægteparret dør i Rens. Af deres 6 levende børn er Anna Margretha Hamann (AMH 1836-1899) Rens, Annas tip1 oldemor på morens mødreside. Hun bliver i 1862 gift med Chr. August Jensen (C AJ 1841-). Han er i skrivende stund endnu et ubeskrevet blad, bortset fra at han er uægte født i Medelby af Anna Chr. Jensen (1823-1863), faderen skulle evt. være en Andreas Melfsen fra Vanderup. Det er også uvist hvor mange børn de fik. En af deres døtre, Anna Maria Jensen(AMJ 1862-1919) Burkal men født i Højst, bliver 1883 gift med Asmus Tastesen (AT 1856-1903) fra Leck og bosat i Store Emmerske /Tønder. Også hans rødder ligger hen i tåge. De når at få 6 børn, hvoraf Johanne Marie Tastesen (JMT 1894-1964) Kleinberg ved Højst, senere gift med Carsten Nissen, jo så er Annas mormor. (Det skal lige tilføjes at Anna håber at blive en gammel dame så hun kan nå at få gravet noget frem om alle de nævnte og endnu ubeskrevne aner).

(Anna Maria Loren(t)zen’s baggrund er en lille historie for sig. Moren, Lena Hanses/Hansen (1773-1824) fra Ellund er gift med Lorenz Petersen/Lorenzen (evt. 1765-1803) fra Bov, men under fødslen fortæller Lena jordmoderen at det er hendes mands bror Hans Lorenzen (1768-1828?), som er far til pigebarnet. Hvorfor hun fortæller denne hemmelighed vides ikke. Kirkebogen nævner kun at jordmoderen i hast døber barnet i hjemmet. De to nævnte brødre har en 3. bror Christian, men om det er hos ham at Lena får husly, er uvis. Brødrenes forældre er Lorenz Petersen Fårhus (1729-1806) og Maria Peters/Michelsen/Lorenzen Bov (1738-1810), viet 1765 i Bov. Hans forældre igen er Peter Tychsen Vejbæk (1681-1755) og Cathr. Hansen Frøslev (1695-1759). Sidstnævntes far er Hans Petersen Nyhus (1668-?). Maria Peters forældre er Peter Michelsen Krakelund og Anna Petersen, og hendes far er Andreas Petersen Vejbæk.

Den føromtalte i uføre komne Lena er fra Ellund. Hendes forældre er Peter Hansen og Margaretha? fra Ellund, formodentlig inderste eller kådnere. Mere vides ikke om dem. Kirkebøgerne på den anden side af vor nuværende grænse er ikke sådan at få fingre i).

Den dag i dag er der beboelse på stederne i Burkal sogn,(dog ikke i familieeje). De oprindelige bygninger er kun bevaret på et af stederne, to af husene er brændte.

En novemberdag tog Anna en tur ad grænsevejen og det tog næsten pusten fra hende at se de små jordstykker side om side, indhegnet med mørke graner og så de trøstesløse sammensunkne gårde. Det sjælsforladte landskab, den tunge silende regn og de trætte lidt forsømte huse var ikke et opmuntrende bekendtskab. Området mindede mest af alt om en udkantsørken, hvor der da også pludselig dukkede nogle levende ørkendyr op på en mark, to dromedarer i den kolde danske november. Ja tro det eller ej. De var ikke statister i en film eller et cirkus men statister i en gudsforladt udørken. Igen tog Anna et par billeder og kørte skyndsomst videre inden en depressiv stemning overmandede hende totalt. Hun følte det som om tiden her havde stået stille i 250 år. Hun følte at en stemning af håbløs fortvivlelse skar sig gennem det dystre landskab. Her havde hendes kolonistaner fra sydtyskland slidt sig vabler på hænderne og ar på sjælen. Helt farceagtigt slog nu et par dovne ørkendyr deres folder i selvsamme triste landskab.

Anna måtte sande at hendes forfædre, som tilhørte almuen tilvandret fra nord eller syd, havde haft et slidsomt liv. De tilhørte til dels endda den jordløse og uformuende gruppe med et usundt og marginaliseret liv. Hun blev næsten selv helt krumbøjet og følte sig nærmest på randen af en depression på anernes vegne, specielt når hun mindedes bedsteforældrenes livsbetingelser.

Anna kunne endnu for sit indre øje se de sidste rester af et stolt slidergen personificeret i morfaderen, mormoderen og onklen som de krumbøjede kartoffelavlere de havde været. Deres liv var præget af hårdt fysisk arbejde og ordsproget: Man bliver ikke rig af store indtægter men af små udgifter.

250 år efter de første kolonister slog sig ned langs grænsevejen sidder Anna og ser for sit indre øje hvorledes hun som barn er med ude i marken hos hendes kolonistefterkommere, og kravler på knæ sammen med alle andre familiemedlemmer på rad og række og samler kartofler i jernkurve. I al slags vejr tilbragte man mange af dagens timer i en slags kravlestadie. Annas bedsteforældre bandt en kornsæk på ryggen når de i regnvejr kravlede rundt og samlede kartofler. Kartoflerne havde givet familien en god indtægt, men man var bestemt ikke kommet sovende dertil. Alle familiens medlemmer kunne efter et ensidigt men nærende måltid hurtigt finde sengen ved aftentide.

Til trods herfor var jorden det dyrebareste man havde og når man havde sparet en skilling op, blev der ikke investeret i pomp og pragt, nej der blev købt endnu en bid jord og hvis man virkelig skulle flotte sig også et par nye meget tiltrængte gummistøvler til livet i plovfuren. Man kunne spøge lidt og sige at sliddet havde aflejret sig i knoglernes dna og efterfølgende sat sig som en udbredt tendens til Bechterew eller inflamationssygdomme i familien. Til gengæld havde slægtens efterkommere generelt et lidt mere afslappet forhold til konge, kirke og jantelov.

Af en eller anden grund kom Anna til at tænke på H.C. Andersens eventyr om ”Pigen med svovlstikkerne”. H.C. Andersens skildring er godt nok en tåreperser, men den fremkalder hos Anna i en vis grad samme sindstilstand som anernes skæbneberetning hensætter hende i. Også den historie er til dels et galleri af sørgelige billeder.

Her er det måske på sin plads med en lille forkortet opfriskning af eventyret:

”Den lille pige med svovlstikkerne er på årets sidste dag sendt ud i de kolde gader for at sælge tændstikker. Hun har kun tøfler på de bare ben og sneen ligger højt i gaderne. Folk har travlt, de vil hjem og fejre i familiens skød, så den lille forfrosne pige får ikke solgt sine tændstikker. Hun tør ikke gå hjem for så vil forældrene slå hende, så hun sætter sig mellem to huse og tænder en lille svovlstik for at varme sig lidt. I flammens skær ser hun den varme kakkelovn inde bag husets mur. Ved at stryge den næste svovlstik ser hun i flammens skær det pyntede juletræ i stuen. Ved den tredje tændstik ser hun fadet med den dejligt tilberedte gås på bordet. Pigen er sulten, hun vil række ud efter gåsen, men da slukkes også den tændstik. Nu tænder den lille pige alle svovlstikkerne på engang, bare for at varme sig lidt. Da ser hun sin afdøde bedstemor i flammernes skær. De smiler til hinanden, hun bliver så glad over at se sin gode bedstemor, men da tændstikkerne er nedbrændte, forsvinder den gamle kvinde også. Den lille pige sidder kold og ensom tilbage, og næste morgen sidder hun der stadig, frosset ihjel på gaden på årets sidste dag.”

Det skal måske lige nævnes at associationen til H.C. Andersens tåreperser ikke grebet ud af den blå luft, men på sæt og vis har med heden og kolonisterne at gøre. Hans skriverier er ikke kun eventyrdigtning for børn og barnlige sjæle. Mellem 1840-60 rejste Andersen en del igennem det slesvigske i forbindelse med blandt andet sit kurophold hos Chr. III (af Augustenborg) på badeøen Før. Han skriver i flere af sine historier og dagbøger indgående om det triste hede og moselandskab,” hvor ensomme huse ligger som ligkister uden skorsten på heden ”og hvor veje er enten svært passerbare på grund af ankeldyb sandflugt i de tørre perioder og mudret og hullet i de våde perioder. Lidt mere frodigt synes han marsken fremstår, og hel eksotisk fremstod klitterne og badelivet på øen i Vesterhavet.

Nogle ser H.C. Andersen som digter af børneeventyr. Det er snarere en slags samtids -socialrealisme i indpakket form til voksne han leverer.

( H.C. Andersen kom kun på enkelte besøg i det nordlige Slesvig, hovedsagelig fordi dampskibet fra Korsør gik enten til Flensborg eller Kiel. Jernbane fandtes kun fra Kiel og sydpå og først fra 1844. I 1860 gik banen sydfra kommende dog stadig kun til Flensborg. Tinglev-Tønderbanen kom 1867. Før 1880 fandtes der ikke cykler).

Når Andersen trådte fra borde i Flensborg eller Kiel var han ikke meget for at rejse med hestevogn gennem udkants Danmark fra østkysten over til vestkysten. Det ugæstfrie hedeområde fra højderyggen og mod vest indbød ikke til en skrumpletur i hestevogn, og da slet ikke efter mørkets frembrud. Da var det ikke så slet endda med et lille ophold på det nærliggende slot. Under et ophold på Augustenborg og Gråsten slot i 1845 skriver han historien:”Den lille pige med svovlstikkerne.” Overdådigheden på slottet i kontrast til den sociale elendighed uden for murene og bevidstheden om hans egen herkomst har måske inspireret ham. Under et andet ophold i 1844 på Augustenborg slot viklede Andersen sig ud af den ulmende sindelagsproblematik ved at udtrykke det synspunkt:” lad enhver følge sit flag.”Sådan tænkte ikke alle dengang. Andersen havde velyndere i begge lejre. Men han var noget bestyrtet da linjeskibet Chr. III sprængtes i luften og fregatten Gefion blev taget i april 1848. Men efter krigene hvor banenettet hurtigt blev udbygget og blev Andersen en ren tog-freek.) Fra eventyr til historie.

Ved 1700 tallets slutning kom landboreformer med udskiftning/udflytning, selvejerkøb og stavnsbåndets ”ophævelse”. Kvægsygdomme, tuberkulose og gældsætning var plager i det århundrede. Den jordløse og marginaliserede befolkningsgruppe var taber i den ovenfor nævnte proces. I den anden ende af skalaen var dele af adelsstanden taberne. Den marginaliserede almue voksede og mange herregårde forsvandt, blev udparcelleret, mistede deres status eller blev opkøbt af formuende borgere fra de store byer. Adel sank ned i bondestanden eller avancerede til andre samfundsopgaver. Vinderne var så til gengæld den centrale magt/administrationen og selvejerne. I denne opbrudstid måtte også kolonisterne stå distancen. En del af dem blev selvejere, andre sank ned i fattigdom. Måske var Anna lidt for skråsikker med hensyn til problematikken om vindere og tabere. Hendes udsagn manglede ofte det berømte filter.

Det generelle træk for mange efterkommere er, at deres levevilkår snarere forringes frem for at forbedres. Fra læge og købmand, herredsfoged, præst og formuende kniplingehandler går derouten over bolsmand til husmænd, kådner og inderste, selvfølgelig med visse undtagelser i form af driftige gårdmænd, håndværkere og kromænd.

I det store og hele medførte skiftet fra ekstensivt til intensivt landbrug mange ændringer på mange af samfundets fronter. Godt nok var eller blev kolonisterne næsten ligestillet med de etniske bønder, men samtidig var de marginaliseret på de dårligste udkantsjorder. De tilvandrende aner er med tiden blevet integreret i lokalsamfundet, men dengang som nu først over flere generationer.

Lidt mere opmuntrende var det at følge en anden slægtsgren (Rasch/Tychsen/Nissen), som husede præster, kniplingehandlere, købmænd, læge og deputerede borgere. Nogle af disse folk var også tilvandret, mens andre havde levet her i regionen i mands minde. En af disse aner forfattede endda digte, og sendte sådanne som fødselsdagskort til familiemedlemmer, (lidt for religiøs for Annas smag, men ganske hyggelig læsning med nydelig skrift). I denne gren af aner stifter Anna bekendtskab med borgere som har deres liv i købstæder eller byer. Hører man til borgerskabet, leves livet lidt mere på solsiden. Man er lidt mere dannet og eller oplyst og handlen bringer ting og sager fra nær og fjern til at forsøde dagligdagen.

Byer var i starten skattefrie ligesom godserne, mens byens lavsvæsen regulerede håndværkslivet. I tråd med at stavnsbåndet ophæves på landet, forbyder kongen også lavsvæsenets monopol i byerne. Der skabes mere mobilitet, pengeøkonomi bliver mere udbredt på bekostning af naturaliebytning, og mange bliver som følge heraf fanget i såvel gældsspiral som marginalisering. I toppen af samfundet blomstrer livet derimod.

Efter stavnsbåndets (delvise) ophævelse 1788 blev såvel husmænd som gårdmænd mere frie. Efterhånden slap gårdmændene for hoveri (pligtarbejde på godser), men til gengæld blev hoveriet så forøget for husmændene. I 1700 tallet udgjorde hoveriarbejdet ca. mellem 60- 150 dage om året per gård. Kategorien ”fribonde” havde det mindste hovarbejde at udføre, men man kunne blive udsat for at skifte kategori. Som regel var skiftet til det værre med mere hovarbejde for den enkelte bonde og det var i sagens natur anledning til strid og tvister. Som regel blev herredsfogeden af kongen tildelt titlen ”fribonde”. Det privileg har en del slægter haft i kraft af deres stillinger som herredsfogeder i 1600 og 1700 tallet (Hajstrupslægten, Astrupgårdslægten, Havervad/Outzenslægten).

Men så småt begyndte oplysningstidens vinde at blæse på høj og lav. Det fik betydning for landboreformerne. Udstykning/parcellering var jo baseret på den fordel der lå i skiftet fra ekstensiv til intensiv og individuel drift, en øgning af arbejdsincitamentet og afgiftssystemet, og sidst men ikke mindst sikring af den nødvendige arbejdskraft til storbrugene, som husmændene lejede/fæstede jordlodderne af. Disse brug var i reglen så tilpas små at en familie ikke kunne leve af det alene, og da man skulle stille med et stort antal heste til hoveriarbejde og kørsel var det nærmest umulig samtidig at kunne brødføde en enkelt ko. Da fæstegods bliver til arvegods kommer der endnu mere vind i sejlene på landet.

I 1800 tallet får bondestanden fod under eget bord, betaler jordafgifter og det forhadte hoveri afskaffes endeligt 1852, dog er standen uden reel politisk indflydelse. En del af den akkumulerede godsejerkapital flyder til andre brancher og økonomiske aktiviteter. Efter at Napoleonskrig og statsbankerot havde rystet Europa i dens grundvold, havde adel og borgerskabet fået fælles økonomiske og politiske interesser. Liberalisme og statsligt militær kommer langsomt på banen i hele Europa.

Men tilbage til Hamanngrenen.

Af Annas Sydtyske aner har nogle som uformuende gruppe sideløbende med tilværelsen som fæster også været nødt til at arbejde som vægter, eller som daglejer på godserne Grøngård, Trøjborg, Vrågård, Søgård, Stoltelund. Nogle af godsejerne på Grøngård og i særdeleshed på Trøjborg har været fremsynede og var velvillige i forhold til salg af jord til selveje før det blev gennemført andre steder. Andre måtte nøjes med mindre. Måske har nogle aner arbejdet på klædefabrikken som var etableret i Rens omkring 1861, eller evt. på messingfabrikken i Kobbermølle.

Den var jo grundlagt af Chr. IV omkring 1616. Energien leverede Kruså. De næste 300 år var det en af de største industrivirksomheder i den danske helstat med ca. 300 arbejdere. De gule arbejderhuse fra 16oo tallet står i dag som fredede. Flere af de familier som Hamanngrenen indgår i familierelation med er aner fra Bov – Kragelund-området i nærheden af denne fabrik.

Man kan stille sig det spørgsmål hvorfor Chr. IV netop lagde dette hammerværk hvor han gjorde. Dels er det nok fordi det er den mest ideelle beliggenhed i udkanten af Flensborg lige til at tirre det gottorpske hertughus og fordi åen pga. tunneldalens fald har den vandkraft der er nødvendig. Med Kobbermøllens metalforarbejdning har kongen sikret sig de fornødne kobberbeklædninger til alle sine skibe og bygningstage.

Kobbermølle har nok eksisteret fra 1528, i og med en bevaret vægt bærer dette årstal. Virksomheden blev i løbet af 1600 tallet 2 gange ødelagt under svenskekrigene. Dens ejere var også en del i konflikt med mølleren og Krusågård omkring udnyttelse af vandkraften. 1687 bliver Hilmar von Lutten 1636-1700 ejer af Kobbermølle (gift med en uidentificeret Anna Andersen1648-1726 fra Rasch slægten, kapitel III).

Efter sigende skulle han have været en temmelig grusom forretningsmand, der på det groveste udnyttede sine arbejdere og deres familier ved dårlig løn og dårlige boliger. Da disse viser deres utilfredshed står han en dag oppe i tårnet og det berettes at han kaster et stykke kød ned til de utilfredse arbejdere og råber:” Æd det i hunde”. Det er dråben som får bægeret til at flyde over og arbejderne stormer tårnet, slæber H. Lutten ind i værket og lægger ham mellem de store tandhjul og kører ham gennem valsen. En grusom mand fik en tilsvarende grusom død.

Annas tip2 oldefar på morens mødreside, Mathias Hamann 1795-1865, gift med Anna Maria Lorenzen fra Bov 1802-1877,var den der blandt andet arbejdede som vægter i byen Rens. Vægterne havde oprindelig i 1600 tallet deres arbejdsopgave fordelt på at holde ro og orden i byens gader ved nattetid og holde et vågent øje med ildebrand. Nu var byerne på den tid jo ikke synderlig store, så man skulle tro at det var minimalt med druk og slagsmål i gaderne. Da må man tro om igen. Man kendte ikke videre til kaffe og the, og vand var jo nærmest sundhedsskadelig at drikke, så der blev brygget, solgt og drukket gevaldige mængder øl blandt høj og lav. Efterfølgende kunne der befinde sig en del drikfældige mennesker på gaden efter mørkets frembrud, som oftest ledsaget af larm, ødelæggelser som itu slagne vinduer og slagsmål, der ofte kunne ende med knivoverfald og lemlæstelse når ens ære var blevet trådt for nær. Sligt hændte ofte blandt høj og lav. Disse uromagere skulle vægterne tage sig af og i værste fald burre inde. Det var bestemt ikke ufarligt at være vægter. De fyre måtte have en vis statur og kunne dæmpe gemytterne. I større byer gik flere vægtere sammen af sikkerhedsmæssige årsager. I byen Tønder med godt 2500 sjæle var ikke mindre end 4-6 vægtere samtidig på stikkerne i de lange mørke nætter.

Ildebrand skulle de også opdage i tide, da det kunne få fatale konsekvenser når ild fra husets åbne ildsted havde antændt husets træ og stråtag med fare for at springe over på flere huse. Det skete da også jævnligt. Alene i året 1610 brænder i løbet af en nat ikke mindre end 156 huse totalt ned i Åbenrå, kun 30 stod tilbage. Det er svært at forestille sig at det åbne ildsted var husets eneste og ret farlige varmekilde til langt op i 1700 tallet. ( I 1600/1700 tallets landbohjem var der slet ingen skorsten, kun et hul i taget, hvor røgen steg op, og gulv var der oftest heller ikke i husene).

Og når vi nu ved at øllet flød i stride strømme, så har forstand og agtpågivenhed med ildstedet nok haltet her og der hos borgerne. Det var nu heller ikke altid at vægterne tog deres opgave lige højtideligt. De kunne også gå hen og blive fulde eller søvnige. Hen imod slutningen af 1600 tallet gik vægterne ikke kun omkring med deres lygter men også med vægtersang og så skulle de bekendtgøre nattens timeslag, så de bedre kunne holde sig vågne. Holberg skriver et sted at vægterne derved kan holde sig selv og alle andre borgere vågne den lange nat.

Da der kom gadelygter til var det stadig vægternes arbejde at tænde og slukke disse, og holde øje med at natten forløb i fred og ro, og at ingen tømte deres nattepotter på gaderne, og de måtte også holde folks dyr borte fra kirkegården. Men allerede 1725 havde Åbenrås og omkringliggende byers vægtere fået en dagbeskæftigelse oveni deres nattetjans. De skulle nu om dagen også agere kirketjenere, gravere og fængselsbetjente. Det var ikke ligefrem et betroet erhverv, og til tider var det svært at få ærlige borgere til at påtage sig arbejdet, navnlig når pest og epidemi hærgede. Derfor beordrede kongen 1732 at vægterne var at betragte som ”ærlige borgere” med adgang til offentlige og private forsamlinger og hvis børn kunne optages i håndværkdslavene. Ser man det.

(Annas forfader i den Hamannske slægt har nok ikke haft de store valgmuligheder mht. valg af erhverv, da familien jo knap nok var assimileret i deres nye hjemland. Men han skal også have været en høj og bredskuldret børste, lige den rette statur for en natvægter).

Det siger lidt om at vægterne som gruppe var en blandet skare, ikke alle var de rene englebasser, nok nærmere nogle rå karle. I 1812 blev vægterbetegnelsen udvidet med fattigfogedbetegnelsen, således at vægterne nu også fik pålagt rengøring i fængslet, tage sig af vidtløftige kvinder og holde vagabonder ude af byerne. Da det nye rådhus i Åbenrå blev bygget 1830 kom det også til at indeholde arrest og vægterbolig. I lighed med så meget andet løb tiden dog også fra vægterne. I dag opstår de dog som sporadiske og ganske underholdende turismestunts i en del byer, også i Åbenrå.

Tip2-oldefar (MH1795-1865) har nok ikke haft lige så mange service- og politigøremål ude i det lille landsogn Rens/Burkal og måske var arbejdsforholdene bedret en smule da han tiltrådte dette erhverv. Brandfaren aftog i takt med at kakkelovnen vandt frem i sidste del af 1700 tallet. Denne varmekilde forandrede ikke kun vægternes men hele det sociale liv. Det var selvfølgelig mest hos borgerskabet og den feudale adel at kakkelovnen som velsignet varmekilde gjorde sit indtog og dermed gjorde det muligt at opvarme flere rum, ja hele huse i de kolde vintre. Nu kunne man i de højere samfundslag svælge i indretningsmæssige fornyelser. Det er den franske Louis-seize stil som kommer til at præge de fine stuers ambiente. Denne stil er i sin oprindelse præget af dekorative elementer som laurbærkranse, guirlander og medaillons.

Efter at Anna havde besigtiget anernes levesteder på grænsevejen er hun ikke i tvivl om at det bestemt ikke var der man gjorde sig i den franske indretningsstil. Kolonisterne der har nok haft deres hyr med i det hele taget at kunne skaffe nok brænde til at lave et varmt måltid mad, da heden omkring deres hytter jo ikke levnede mange træer til brændselsmateriale. Anna hæftede sig dog ved at der stod et virkeligt gammelt kroget egetræ foran familiens oprindelige koloniststed på grænsevejen. Hun gættede på at det måtte være plantet tilbage i evt. 1763 eller deromkring. Det var sikkert en af de første plantninger familien havde gjort i deres nye og barske omgivelser. I et af de andre 3 oprindelige koloniststeder står også et kæmpe egetræ, som har et omfang, som to voksne mennesker næppe kan nå om. Anna havde fra et andet familiemedlem, som også var aktiv i slægtsforskningsøjemed, fået bekræftet, at disse to træer sandsynligvis er plantet tilbage i 1760èrne. Nu kan man nok ikke gå så langt som at mene at der er noget helligt over sådant et træ, men en grad af bevaringsværdi kunne det måske tilkomme. Et sådant personligt fortidsminde kan selvfølgelig under ingen omstændigheder måle sig med vor alle sammens fortidsminde: Jellingstenen under glas og ramme.

Når Anna sad og betragtede de forskellige slægtstræer på papiret, var der et slående træk der gik igen, nemlig at børn som regel ikke nåede at kende deres bedsteforældre, da gennemsnitslevealderen var en del lavere end nu om dage. Familiestrukturen har i mange tilfælde kun omfattet to generationer. De har ikke haft glæden af hinandens selskab, men har så heller ikke haft byrden at forsørge den ældre generation. Og som nævnt gjorde den høje dødelighed at ægtefæller kunne være af meget forskellig alder. Således kunne en enke sidde på en fæstegård i god drift, som en yngre fæster gerne ville overtage, og hvis ikke han ville gifte sig med hende, måtte han ofte forsørge hende. Omvendt kunne en fæster sidde tilbage med ti og flere børn når konen var død i barselssengen, og så måtte han prise sig heldig hvis han i det hele taget kunne få en husholderske eller ægte en ung kvinde, oftest en slægtning, for eksempel den afdøde kones søster (måske deraf ordsproget: det bliver i familien). Det var i begge tilfælde altid lettere hvis der enten var noget på kistebunden eller hvis bruget var i god drift. Hvis ikke, så var den efterladte og eventuelle børn til kragerne.

Præster måtte også ofte gifte sig med formandens efterladte ofte ældre enke for at få jobbet. Hvis han ikke var til sinds herfor eller løb fra en indgået aftale blev han suspenderet. At ægte formandens datter kunne også komme på tale, så var to fluer slået med et smæk. (Præster blev efter en prøveprædiken for menigheden ansat af provst og amtmand).

Fæstebonden blev ansat af godsejer og foged. Godsejerne, som ofte sad i den anden ende af landet eller i de større byer, overlod til deres ridefogeder, herredsfogeder eller forvaltere at have arbejdet med fæstehyring og andet retsligt. Det var en svær balancegang at få anbragt de rette folk/fæstere på de forskellige brug. Nogen gange måtte der stilles med heste, vogne og såsæd fra godsets side for at lokke en fæster til. Havde herremanden for mange dårlige fæstere (uduelige, drikfældige, forgældede) eller for mange ødegårde, var deres profit selvsagt i underkanten og lagde en kedelig dæmper på deres svælgen i fester og ambiente-indretning. Så ridefogeden havde ofte vidtrækkende beføjelser, og måtte til tider endda tilbageholde og indespærre kriminelle borgere i eget hjem. Andre gange måtte hele grupper af omstrejfende folk eskorteres ud af byen og byens porte eller gærder måtte stænges for nattens farer og ubudne folk.

Går man i dag en tur i Flensborgs små gader bag det store grøntorv, kommer man ind i idylliske små smalle men lange gårde med høje gitterporte til gaden. (Disse stilleben er levn fra ovennævnte tid, i dag hyggelige gård-cafeer). Disse gitre lukkedes til natten så dyr og mennesker var i sikkerhed for natlige overfald.

(Datidens ridefoged kunne Anna ikke lade være med at sammenligne med vore dages job-og virksomhedsbkonsulent, der har sit hyr med at få placeret arbejdsledige i job, med eller uden løntilskud, til dels som gratis arbejdskraft hos offentlige og private virksomheder. Adel er erstattet af investeringsspekulanter. Også i dagens Danmark er det nu om dage svært at få enderne til at nå sammen. Det forstår man jo godt, når der skjules betydelige summer profit på udenlandske konti og store nationale eller multinationale selskaber nøjes med at betale minimal skat i de lande de operer i og i stedet lader profitten flygte i skattely. Og bankerne påberåber sig diskretion mht. sådanne transaktioner og lader sig tage ved næsen af tvivlsomme ejendoms- og investeringsselskaber).

Før i tiden var dødeligheden som sagt generel høj og særlig høj for fødende kvinder. Således måtte manden ofte gifte sig op til flere gange. Det har der jo så også været fordele ved. Sygdom og fattigdom var generelt store plager i 1700-tallet. Skønsmæssigt vil Anna tro at halvdelen af alle aner dør i en alder af godt 35 år.

Horder af tiggende almisseaspiranter drog i hele 1700 tallet fra by til by på evig flugt fra foged og galgestrik. Senere blev de berørte individer/fattiglemmer fra de forskellige samfunds-grupper som regel stuvet sammen i fattiggårde, hvor de spedalske eller sindssyge blev holdt i dårekister, dvs. i træbure på to gange to meter stående udenfor ved fattiggården. I dag har vi herberger, plejehjem og hjem for fysisk og psykisk syge, hvor alle bliver passet på fornemste vis. I 1700-tallet var der ikke så megen pleje og diskussion, der handlede man. Børn omkom i dølgsmål eller blev ”ligget” ihjel, og voksne druknede sig når tilværelsen blev for grum. Ud over de nævnte plager var gældsætning også en stopklods for at få et rimeligt liv. I 1700-tallet kunne en stor del af Europas folk slet ikke brødføde sig selv men var anvist på almisser. Jo der var mange sørgelige eksistenser som Jeppe på bjerget.

I dag lever vi i et velfærdssamfund, men er lighedsbegrebet ikke stadigvæk at betragte som værende ret relativt?

Anna vendte blikket mod u-landene. Her er situationen meget lig den vi havde i Europa i 1700 tallet med en ublu magtelite og en underkuet befolkning.

Mange steder kan de lokale befolkninger heller ikke selv sætte produktion i gang, men kommer der en iværksætter fra et i-land og starter en produktion, så kommer de lokale i gang (tasker, tøj, keramik, grønsager og turisme). Også via mikrolån kommer fortrinsvis kvinder i gang i u-landene. Men de har ikke selv ”drivet”. Gældsætning blandt de højt roste mikrolåner (ofte kvinder) er dog så småt også ved at være et problem i u-landene. Samtidig sender vi våben og Røde Kors. Det var også en mulighed at man uddannede befolkningen i jordbrugsdyrkning og plantning af træer, som kan tiltrække regn, skabe fugtighed og vand til både mennesker, dyr og jord; og derved få en god cirkel i gang, der skaber næringsstoffer til jorden så folk kan brødføde sig selv på en bæredygtig måde.

Igen kommer Anna til at tænke på lande med enevældigt styre af nyere dato, Cuba, Syrien osv.. Vore dages udgave af et socialistisk enevælde eller en korrupt despotstat. Landet /befolkningen er bundfattigt men der er store uudnyttede landbrugsarealer. Hvorfor dyrkes disse arealer ikke, her ligger guldet jo i mulden bortset fra det der ligger på despoternes konti i flyverskjul? Her er enevældig kontrol blevet til stagnation for samfundet. Historien viser tydeligt at det ofte forholder sig sådan. Når magttoppen har monopol på alt og selv lever et fyrsteligt liv så sulter befolkningen. Afrikas stater, ja selv Berlusconis Italien eller Grækenland taler et tydeligt sprog. Og når magttoppen også har medierne i sin magt, så har den hånd og halsret over masserne. Og bankerne er jo et nyt diktatur i staten. Det var dog grove løjer som de syrlige drops ligesom stod i kø.

I 1700 tallet var det indvandrerne eller de flittige kolonister og udenlandske hoffolk der bragte en del fremskridt med til landet: forfinet byggestil, sædskifte, kartoflen, hedeopdyrkning, men grøntsager var ofte fraværende i den brede befolkning. De blev dog i en vis udstrækning dyrket ved hoffet. Hvis de var blevet dyrket hos den brede befolkning, kunne sult og fattigdom måske tidligere havde været trængt i baggrunden, da selve dyrkningen ikke kræver megen plads. Men til befolkningens forsvar, så var mange jordløse uoplyste om mangt og meget og blev tugtet med hård hånd. Kongen, kirken og janteloven satte dagsordenen for almuen, sidenhen kom oplysningens velsignelser ud til menigmand.

Den prisværdige frihed, som gruppen af inderste med stavnsbåndets og livegenskabets afskaffelse opnåede, blev dog ofte problematisk, da der ikke fulgte en bid jord med til at opretholde et vist forsørgelsesgrundlag. Fattigdom og tiggeri var følgen. Dette vilkår afspejler sig i de kummerlige livsbetingelser visse inderste (skomager og skrædder) i Nissen/Hamann-grenen havde igennem 1800 tallet.

Frihed uden ejendom er ikke reel frihed. De fleste aner arbejdede da også hårdt på at opnå status som jordbesiddere. Nogle jordløse blev efter landboreformerne skubbet over i forskellige erhvervseventyr, som søgtes etableret (manufaktur, tobak, porcelænsvirksomhed). Ofte havde disse kun kort levetid. Kobbermølle var en af de mere levedygtige af slagsen. I begyndelsen produceredes jern, men blev hurtigt omstillet til et kobberproducerende værk. Der blev leveret til tage på slotte, kirker, børsen og de kongelige værfter havde også stort behov for kobber til skibe. Sidenhen produceredes til militære formål, efterhånden dog mest produkter til husholdningen og værket blev endelig lukket 1962. I dag er stedet museum og et besøg værd.

I 1700 tallet var der klapjagt på tiggere, som til dels hindredes i bosættelse og til dels interneredes til tvangsarbejde a` la hvad Chr. IV havde præsteret 100 år tidligere, hvor manufakturvirksomhed skulle drives med indfangede kriminelle. I 1800 tallet forsøgte øvrigheden problemerne afhjulpet med fattigforsørgelse. I industrialismens tidsalder påhæftes betegnelsen: industriarbejder. Modsætningsforholdet mellem profitsøgende kapital og jordløse arbejdstagere sløres dog oftest fortsat når ”the money talks”.

Kapitel III

Aners/bønders trængsler i 1500-1700 tallet under krige, stavnsbånd og griske adelsslægter.

I begyndelsen af 1500-tallet blev meget gods via mageskifte, bryllup og dødsfald lagt ind under kong Frede I, Gerhardt II og under adelen. Landsbyer nedlægges og bønders jord går over til ridderskabet /adelen, som manifesterer sig på store herregårde. Her havde Frede I allerede 1524 givet denne gruppe hånd-og halsret over deres undersåtter. Gårdnedlæggelser og livegenskab sikrede besidderne nødvendig arbejdskraft. Kirken var også i begyndelsen af 1500 tallet ganske grisk og tjente godt på jordskænkninger fra afdøde og afladsbetalinger fra de fattige undersåtter og udpantning hos forgældede ridderfamilier.(Pesttider var særligt lukrative for kirken, da præsterne var gode til at sælge pesten som en slags ” Guds straf”). Efter reformationen i 1536 og derefter går en del bispe og kirkegods dog retur til adel, hertuger, herremænd og kongens væbnere som en slags godtgørelse eller len for krigstjeneste ved kongens side. I kølvandet på reformationen udbredtes det tyske sprog (Luthers kirkesprog) i hertugdømmerne.

Flere af de større godser i området havde rigt udsmykkede skjolde med forskelligt våben. Disse udsmykninger er stadig velbevarede på mange godser i regionen. Således havde Hajstrupgård og Vrågård et hvidt skjold med hjort og slange, en anden gren en springende hjort, men det er en anden historie.

Trøjborg og Haderslev/Tørning godser var kongerigske, andre hertugelige fra midten af 1500 tallet. På en del store godser sad holstenske adelsfamilier. Rantzauerne som adelsslægt ejede på daværende tidspunkt 347 ejendomme i 37 sogne. Noget af et kludetæppe med strøgods her og der, hvor dog den underste stand, bønderne, ikke videre blev regnet for noget. Nogle af disse bønder under Rantzauerne og Schackenborgerne er blandt andet den tidligst opsporede ane T. Thomsen fra Hjerpsted, alle Astrup/ Stavnagerbønderne og godsforvalterne Nic. Clausen/Trøjborg og Jes Tommesen/Tyrstrup?). Herom senere.

Fra 1544 er Chr. III, brødrene Hans den Ældre og Adolf af Gottorph fælles regenter og deler Dk og hertugdømmerne mellem sig. Allerede i 1500 tallet koncentreres statsmagten til dels, og datidens bureaukrati trænger ud i krogene og retsplejen reguleres. Byer vokser frem og befæstede borge bygges.

I 1600 tallet stækkes adelens politiske rolle idet den ikke automatisk har ret til embeder og skatteudskrivning. Til gengæld udbygger den rettigheder over egne fæstere. Ved delingen i 1544 havde adelen allerede hals og håndsret over de undergivne (indført 1524).

For Slesvigs/Sønderjyllands vedkommende var Hertug Hans (søn af Frede I) landsherre. Det var også ham der 1566 fik bygget sluse ved Rudbøl og dige derfra til Højer hvilket sikrede en del marskområde. Da hertug Frede III af Gottorph var landsherre i området fortsatte han landvindingsprojektet samt grundlæggelse af Friedrichsstadt ved Ejderen i 1621 ved at lokke religiøst forfulgte til byen så den via disse kunne udvikles til en stor handelsby, og han havde også haft en kanal i tankerne mellem Vidå og Flensborg fjord, for at styrke områdets handel. Jo i kølvandet på de religiøse stridigheder fulgte en samfundsfremgang, men den mundede ud i 30 års-krigens omvæltninger, også hexeafbrænding var en del af 1600/1700 tallets skueprocesser. Hertug Frede III ledsagede Chr. IV i 30 årskrigen 1618-1648 og efter nederlaget blev de to herrer hvirvlet ind i en tvist om det hærgede slesvigske hertugdømme.

I 1627 havde pesten hærget i Tønderområdet, i 1629 på Als, og også i 1650èrne havde der været høje dødstal her i regionen. (Om alt dette ville Anna gerne have haft en lille snak med anen Tyge Thomsen fra Hjerpsted eller Hans Andersen fra Havervadgården, som jo blev totalt bortskyllet 1634. I den lille flække omkom alene 21 mennesker natten mellem den 11. og 12. oktober).

Peter Rantzau var i 1579 blevet ejer af Trøjborg. Trøjborg har nok eksisteret fra 1300 tallet. I begyndelsen af 1400 tallet pantsætter Magr. I den til Ribe, efter reformation går den til Frede II, i 1500 tallet så til Rantzauerne. Som bekendt lod de Trøjborg forfalde fra 1658 da den mandlige linje uddør og kvindelinjen overtager ved giftermål med Buchwald 1659. Rantzauerne fuskede lidt rigeligt med hvad der er mit og dit, og tilranede sig eksempelvis 26 ha. kirkegods, forbrød sig mod fæstebønderne og blev dømt skyldige i flere omgange på birketinget. Men man kunne jo altid true med sine ryttere eller bestikke en ny birkedommer. I denne periode var anen Tycho Thomsen både sandemand, gårdmand, skipper og kirkeværge i Hjerpsted.

For at gøre en lang historie kort, så forlod Peter Rantzau dog egnen omkring 1610 og overlod ejendommen til en kvindelig linje, nemlig Drude Rantzau gift med Otto v. Buchwald. Svenskerne kunne ikke indtage det stærke Trøjborg i 1644. Det blev i familien til 1776. Det er dokumenteret at godsforvalteren Nic. Clausen residerer på godset fra 1668. Han er tilvandret fra det frisiske område hvor han også var godsforvalter, efter at han havde giftet sig med en kirurgdatter fra Bergedorf ved Hamborg. Efter Anne Rantzaus død 1650 indfører sønnen Daniel Buchwald dog igen hoveri indtil 1690, derefter lejer bønder hovedmarken, og er lidt mere deres egen herre, men stadig undergivet de vilkår godsejeren udstikker og som godsforvalter Nic. Clausen ekspederer. Efter en omtumlet tilværelse kom Trøjborg til familien Schack.

Også denne familie Schack havde hjulpet kongen på øerne 1658-60 i Svenskekrigen mod Karl Gustav X. Feltherren Schack får skøde på Møgeltønderhus, det nuværende Schackenborg (som dog var blevet totalt krigshærdet 1634 og den daværende ejer var gået konkurs), Riberhus, Gram samt alt dertil hørende bøndergods og kirketiende, alt i alt ca. 1100 ha. Selvom et grevskab skulle omfatte 1250 ha., bliver Schack ophøjet fra godsejer til greve. Et grevskab udløste skattefrihed, så det var afgørende at få nedlagt mange selvstændige brug. Schackenborgs fæstegods og hovedgårdens gods omfattede en meget stor del af egnen fra Schackenborg og op til Ribe/ Gram. I dag har store industrilandbrug lignende vilkår.

(Fra 1468 og indtil 1661 havde Lustrup været et kronebirk, derefter blev også dette gods skødet til Hans Schack, der 1663 afhændede dele af godset men beholdt birkeretten i Lustrup (fra 1758 var anen J.N. Outzen indsat som birkedommer i Lustrup), der fra 1676 indgik i grevskabet Schackenborg. 1807 gik birkeretten til kronen, 1812 til Riberhus birk).

Gram gods led betydeligt under krigene, i og med kun 7 ud af 70 fæstegårde efterfølgende var besat, hvorfor godsejeren gik fallit. Feltherren Schack opkøber dette og en del gods da han via selvsamme krig er blevet en holden mand og vil drive hovedgårdsmarkerne i stor stil med nærmest livegne bønder. Han må siges at være en særdeles ihærdig og skruppelløs forretningsmand. Man forstår hvorfor mange tyede til flasken a’la Jeppe på bjerget. Fæstebønder i Skast, fra Seem-Brøns og nogle fra Troels Vinter grenen hørte under Møgeltønderhus/Schackenborg. De stridsomme bønder/aner i Skast omkring Astrupgård har kæmpet en ulige kamp mod kongens betroede feltherre Schack.

Selvejerbønderne fra Stavnagergård har nok haft lidt bedre vilkår, men de kunne også være af den stridsomme kategori bønder. Det stridsomme bondegen er et familiekendetegn endnu i vor nyere tid. Selvejerbonden på Stavnager og birkedommer i Lustrup var svogre og en kilde mener at de i fællesskab skulle have forhalet en ny grandeaftale fra 1720-1731. (Måske kan der graves mere frem omkring selvejerskab og inhabilitet pga. familieforhold.)

Lidt om fæstebønder under Schack-familien.

Alle bygninger på godset, dvs. hovedgårdens og bønders bygninger, var ødelagte af 1600 tallets fjendtlige tropper. Gennem hoveriarbejde opbygges store ladegårdsbygninger, og på snedig vis forøges hovmarken ved at Schack nedlægger bøndergårde, når bonden er død under krigen eller ikke kan betale sine afgifter pga. krigen. Det var ikke kun ødegårde der blev nedlagt. Også når bønder have fået opdyrket forsømt jord, indlemmede herremanden det under ladegården. I det hele taget betød 1600 tallets mange krige at meget pløjet jord var misligholdt og sprang i hede således at landbrugsdriften gik ned sammen med befolkningstallet. (Studedrift kunne lettere foregå på al slags jord). Et bondeoprør 1672 slås voldsomt ned af den tidligere feltherre, som får medhold som kongens mand, da en del bønder er rejst til kongen for at klage deres nød. De kommer i kachotten, og hjemvendt må de acceptere at leje den fæstede jord til langt højere priser end før og med mere hovarbejde. Retssikkerhed er en by i Rusland, navnlig når herremandens magt over fæstebønder påberåbes at være gudsbestemt og optøjer ikke tolereres. Senere opgiver Schack dog hovedgårdsdriften og lejer marker ud i stil med driften på Trøjborg.

Bønderne havde en mulighed for at gøre deres stemme lydhør, nemlig på grandestævnet. Det var sandemanden som indkaldte til møde i 1500 og 1600 tallet ved at lade grandestokken gå fra gård til gård og sidste mand medbragte den til grandestævne. Således blev alle informeret og modstand /udeblivelse kostede bøde, som regel i form af øl. Det forstås. Sandemand Tyge Thomsen i Hjerpsted har utvivlsomt haft nok at se til i forhold til fæstebønders utilfredshed. En kilde siger at manden derudover var nok så meget involveret i studehandel og skippervirksomhed, (og hvem var hans kone?).

Det er egentlig skægt at tænke sig at sandemanden fra Hjerpsted og bonden fra Astrup har haft et liv sammen i de tæt knyttede landsbyfællesskaber i 1600 tallet, og at nogle af deres efterkommere helt uvidende om denne forbindelse giftes i 1900 tallet. Slægtsforskning åbenbarer nogle skønne tråde bagud i historien.

Et almindeligt gods her på egnen var meget mindre end familien Schacks og kunne bestå af måske 40 gårde, halvt så mange kåd og huse. Godsindtægten /skatteindtægten kunne være værdisat til en sum på ca. 1000Mk, og ligeledes bestå af korn, rug, havre, byg, 36 svin, 15 får, 2 lam, 14 gæs, 38 høns, 2 td.smør, 6 td. Fisk, 265 læs ved/brænde, og så kunne der i godsets skove, som bestod af eg og bøg, fedes hen ved 1000 svin.

Samtidig med at man prøvede at minimere kludetæppet ved at nedlægge gårde/byer var intensionen nok så entydig: for at herskabet fik skabt en større sammenhængende vildtbane og fik forøget hovmarken og antallet af nærmest livegne. For mange bønder var der dagligt hoveriarbejde med påbudt op til 4 heste og med et antal karle og drenge. Når en bonde i det egne ekstensive landbrug skulle brødføde så mange arbejdsheste, siger det sig selv at der ikke var plads til produktionsdyr (køer) udover en enkelt eller et par til at dække de daglige fornødenheder, hvilket var svært i 1600 tallet med alle de mange krige.

På ladegården derimod kunne der holdes langt over 100 styk kreatur. Således havde Hans den ældre på Grøngård endda holdt 200 kreaturer. Schack og Rantzau havde lignende projekter kørende. Studedrift var et godt aktiv for godsejeren i perioden 1500-1800. Handelsmændene, som opkøbte studene, kunne være nordjyder, hollændere eller folk fra Flensborg og Husum. Overvejende var det kun tilladt købstadsborgere at drive handel. Senere overtog de lokale handlen. Handlen foregik både på Ribevej fra Ribe tværs over Toftlund til Slesvig og på den østlige oksevej over Kolding og Haderslev. Med anlæggelse af broer over vandløb fra omkring 1770érne kom megen landevejstrafik til at gå på den vestlige oksevej fra Ribe over Tønder til Husum. Der var en betydelig trafik fra Ribe mod syd og en del aner har i den periode enten været kvægdrivere og eller handlende og købmænd. De sidste har ofte boet i de større byer som blandt andet Flensborg.

Det var et farligt arbejde sådan at rakke rundt med større dyreflokke. Ved siden af stude drev man også heste, får og svin. Således blev der 1640 drevet 200 svin fra Ribe gennem Toftlund. I dag foregår den slags i dobbeltdækker. Vi holder os fra at analysere dyrevelfærdsaspektet.

Jes Tommesen, død 1635 (ubeskrevet personage) var også forvalter en generation før Nic. Clausen, men under Gert Rantzau formentlig omkring Haderslev. Ligeledes havde Rantzau herregårdene Tyrstrup, ud over Gerslev, Gessing, Mogenstrup, Klægsbøl, Kogsbøl, Høgsbro, Lindved, Breitenborg og mange flere. De blev efter Gert Rantzaus død i 1663 overtaget af sønnen Christian Rantzau. På nuværende tidspunkt er det uklart på hvilket gods Jes Tommesen var forvalter og ansvarlig for studedriften. Han var gift med Maren Nisdat. 1588-1659 fra Hajstrupgård og datter af Nis Hansen 1558-1616, herredsfoged i Slogs i 12 år. Hele den store familie er gengivet i det smukke epitafium i Bylderup kirke. Maren giftes 2. gang med Jesper Hansen/Outzen.

Krigene besværliggjorde godsforvalterens arbejde med at drive en flok fra A til B. Således var det vanskeligt i 1656/57 (under Karl Gustav krigen) at drive en flok stude/140 stk. fra Rantzaus ladegård Gjessing/Gessing og til Bramstedt. De 370 km tog en håndfuld drivere 20 dage. Forvalteren måtte undervejs omlægge ruten pga. krigshærgen, finde nye vadesteder i det vanskeligt fremkommelige terræn og undervejs købe hø til dyrene og betale told. Nogle steder var hø dyrt andre steder billigt, således bl.a. i Ravsted. Nogen gange udbrød der kvægsygdom, andre gange kunne der ikke skaffes skibstransport, enten til Hamborg eller København, og hele tiden måtte forvalteren være i kontakt med godsejeren om evt. ændringer. Selv om både Gert og Christian Rantzau var fraværende, havde de god indsigt i godsdrift og handel, og de holdt selv tøjlerne tæt til kroppen. Rantzauerne og familien Schack ses generelt omtalt som hårde negle. Blandt andet indførtes der i deres regi storstilet grøftegravning, udført af livegne. Det forbedrede godsernes markdrift betydeligt og var ret udbredt i Holsten.

Det siges at Chr. IV i løbet af 1600-tallet ville have arbejdet for at ophæve livegenskabet, godt nok mod adelens interesser, men voldsomme krigshændelser satte en stopper herfor. Den foretagsomme herre var ikke fuldt udlastet af sine jagtsysler og fandt nye udfordringer i den igangværende religions/30-års krigen 1618-48. Han var ikke videre succesfuld og forskansede sig i en forsvarskrig ved Elben, men måtte flygte nordpå ligesom den demoraliserede hær på ca. 14ooo mand, efterfulgt af den sydtyske hærfører Wallenstein, der måske havde en hær på over 50 000 mand bag sig (nogle kilder siger endda måske 100 000 mand). Turen gik over Ditmarsken, Tønning, Husum, Flensborg, og videre langs hærvejen hvor sogne og byer i første omgang blev plyndret, hærget og nedbrændt af kongens og sidenhen af de efterfølgende fjendtlige tropper. Wallenstein slog på et tidspunkt lejr i Åbenrå. (også under 2. Verdenskrig hærgede hærene på samme måde på deres vej ved fronterne).

Mange indbyggere gemte sig i skovene. Mange byer som blandt andet Bolderslev gik op i flammer. Heste, kreaturer, løsøre og penge blev røvet, og det som ikke blev ødelagt kunne bønder i dyre domme købe tilbage. Bønder i Øster Løgum mistede 177 heste til de fjendtlige ryttere. Jylland var besat fra 1625-29. Måske var det en af de værste perioder i Sønderjyllands/Slesvigs historie. Levevelstanden gik fra rimelig god til ussel fattigdom. Således mistede en gårdmand i Uge 2 heste, 1 vogn, 8 kreaturer, 12 svin, 14 får, 18 gæs, 2 senge, tøj og køkkengrej, 20 ørtug korn, 20 læs hø og 19 tdr. øl. Alt sammen ensbetydende med familiens ruin. Troppernes vinterindkvartering var et andet kapitel og en større byrde end de fleste kunne klare.

Et lille eksempel på hvilken byrde der blev pålagt almuebefolkningen ved indkvartering: En befalingsmand kunne have 6 adelsmænd omkring sig, 3 kokke, 1 kokkedreng, 2 kammertjenere, 2 skrivere, 1 feltskærer, 1 berider, 1 skrædder, 3 sølvtjenere, 3 beslagsmede, 2 slagtere, 8 livsskytter, 1 livbarber, 1 page, 2 taffeldækkere, 6 rideknægte, 6 kuske og desuden måske godt 50 heste. Så var der de menige, alle deres heste og eventuelt medrejsende koner og børn. (Krig kunne på den måde hurtigt blive et storslået udstyrsstykke).

Ved Immervad bro lå der i august 1628 7 kompagnier og ødelagde alle omkringliggende byer. Også i Ravsted havde der været ugentlige gennemmarcher og indkvartering med mindst 500 mand per gang. Det siges at byen mistede alt og efterfølgende var der ikke 1 eneste seng i byen. Alt forhåndenværende træ blev brugt som brænde, såsæd var der ikke nok af, hvorfor sult og tæring også skar hårdt i populationen og mange gårde i sognet var helt ødelagte i perioden op til 1629. Ligeledes forsvandt meget skov i denne periode, hvor træet blev brugt til brænde. Klimaet var jo blevet noget koldere (”lille istid”).

Mange med livet i behold strejfede rundt som røvere, og færdedes i bander, som holdt til i skovene. Disse hærgede i mange år landet. Det var således denne og de efterfølgende krige, som oparbejdede de mange ødegårde, måske var næsten ½ af alle gårde øde. Og kongens og adelens fæstere kunne derfor kun vanskeligt betale afgifter og skatter ved siden af deres hoveriforpligtigelser. Hvem af de overlevende havde ret til eller mulighed for at overtage og drive en gård. Det tog fæstebønderne de næste 100 år eller 4 generationer at rejse landet fra sammenbruddets rand og lovløshedens barske realitet. Den herskende klasse med adelen i spidsen levede et luksuriøst liv, men en del gik nu også konkurs da det blev svært at spinde guld på en udsultet fæstebonde.

Næsten samtidig med denne i folkemunde kaldet kejserkrig skyllede stormflodens trængsler ind over Sønderjyllands vesteregn i 1632 og i 1634, dog nåede vandmasserne ikke helt at ødelægge byen Tønder. Mange diger blev ødelagt og fæstebønderne ved Møgeltønderhus mister 15 heste, 37 kalve, 1 tyr, 73 får, 21 svin, 27 hopper, 5 føl, 130 køer, 39 stude, 59 kvier, 229 gæs og -paradoksalt nok- et uvist antal menneskeliv. Til sammenligning drukner 6000 mand, 50 000 kreaturer og 1300 gårde skylles bort alene på øen Nordstrand, med det sagnomspundne Runghof, lige ud for Husum. Det betyder at Husum bliver en havneby, med deraf følgende opsving i forbindelse med studetransport og eller landtransport til Flensborg.

Omkring Brøns, hvor nogle aner fra Astrupslægten boede, druknede alene 21 mennesker 1634. Det går slag i slag, for knap er en katastrofe overvundet så kommer den næste. Svenskekrigene. Torstenssonkrigen 1643-45 går hårdt ud over Jylland, idet den svenske hær går over Slesvig-Holsten op igennem Jylland. Chr. IV, der som hertug af Holsten absolut skulle blande sig i tyske anliggender vist nok i Polen, mister i et af slagene det ene øje, synd for manden, men overordnet set et ret begrænset personligt tab.

Siden hen er det Karl Gustav X krigen, der i 1657-60 atter raser i Sønderjylland. (En hel del aner mister livet under disse begivenheder). Heller ikke Chr. IV` søn Frede III havde en heldig hånd i denne krig, da svenskerne gik op gennem Holsten og over isen til øerne og løb den danske hær over ende. Hertug Frede III af Gottorph går over til den svenske side og reddede det flotte mini Versailles slot i Slesvig.

Igen år 1675-1679 står den skånske krig på menuen. Efter en kort fredstid fejer under Frede IV’styre så Store Nordiske krig 1700-1720 ind over landet.

I de nævnte krige har vores region igen en særstilling. Den hænger sammen med landets deling 1544, hvor Chr. III efter reformationen deler landet med sine brødre Hans den ældre og Adolf. Hans dør ugift 1580 og så er det den gottorpske del som vinder terræn i forhold til den kongelige her i regionen. I Store Nordiske krig 1700-1720, hvor kronen støder sammen med Sveriges krone om de østersøiske områder, er det at Gottorpherne i forening med svenskerne blander sig mod kronen. Det er pga. de indviklede kongelige arvedelinger og magtkampe at regionen bliver kastebold og hvor udviklingen af den slesvig-holstenske bevægelse måske tog sit afsæt, idet Slesvig med slottet Gottorph efterfølgende blev indlemmet i Dk. Holsten forblev et hertugdømme for sig.

Manden på gulvet havde andet at kære sig om end hvem der lige havde krone på hovedet. De før så blomstrende byer Husum, Friedrichsstadt, Tønning og Tønder kommer efter 1720 til at sygne lidt hen, hvad håndværk og handel angår. En undtagelse er studehandlen og kniplingeindustrien, og indenfor den sidste gjorde anen Nicolaj Tychsen sig jo i 1700 tallet, med base på landet i Ravsted. Fremover bliver det østersøbyerne der bemægtiger sig den stigende handel. Handel og håndværk på landet var også ved at blive en torn i øjet for de købstædernes borgere der havde ret til handel.

(Anna har stor beundring for fortidens slægter, der gang på gang igennem århundreders krige har rejst sig fra rædslernes rand her i det sønderjyske. Anna tænker i særdeleshed på sine aner på vesterkanten: købmand Thomas Tychsen 1610-1684 og faderen, bonden Tycho Thomsen 1586/7-1665 i Hjerpsted, herredsfogeden Hans Outzen 1616-1681 og godsforvalter Nic. Clausen 1630-1723 og bønderne i Astrupgrenen, bl. a. Peder Hansen Beyerholm 1610-1660, som gennem- og overlever de værste af ovennævnte skærmydsler, hvilket faderen ikke gjorde). Måske har herredsfoged Outzen, som konsekvens af den vanskelige tid givet gaver til kirken og ladet portrætter af sin familie anbringe i Brøns kirke.

Måske har nogle aner sympatiseret medmagthaverne og de krigsansvarlige, så som Nic. Clausen I og Cathr. Münden fra omkring 1600 og svigerfam. kirurg Johan Steenbeck/Steenbech 1595-1662 og Magr. Schumacher fra Hamborg eller Outzen fra Roost og de andre herredsfogeder? og måske har den jævne bonde/skipper T. Thomsen fra Hjerpsted og Astrup/Stavnagerbønderne taget bondestandens parti mod udsultning og mod de brutale vilkår under militærtjenesten ide hårde trængselsår?

Givetvis har deres politiske standpunkter været divergerende, naturen og krigens rædsler har de oplevet på lige fod. Herredsfoged Hans Outzens søn og godsforvalter Nic. Clausens II datter stifter sidenhen familie ifølge 1. Version: (tolder på List/Brøns Hans Outzen 1660-1727 og Anne Chr. Clausen 1670-1730).

Bonde og sandemand T. Thomsens søn T. Tychsen 1610-1684 bliver sidenhen købmand i Tønder og gift med Christine Rasch 1632-1687, datter til kirurg Lorenz Rasch og Marine født i slutningen af 1500 tallet og fra Angel. Deres sønner bliver henholdsvis borgmester i Tønder, amtsforvalter i Løgum og præst i Ravsted, den ene gift med en Kenckel, en med en Langhein og vores Ravstedpræst med en præstedatter Dorothea Casper Tammm fra Preetz. Astrupslægten fortsætter som fæstebønder og nogle i gårdmandsstanden dog indgifte med herredsfogeder på kvindesiden.

Herredsfogeden var på sin vis kongens mand/forlængede arm. Herredsfogeden var herredets øverste juridiske myndighed på tinge og udnævntes af lensherren iblandt de lokale bønder, og skulle være selvejerbonde. I 1600 tallet kunne mange af dem ikke læse eller skrive. Efter at enevælde blev indført 1660, udnævnte kongen selv fogeden /dommeren, lønnen var en frigård, dvs. fritagelse for en del skatter, hoveri, indkvartering o.l. Herredstinget stod under landstinget, og det stod under kongens retterting. En tingskriver førte pennen og tingbøger findes fra ca. 1550.

Enevælde, krige, pest og merkantile tiltag beherskede 1600 tallet. I kølvandet fulgte splid mellem alle befolkningsgrupper. En voldsom befolkningsnedgang og en udbredt lovløshed var nær skyld i samfundets nedbrud. For slægtsforskere er der det plus at det fra 1645 blev pålagt at føre kirkebøger. Kirken havde ændret status. Men 1500 tallets reformation havde affødt flere fingeraftryk.

Også efter reformationen var plattysk og andre dialekter udbredt her i regionen. Præster, kapellan og degn som i forlængelse af reformationen blev pålagt skoleundervisning (fortrinsvis i de gottorpske egne), brugte også langt hen af vejen dialekterne ved siden af latin i kirke og skole. I løbet af 1600 tallet vandt det højtyske dog frem, ikke kun i Holsten. Efter Den Nordiske krig i 1720 og hele 1700 tallet igennem var tysk, dansk og dialekterne udbredt i kirke og skole i hertugdømmerne. Daglig sprogbenyttelse var en slags plattysk, nogen steder dansk, andre steder tysk. (Præsterne var endnu i vidt omfang uddannet fra tyske universiteter, og det var jo ikke den jævne bonde som sendte sine sønner til udlandet for at få en uddannelse). Med seminarier til uddannelse af lærere i hertugdømmerne omkring år 1800 sidestilles tysk og dansk på det nærmeste. Embedsmænds- og præsteaspiranter får ved siden af de tyske universiteter også mulighed for at læse til København.

De første opsporbare aner i Nissen slægten har blandt andet rod i Tychsen slægten fra vesterkanten.

Efter at Anna havde fået lidt viden om Vollesen/Thomsen slægten fra Gjerndrup, der kom til egnen omkring 1780 (kap. I), om Hamann slægten fra Kürnbach, der kom hertil 1762/63 (kap. II), om Petrine Buck-Buchs aner over Troels Vinther (kap. V), ville hun dykke ned i Nissen slægtens oprindelse, og den kan spores tilbage til aner fra slægten Rasch/Tamm og den ovenfor nævnteTychsen/Thomsen slægt. Så vidt Anna kunne se var alle disse slægter direkt berørte af regionens omtumlede tilværelse.

(Her henvises til en særskilt skildring af Petrine Buch/generationer: frem og bagud. Denne gren af forfædre har efterladt sig en del opsporbare fingeraftryk. Se Petrine Buch/Buck-slægten kapitel V og Bilag). Læsningsrækkefølgen er underordnet.

Nissen slægten

Tilbage i slutningen af 1500 tallet begiver en mand ved navn Lorenz Rasch sig fra Kværn i det område af Tyskland som hedder Angeln op til Tønderkanten. Fra krigeriske handlinger i dette område, hvor også Chr. III er involveret, drager han mod det skovfyldte område ved Tønder, hvor den hanseatiske handel blomstrer og hvor slotte og borge enten bygges eller ombygges som fæstningsværker i forlængelse af reformationens brydningstid, (Tønderhus-slot, Trøjborg-slot nyopføres 1579, Grøngård-slot bygges 1570, Brundlund-slot ombygges 1597, Koldinghus 1598. Mange af disse bygningsværker havde samme bygmester: Oberberg). Meget skovtømmer gik netop i denne periode til bebyggelse, til skibsbygning, til eksport i form af master til sejlskibe og til vestkystens inddigning. Så meget decimeredes skovområderne, at hedeudbredelsen efterfølgende fik de bedste vilkår.

Det havde samfundsøkonomiske forandringer til følge. De få små byer og landbosognene sov dog tornerosesøvn. I 1500 tallet havde bønder landgildebetaling, en vis grad af selvbestemmelsesret forankret i de lokale grandevedtægter, men stort set fravær af hoveri. Derefter følger som ovenfor beskrevet et århundrede med ødelæggelse i stor stil, og almuen har hele tiden døden lige i hælene.

Denne ovenfor nævnte Lorenz Rasch, født i sidste del af 1500 tallet, er ud af en herredsfogedfamilie fra Slesvigkanten og skal ifølge kilder have været kirurg, han bliver gift med en Marina? og bosat i Tønder. Kirurg er jo nok lidt meget sagt, for på den tid har erhvervet nok mest bestået af en form for kvaksalveri, urtemedicin, åreladning og grovere amputationer, og hæren havde vel altid brug for en mand som kunne svinge en kniv i et forsøg på at redde en såret kriger. Så måske er han blevet hængende her i landsdelen i krigens kølvand.

Den nævnte barske og lovløse periode har en anden forfader, Thomas Tychsen 1610-1684 mærket på egen krop op igennem 1600 tallet. Han var bykæmner, deputeret borger og købmand i Tønder. Med stor sandsynlighed har han også hørt omtalt fundet af guldhornene. Hvem ved hvor mange lignende skatte der under 1600 tallets krige er blevet søgt skjult i den kolde muld.

(Det står hen i det uvisse om Tychsen er indfødt i Tønder, mere sandsynligt er det at han er født i Hjerpsted omkring 1610. Hans forældre er Tycho Thomsen 1587-1665 fra Hjerpsted og en A. M. Hoyer Angel f. 1586 eller fra Angel? Måske er der her med efternavnet Hoyer en forbindelse til Hellevad præstegård?). Tycho Thomsen siges at være gårdmand, kirkeværge, skipper og sandemand, hvor det sidste var en slags dommer i forbindelse med grovere forbrydelser og markskels-tvister. Det var før man havde matrikkelkort og den slags. Han boede så yderligt at det er sandsynligt at gården og familien er blevet berørt af stormfloden 1634. Andre børn er Hans 1612, Peter 1615, Andreas 1620.

På et tidspunkt kan man måske være heldig at finde noget materiale om hans skippervirksomhed. Mange dygtige skippere fra vestkysten sejlede jo ombord på tyske og hollandske skibe som kommandører. Hvalfangst er også en mulighed. Måske havde han også kun en lille pram til sildefiskeri. I Torstenson-krigen 1643-45 fik mange selvstændige skippere langs vestkysten og på Røm ødelagt næsten alle deres skibe, hvorfor de efterfølgende hyrede på de hollandske og hamborgske skibe. Om sønnerne også en tid gik i faderens skipperfodspor vides ikke.

Måske har sønnen Thomas Tychsen i første halvdel af 1600 tallet faret landet rundt som handlende inden han slår sig ned som velbeslået kæmner i Tønder og på grund af sit købmandsgen havde han måske lavet gode forretninger på baggrund af krigenes og stormflodens ødelæggelser. Det kan dog ikke udelukkes at han op til flere gange er blevet udplyndret i forlængelse af disse begivenheder. I hans tid som kæmner er det ganske skægt at læse at han i et regnskab for byen anfører udgifter for blandt andet natvægters pibe, skolers hvidtning, en ny rød galge og dens opsætning, og så udgifter til rigelige mængder øl og vin. Indtægter kommer mest fra kræmmere og ejendomsskatter. Omkring 1632 får han sig en kone af den indvandrede Rasch slægt, Christine Rasch.

Han var da allerede både bykæmner, deputeret borger og købmand i Tønder. Som borger har han nok ikke stillet som soldat, men har nok oplevet en del indkvarteringer og også stormfloder. Han dør enten 1684 eller 1688, og fra ægteskabet med Christina Rasch (?-1687) fremgår sønnen Tycho Thomæus Tychsen, født år 1652 i Tønder. Andre børn er Lorentz Tychsen fra 1645, Nic. fra 1654, døtrene Marina fra 1638 og (Anna Cathr.1650? måske usikkert).

Det er klarlagt at Tønder-borgmesteren Lorenz Tychsen ca. fra 1645-1732, gift med en Cathr. Kenckel (datter/søster til Tønderprovsten St. Kenckel 1624-1691?), er bror til omtalte Tycho Thomæus Tychsen. Denne Lorenz er senere nævnt som dåbsfadder sammen med præsteenken Doroth. Tamm (efter T.T. Tychsen) i Ravsted. Det nævnes at borgmesteren havde såvel sin søn Thomas Tychsen, deputeret borger, og sin svigersøn, rådmand Fr. Langhein (gift med Lorenz Tychsens datter Anna), med i bystyret. Også Langhein nævnes som fadder ved dåb i Ravsted. Han er ud af en krydderihandler og apotekerslægt. Langhein-familien havde borgerret i byen Tønder fra 1715 og Fr. Langhein nævnes senere som borgmester. Denne Langheinslægt har også haft familiemæssige relationer til Hajstrupgård i tidernes morgen.

I bystyre- sammenhæng affødte den nævnte familiekonstellation kritik hos nogle borgere, og borgmesteren måtte redegøre for sit familiedynasti overfor amtmand og hertugen af Gottorph. Ligeledes måtte han stå skoleret i forhold til at have brændt vigtige papirer angående underslæb i bystyreregi 1710. Det var åbenbart ikke ualmindeligt, da forgængeren borgmester Hattens havde lignende på sit cv.

I byen Tønder (med købstadsrettighed fra 1243) ligger den politiske magt hos borgmester og rådmænd. Fra 1637 er det 4-6 rådmænd og 1-2 borgmestre, der bestemmer over lov og ret i byen med de ca. 120 stavne, og selv har de lidt fryns i form af skattefrihed og intet indkvarteringsbøvl. Borgere med borgerret kunne også allernådigst få lov til at være med i høringsfaserne. Tønder lå godt for både sø og landhandel, så længe Vidåen gik uhæmmet ind til byen, og vigtige landveje krydsede åen. Mindre heldig var at stormfloder også havde fri adgang til byen. Med sluser og inddæmninger mister byen en del handel til Flensborg og Ribe.

Tycho Thomæus Tychsen (1652-1708) er den af købmandens sønner, som gik i latinskolen i Tønder, i bygningen ved siden af det nuværende Klostercafe, læste til præst i Kiel og blev indsat som præst i Ravsted i 1681, hvor han virkede i 27 år til sin død. Han kom til byen ca. 20 år efter svenskekrigens værste hændelser (Karl Gustav X` krig 1657-60, og Skånske krig 1675-79), dog sikkert mærket endnu. Det siges at de svenske tropper også havde hærget byen 1644 (i Torstenssons’krigen 1643-45) og sårede kirkeværgerne fra Knivsig og Fauderup og udplyndrede kirken. (Alle disse 1600 tals krige forløb overvejende som rene udplyndringstogter. Det er så afgjort også en måde at opleve og rejse på).

Annas præsteforfader havde øjensynligt mange folk i sin kirke ifølge ”sognehistorien”. I ”sognehistorien” står det ligeledes, at han var en flittig præst og havde været aldeles flittig under sine studier i Kiel fra 1671. Efter sigende skulle der foreligge mange af hans håndskrevne forelæsningsreferater. Han havde i forbindelse med sine studier og også senere rejst en del rundt i Europa inden han slog sig ned som præst i Ravsted. Han var da også flere gange under sine rejser kun med nød og næppe undsluppet krigens rædsler og stormfloders hærgen. Han skulle efter sigende have været sejlende på Donau til Wien og pga. krigshærgen mellem Kejser Leopold af Østrig og Louis XIV af Frankrig (1672-79), rejste han med følge hjem over Prag og Dresden. Han var en ganske rejselysten herre og har sikkert samlet en masse inspiration i nabolandene. Til hans forsvar kan siges at biblen og ikke kanonen var hans følgesvend på rejsen.

Andre byer på hans rejse: Erfurt, Coburg, Nürnberg, Tybing, Ulm, Augsburg, München, Ingoldstadt, Regensburg. I 1673 studerer han i Leipzig, 1674 i Jena. På en senere rejse år 1677, hvor han tager til Rotterdam for at besøge onklen Erasmus Rasch i Utrecht, var han nær druknet og rejser hjem over Amsterdam og bor et par år hos forældrene i Tønder. Netop i året 1677 besætter kongen de gottorpske områder. 1681 mangler Ravsted en præst. Det bliver Tycho Thomæus Tychsen der får embedet.

Ravsted kirke havde tidligt orgel, nemlig 1634, men pga. krigshærgen var det ødelagt. Også et ur på kirken var ødelagt af svenskerne og måtte erstattes af et nyt 1637. Ringeklokkerne var også udsat for hård medfart grundet krigshærgen og fordi de blev slidt grundigt ved dage lange ringninger i forbindelse med agtværdige personers død. Ligeledes måtte man 1663 låne 500M af provsten til reparation af kirken. Det siges at man på kirkespirets udformning eller mangel derpå kunne aflæse noget om egnens frugtbarhed. Ravsted havde intet spir og var da heller ikke nogen frugtbar egn.

Forfaderpræsten får efter sin indsættelse i 1681 repareret orglet, så der igen er musik i kirken fra 1682. Præsten kunne så til orgelmusik i 1682 blive gift med Dorthea Caperdatter Tamm 1663-1734 (faderen/præsten Casper Tamm og moderen Anna M. Pauli, begge født ca. omkring 1620/30) fra Preetz i Holsten. Anna Pauli’s forældre er Magr. Marta og J. Pauli bisp i Lüneburg 1635, præst i Preetz 1641-59, hvor han dør midt i svenskekrigen, der rasede mellem 1657-1660 blandt andet også i Holsten. Svigersønnen Casper Tamm, der havde studeret i Rostock omkring 1651, overtager præstegerningen. Begges slægter, svigerslægten Tamm og præste-moderens slægt Rasch, stammer altså henholdsvis fra Holsten og Slesvig).

(Der skete en vis indvandring sydfra til det sønderjyske område i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600- tallet, og dermed blev talesproget i hele Slesvig en god blanding af plattysk, sønderjysk og frisisk. Skriftsproget var heller ikke altid lige nem at blive klog på. Måske skyldtes tilvandringen det faktum at forholdene i de sydlige områder var endnu værre end i regionen her og at mange landsbyer i det sydlige Slesvig og Holsten blev nedlagt og folks jord inddraget under herregårdsdriften, hvor folk flygtede fra at blive holdt som umyndige livegne. Sikkert er også at mange omstrejfende soldater eller andre hjemløse er blevet hængende i de forskellige landsdele. Det er sparsomt med oplysninger om almuebefolkningen og deres ”rejsevaner”.

Ridderskab og adel havde privilegierne; skattefrihed, og at være uindskrænkede dommere på deres domæner. De sendte ofte beredne folk ud efter ”undslupne” livegne. De største familier var Rantzau, Ahlefeldt, Pogwisch, Sehested, Reventlow, Blome, Schack. Disse riddere var ofte på pletten med deres småhær når et slag skulle slås og adspredelse høstes.

I året 1688 bliver der til kirken i Ravsted købt et nyt altarklæde. I begyndelsen af 1700 tallet blev der igen af pastor Tychsens kone, Dorthea Caperdatter Tamm (1663-1734), selv præstedatter fra Preetz i Holsten, skænket et nyt rødt altarklæde til kirken. Hun efterlever præsten i 26 år.

Præsten dør 56 år gammel efter 27 års gerning i 1708 og begraves i kirken under midtergangens gulv ved koret. En rød sandsten med tysk skrift minder endnu herom. I den urolige tid bliver præsten under en rejse til svigermoderen i Holsten syg af feber og dør 3 dage efter hjemkomsten efter at have forsøgt sig med alskens medicin og bønner. En overdådig ligprædiken følger ham.

(Omkring 1711 fyger den sidste byldepestbølge i kølvandet på svenskekrigen hen over regionen. I dette forløb dør mange tusinde mennesker og også 1/3 af Københavns befolkning. Mon Ravstedpræsten var i nærheden af smitten da den hærgede i hertugdømmerne og han var på rejse der?).

Denne forfaderpræst skulle i sin tid mod hertug Chr. Albrecht af Gottorph’s vilje være blevet indsat i præsteembedet i Ravsted. Hertugen og også grev Schack havde en anden kandidat og andre planer. Amtmand og menighed sagde dog god for kandidaten. Var T. T. T. Slesvig-Holstener eller kongetro? (Hans kones familie boede ved Segeberg og dette område ville kongen ikke give afkald på i 1684. Måske bundede hans holdning mere i sympati for kongen, der var modstander af det slesvig-holstenske ridderskabs politiske indflydelse, idet de måske hellere så Slesvig og Holsten delt og deres magt øget? Måske var han inspireret af den familiære forbindelse til provst Kenckel, der aflagde ed for kongen og mod hertugen?) T.T.T. kom dog ikke til at opleve at Slesvig blev knyttet tættere til Dk. efter 1720, kun optakten til krigen.

Præsten har såvel været vidne til kongens besættelse af det gottorpske område 1677, embedsmændenes edsaflæggelse 1684 og brud med edsaflæggelse til hertugen. Provst Kenckel i Tønder aflægger ed efter et vist pres og beholder sin stilling ligesom T.T.T. Præsten oplever også 1689 begivenhederne, hvor Gottorp-hertugen får sine rettigheder retur, og oplever 1698 at hertugen knytter sig til Sverige og bliver dets allierede,(også via giftermål). Dette bliver anledning til den Nordiske krig. Og skuespillet mellem konge og hertug gentager sig som i 1670èrne. Den danske konge angriber Sveriges tyske provinser 1711, de gottorpske områder 1713. Derefter fredsforhandlinger til 1720. Omkring 1704 havde hertugen endnu ordet i hertugdømmerne, hvor han af pengenød foreslog at lade fæstegårde overgå til arvefæste på Åbenråkanten, og modsat foreslog at øge hoveriet på Holstenkanten, men dette blev ikke gennemført pga. den tilspidsede situation.

Gad vidst hvilken indflydelse dette politiske tovtrækkeri evt. havde på et samarbejdsbrev, opsat af og mellem Ravsteds bønder, hvor præsten som mægler men også som partshaver under pres satte sin underskrift år 1702? Før århundredskiftet havde præsten på byens grandestævne nægtet at underskrive en samarbejdsaftale.

T.T.T. havde nu været en meget afholdt præst i sognet. Dengang var kirken jo et samlingssted for undersåtter, og man klagede ofte sin utilfredshed med herskabet til præsten, og hvis denne var lydhør derfor var det ofte ilde set. Kirkepatron og menighed havde derfor ofte divergerende meninger om hvilken præst der var bedst for dem. Patronen trak dog oftest det længste strå, da han havde patronsretten på sin side. Ja som nævnt var patronen denne grev Schack på vesterkanten, som ikke var sådan at bide skeer med. Hans kone skulle efter sigende have været mindst lige så hård i filten over for undersåtterne.

Efter Schacks overtagelse af grevskabet her i regionen i 1661 og de følgende år inddrager han som nævnt under sin hovedgård en hel del fæstegods, og udlejer det så til langt højere afgifter/landgilde til fæstebønderne uden skrupler, blandt andet hele Røj. Fæstebønderne protesterer også voldsomt mod at skulle opdyrke jord, som i mands minde, det vil sige på grund af de mange krige, ikke havde været dyrket og var sprunget i hede igen. De så straks bagtanken, nemlig at han ville have dem til at opdyrke, samtidig med at de skulle betale forhøjet landgilde, og så ville han senere lægge den kultiverede jord under hovedgården og evt. pådutte dem nyt hedejord. Ligeledes tog greveparret bøndernes toftejord, anlagde en lang brostens schaussee og en stor flot anlagt og indhegnet have blev resultatet. Ja og ved Joachims første ægteskab spyttede vi nulevende så igen midler i kassen til forskønnelse af herligheden.

Efter 1671 opgiver Schack helt at drive hovedgården med hoveri fra de stædige, vrangvillige og til tider opsætsige fæstere. Schack vælger til gengæld at udleje hovedgårdens jord til fæstebønderne med større fortjeneste, men bønderne slipper nu ikke helt for det forhadte hoveri. Der er stadig hoveriarbejde at udføre i form af kørsel, holde diger, veje, stier, broer, rense voldgrave, grave grøfter, byggearbejde på grevskabets bygninger, tørvekørsel og kirketiende. Generelt blev hovedgårdshoveri på vesterkanten opgivet tidligere end ved østkysten, nok pga. mindre profit på de dårlige jorder, måske pga. studedriftens større indtjening via handlen sydpå og så pga. de selvbevidste vestkystbønders opsætsighed.

Når landgilden var betalt, de ekstra krigsskatter, skatter til kongen og kirken, gav det lave høstudbytte ikke mere overskud end lige til fæstebondens husbehov. I de egne hvor der var noget eng eller marsk kunne studeopfedning dog give lidt ekstra indtægt på grund af gode høslæt.

40 år senere tørner grevskabet Schack gevaldigt sammen med disse bønder/aner fra Astrup-Staunager-slægten i forbindelse med soldaterudskrivning og edsaflæggelse til Store Nordiske krig 1711. Beskrevet i Petrine Buch kapitel V.

Der var ikke kun stridigheder mellem herremand og fæstere, men også mellem bønder indbyrdes. I Ravsted sogn var der således til tider en del indbyrdes kævl blandt bønderne, og præsten måtte agere mellemmand. Således var der 1699 opstået en strid om hø-og kornhøsten, og præsten Tycho Thomæus Tychsen ville ikke skrive under på et papir om samarbejde mellem Ravsted bønderne fordi de små bolsmænd skulle rette sig efter de store ang. høsten. Præsten er selv en af de største bolsmænd, men hvad er motivationen og er det evt. udtryk for social ansvarlighed? Sagen går videre til øvrigheden og præsten nærmest tvinges med i forpligtelsen om samarbejdets vilkår, som er gengivet af ham i et brev fra 1702.

(Der må granskes lidt mere i baggrunden for samarbejdsaftalen, for det kunne også tænkes at præsten ville væk fra det kollektive landsby-dyrkningsfællesskab. Allerede efter 30 årskrigen havde fremsynede præster i Angel søgt at trække deres jordlodder ud af den kollektive landsbydrift. Måske var præsten blevet inspireret af familien i Angel, hvor de første forsøg blev gjort? Her havde præster dannet forløbere for egentlige landbrugsskoler, hvor de eksperimenterede med afgrøder, gødning og nye dyrkningsformer, delte deres viden ud til interesserede bønder og skrev bøger om det agrare spørgsmål. I så fald var TTT små 75 år forud for de egentlige landboreformer, i lighed med Outzen på vesterkanten i 1723).

Tråden blev taget op af Glüksborgs provst Lüders 1702-1786. Han havde tidligt i sin karriere beskæftiget sig med teoretiske og praktiske landbrugsmæssige forbedringer i hertugdømmerne. 1762 grundlægger han ”det kongelige danske landbrugsakademi”, hvor landmænd, lærere og præster samlede og udbredte nye praktiske iniativer. Ved siden af mange forskellige planter var humle, kløver og kartoffel de dominerende planter man søgte udbredt til den jævne befolkning. Disse havde indtil da haft et liv som eksotiske planter i de herskabelige haver.

Der blev også gjort en indsats for at løse op for det snærende landbrugsmæssige arbejdsfællesskab i landsbyerne. Med udskiftningen kunne bonden i egen interesse forbedre jorden blandt andet ved indhegning og sandflugtsdæmpende beplantninger. Efter en del modstand bredte agrarreformerne sig så langsomt efter 1766 i hertugdømmerne.

(Tycho T. Tychsen kendte sin bedstefar fra Hjerpsted Tycho Thomsen, som også agerede mellemmand/sandemand, og har derfor haft flair for helst at ville løse en situation i mindelighed og har måske i første omgang opgivet de agrare reformer. Også dette område var et tveægget sværd, idet det kollektive dyrkningsfællesskab, ligesom livegenskab på godser, indebar sociale forpligtelser eller et sikkerhedsnet, men samtidig udgjorde disse dyrkningsformer en hæmsko for landbrugets udvikling og den enkeltes frihed).

Præsten havde mange jern i ilden, blev kun 56 år, fik 11 børn, 6 sønner og 5 døtre, men ikke alle har han husket at indføre i kirkebogen. De er langt om længe opsporet da flere børn er døbt i andre sogne af familiemedlemmer og kolleger. (Se bilag TTT i slutningen.)

En af præstens sønner, den senere kniplingehandler fra Ravsted, Nicolaj Tychsen (1697-1777) rejste en del i forbindelse med sit handelsforetagende. Han har haft flere ansatte på egnen til at fremstille disse håndarbejder, som han så har solgt videre med fortjeneste. Han er den yngste af de 11 børn og 11 år gammel, da faderen dør. (To andre præstesønner bliver ligesom faderen præster, 2 døtre bliver gift med præster den ene, Anne Magrethe med efterfølgeren J. Gjødesen, en med skolerektor Schindler i Haderslev). Måske har præsteenken Dorothea Caperdatter Tamm1663-1734 opholdt sig hos datter og svigersøn eller andre børn efter mandens død i 1708. Datteren A. M. dør 1736.

Nicolaj Tychsen slægter som voksen sine bedsteforældre på, og bliver en holden købmand/handelsmand, dog har han også haft en svensk krig inde på livet, nemlig Store Nordiske krig (1700-20), nok ikke som soldat da han var præstesøn? Krigen udspillede sig i og om de hertugelige områder. Der har han jo rejst for at afsætte sine fine håndværkssarbejder i de rigere kredse, eller for at handle garn, måske om ansat ved en af sine onkler fra Tønder. Det kan også tænkes at han trods krig færdedes hjemmevant i både Slesvig og Holsten, da hans forfædre af slægterne Rasch og Tamm stammede fra disse egne. Vores kniplingehandler er jævnaldrende med Brorson og har nok set frem til de reformer i helstaten som Bernstorff og Struense arbejdede for.

Da han står midt i livet indføres derimod det snærende stavnsbånd i 1733, hvilket utvivlsomt har haft stor betydning for ham og hans børn. Den voldsomme befolkningsnedgang i 1600 tallet forud har delvis været medvirkende til stavnsbåndets indførelse som middel til at tvangsinternere den resterende arbejdskraft blandt andet på godserne og hindre afvandring til byerne.

Nicolaj Tychsen køber 1744 aftægtshus i Ravsted af præsten Zoëga, som siden hen provst Roesen beboede. Det er bygget 1735 og det stråtækte hus eksisterer endnu og ligger lige overfor kirken. Købekontrakten er en udformning for sig og temmelig uforskammet opsat af Zoëga. I 1739 bor kniplingehandler Nic. Tychsen endnu i Bredevad nr. 18. På det tidspunkt var Bredevad et færdselsknudepunkt (Åbenrå/Tønder, Løgum kloster/Flensborg).

Den trættekære præst Zoëga var præst i Ravsted i perioden 1739-76 og efterfulgte den pietistvenlige præst Gjødesen som var gift med Nic. Tychsens søster A. M. Tychsen. Zoëga var en stor modstander af de pietistiske rørelser i området og var mere til håndspålæggelse og syndsforladelse i skriftestolen. Han var gift med en kusine til den pietistiske præst H.A. Brorson. Også herredsfogeden i Slogs, Mathias Knutzen, som boede i Ravsted, var kraftig og håndfast modstander af bevægelsen til trods for at hans søn Nic. Knutzen var gift med Gjødesens datter Dorothea. (De mange præster i familien har haft vidt forskellige religiøse standpunkter og noget at diskutere indbyrdes).

Kniplingeindustrien findes fra ca. 1646 i Tønder bragt hertil af en købmand Stenbek fra Dortmund. Senere var omkring 10-12 000 personer, fortrinsvis kvinder beskæftiget her i omegnen. Garnet blev leveret af købmænd, tvundet på 2 fabrikker i henholdsvis Tønder og Løgum Kloster, siden bleget i Sønderborg. Kniplingefabrikation/industri var en af landets største industrier, og byerne havde monopol på salget. Lavsvæsenet forbød konkurrence på landet. Men siden 1732 blev det et frit erhverv. Det var Chr. VI der holdt styr på de forskellige bevillinger mht. handel og erhverv. Da monopolet var ophævet har Nicolaj Tychsen kunnet etablere sig i Bredevad, sidenhen i Ravsted. Han har uden tvivl nydt godt af den omfangsrige kniplingeafsætning i regionen og de højere kredse. Allerede 1735 havde de 21 kniplingehandlere i Tønder svær konkurrence af de udenbys/ landboers kniplingehandlere. På landet var der som nævnt mange fattige kvindehænder til dette erhverv. I Tønder var en overgang 800 kvinder aktiveret i dette erhverv.

Som tidligere rødstrømpe kunne man næsten foranlediges til at ville hylde disse kvinder, som kunne tjene en god skilling ved dette arbejde, ofte mere end manden i huset. Men man kan nok næppe snakke om kvindefrigørelse i den forbindelse, nok nærmere kvindeudnyttelse. Væverier i Skærbæk stod også for en ret eftertragtet vare, nemlig tæpper og ophæng med mytiske og andre motiver. På museet i Flensborg (liggende på Museumsberg) har man fra en senere periode bevaret et agtværdigt antal smukt vævede tæpper med blandt andet eventyrmotiver også fremstillet her i området på værksteder omkring byen Brede. Kunsthåndværk har her i regionen været i højsæde i en længere periode. Det er da hyggeligt at tænke på en sådan lokal kreativitet, og at den er bevaret for eftertiden.

Skærbæk Tæpper

Hvor lidt man egentlig regnede landbefolkningen viser også den i 1710 gældende lov; indtil kl. 10 på torvedage har borgerne i de større byer forkøbsret, først derefter alle andre, inklusiv landbefolkningen, der jo ofte bragte varerne til torvs. I det hele taget var lavsvæsen, privilegier og monopolaftaler årsag til stor stagnation for den jævne befolkning, men betød fremgang for borgerskabet. Der var mange modstridende love og forordninger (frigivelse af erhverv/ indskrænkning af handel). Chr. VI indfører stavnsbåndet 1733 og så er alt ved det gamle igen og der er sat stop for uro nedefra og styr på det meste i riget.

( I 1725 nedbrændte ¼ af Tønder by. Det blev startskuddet til tegltagenes indførelse. De var dog temmelig dyre i forhold til alternativet: at anråbe gud om at forskåne byens hustage mod brand. Den store brand og efterfølgende fattigdom, men også det faktum, at den store Nordiske krig og skærmydsler med Rusland og deraf affødte soldater- indkvarteringer, havde afgørende indflydelse på kniplingeindustriens deroute. Der var ikke plads til erhvervet i byen da alle lokaliteter måtte forbeholdes soldaterindkvarteringen. Atter engang sætter sabelraslen og magtbegærlighed dagsordenen. Oven i kom det faktum at der kom gang i kniplingeplagiater fra Italien. Efter den franske revolution blev folks klædedragter ændret en hel del, og det har blandt andet til følge at den indbringende sønderjyske kniplingeindustri får dødsstødet).

Den franske revolution fejer fra 1789 hen over Europa og havde også en udløber i Tønder, hvor flere hundrede, måske tusind bønder, inderster, kådnere og søfolk demonstrerer hos grev Schack mod eksport af korn. (Begrebet kådner/inderster kan dække over så vidt forskellige grupper som: husfoged, amtsskriver, sandemænd, skytter, apoteker, købmænd, kniplingskræmmer, håndværker, kniplersker, daglejer, lærer, kirurg, men oftest kun almuen uden jord). Den sociale uro ulmede også i Åbenrå, hvor almuen søgte at hindre købmænd og skippere i at eksportere korn til København. Befolkningen ville at det skulle sælges i byen pga. stor nød. (Hovedgårdenes produktion var korndrift i stor stil til eksport, studedrift også til eksport, sidenhen mejeriprodukter i form af smør og ost til eksport). Igen er nøgleordet eksport og vækst frem for befolkningens ve og vel. Frede V var en hård regent og slog reformer ned, men under ham fik handelen betydelig medvind da landbruget skrantede.

Handelslettelser var nok med til at gøre Nic. til en holden mand. Nicolaj Tychsen bliver i 1735 gift med Catharina Hansdatter Dinsen (1713-1775), en ung borgerdatter fra Haderslev/Halk. Hendes forældre er Hans Dinsen og Dorothea Kierstina Holtzfürsther/det er nok mere rigtig at tolke efternavnet i kirkebogen som stillingsbetegnelse: skovfoged. (Der er intet fundet om dem endnu. Men der kunne være en familiær forbindelse til konens hjemby, i og med en af Nic. søstre var gift i Haderslev med en skolerektor). I ægteskabet er der i al fald en datter, og en af Nicolajs 3 sønner bliver læge i Stavanger efter at have læst i København. ( Efter Nordiske krigs afslutning uddannes langsomt flere folk fra hertugdømmerne i København, det var ligesom et must hvis man ville have en stilling).

En anden af de 3 sønner til kniplingskræmmeren, nemlig Tycho Thomæus Tychsen (ca. 1736-1812), opkaldt efter sin præstefarfar, bliver 1764 gift med Anna Thomasdatter (1739-1765) fra Jejsing, bliver bolsmand i Ravsted, og får kun en datter, Cathrine Tychsen 1765-1835, med denne kone, som dør bare 26 år gammel, sandsynligvis i barselssengen. Hendes forældre er kådneren Thomas Hansen og dennes kone Marine Andreasdatter fra Jejsing. Datteren Cathrine giftes med en husmand i Ravsted, nemlig Mats Nielsen 1759-1833 fra Føvling nord for Kongeåen.

Sandsynligvis har Tycho Thomæus Tychsen i unge år ikke kunnet få betalt et lægestudie lige som sin bror, og har for at skabe sig et udkomme, begivet sig ud i en kolonisttilværelse på den sandede jord uden for Ravsted, hvor der 1763 blev etableret 3 koloniststeder med 10 ha land, 1 i Hornse og 2 i Hynding (Julianeborg), sandsynligvis har der været flere udloddede steder. Det kan også tænkes at han har ført faderens virksomhed videre i den gamle købmandsforretning ved Hvirlåen.

(Han gifter sig dog 2. gang med en kvinde (Sophia Bjørns) fra Høgsbrogård. Det kan opspores at hovedparcelfæsteren Jacob Bjørn på Høgsbrogård/Lindved, som hører under Rantzau-slægten, er gået konkurs 1743 og samtidig afgået ved døden. Tycho gifter sig 2. gang med datteren efter Jacob Bjørn og får en søn Nicolaj. I 1770 sløjfes den omtalte hovedgård helt, kongen køber jorden af amtmand Blücher, og jorden udlægges til fæstebønderne i perioden 1770- 1794, måske også noget til Tycho. Han havde en del kontakter i familien, som han kunne trække på, således blandt andet mange præsteemner og herredsfogeder i området. Således var hans kusine Doroth. Chr. gift med Nic. Knutzen, en søn til herredsfogeden Math. Knutzen 1687-1760 i Ravsted. Kusinens forældre er Anne Magr. og præsten J. Gjødesen/Ægidi.). For øvrigt får Tycho 2 børn med den nye kone. Ligeledes bor svigermoderen, enken efter Jacob Bjørns hos Tycho og familie.

Lige så sandsynligt kan det være at Tycho Thomæus Tychsen har bestridt et job som huslærer eller det helt nødvendige og respekterede erhverv som markmand. Før udskiftningen var det hyrden som havde det betroede erhverv at passe hele byens dyr, senere markmanden, og han var til tider bedre lønnet end præsten, og om vinteren agerede man så lærer. Efter udskiftningen som indbefattede et stort opmålingsarbejde, blev hegning og opsyn med dets overholdelse nødvendig, hvilket blev markmandens opgave, samtidig med at eventuelle stridigheders afgørelse hørte under hans gebet. Markmanden var mere velset end herredsfogeden, som jo mere var øvrighedens forlængede arm. Markmanden var oftere oprunden af bondestanden, men dog en slags myndighedsperson og ofte med en fri bolig. Som en ældre mand på 67 år lever Tycho T. Tychsen ved en folketælling 1803 hos sin søn Nic. fra 2. ægteskab og dennes familie i Ravsted.

Så er vi igen tilbage ved bønderne i familien. ( I 1771 gifter en Tycho Thomæus Tychsen sig igen, denne gang med den rige gårdmand Jes Jessens datter Anna (Gottfredsens gård), og får en hel del jord lagt til sit bol/kåd. En del jord ligger nord for Hvirlåen og mod vest (købmandsgårdens jord). Dette ægteskab står dog til debat, da det viser sig at leve en Tycho Tychsen mere i byen Ravsted samtidig!? Han er gift rig!!)

Denne generation oplever stavnsbåndets ophævelse 1787 og til en vis grad også optakten til den revolutionære strømning, som breder sig ud over Europa fra 1789, og senere Napoleons frembrusende færd. Frihedsbegreberne har dog stadig meget trange kår i hverdagen, og kvinders rettigheder er stadig ikke nævnt.

Tycho T. Tychsen må have været velhavende bolsmand og købmand, da han i 1788 gifter sin datter af 1. Ægteskab Cathrine Tychsen 1765-1835 bort til husmand Mats Nielsen 1759-1833 fra Føvling i nærheden af Kongeåen. Denne mand viser sig også at høre til den gruppe som er kommet hertil for at bryde heden (den 1. bølge), men det er også først lige efter stavnsbåndets lempelse at han ”udvandrer ”fra området ved Kongeåen og til det sønderjyske område for at søge bedre græsgange. Han er først husmand i Ravsted sidenhen i Lendemark.

Deres søn Tycho Thomæus Nielsen 1796-1869 bliver år 1833, samme år faderen dør, i en alder af 37 år gift med enken Botilla Knuthsen 1800-1865 fra Bylderup, født i Bredevad, (hende vender vi tilbage til, da hun indgår i flere familierelationer). De lever ligesom forældrene som husmænd/kådnere i Bylderup. I dette ægteskab får Botilla 4 børn foruden de 3 eller 4 fra første ægteskab. Denne og den følgende generation erfarer de slesvigske krige på nært hold.

En af døtrene fra dette ægteskab er Cathrine Marie Nielsen 1834-1903, som 1859, 25 år gammel bliver gift med den 20 årige Carsten Thomsen Schmidt 1839-1909 fra Terkelsbøl. Hans mor var møllerdatter Jestine Andresen 1809-1873 fra Søllingvrå mølle (datter af Andreas Nielsen/søn af Niels Petersen), og Carstens far var Thomas Bonnichsen Schmidt 1807-1867, husmand i Terkelsbøl (søn af smeden Bonnich Nicolaisen Ladelund/søn af Nicolaj Bonnichsen). Familien T.B. Schmidt fraflytter sognet Terkelsbøl 1861, efter at have afhændet husmandsstedet. Forinden var datteren Anna Helena Schmidt død 14 år gammel i 1858, et år før broderens ægteskab. Den førnævnte Carsten Thomsen Schmidt var først inderste i Bolderslev, så købte han sin fars gård i Smedager 1870 og flyttede senere, år 1898, til Nystadvej 9 i Bylderup, hvor han døde 2 år efter at have brækket ryggen ved et fald fra loftet i laden 1907. Han skrev en del breve og digtede en del religiøs poesi. I anerækken bagud findes en del husmænd, smede, møllere og møllerkarle, både fra Slogs-området, som syd for den nuværende grænse, som også fra Ribekanten.

Hvilket forhold Carsten Thomsen Schmidt har haft til de Slesvigske krige er endnu et åbent spørgsmål. Det er også uklart om han var optant, om han evt. efter 64- krigen søgte dansk statsborgerskab, selvom han boede i hertugdømmet Slesvig. Optanter behøvede jo ikke at bosætte sig i DK. Mange udvandrede dog. En af hans to sønner og ligeledes en datter udvandrer i 1880`erne til USA/San Francisco, og der skulle findes flere breve end det ene som er skrevet og sendt 1906. Brevet er skrevet på postdampskibet C. F. Tietgen, da sønnen Th. B. Schmidt er på vej tilbage til USA efter et besøg hos familien i Bylderup, hvor moderen Cathrine Nielsen var død 3 år tidligere.

Der findes ligeledes bevaret et brev skrevet 1895 af Carsten Thomsen Schmidt (far til ovennævnte udvandrer) til datteren Helene Jestines 34 års fødselsdag på rigsdansk og delvis på vers med religiøs overtone (han er gået i skole i en tid hvor skolesproget var ret blandet eller dansk, altså før 1864). Men i den lavere stand var sproget en blandet snak og national identitet ret underordnet i forhold til de daglige genvordigheder.

(Før 3- årskrigen var der kun ringe national bevidsthed i regionen. I mellemkrigstiden bliver der lidt mere røre, og efter 1864 er sindelagsbevidstheden mere åbenlys. Slogsherred er til dels, og Ravsted overvejende tysk sindet i den periode. Mellem 1864 og 1920 tilspidses den nationalpolitiske diskussion).

Et af de syv børn i dette ægteskab er ovennævnte Helene Jestine Schmidt 1868-1915, som 1892 indgår ægteskab med Peter Chr. Nissen 1865-1954 fra Bylderup. I den tyske tid var han i årene 1887-90 dragon i Metz. Det skal fremgå af stamtræet at disse to mennesker er fætter og kusine. I ægteskabet fødes 7 børn, hvoraf Carsten Thomsen Nissen 1895-1966 er Annas morfar, og var deltager i 1. Verdenskrig ved østfronten.(På soldaterbilledet før afgang til krigsinfernoet ses han sammen med Albert Hansen fra Hajstrupgård, og alvoren står mejslet ind i deres ansigter). Anna gad godt vide om Carsten var helhjertet deltager i denne krig, som medførte så mange lidelser. Da Helene Jestine dør 1915 i en alder af 47 år, lige efter at sønnerne Carsten og Adolph (2 af de 4 sønner) er kommet til henholdsvis østfronten og vestfronten, gifter Peter Chr. Nissen sig 2. gang med nabokonen. Han står med 5 hjemmeboende børn og to sønner ved fronterne, hun med 3 drenge. Der kommer ikke flere børn i 2. ægteskab.

Nu følges Peter Chr. Nissens linje bagud.

Peter Chr. Nissen begyndte med sin morbrors gård (Nystadvej 34) i 1892 i forbindelse med sit ægteskab og køber så omkring 1912 nabogården til, ca. 40 ha (Nystadvej 30). Omkring 1920,da hans to ældste sønner overtager gårdene (Carsten fødegården, Adolph nabogården), efter at de i alle krigsårene har været ved fronten og borte fra bedriften, køber og bebor Peter Chr. et lille hus, som ligger mellem gårdene (Nystadvej 32). Han har både været kommuneforstander og var med i skolekommissionen i en periode fra 1906-1918, udover at være ”kirkeældste”. I huset bor i dag et barnebarn til Peter Chr. Nissens bror Andreas.

En hel anden historie er germaniseringsbevægelsen efter 1864. Fra 1864-1890 var tysk baseret jordkamp/opkøb også kaldt” domænegårde ”størst. Derefter kom den danske bevægelse ved navn” 5.okt. bevægelse” i gang i 1898 med jordopkøb frem til 1920. Fra 1825 til 1860 var jordprisen firedoblet. Det kan undre lidt at han havde råd til sådanne udvidelser.

Peter Chr. Nissen var søn af Adolph Nissen 1832-1909 og Mette Chr. Schmidt 1828-1905, en halvsøster til Cathr. M. Nielsen, som er Peter Chr. Nissens svigermor, idet Mette Chr.’s forældre var Tøge Peter Nissen 1794-1830 kådner i Bylderup og moderen, den føromtalte Botilla Knuthsen, som i sit første ægteskab var gift med denne Tøge Peter Nissen. Det overgår dog Tøge at dø på sin 36 års fødselsdag, måske fik han kigget lidt rigeligt i glasset, faldt i åen og druknede, måske døde han af en mere alvorlig sygdom som tæring. De fik 3 eller 4 børn sammen. Mette Chr. er 2 år da faderen dør, og bliver evt. opfostret hos sin farfar, som har taget efternavn Schmidt efter sin fars erhverv: smed. I sit 2. ægteskab fra 1833 med Tycho Thomæus Nielsen får Botilla 4 børn, blandt andet den nævnte datter Cathrine M. Nielsen, gift med Carsten Th. Schmidt.

Carsten og Adolphs bedstefar er som nævnt Adolph Nissen 1832-1909. Adolph Nissen, som er fra Burkalmark/Åbøl eller fra kolonistkolonien Christianshåb, bosætter sig efter sit bryllup i 1861 først i Heds som fæster, siden hen i 1870 køber han gård i Bylderup-Bov (tidl. A.P.), og får de to omtalte sønner Andreas og Peter Chr., hvoraf den ældste, Andreas, overtager faderens gård ved giftermål i 1890, og sønnen Peter Chr. overtager ved gifter mål i 1892 som sagt morbroderens gård i Bylderup Nystadvej nr.34. Peter Chr. Nissens forældre, senere broderen Andreas, bor på Nystadvej fra 1870 (A.P.), og Helene Jestines forældre bor på Nystadvej nr.9 fra 1898. Familieklanen bor således næsten dør om dør på Nystadvej.

Det vides heller ikke om Adolph Nissen har været involveret i den sidste slesvigske krig. Også her er optant -spørgsmålet uafklaret. Adolph s kone er Mette Chr. Schmidt, 1828-1905, halvsøster til Cathr. M. Nielsen, datter af føromtalte Botilla og Tøge Peter Nissen, kådner fra Bylderup, har i slægtsgrenen en del smede, inderste, kådnere og bolsmænd.(Endnu ubeskrevne aner).

Følger man Adolphs stamtræ bagud, så er hans forældre Andreas Peter Nissen 1799-1879, skomager og kolonist i Burkal, gift 1827 med Maren Hansen 1799-1883 fra ”Gammelgård”, Horne ved Ovtrup. Der nævnes også en bror Nis født 1801og evt. en søster til A.P. Nissen. Andreas Peter Nissen får 6 børn. Mange aner i disse grene er endnu til efterforskning, men der er en del bolsmænd, inderster, smede og kromænd med virke i stavnsbåndets tid.

(Maren Hansen fra ”Gammelgård” kan have været malkepige på et stort gods af samme navn i Jylland. Det havde fra 1750 et større mejeri efter holstensk facon. Igen er det innovative impulser sydfra som sætter skub i landbrugsudviklingen i området. I og med mergling og kløver var blevet indført, så gav et større foldudbytte grundlag for større malkebesætninger, og deraf affødt større smør- og osteproduktion, som i stor stil kunne afsættes i de større byer som blandt andet Hamborg. Med det omfattende arbejde med malkning og mejeridrift, er kvinderne hårdt spændt for på godserne).

Nu er A.P. Nissens aner dukket frem af kirkebøgernes støv: nemlig inderste Martin Nissen 1772-1842 Heds og den 10 år ældre Maren Aues/Owes 1762-1821 fra Jylland. Martin Nissens forældre: Kådner Nis Sørensen og Catharina Maria Eichenholz/Jochimsen Burkalmark. Eventuel endnu en indvandret kolonist?

De sidstnævnte boede i Sæd da A.P. Nissen fødes og faderen er muligvis fra Løgum. Maren Owes forældre skulle være Owe Mathiesen og Magrethe Owesen fra Fjand i Sønder Nissum ved Limfjorden. Maren og Martin giftes 1796 i Højst. Begge sønner konfirmeres i Bylderup i henholdsvis 1816 og 1818, mens familien bor i Heds. Da ægteskabet indgås er han landrekrut og man kunne foranlediges til at formode en vis forbindelse til Napoleons sabelraslen. Dk havde jo en form for alliance med Frankrig og udlånte soldater til sine allierede til krige i området syd for Danmark. Mange guerilatropper var stationeret i Holsten. Martins kone Maren dør 1821, og han gifter sig endnu to gange, blandt andet 1823 med en Grejsen og senere med en Pauls.

Måske var Martin Nissen ved 1. giftermål udlånt rekrut. Senere under Napoleons fremmarch her i landet (invasion i Sverige droppes dog) er danske rekrutter i tjeneste sammen med de spanske hjælpetropper. De unge fattige bønderkarle på landet kunne ikke vælge tjenesten fra. Ved desertation blev dødsdommen eksekveret øjeblikkelig. ( Til sammenligning: H. C. Andersens far var også skomager, men borger indenfor byporten, så han behøvede ikke stille soldat, men meldte sig frivilligt til et sådan korps i steden for en anden lidt mere bemidlet ung mand, sikkert kun for en lille ubetydelig sum penge. Han kom syg og døende hjem). Eventyrlysten betaltes ofte med livet.

Tilbage til Annas Morfar, Carsten Thomsen Nissen, 1895-1966, søn af Peter Chr. Nissen, som overtog sin fødegård i 1920, en af de to gårde som faderen, Peter Chr. Nissen, ejede på Nystadvej. Carsten gifter sig i 1924 med den lidt ældre Johanne Tastesen 1894-1964 Højst,(slægtsgrenen fra Kürnbach, omtalt andet steds kapitel II). Johanne er i første omgang husholder for den unge Carsten og dette arrangerede forhold munder ud i ægteskab et par år senere. De driver gården indtil sønnen, Peter Chr. Nissen 1924-1999, overtager gården på Nystadvej 34. I over 100 år lever samme slægt på Nystadvej, men der synes at ligge en del tæringssygdomme knyttet til stedet.

Disse to familier knytter forbindelse i og med Johanne’s et år yngre bror Albrecht er sammen med den jævnaldrende Carsten Th. Nissen ved østfronten under 1. Verdenskrig. Carstens bror Adolph deltager ved vestfronten i Frankrig. I denne krig deltog ca. 30.000 sønderjyske eller nordslesvigske soldater, dvs. såvel tysk sindede som dansk sindede unge mænd. Navnlig krigen ved vestfronten var en forfærdelig skyttegravskrig med mudder, høj vandstand, rotter og sygdom. Af de deltagende sønderjyder faldt ca. 5.000. I alt kostede denne krig alene over 10.000.000 soldater livet. Skrækkeligt. Man kan svært danne sig et indtryk af hvor megen gru disse soldater har oplevet. På billeder fra fronten taler soldaternes ansigtsudtryk et tydeligt sprog. Og hvor megen smerte og lidelse har meddelelsen om soldaternes død ikke bragt over de berørte familier og har præget familielivet gennem flere generationer.

Efterfølgende (1930èrne!!) får Carsten tildelt et tapperhedskors for blod sved og tårer. Også det har en mere eller mindre mindeværdig plads i familiens mindesamling.

Carsten var egentlig en finurlig fyr. Noget lå i generne, noget var nok hjembragt fra skyttegraven. Han kunne drive gæk med sin hustru på forskellig måde. For eksempel kunne han finde på i hendes fravær at dække op til et kaffebord og stille an som om der havde været gæster i hendes fravær, og så bildte han hende ind at hun var gået glip af en hel del, uden tvivl til hans udelte store fornøjelse. Han havde også sit eget syn på ”tendens” til uopdragne unger ved bordet. De blev af ham med glimt i øjet opfordret til at feje alt porcelæn og mad fra borde med en stor håndbevægelse. Det overraskede de små pineånder i en sådan grad at deres kværuleren faldt totalt til jorden og der gik ingen skår i det dyre porcelæn. Både faderen Peter Chr. som også onklen Andreas skulle efter sigende have haft et lignende lune tillige med Carstens søn Peter.

Det var en af ane-linjerne, hvor det først er ved oldeforældregenerationen at fæste bliver afløst af eje. Men så tilbage til datidens fæstesystem og bønders vilkår.

Landboreformer.

Det er i generationerne forud for de lige nævnte at den lange kamp med at få samfundet på fode igen begynder godt hjulpet på vej af stavnsbåndets indførelse i 1733. Siden måtte bønderne selv betale for at blive frie mennesker, da livegenskabet påbegyndes ophævet i 1766 under Chr. VII. Det var at betragte som en gave fra kongen at bønderne kunne blive ”frie” fæstebønder ved at købe noget af kronens gods, eller sagt anderledes, de kunne købe retten til at dyrke jorden/brugsretten (huset og ikke jorden var bondens). På de kongelige godser under den lidt skøre Frede VII var livegenskabet endeligt ophævet 1784. Men stavnsbåndet eksisterede jo stadig indtil 1787, så man kan jo ikke tale om frihed. Hoveriarbejde eller dets afløsning i form af pengebetaling var stadig dominerende, ja endnu 1814 havde 1/3 del af bønderne hoveriforpligtelser. Selv om bønderne ikke længere er livegne, men livsfæstere, er deres situation på det tidspunkt ikke meget bedre end 100 år tidligere.

I 1770érne kommer udskiftningsloven, fæste bliver til livsfæste og bliver efterhånden til arvefæste, og så bliver stavnsbåndet på papiret afskaffet i 1787.

Det var ikke bydende nødvendigt at have et sådant redskab for at kunne have styr på soldater-udskrivningen, og hoveriet var nu også delvis afløst af pengebetaling, eller hovedgårdsdriften var sløjfet. Staten fattedes penge. Udskiftningen pålægges ovenfra og møder en del modstand hos fæsterne. Med byttehandlens /naturaliehandelens afskaffelse og pengeøkonomiens udbredelse kom spekulation og bankerot på dagsordenen. Nu kunne den enkelte undersåts ”frihed” styres gennem skattesystemet. En personskat (mænd over 16 år), indført 1762 bliver 1804 afløst af jordskatten. Den individuelle og intensive landbrugsdrift, som var resultatet af udskiftning/udflytning, betød en øget produktion, hvorfor også befolkningstilvæksten blev større, men den sociale mobilitet var nedadgående og affødte en del udvandring i slutningen af 1800 tallet, naturligvis også påvirket af oplysningstidens fremmarch. Således udvandrede C. Th. Schmidts datter Botilde M. f.1862 til Chicago og sønnen Th. B. Schmidt f.1866 som handelsmand til San Francisco. Oplysningsbølgen og den samfundsøkonomiske udvikling fik vind i sejlene.

I forbindelse med udskiftningen i slutningen af 1700 tallet og med de individuelle ejendomme ude i det åbne landskab måtte det trygge mark- og landsbyfællesskab ophæves. Fællesskabet havde både indbefattet beskyttelse men også disciplinering. Man havde været omfattet af beskyttelse mod sult, røvere og andre ulykker. Ved markarbejdet, hvor hver bonde havde en lod, var det bydende nødvendigt at alle arbejdede på samme tid for ikke at forvolde skade på hverandres lod. Enhver arbejdsdag blev ikke sjældent afsluttet med musik, dans og druk. Dyrene røgtede man i fællesskab via fælles hyrder.

Med udskiftningslovens spæde begyndelse i 1766 og fremefter skulle hver fæster flytte sin bopæl uden for byen og placere den på den lod man fik tildelt ude i det åbne landskab. I skovområdet kunne både røvere og ulve holde til. Den flade golde hedestrækning, hvor der var langt til naboen, var ikke attråværdig. Ulve kom i større kobler ud af skoven og overfaldt uden tøven en enlig mand på hest eller en arbejder i marken og uden skydevåben var der intet at stille op. Ulve kunne endda komme helt ind i de små landsbyer, hvis der ikke var hegnet godt nok og byleddet ikke lukket for natten. Flere fæstere nægtede da også at flytte ud af byen og ville hellere lade sig nøje med et mindre hus og måske 3 td. land frem for at flytte ud i vildnisset.

En del udskiftede bol lå på ca. 10-25 ha., et kåd lå på omkring 1-2 ha., et inderste på omkring ½ ha. Det var jo aldrig meningen at de sidste to grupper skulle kunne leve af jorden, de skulle jo gøre sig nyttige som arbejdskraftreserve. Udskiftningen kom efter visse startvanskeligheder i 1741 for alvor i gang i 1776 i Ravsted efter lovgivningsmagtens indgriben. I Bylderup var udskiftningen også i gang mellem 1776-82. Når der samtidig blev nedlagt og udparcelleret ladegårde, og hoveri afløst af afgifter, så stod disse ofte ikke i forhold til tidligere ydelser, og kunne let fremme gældsætning, men også tilskynde til innovationer. Ejendomsbegrebet på godt og ondt var trådt på scenen hos almuen, og dermed også et omlagt skattesystem, hvor de små kådnere og inderster til dels gik fri men til gengæld fik de forøget daglejer -arbejdet. Landboreformerne ændrede en del, produktions- og produktivitetsmæssigt, men ændrede ikke synderligt meget i det sociale og hierarkiske system. Det hierarkiske system var yderligere cementeret.

I hertugdømmerne Slesvig og Holsten kom landboreformerne senere i gang eller fik et andet forløb, i sidstnævnte område blev livegenskabet visse steder først ophævet i 1805. I det gamle land var pengeproblemer udslagsgivende for igangsætning af projektet. I hertugdømmerne, hvor der var flere store godsejerklaner, stødte indflydelsen fra de udenlandske oplysningsvinde på modstand, men omvendt var megen godsdrift ineffektiv og skreg på fornyelse. Her var emner som hoveri, ejendomsret, stavnsbånd, militærtjeneste og menneskets personlige frihed store stridsspørgsmål i slutningen af 1700 tallet.

Struenses medarbejder Oeder havde fra omkring 1760 flittigt og indgående skrevet om landboreformer og det enkelte menneskets frihed. Han henviste til England, hvor hoveri allerede var blevet ophævet 1660. Oeder blev ”kun” landsforvist efter 1772, da hans skriverier var en tand for reformvenlige for den herskende jordklasse, Struense måtte se sig gjort hovedløs.

Udskiftning var en praktisk landbrugsmæssig foranstaltning. Stavnsbåndet var nært knyttet til den militære indrulning. Hoveri var nært knyttet til livegenskab. Fattigforsørgelse og bestemmelser om korporlig afstraffelse af tyende måtte også løses hen af vejen. En kongelig kreditkasse af 1786 så dagens lys med lån til selvejerkøb.

I 1802 kunne de unge karle så flytte hvorhen de ville uden at skulle betale kaution. Godsejersystemet havde været imod det enkelte menneskets frigivelse i frygt for mangel på lydig arbejdskraft, dernæst blev man med undersåtternes frihed nervøs for at få en forøget forsørgerbyrde når folk kunne rejse og slå sig ned hvor de ville, og træhesten var nu også blevet bandlyst på godserne. (En del af de frie mænd under 40 år kunne opsluges af militæret, hvor tjeneste blev sat til 6 år). Godsjurisdiktion var afløst af juridisk uddannede mænd. Det kom til at berøre en del aner i familien, der ikke havde de nødvendige uddannelser, som nu krævedes i nogle jobfunktioner.

Ved Grøngård gods’udskiftning i 1793 blev der stillet krav om at de 152 parceller skulle bebygges, man kunne ikke få lov til at blive boende i landsbyen. ( I forbindelse med oprettelse af bondesteder udskilt fra Vrågård, går denne gård ud af den oprindelige familiesammenhæng). Også her gjaldt at jorden var bortforpagtet af godsejer, hertug eller konge, huset tilhørte bonden. Nu var bonden sin egen lykkes smed, men havde heller ikke noget sikkerhedsnet under sig og havde store arbejdsopgaver i at indhegne egne og holde andres dyr ude af sine marker. Man havde nu lang vej ind til fællesskab og skole. I dette socialt og landskabsmæssigt afsondrede område var Annas forfædre fra Kürnbach en generation tidligere dumpet ned 1762/63. På de yderste parceller hedeområde langs grænsevejen ved Rens blev disse kolonister placeret, og de etnisk danske kådnere og husmænd kom nu i samme bås. Således kommer Hamann og Nissen slægterne til at leve side om side. Kolonistkolonien Christianshåb var rammen om deres liv. De fortsatte med nogle dages eller op til 6 dages lønnet dagleje/hoveri ved siden af pasning af deres egen lille lod.

I vore dages samfundssystem er det lønnede arbejde nedsat til 5 dage om ugen og så måske lidt fryns oveni. Som for over 200 år siden foregår nu om dage meget lønarbejde på middelalderlige præmisser, i visse tilfælde med grov udnyttelse af det enkelt menneskets arbejdskraft. Nu som for godt 200 år siden er arbejdskrafts-reserven en indkalkuleret løndumpingsfaktor.

Ved overgangen til 1800 tallet er bondens status bedret, kådnere og inderster træller videre i hele helstaten. Til denne gruppe aner hører blandt andet de tilvandrede nordjyder Wollesen Oluffsen Thomsen, Mats Nielsen, Mathiesen, Owesen og alle sydtyske og etnisk danske kolonister.

Endnu er den frisiske slægtsgren, kapitel IV, som den her nævnte gren indgår familie med i 1925, ikke udforsket nævneværdigt. Det frisiske folk manøvrerede helt anderledes gennem 1600/1700 tallets landboudvikling og reformer. Stavnsbånd, hoveri og fæstesystem havde langt mindre udbredelse hos dette folk, eller var helt fraværende.

Men alle andre ovenfor nævnte slægtsgrene oplever landboreformerne her i regionen.

Selve udskiftningen eller gårdenes udflytning, som var påbegyndt lidt tidligere ca. mellem 1760/70, baseredes for en stor dels vedkommende på krongodsets udparcellering, siden fulgte den samme praksis på adelsstandens godser, (her i området blandt andet Stoltelund og Søgård adelsgårde). Det var ikke nødvendigt at adelen eller grevskaber boede blandt deres undergivne da naturaliebetaling sløjfes. Sikkert i forlængelse heraf mistede en hel del borge og slotte i området deres betydning og blev sløjfet fra midten af 17oo tallet. Flere havde langt tidligere mistet deres befæstningsmæssige status. Nyhus, Grøngård, Tønderhus, Brundlund, Hansborg, Trøjborg, Møgeltønderhus/Schackenborg og Duborg er bare nogle stykker. De fleste nedbrydes da de havde lidt overlast i 1600 tallet, nogle moderniseres og er den dag i dag bevarede.

Herskaberne ville ikke længere bo blandt den laveste klasse i samfundet, men flyttede til lidt større byer og købstæder, hvor man havde omgang med den voksende embedsstand og borgerskabet.

Store summer skabt via fæstesystemet blev omsat i pomp og pragt ide opvoksende købstæder, hvor en voksende ”embedsmandsstand” holdt deres indtog. Håndværkerstanden fik stor udvikling. Adel og købmænd gjorde hinanden selskab i byerne og alle var godt beslægtede og indgifte med hvad deraf følger. Købmænd havde ved siden af adelen som de eneste ret til opkøb, salg og eksport af opfedede stude, og dem var der en del af i marsken, også i den frisiske del.

Denne studeopfedning blev dog efterhånden afløst af en form for malke- og mejeridrift. Smør og ost blev gode salgsvarer. Også mejeridriften var blevet indført sydfra. Det var ofte på hovedgårdens drift at nyskabelser så som mælkebesætninger og mejeridrift blev introduceret, og som så forplantede sig ud til bønderne. Ligeledes var det også innovative tiltag som sædskifte og gødskning der først blev introduceret på hovedgården.

Som sagt var det korn og okseeksporten og siden kniplingeindustrien som skabte en del værdier i det danske land i fordums tid. Disse erhverv kunne ikke holde sig og blev i løbet af 1800 tallet blandt andet erstattet af en stigende mælkeproduktion. Studene behøvede heller ikke længere at sælges levende, nedsaltning af kød åbnede nye salgsmarkeder. Man forstår saltets tidligere store værdi. Andelstanken og landbrugets mekanisering gik hånd i hånd med jernbanens udbredelse og knyttede dermed by og land mere sammen rent handelsmæssigt og industrialismen holdt sit indtog på godt og ondt, og demokratiet ligeså.

Industrien og embedsmandsstanden blev forøget fra 1890 og op til 1. Verdenskrig. Lige efter 1864 skete en fravandring, men navnlig fra 1890 skete en stor til- og afvandring i regionen, og de folk der kom, var ikke længere marginaliserede men på godt og ondt proletariserede. Om perioden 1848-1920 må man sige, at den sønderjyske eller nordslesvigske landsdel udviklingsmæssigt stod i stampe i de godt 70 år på grund af uvished over det fremtidige nationale tilhørsforhold. Det fik sine følger. Intet nævnt om udkantsområder, hvor størstedelen af familien stadig er bosiddende. Men velfærd det fik DK.

Hvor er vi så henne i dag?

Sand for dyden vel stadig i storpolitikkens malmstrøm…

I de arabiske og mellemøstlige lande er man så småt ved at udvikle demokrati og etablere samfund på dette grundlag. I visse lande smider despoter bomber på folket, i håb om at kunne knægte opstanden. Etikken har trange kår så længe barnlige magtmænd styrer løjerne inden for politik, økonomi og finanssektor.

I vesten har vi 300-400 år mere på bagen i forhold til at opbygge et demokrati. Eurolandene har dog også deres tårnhøje problemer. Også her skrumper mellemklassen og top og bund er langt fra hinanden såvel økonomisk som politisk. Militæret og medierne har også deres roller og uro i forskellig forklædning ulmer her og der. Demokratiet er en skrøbelig størrelse, og historien en genudsendelse med nye statister.

Kapitel IV

Det frisiske islæt.

Ens genmateriale bunder i mangeartede forfædre, noget genmateriale var måske mere heldig end andet, og forfædrenes tankegang, livsbetingelser og sociale situation havde været nok så forskellige. Nu ville Anna se lidt nærmere på de frisiske gener. Det er selvfølgelig en illusion at tro at man kan afdække alle ens gener eller rettere alle ens forfædre. Men de frisiske aners var nu noget for sig.

Er friserne det oprindelige folk i det 50 km smalle land mellem Vesterhavet og Østersøen? Er de måske tilvandret sydfra? I al fald var de i bestandig kamp mod stormflod, sandstorm og vidtstrakte sumpområder. Der var heller ingen konger eller hertuger som vovede sig ind i det uvejsomme marskland for at tvinge friserne til at betale skat, afgifter og gøre soldatertjeneste. De havde selv opdyrket deres land og som selvbevidste marskbønder holdt de stædigt fast i at de ikke var skattepligtige over for nogen øvrighed. Jyske lov kom heller aldrig til at gælde i deres område. Hos friserne var selveje til alle tider det mest udbredte, derfor findes der i landskabet heller ikke særligt mange borge eller adelsbygninger. De havde til langt op i tiden benyttet sig af selvbestaltet lokal selvbestemmelsesret. Kampen med naturen gjorde friserne til et stædigt, selvstændigt og stolt folk, der med de bare næver havde bygget diger og søgt at tilbageerobre tabt land.

(I 1200 tallet var Sydjylland dobbelt så bredt som nu. Øerne foran vestkysten har været landfaste. Måske er det rigtigt som det fortælles at omkring 50 kirker/sogne er forsvundet fra vestkysten. De blev over tid havets bytte. Som allerede nævnt andet steds var 1634 et katastrofeår. En skæbnesvanger dag i oktober skiftede vindretningen til nordvest samtidig med at det var nymåne og springflod, regn, hagl, lyn og torden. Var det syndfloden, og syndfloden som overfaldt Noah kun en generalprøve? Digerne holdt ikke da de var i en slet tilstand og mange druknede som bekendt.

Frisernes/marskfolkenes sind kunne komme i kog når ikke alle tog deres opgave med digevedligeholdelse alvorlig. De kunne finde på at dræbe hinanden med knive hvis digearbejdet gav anledning til tvister eller nogen ikke tog dette arbejde alvorligt nok. Kæden er som bekendt ikke stærkere end det svageste led. Den gængse skik var at hvis man ikke magtede digearbejdet, stak man spaden i ens digestykke, så måtte man forlade sin matrikel og overlade jorden til en anden. Nogen gange var digereparation næppe tilendebragt, før en ny stormflod ødelagde alt arbejdet igen. Det har tæret på kræfterne. Kilder siger at der druknede ca. 6000 mennesker og 50.ooo dyr dengang i året 1634). Man forstår knap nok hvor de overlevende fik udholdenheden fra til at fortsætte livet og digearbejdet på et så udsat sted.

Også til andre tider kunne frisernes temperament grænse til det hidsige, men retskafne folk det var de. Hvor kolonister kæmpede med heden, kæmpede friserne med vandmasserne og evig lidelse. I årene efter 1634 gav hertugen ejendomsretten til det beskadigede Nordstrand til nogle hollændere, som gjorde sig i inddigning. De havde til tider 5000 mand i arbejde, men de oprindelige og nødlidende beboere beklagede sig over de nye ”drabelige” herrer som de sådan var blevet påduttet fra oven. Disse udenlandske digebyggere må jo have udvist større succes trods alt.

Tacitus (55-120 e.Kr.) skriver om frisere: ”De foretrækker at hævde deres storhed gennem retfærdighed. Uden at være magtbegærlige lever de fredeligt og afsondret, de provokerer ikke til krig og foretager ikke plyndringer eller røvertogter.” Også H.C. Andersen funderer i 1840 på en tur fra Flensborg til Dagebøl over de stolte og rige frisere i deres ufremkommelige land, og om de evt. skulle have koloniseret England i sin tid?

Naturens barskhed har præget frisernes sind: Der var sjældent lystighed på plads, men altid agtpågivenhed overfor mulige og tænkelige ulykker i livets situationer og konstant usikkerhed for fremtiden, men også stolthed over i et vist omfang at have sejret i forhold til naturens elementer.

(Anna så denne alvor og stolthed lyse ud af farmoderen og alle hendes slægtninge. Netop disse træk blev dog ofte lagt farmoderen til last i hendes omgangstone, men havde samtidig været de egenskaber, der var med til at redde hendes liv i en tilspidset situation i forbindelse med forhør hos SS-afdelingen under 2. verdenskrig).

Friserne havde mange talenter. Et af dem var at de opkøbte magre stude i hele Jylland, drev eller lod dem drive ad oksevejen for at fede dem op i marsken og siden sælge dem med god fortjeneste på markeder i Husum, Hamborg eller oversøiske byer. Mange frisere var selv kaptajner og højt værdsat i udlandet som dygtige skibsførere. En stor del af året stod de til søs og lod kvinderne klare landbrug og knipleindustrien. Til tider var mændene borte på havet i op til flere år. Derfor var kvinderne også meget tidligt ligeværdige med mændene og skjulte bestemt ikke deres selvbevidsthed. Frisernes indbringende erhverv afspejles i rigt udsmykkede gavlhuse med kunstfærdige indgangsdøre og facader og deres mange kakler i stuerne. Deres gårde (haubarge), var også præget af en helt egen stil, ofte firlænget, hvor alle længer lå samlet under et meget højst stråtag, med i al fald fire store tykke bjælker rammet ned i undergrunden. De skulle sikre beboerne på loftet overlevelse hvis bindingsværk eller mure blev skyllet bort af vandmasserne.

Anna havde været kørende med farmoderen, Marie J. A. født Reese 1898-1987, til hjembyerne Hude og Schwabstedt i det frisiske område og set de flotte gårde, men det var i hendes yngre dage, hvor hun ikke selv var så interesseret i fortiden og hun gjorde det mest for at opfylde farmoderens ønske om at aflægge en sidste visit i hendes elskede hjemegn. Hun blev lige ved 90 år, den stolte gamle dame. Og Anna var mange år senere glad for at hun og farmoderen havde siddet sammen og drukket kaffe på det hotel ved floden Treene, hvor farmoderen havde haft sine første læreår i køkkenet. De havde besøgt en kusine til farmoderen, hjemstavnsgården og kirkegården. Nu tænkte hun at havde hun da bare udspurgt farmoderen noget mere om sit og slægtens liv. Nu var der ikke længere nogen at spørge. Mange år senere efter farmoderens død undrede det Anna at farmoderen var opvokset i Schwabstedt, men på dåbsattesten stod der at hun var født i Wassersleben, døbt i Bau/Bov 1898 og konfirmeret 1912 i Schwabstedt. Denne sammenhæng lå endnu i det uvisse og måtte undersøges nærmere ved lejlighed. I al fald lå det fast at hun som ung tjenestepige var kommet til byen Ravsted, hvor hun blev gift og bosat 1925.

Farmoderen var i byen kommet i huset hos en familie som havde støttet den slesvig-holstenske sag. Før det havde hun været på et større gods i det slesvigske og havde vist haft en mindre flirt med sønnen i huset. Denne havde en poetisk åre og skrev en del breve og digte til hende fra krigsskuepladsen. Han var dog ikke vendt tilbage fra 1. Verdenskrig. Men det var Peter Bertelsen Thomsen 1898-1978, som hun så blev gift med. Det var i al korthed hvad hun havde fortalt om den sag, og de dengang unge i familien havde ikke spurgt yderligere ind til detaljer, til stor fortrydelse mange år senere.

Den første Reese kom til Friedrichsstadt/Schwabstedt i det 14 århundrede fra byen Rees ved Rhinen, på det tidspunkt fransk område, (ofte tog man navn efter fødebyen). De tidligste Reeser har været bønder og håndværkere. En af efterkommerne er Andreas Reese (1824-1906) landmand, født i Hude, død i Lehmsick, og Annas tip 1 oldefar. Denne ane var gift med Johanna født Grove/Greve (1831-1897), født i Hollingstedt, død i Husum. Deres søn er Erwin Reese (1865-1946), født og død i Hude. Han var gift med Margarethe, født Reincke (1872-1924/28), født i Schwabstedt og død i Hude. Denne gren er dog endnu helt uudforsket.

Disse to mennesker får blandt andet ovennævnte datter Marie J. A. Reese (1898-1987) som gifter og bosætter sig i den del af Sønderjylland som efter 1. Verdenskrig og afstemningen i 1920 kommer til DK og alle havde nok håbet på at krigssirenerne nu var manet i jorden en gang for alle.

I en kort periode kommer familien Reese som sagt til Bov-området, og 1898 fødes Marie Johanna Andrea, Annas farmor her. Men hvorfor går afstikkeren til Nordschlesvig? Familien var dog bosiddende i Hude.

Hvorfor dumpede familien Reese 1898 ned i netop Bov, 50 år efter at det første blodige slag i 1848 netop havde fundet sted i Bov mellem de dansk/tysk patriotiske blokke? Måske har oldefaderen eller onklen været embedsmand (evt. ved banen) eller handelsmand, involveret i transithandel med tømmer fra Finland til vesteregnen og marsken, som havde taget et gevaldigt opsving fra 1850èrne, altså efter den 1. Slesvigsk krig (1848-50). Men der var også en del projekter vedrørende en Nord-østersøkanal oppe at vende, og måske var en eller anden Reese involveret i bygningsingeniør-arbejde. Garnisonsarbejdet i Sønderborg/Kiel er også en mulighed. Bankvirksomhed er en anden mulighed.

Eller var man politisk aktiv? Der var jo indledende manøvre til at forberede dannelse af soldater/arbejderråd i området. Disse råd skulle senere efter krigens afslutning danne basis i en republik som afløsning for kejservældet. Rådene, som var socialdemokratiske, havde mest til opgave at stå for fødevarefordeling og inddrivelse af kreaturer og andre fødevarer fra landbruget. Desuden skulle de stå for demobiliseringen. Mange spørgsmål melder sig.

(En pudsig episode fandt sted på Als. En Bruno Topff 1886-1920, skrædder fra Potsdam, udråbte sig selv som præsident for en selvstændig republik Als i 1918 i et anfald af sindsforvirrelse. En del politisk aktive var sydfra kommende ”elementer” som denne skrædder. De revolutionære råd fik dog kun en lille betydning i det tysk/danske betændte forhold i området. Alle råd blev opløst i løbet af 1919-20.)

Det er også en mulighed at et familiemedlem af Reeseslægten var ansat hos et firma fra Husum (største by i nærheden af Hude), som omkring år 1900 havde lejet en del af jernstøberiet Stallknecht i Åbenrå, og som havde besøg af den højgravide Margrethe Reese, f. Reincke (1872-1924) i Wassersleben. En anden årsag til hvorfor ægteparret Reese kommer på en lille afstikker til regionen kan måske knyttes sammen med en ændret byggestil her i området. Inspirationen til den pompøse ”anglo” stil indføres jo fra det frisiske område markant fra 1864-1920èrne, og måske har Reese familien været involveret i byggebranchen.

Familien Reese returnerer dog hurtigt til Hude. Marie Johanna Andrea Reese (1898-1987) havde efter fødslen hele sin opvækst i Schwabstedt- området. Hun får en husholdningsuddannelse og arbejder på nogle af de større herregårde i området. Sidenhen kommer hun som ung pige i huset hos Steenholdt-familien i Ravsted, som jo var indædt slesvig holstensk, lærer sin kommende mand, Peter Bertelsen Thomsen at kende, som hun i 1925 bliver gift med.

Mejeri i Hude

Kapitel V

Petrine Buch-slægten

Generationer af aner før Petrine Buch:

Der følger her lidt historisk stof om anerne for Petrine Buch tilbage over Beyerslægten og Svend Vinters giftermål på Astrupgård ind i Troels Pedersen Juel familien (Gren A +B). Dernæst en skildring af slægten fra Havervad, Roost, Clausen på Trøjborg, præsteslægten Riese og slægten fra Hajstrupgård (Gren C+D+E). Jo længere bagud, jo mere usikre er begivenhederne og må betragtes med en god håndfuld salt. Der dukker hele tiden nyt materiale frem fra ”gemmerne” og derfor er der stadig fejl, som ikke er udryddet eller opklaret på nuværende tidspunkt, og uløste gåder er der stadig mange af i familiespindelvævet, navnlig i Buch/Outzen-grenen.

En af gåderne er netop sporet omkring Petrine Buchs morfar J. N. Outzen. Indtil videre findes der 3 eller 4 teorier mht. hans rødder. Det neden for omtalte og noget tvivlsomme spor, er ikke desto mindre en rigtig spændende historie. Ifølge FS skulle J.N. Outzen være søn af præsten Nic. Outzen. Et andet spor mener at hans rødder er fra en salthandler i Emmerlev. Et tredje spor mener noget andet uden nærmere stedfæstelse end at han kunne være fra Alslev/Højst. Forfatterne og slægtsforskerne Langholz, Mulvad og Jacobsen har alle forskellige teorier. Undertegnede er da overhovedet ikke i nærheden af at være i stand til at afdække den rette sammenhæng på trods af higen og søgen i gulnede papirer.

Men hvorfor fastholde et spor, som måske er et vildspor og ikke autentisk? Måske kan det opfattes som en poetisk variation af historien?

Efter lang tids detektivarbejde med Outzen-sporet fra Roost (en i sig selv spændende slægt)kan en skildring af dette spor stadig give et interessant indblik i en for længst svunden tid, også de autentiske aners tid. Da denne slægt mere indgående end andre er beskrevet i diverse kilder kan den bidrage til at kaste lidt lys over andre slægters krønikebilleder, og navnlig dem som den støder ind til. De for undertegnede 2-3 nyopdukkede Outzen teorier står endnu til efterforskning, ligesom hele persongalleriet omkring Petrine Buchs far: Peter Nielsen Buch og Petrines mand: Søren Truelsen Fisker heller ikke er belyst endnu, ja og så alle de andre løse spor. Men det skal der nok blive råd for, for landsarkivet bugner jo af materiale som bare venter på at blive gransket. Måske er der nye bidrag udefra.

Historisk stof:

I dette afsnit er anerne ført frem til Petrine Buch i 7. Led. Derfra er slægten blevet beskrevet i andre afsnit.

Gren A: Astrupgård/Juel

7. led: Petrine Buch er undertegnedes tip 2 og født 1801 i Seem/Ribe og gift 1821 i Ribe med Søren Truelsen Fisker. Dennes familie er til videre efterforskning. Lige nu vides at hans familie må have bekostet en hjemmedåb. Forældrene er (8) Peter Truelsen 1755-1825/29 Baulund/Branderup og Gunder Marie Sørensdatter født 1760. De indgår ægteskab 1780. Gunder Maries forældre skulle være (9) Søren Pedersen Fisker fra Branderup, 1711- 1789 og Katrin Maria Pedersdatter 1730- fra Wilstrup, gift 1759. En del faddere ved Søren Truelsen Fiskers dåb er folk fra møllerne i såvel Branderup som Skallebæk og Otto Riese og Søren Hegelund Ewald. Peder Truelsens forældre er evt. Iver Truelsen 1672-1756 og Anne Kierstine Truelsdat. evt. Hegelund d. 1746.

Da Petrine er 20 år og tjenestepige i Branderup, lærer hun samme steds den 30 årige bondekarl Søren at kende. Og lur mig om ikke de to mennesker flere generationer bagud også er beslægtede. De får vist nok 8 børn, hvoraf nogle bliver bosat i Arrild og Nørre Løgum. Her bliver datteren Anne Cathrine Fisker 1865 gift med Peter Bertelsen Thomsen og de flytter til Ravsted. Petrine er datter af:

8. Led: Anna Beyer Outzen 1769-1836 og Peter Nielsen Buck 1767-1800. De bliver gift 1790 i Seem. Petrine bliver dog først født april 1801 efter at hendes far Peter Nielsen Buch (ubeskrevet blad) omkommer som 30 årig august 1800 ved en løbskkørsel på landevejen mellem Bredevad og Ravsted. Han er begravet i Ribe. Hans forældre skulle være Niels Jensen Buch 1737 Varming, gift 1764 med Mette Marie Pedersdat. 1735-1796 Seem.

Der er flere ældre søskende til Petrine (Niels f. 1793, 2x Jens f. 1791/96, Mette f. 1798). Faddere ved den førstefødte er to personer fra Stavnager og Karen Outzen af Bjerrum. Det kan antages at være moderens, Anna Beyer Outzens, søster. Denne søster eller også Petrines halvsøster (moderen gifter sig 2. gang med en Poulsen fra Grene, får vistnok en datter) ender som fattiglem på Ribe-hospital. Familien fra Stavnager derimod var fine standsbevidste folk og selvejerbønder.

Faderen var en tid fæster på birkegård, borger i Ribe og nok også birkedommer efter svigerfaderen, og familien har boet på birkedommergården ved Seem/Ribe. Efter mandens bratte død 1800 ser det ud til at Anna ved en folketælling 1801 bor i Ribe med sine umyndige børn og har desuden søsteren Karen boende hos sig. Anna Beyer Outzen gifter sig et par år senere 1803 med Mads Poulsen (1772-1851) fra Grene ved Ribe og bor bl. a. en tid i Vejleområdet. De dør i Ribe. Petrine eller Petrina er i familiepleje hos faderens søster Anne Nielsdatter, gift 1788 med Peder Pedersen i Høm, men hun er blevet enke omkring 1817, hvor den konfirmerede Petrine bor hos hende.

I deres tid falder stavnsbåndets og livegenskabets ophævelse under Frede VI, napoleonskrig, statsbankerot og stænderpolitik spøger også i kulissen. I kølvandet på stavnsbåndets afskaffelse følger en nyordning af militærtjenesten, men også en skatteomlægning 1802, hvor hovedgårdenes privilegier ophæves. Af lige så stor betydning for denne generations liv bliver at det tyske statsforbund falder fra hinanden og Napoleon tromler fremad, hvilket i sidste ende betød en skilsmisse mellem Dk og Norge i 1814. Da mistede Dk en lille million indbyggere ud af ca. 2,5 millioner, en begivenhed næsten på højde med situationen efter 1864. Denne generation af aner er også vidner til at Frede VI er i regionen og besigtiger oversvømmelserne ved vestkysten og Halligerne i 1825, hvor han pga. ny opkommende storm må overnatte på Hallig Hooge og er på visit i Burkal.

(Ved Anna Beyers dåb i kirken står en Sindet Buch fra Gielsbro mølle fadder. Også navnet Peter Feddersen på Griffenfeldt dukker op, men det er umuligt på nuværende tidspunkt at se sammenhængen. Anna var dog først blevet hjemmedøbt på Stavnagergård (det gjorde en del selvejerbønder og viste således deres økonomiske position). Som nybegyndende familiegransker blev hjemmedåb oprindelig fejltolket som nøddåb af undertegnede. Ja ja sådan er der så meget.

Seem kirkebøger er komplicerede at arbejde med. Men indtil videre ser det ud til at Peder N. Buch, født 1767/70, er søn af Niels Jensen Buch 1737-1798 fra Varming, gift 1764 med Mette Marie Pedersdatter fra Seem. Sindet Buch fra Gielsbro mølle kunne være et familiemedlem, født 1738, gift med Peter Fr. Jensen født 1733 og møller på Gielsbro mølle. Peder N. Buchs bedsteforældre skulle være Jens Jensen Snedker og Mette Nielsdatter Buch gift 1734. Sidstnævntes far skulle være Niels Jensen Buch 1679-1748 fra Varming og evt. ud af Buch-præsteslægten fra Kolding/Lunderskov. Evt. har Peder N. Buch nogle søstre, Maren 1764, Bodil 1776 og også en bror Jens Nielsen født ca. 1760, som ved folketællingen 1787 arbejder på birkedommergården hos Herle Beyer Outzen efter mandens død i 1785. Via denne kan Anna Beyer Outzen have lært sin kommende mand at kende. Alt sammen dog kun spekulation.

Relationen til familien på ovennævnte mølle kommer måske i stand via et slægtskab med en anden gren af Outzen familien (gren E), som over tid har Gielsbro og Brøns mølle, men driver dem med forpagtere, evt. Buch/Pedersen-familien, der så giftes ind i birkedommer Outzen-familien fra Høm. Den Outzen, de r 1758 bliver udnævnt af Schackfamilien. Det er nogenlunde samtidig med at birkefoged Detlev Outzen 1725-1783, har overtaget Fårgård og birkedommerembedet ved onklen C hr. Outzens død 1753 i Løgumkloster. Han er en af de første med en juridisk uddannelse i regionen. Der blev ført et stort hus med mange tjenestefolk, og han blev på et tidspunkt udnævnt til kancelliråd. Han er gift med Chr. Hanne, hvis far Andreas Andersen havde Brøns mølle, og der blev en værre ballade om overdragelse til svigersønnen omkring 1756. Det var to hårde negle som stod overfor hinanden. Detlev kom ofte på kant med folk. Christine Hanne Outzen, født Andersen, sælger nogle år efter mandens død Brøns mølle i 1804, vistnok med stort tab.

I Detlevs tid anlægges ved Gielsbro mølle en bro over åen på Gram gårds bekostning. Detlev Outzen kommer i konflikt med kirkens præst ang. tiende fra Gjelsfoft. Også ved Brøns mølle sker en del fornyelser under Detlev Outzen.

Måske har en opstemning ved Brøns å medført at nogle gravsten fra Fedder Nielsen Vinters og hustru Ingeborg Froddesdatters grave (gren A) i den forbindelse er blevet brugt ved sluseopstemningen neden for kirken i nærheden af møllen, og siden er skyllet væk og landet ved Brøns ås udløb i havet. De blev dog senere flyttet tilbage til kirken men er i dag ulæselige. Også i det sogn kom Detlev Outzen på kant med kirkeværgerne da han lod bygge et pulpitur.

(I tiden 1740-1760 skete en del jordskælv i Europa, og en af følgerne var at vandstanden i mange danske åer formindskedes, og det havde betydning for mange vandmøller, måske også i Brøns, da der i tiden efter de tvivlsomme opstemningsprojekter bygges vejrmøller i stedet for vandmøller).

Mange generationer af Outzenfamilien er herredsfogeder, præster eller gift med præster i henholdsvis Brøns, Brede, Nørre Løgum, Branderup, Randerup, Døstrup, Toftlund, Agerskov og Ribe.) Brorsonbrødrene har også relation til denne familie. De klatrer dog op af rangstigen, da de i flere omgange har haft tjeneste ved Chr. VI på Koldinghus. Disse relationer omtales i gren D+E. De fleste Beyer-slægter er herredsfogeder og gårdmænd og indgifte på Seemgård, Munkegård, Stavnager og Seem præstegård.

Anna Beyer Outzens forældre er:

9. Led: Jens N. Outzen 1725/39?-1785 gren E, som var birkedommer i Lustrup ved Ribe. Han var 1. gang gift med Elisabeth Falck, men skiller sig af med hende efter at hun havde været utro og gifter sig 2. gang 1765 med en solid bondedatter fra Stavnager, nemlig Herle Beyer Iversdat. 1736-1797. Den gode birkedommer er nok blevet rystet i sin grundvold ikke kun over konens utroskab, men også det voldsomme jordskælv i Lissabon 1755, der kan mærkes helt op til Dk.(Han skal dog efter sigende også selv have haft en uægte datter, så han står nok ikke meget tilbage for sin vidtløftige 1. kone).

Ægteparret Jens N. Outzen og hustru Herle lever det meste af deres liv under stavnsbåndet, hvor samfundet søges styret mere centralt. Tre år før deres datter Anna bliver født (1769) får de et hold tvillinger, Iver og Karen (1766). Efter mandens død overlader Herle birkegården til datter og svigersøn, han kom dog som nævnt tidligt af dage nemlig før datteren Petrine fødes.(Måske har vi her et lignende forløb som ved Jens N. Outzens fødsel, hvor hans far, præsten på Amrum, dør det år sønnen bliver født ifølge 1. teori mht. J.N. Outzens rødder).

2. teori mht. J. N. Outzens rødder: søn af Niels Outzen f. 1694 og salthandler fra Emmerlev, som evt. er søn af Christian Owesen f. 1657, g. 1684 med Maren Pedersdat. Chr. igen er søn af Owe Christiansen/Harris d. 1672 i Emmerlev, g.1652 med Anne Hansdat. 1625-1709.

Ifølge denne teori er J.N. Outzen som sagt fra Emmerlev i den kongerigske enklave, hjulpet til juridisk viden/eksamen 1758 af Schackenborg-familien, og får så straks birkedommerembedet i Lustrup og er bosat på en af gårdene i Høm under grevskabet Schackenborg. Allerede 1754 bliver han gift med regimentskvartermester Jens Falcks datter Elisabeth Falck fra Ringkøbing. Moderen er en Elisabeth Schumacher. 1755 og 1756 fødes to sønner, Niels i Møgeltønder, og Jens i Bredebro.

Birkedommeren er emsig i sit job og ofte undervejs også for herskabet Schackenborg, da han fører sager ved flere retter også uden for sit distrikt, som f.eks. i Ribe og Hviding. Han indkasserer dobbelt løn og fylder lommerne, men har en fattig ansat til at udføre skrivearbejdet.( Under sin mands mange rejser forlyster kone nr.1 sig med alskens mandspersoner i og omkring den lille by, drikker tæt med dem og har dem overnattende i ægtesengen ifølge skilsmisseretssagen 1763 ved Lustrup birk, og det har til følge at birkedommeren begærer skilsmisse. Elisabeth skal ifølge en kilde endda have opbrudt mandens kiste med skatteopkrævninger, hvoraf jo en del skulle afleveres til patronen).

Da Outzen jo var part i sagen kunne han ikke selv være dommer, men sagen blev ført af byfoged Steensen fra Ribe og ægteskabet er nok ophørt omkring 1764. Allerede 1765 gifter han sig med kone nr. 2 Herle Beyer-Iversdatter.

3. teori mht. J.N. Outzens rødder: søn af en indtil videre ukendt Niels Outzen/Owsen fra evt. Alslev/Højst eller Ellum/Løgum. Skulle have en bror Jep N. Outzen, degn på Fanø, en søster Anne som dør hos familien 1758 16 år gammel. Historien med de 2 ægteskaber og birkedommerfunktionen skulle også passe på ham.(Alle kirkebøger herfra er svære at arbejde med, hvorfor meget ligger hen i tåge angående denne gren).

Herle Beyers slægtsgren fører tilbage til Troels Vinter 16. led.

Den ovennævnte skilsmissesag foregår næsten samtidig med at Struensee er involveret i den kongelige familie og flirten med dronningen bruges af hoffet som argument for at skille sig af med ham. Men fakta er nok lige så meget at hans reformideer på det sociale og politiske område var en for stor mundfuld for samfundets magtelite og hans hoved sættes på stage 1772. Stedfortrædende for den syge konge havde Struensee bebudet den ene reform efter den anden. 18oo stk. på knap 2 år. Det må man da kalde ambitiøs politik, som blev stoppet da han fik skilt hoved fra krop i en storstilet offentlig skueproces.

En reform slog dog igennem, og det var at der fra 1736 krævedes juridisk embedseksamen (i de gottorpske områder allerede fra 1704), hvorved de ustuderede rådmænd, heredsfogeder, ride og byfogeder måtte kaste håndklædet i løbet af 1700 tallet. Det har en del af anerne mærket på egen krop.

Reformvenlig var Hans Outzen 1687-1755, gift med Anna Mechlenborg, præstedatter fra Arrild, som allerede påbegyndte udskiftningsarbejdet i sit distrikt så tidligt som 1723. Han lod flere af sine sønner studere. En af dem var den reformvenlige Chr. Outzen sen. 1732-1809,husfoged i Haderslev, gift med E. Hofman. Han fortsatte nemlig faderens udskiftningsarbejde. Christian Outzen var en klog og forudseende mand, holdt dog to skridt afstand til folk, og blev en bitter mand efter sin afskedigelse i 1797.

Sønnen Chr. Outzen jun. 1776-1828, gift med Ane Roost Evald magtede ikke at træde i faderens fodspor. Han fik heller ingen videre uddannelse, som tiden jo krævede, men fætteren Detlev gjorde, og Jens gjorde til dels ved at blive uddannet hos Schack-familien. Dette sammen med statsbankerot, landbrugskrise og en depression i forbindelse med 3 dødsfald (2 koner og en datter), gjorde det af med Christian. Sønnen Hans 1823-1834 blev opfostret hos morbroderen Niels Roostgård Evald i Roost, men klarede ikke en difteritis i en alder af 11 år. Den store gård gik på tvangsauktion. I 1823 går den anden af Outzen slægtens store bedrifter, Havervadgården på 700 ha., på lignende vis på tvangsauktion.

Tilbage til den direkte linje.

Herles forældre er:

10. Led: Iver Jensen Stavnager 1696-1762 gårdmand og Anne Sørensdat. Beyer 1691-1774. Iver Jensen fra Stavnagergård var selvejerbonde, en mand med voldsom temperament, grænsende til det hidsige. ”Gendefekten” lever i bedste velgående den dag i dag i slægten.

En kilde nævner at han 1726 overtalte nogle slægtninge og sammen lemlæstede de en hyrde, da det gik hans ære for nær at han på tinge skulle stå til regnskab for at nogle af hans kreaturer var kommet ind på fremmed jord (fra Seembyjord ind på Varmingbyjord). Hyrden skulle holde opsyn med de indfangede dyr indtil den skadeforvoldende ejer på tinge havde betalt sin bøde. Alternativt kan der have været tale om en ”plantet” beskyldning bundende i misundelse. Det siges at det ikke var en enkeltstående episode hvor hans temperament løb af med ham. Hen ved seks år tidligere havde han maltrakteret en ung knøs som forgreb sig på hans åleruser. Så han betalte adskillige bøder til såvel birke som til herredsting, men han havde også tjent en god skilling på såvel stude- og hestehandel. Desuden havde han nok at bestille med den 300 tønder store gård Stavnager, hvor den meste jord dog lå udyrket hen og konstant blev hjemsøgt af den evindelige sandflugt.

Også det salte Vesterhavsvand ødelagde meget dyrket jord. Det var specielt engene det gik ud over, og når man ikke kunne høste hø på disse arealer, havde man ikke foder til vinteren. Det betød at man ikke kunne holde nok kreaturer, til at man efterfølgende havde gødning nok til de pløjede arealer. Deraf ordsproget: ”engen er agerens moder.”

Et andet eksempel på hans egenvillighed er beskrevet af Mulvad:

På et grandestævne 1690 bliver Seem-bønder enige om at lave tilføjelser til deres vedtægter. Men man rider ikke den dag man sadler, så der går nogle år til 1714 hvor man skriver ny grandevedtægt. Den får Iver fra Stavnagergård fat i og den er måske ikke helt i hans ånd, for den bortkommer omkring 1720 mens den er i forvaring hos ham (han mente den var” bedre” opbevaret hos ham end hos oldermanden), og først 1731 får byens bønder sig nosset sammen til at får lavet en ny vedtægt. Om den er mere spiselig for Stavnagermanden melder historien ikke noget om. Bønderne havde klaget over Stavnagermanden, men det fik de ikke noget ud af, da han var svoger til daværende birkedommer.

Slægterne på Stavnager, Seemgård, Munkgård og Seem præstegård var som sagt indgift i hinanden og de var selvejerbønder. således var Ivers kone Anne en Beyerholm fra Seemgården. Annes søster Kirsten blev gift med den torturerede Christian,(beskrivelse følger). I næste generation blev Ivers datter Anna Catharina i 1754 gift med Peter Madsen i Seem præstegård, og datteren Herle som beskrevet godt gift i 1765 med den skandaleramte birkedommer Jens N. Outzen.

I ægteparrets tid (Iver og Anne) indføres Stavnsbåndet godt 10 år efter Store Nordiske krig, hvor Sønderjylland blev tættere knyttet til det gamle land, og kongelige amtmænd afløser de gottorpske herredsfogeder under Frede IV og Chr. VI. Her følger en lille skildring af en nær slægtning til Beyer familien på Skastgård. Denne unge mands prøvelser finder sted i forbindelse med Store Nordiske Krig, hvor Iver Jensen fra Stavnagergården sikkert også var i trøjen.

Christian Pedersen Beyer født 1695 på Kannikhus/Møgeltønder som søn af Peder Christensen Beyer kom sammen med alle de andre bønderkarle fra omegnsbyerne under grevskabet Schackenborg ud for omfattende tortur i forbindelse med indrulning og edsaflæggelse i året 1711. Han var kun 16 år. De unge mænd ville ikke lade sig indrulle og de lidt ældre ville ikke betale grevens forhøjede jordafgifter. De blev fra øvrighedens side mødt med tortur i Schackenborgs fangehul i den østlige fløj, (C.P. Beyer blev pisket og fik stukket pisken op i næsen- så kunne han lære det). Der var trusler om slaveri og henrettelse og efterfølgende fulgte årelange juridiske processer. Militsen og grevskaber havde utrolige beføjelser, som vi i dag ser håndhævet på lignende måde i diktaturstater. (Retssikkerhed var ikke en ret i og med at klage over øvrigheden kun måtte ske efter at man havde spurgt om lov hos selv samme øvrighed).

C.P. Beyer måtte i flåden og fik heller ikke fred ved hjemsendelsen i 1718. Kort efter blev han igen udskrevet til soldat. Hvis han undveg, ville hans navn blive slået op på galgen og han blive arveløs. Igen stævnede han mod myndighederne og i 1719 blev der givet pardon, da grevskabet ellers ville stå med en ødegård. Han overtager den døende faders fæstegård på 9 tønder hartkorn. Skastgårdmændene var ikke så velbeslåede som Stavnagergårdmændene.

Landsdelen var på det nærmeste støvsuget for unge mænd da de rømmede for at undgå landmilitsen, og det drænede grevskabet for hoveriarbejdskraft. Den 6 årige landmilits gjaldt bønderne og var blevet indført 1701, og mange bønderkarle blev udlejet til krig i andre lande. Forståeligt nok var denne praksis forhadt hos bønderne på landet. (I dag sender vi igen unge mænd til alverdens krigszoner). Militsen afskaffes kortvarigt 1730. Med stavnsbåndets indførelse 1733 er problemet med et løst igen for en rum tid. Militærtjeneste på 6 år med søndagsøvelser ved kirken både i kongeriget som i Sønderjylland var også på dagsordenen igen. Revolutionært mytteri kostede meget let hovedet. Forordningen affødte lidt bondemytteri, men langt fra som under Grevens fejde i 1500 tallet, og det gik langt fra så galt i Dk og hertugdømmerne som ved revolutionen i Frankrig. Tværtimod var regionen præget af lang fredstid i resten af 1700 tallet med fokus på handel, søfart og håndværk.

Det pietistiske indslag sammen med forsøg på skoledannelse omkring 1760 bragte lidt oplysning til folket. Med pietismen fulgte indførelse af konfirmationen, som var obligatorisk i forhold til senere at måtte indgå ægteskab. Brorson og Ewald udgav deres tekster fra omkring 1735. Brorsons første værk kom til verden i bogtrykkeriet i Tønders Vajsenhus. (Han nævnes i forbindelse med gren C). Brorson var jævnaldrende med de ovennævnte bønderkarle, men som præstesøn var han fritaget for at skulle i trøjen.

(Godt nok kom det neutrale Dk igen på kant med England ved århundredskiftet (1800 tallet), og efter slaget på reden blev Dk kastet i Napoleons arme, og han var en herre der var på kant med det meste af Europa. Efter Napoleons nederlag kan Dk komme til hægterne igen og freden varer til 1848.(Næsten samtidig med slaget på reden fødes anen Petrine i Seem ved Ribe).

Iver Jensens forældre er: Jens Nielsen gårdmand på Stavnager og Dorthe Iversdatter, mere vides ikke om den gren lige nu. Anne Sørensdatter Beyers forældre er:

11. Led: Søren Pedersen Beyer 1640-1714 fra Skast og Cathr. Madsdat. 1650-1709 (evt. datter af ridefoged i Kringlum M. Jørgensen og Maren). De er således svigerforældre til Stavnagermanden. I deres tid indførtes enevælde 1660. Der indførtes skattefrihed for herremændenes hovedgårde og i kølvandet følger nedlæggelse af bøndergårde, forarmning og en forløber for stavnsbåndet 1652 med registrering af bønderkarle. Samtidig stækkes adelens politiske magt en del, men på deres hovedgårde lever de generelt over evne. Mange privilegier skifter hænder under enevældet, og kongens udnævnte embedsmænd får afgørende politisk indflydelse, det lokale selvstyre derimod med tingsted og grandestævne stækkes. Sørens forældre er:

12. Led: Peder Hansen Beyerholm 1610-1660, som er fæster i Skast under Schackenborg gods,(faderen er muligvis Hans Beyerholm Astrup, som i hine tider tog navn efter frigården Beyerholm i Halk ved Haderslev, senere frigård i Skast) og Anne Feddersdat./Nielsdat. 1610-1666 fra Skast. Deres liv præges af 30-årskrigen, mandedrukninegn og pesten med befolkningsnedgang i kølvandet. Men de driver indbringende studehandel. De eksporterer stude til Holland og importerer krydderier og tobak som sælges i landdistriktet. Øvrigheden søger at lægge al mulig skat på blandt andet denne studehandel og andre forbrugsvarer da kongen Frede III fattes penge. Hendes forældre:

13. Led: Fedder Nielsen 1550-1626 stammer fra Astrupgårdgrenen nærmere bestemt den østre del af selvejergården, og Anne 1575-1665. Fedders formuende søn Niels bliver gift med Maren, datter af Hans Andersen Havervadgården. (Det må siges at være en konstellation, da Fedder Nielsens far (Niels Pedersen Vinter) og bedstefar (Peter Troelsen) lå i årelang strid med Hans Andersens Bedstefar, Niels Mikkelsen fra Havervadgården). Fedders far er som sagt den stridsomme bonde Niels Pedersen Vinter, der endda skal have anklaget sin bror for mord.

14. led: Niels Pedersen Vinter 1510-1579 bonde på Astrupgård i Brøns, Ingeborg Froddesdat/Andreasdat. 1520-1592 fra Toftum (grenB). I denne tid, 1500 tallet, får adelsfamilier hånd og halsret over bønder, og der foregår mange fejder mellem klasserne, (Gevens Fejde). Dette ægtepars gravsten lander af uransagelige grunde sammen med andre store sten ved Brøns-å `s udløb til havet. Kunne de mon have haft speciel tilknytning til havet enten via gode forretninger til søs eller pga. dødsfald til søs? Sandsynligvis er de dog oprindeligt blevet begravede på kirkegården, og deres store gravsten er sidenhen efter endt gravfred blevet brugt til noget sluseopstemning. Deres gravsten flyttes dog senere tilbage til kirken. Da Niels angiver sin bror for mord, går hertug Hans ind i sagen som mægler 1548. Også Chr. III er inde i sagens forløb. Niels forældre er:

15. led: Peder Troelsen 1475-1560 på Astrupgård og Kirstin Mattisdat/Nielsdat. 1480-1553. Han er herredsfoged i Hviding og samler en masse besiddelser som gives videre til sønnerne. Niels får Astrup og Hans får Ullerup. Kirstin Nielsdat./Mathiasdat. skulle efter sigende være en præste eller kapellandatter efter en hr. Niels til Ribe. Hun skulle have giftet sig under sin stand!? Kan det nu være rigtig, når Peder Troelsen på et tidspunkt omtales som en af regionens mest formuende mænd? Han er jævnaldrende med den sagnomspundne herredsfoged Nis Hinrichsen. Peders far er den meget omtalte:

16. led: Troels Vinter 1435-1514 fra Astrupgård. Han er gårdmand og herredsfoged og gift to gange. 1. Kone: Anne Troelsdat. Juel, 2. Kone: Mette Pedersdatter Juel 1445-1530. Mettes forældre er sandsynligvis Peder Juel og Anna Iversdatter Juel af Sønderjylland. Troels forældre:

17. led: fribonden Svend Vinter/Winther 1400-1440 evt. adelsmand af ukendt herkomst og Anna Troelsdat. Juel 1410-1465 fra Astrupgård. Svend Vinter gifter sig ind i Juelslægten på Astrupgård. Annas far er:

18. led: Troels Pedersen Juel 1374-1415 og ukendt. Han nævnes som en af arvingerne til Løgismose efter sin mor Mette Krummedige. Han nævnes også sammen med søskende som arving efter broderen Ejler Juel i Flensborg 1398. Troels Pedersen Juels forældre:

19. led: Peder Iversen Juel 1330-1415 borgmester i Flensborg og Mette Krummedige 1340-1399/frisisk adelsslægt. 3 af deres sønner Troels, Thomas, Iver er på forskellige tidspunkter borgmestre i Flensborg, og under dem sælges Duborg 1412 (en gård med have, æble og kålgård) til Magrethe I, der bygger en statelig borg på højen med fantastisk udsigt over hele Flensborg fjord. Derudover har familien Juel andre adelsgårde på Mariabjerget i Flensborg med flot udsigt over fjorden. Peder Iversen Juel, væbner = lavadel, fra Hjerndrup bliver borgmester i Flensborg og er samtidig grundlæggeren af den betydelige Juel-gren. (Derefter er der flere grene til måske Hviderne og …, tidligere nævnt under data, men da er vi inde i myternes verden).

Duborg - Borg

Slægten Krummedige/Busche er måske en meget gammel saksisk/holstensk slægt, der omkring 900 havde tingretslige beføjelser og med militærmagt stillede de op mod nogle vikinger. Men tiden mellem 900-1100 er belagt med tåge. Fra 1148 hører man dem omtalt (kirkebøger/kristianisering) som en adelsslægt i Drage, Aspe og Ottenbüttel ved floden Bekau, først på højderyggen og fra 1227 også i marsken.

Mette Krummendiges forældre er Segebod Krummedige fra Mehlbeck, gift med Sidsel Skram fra Rundhof i Holsten. Dele af disse slægter indgår ægteskab med dansk adel og knyttes til Magrethe I. Omkring 1400 gifter en Rantzau sig til Krummedige ejendom.

I 1300 tallet var de fleste slægter som også Krummedige og Buchwaldt ved Lübeck rovriddere såvel til vands som til lands i Holsten og de stod på grev Gerhardts side indtil denne blev myrdet af Niels Ebbesen. De finansierede på denne måde deres dyre krigsudstyr og togter. Landbrug havde de ikke meget til overs for eller tid til og lod det passe af afhængige bønder. Samtidig gav de større summer til kirken i Aspe, måske som en slags aflad for deres ret voldelige røverier på floderne Stør og Elben som også i Hamborg. Dette rovridderskab dæmpedes en smule i 1400 tallet og de involverede giver sig så i lag med at samle landbrugsgods. Den mandlige linje uddør i 1600 tallet eller i slutningen af 1500 tallet.

Gren B: Froddesen

En sidegren: 14. led: Ingeborg Frodsdat/Andreasdat. 1520-1592 Toftum. Hun var gift med den stridsomme bonde Niels Pedersen Vinter. Hun er datter af en familie med mindst lige så voldslatente gener:

15. Led: Andreas Froddesen 1500-1584 Tønder og Agathe Holste Emmelsbøl 1490-1584. Nogle slægtninge til Andreas Froddesen, Benedicts søn, drev opfedning og handel med stude, men var år 1593 uvillig til at betale told og skat for de 92 stude der var blevet opfedet på det hertugelige pragtslot Grøngård og som var beregnet til udskibning til Holland og England. (De halvadelige havde kun ret til toldfrihed for de dyr der var blevet opfedet på egen jord. En del slægter tillagde sig kapital via denne studehandel). En anden slægtning, Hans Froddesen, gik konkurs, begik røverier og drab og endte på hjul og stejle 1587. Også dengang gjaldt mottoet: Højt at flyve, dybt at falde. Andreas forældre er:

16. led: Frodde Brodersen 1460-1526, som er væbner fra Toftum og Anne Christ. Frodde er også købmand i Flensborg på samme tid som Agathes far og Nis Hinrichsen. Denne familie har haft bosættelse på øen Røm, Emmelsbøl og siden Flensborg. Det var barske tider på øen hvor stormflod og sandflugt var evige pineånder. Man forstår flytningen. Således skulle nogle øboere i tidens løb have ommøbleret landskabet for i det mindste at kunne dyrke lidt haveafgrøder. Der skal ifølge arkæologiske fund have været 2,5 meter høje og 6 meter brede diger rundt om hus og have og speciel have, hvor de dyrkede de vigtigste livsfornødenheder. At de handlede med omverden ses af at store træfad, der var fremstillet af træer fældet omkring 1670 nede i tyskland, oprindeligt havde indeholdendt fisk og olie. Disse fade var senere brugt som brønde. Froddes far er:

17. led er: Broder Froddesen 1430-1480, adelig væbner og Inge Hunwards. Han kæmpede på Chr. I side mod Grev Gerhardt 1420. Han blev adlet af Chr. I og har forbindelse til Joachim Breide. Agathes far:

Markvard Holste Emmelsbøl, først studehandler, så købmand, sidenhen borgmester i Flensborg ca. 1505. Markvard Holste stiger op af rangstigen fra en omflakkende studepranger til velhavende kreaturhandler til optagelse i Flensborgs gilder og til at blive rådmand/borgmester i overgangen fra 1400 til 1500 tallet. Flere aner har et købmandsgen og de slår i samme periode deres folder i Flensborg, hvor de ejer flere huse.

Nogle af disse købmænd (Brodersen, Holste gren B, og Hinrichsen fra gren E) stammede fra landet, tilhørende bondestanden eller lavadelen, havde både med studehandel, hestehandel og handel med korn og udenlandske varer at bestille. Når man var blevet medlem af et af Flensborgs gilder, havde man en vis status og kunne blive rådmand og borgmester og eje en del huse i byen. Således har disse grene B + E, allerede tidligt haft samkvem med Juel-slægten, gren A, via Svend Vinter/Vinther og Anna Troelsdat. Juel. Den slægt som havde adelsgårde i Frueskoven nord for Flensborg, (hvor dronning Magrethe I køber en gård i 1412 på Mariabjerget)t. Da denne borg nedrives i 1700 tallet bygges vajsenhuset af disse sten, det nuværende danske hus i Flensborg). Troels Pedersen Juels forældre, Peder Iversen Juel og Mette Krummedige, havde rødder vidt forgrenet, således til Hjerndrup og til Slesvigsk adel på Rundhof i Angel og til Løgismose på Fyn.

(Nis Hinrichsen gren E og visse dele af hans efterslægt havde også en slægtsforbindelse til rådmand Langhein fra Tønder, som også er i familiebånd til købmand Thomas Tychsen fra Tønder og sønnen, præsten Tycho Th. Tychsen i Ravsted, i sidste del af 1600 tallet, i al fald ifølge kirkebogen. Man kan slutte sig til en hel del ud fra hvilke personer der står faddere ved børnenes dåb. Tråden henligger dog endnu i tåge, kun vides det at Fr. Langhein er gift med borgmester (præstens bror) LorentzTychsens datter Anna fra Tønder. Der kan også foreligge en forbindelse fra Langhein til Troels Vinthers slægt på Astrupgård).

Gren E: Outzen (usikker 1. teori)

En stor sidegren E tilbage ved 9. Led gren A: Herle Beyer Iversdat 1736-1797, gift med birkedommer i Lustrup bosat på birkegåden ved Seem Jens N. Outzen 1725/39-1785. Jens N. Outzen er knap nok født, da hans far præsten på Amrum Nic. Outzen dør, og hans mor gifter sig igen. Medens hans halvbrødre får en præsteuddannelse får Jens N. Outzen et birkedommer-embede i Lustrup/Seem. Han har som tidligere nævnt et forlist ægteskab bag sig da han gifter sig med bondedatteren Herle Beyer Iversdatter. Hans forældre ifl. 1. teori:

10. Led: Nic. Hansen Outzen 1701-1739, præst på enklave- øen Amrum mellem 1732-1739 og præstedatter fra Agerskov Anne Cathr. Riese 1709-1798 gren D. Nic. Outzen har studeret både i Jena og Kbh., bliver gift på øen Sild 1735, hvor hans far var toldinspektør. Begge øer er kongelige enklaver under Ribe stift. Nic. får sit korte præstevirke fra 1732-1739 på Amrum. Øen var i 1600 og 1700 tallet præget af rigdom fra søfart og hvalfangst, hvilket de flotte kaptajnsgårde er et udtryk for. På selve kirkegården ved St. Clements kirke står hele livsforløb mejslet ind i de store flotte gravsten og minder om store bedrifter og skæbner (talende gravsten. I et vist omfang findes lignende gravsten på Rømø kirkegård). Det fremgår således af nogle gravsten at flere af øens skibsførere har været fanger i muslimske lande. Præsten Nic. Outzen har nok lagt øre til mange eksotiske historier i sit korte liv på den idylliske ø. Det siges at pietistiske strømninger på et tidspunkt søgte at forhindre en kommercialisering af dette ferieparadis.

To søstre til Nic. Outzens kone Anne Cathr. Riese giftes med Brorsonbrødrene, og hendes bror, den senere provst Otto Riese har nære bånd til svogeren Brorson. I første ægteskab var Brorson gift med Nic. Outzens kusine Cathr. Clausen 1706-1741, og sidenhen i andet ægteskab med svigerinden J. Chr. Riese 1710-1795.

Denne generation oplever til fulde den nordiske krig, den medfølgende pestbølge, landbrugskrise og stavnsbånd, men også handlens fremgang og hvad det medfører af udenlandske nyheder. Anne Cathr. gifter sig efter Nic. Outzens tidlige død 2. gang med slægtningen Fr. Mechlenborg født 1710, købmandssøn fra Haderslev efter J. Fr. Marstrand og E.M. Mechlenborg. Det var jo helt naturligt, da allerede et andet familiemedlem, nemlig præstedatteren fra Arrild Anna Mechlenborg var gift med den Hans Outzen, som satte en tidlig udskiftning i værk 1723, Nic. Outzens fætter. Derudover har familierne allerede krydset baner flere generationer før, hvor Mechlenborg og Schnell indgår alliancer. Mand nr. 2 overtager præsteembedet på Amrum, så alt bliver i familien. De næste to generationer fortsatte præstedynastiet på Amrum og i Agerskov. Det ser ud til at Anne Cathr. Riese Outzen/Mechlenborg også overlever sønnen Jens N. Outzen. Der nævnes også en ugift datter.

Nic. Hansen Outzens forældre:

11. Led: Hans Outzen 1660-1727 toldinspektør på List/Listerdyb og birkedommer i Brøns og godsforvalterdatter Anne Chr. Clausen 1670-1730 (11.led i gren C fra Trøjborg). De bor i Toldergården i Brøns ved siden af kirken. Også denne generation oplever krigshærgen, nemlig Store Nordiske Krig. Byen List ligger i den nordlige del af øen Sild. Ud for øen har der været en hel del kapringer og skibsforlis, og en isflod 1625 og 30-årskrigen kan have ført hærgende soldater til øen.

Hans Outzen har nok også haft en vis biindtægt i forbindelse med toldstedet ved Brøns å og kirke, hvor store flokke af kreaturer og mennesker har krydset åen. Toldergården ligger klods op af den statelige kirke, hvor epitafiet over hans forældre og bedsteforældre hænger. Men Hans Outzen og Anne Clausen får kun 2 levende børn, den nævnte Nic. og søsteren Dorothea, som 1736 giftes med fætteren J. H. Clausen 1708-1778, præst i Mjolden/Visby, søn af amtsforvalter Nic. Clausen d. yngre, Annes bror. Igen har vi et fætter/kusineægteskab, så ”det bliver i familien”. Hendes forældre: Gren C

Beskrivelse af gren E fortsættes med 12. Led efter beskrivelse af gren C/Clausen og gren D/Riese.

Gren C: Clausen

12. Led Anne Chr. Clausens forældre:

Godsforvalter på Trøjborg Nic. D. ældre Clausen sen.1630-1723 og Cathr. Steenbeck 1636-1683 Trøjborg. Trøjborg nævnes som Valdemars slot omkring 1347. Det overgår til datteren Magr. I 1386, som giver det videre som len til Grev Gerhardt, som skal holde fred mod syd. Efter at være i kronens eje går det igen til en adelsfamilie. Efter svenskekrigen får først Daniel siden broderen Peter Rantzau af Frede II Trøjborg som tak for tro tjeneste. Rantzau havde omkring 7 års krigen 1563-70 overtaget Trøjborg. Han er en hård negl som benytter sig af hoveri og træhest til det yderste. I dagens terminologi ville han betegnes som en driftig og succesrig forretningsmand. Det er i den periode, hvor fæstebønder revolterer, da de forståeligt nok er yderst hårdt spændt for blandt andet på grund af befolkningsreduktion og krigs og afgiftslaster. I løbet af 1700 tallet går Trøjborg via Drude Rantzau 1612-67, gift med Otto v Buchwald?-1635 over til sønnen Hans Adolf Buchwald 1631-1679, der i 1658/59 giftes med en A.D. Rantzau 1640-1695, derfra over sønnen Daniel, som en tid har hoveri på dagsordenen, og videre til andre slægtninge. Slot og hovedgård på 370 td. land bliver i familien til det i 1776 sælges til anden side, og nedrives 1851.

Her lidt om godsforvalter Nis/Nic. D. ældre Clausen og konen M. Steenbeck 12. Led. Han er født i Brarup, som ligger i det frisiske område af Slesvig Holsten. Han bliver gift i Borstel med kirurgens datter Cathr. Steenbeck fra Bergedorf ved Hamborg, og er først godsforvalter fra 1662 på Grabau (under Rantzau/Buchwald?), fra 1662-1664 på Borstel og fra 1668 på Trøjborg. Nic. Clausen bliver forlovet med C. Steenbeck i 1662 mens hun er under vingerne eller i huset hos amtmandskonen Dorothea Buchwaldt i Hamborg, der pga. krigshærgen opholder sig der, hvilket Cathr. Steenbeck også gjorde i og med hun under sin opvækst havde boet hos sin morbroder pensionær Arp Schumacher (delte meninger om denne person har noget til fælles med Griffenfeldt) i Hamborg efter at moderen døde tidlig og faderen giftede sig igen. Amtnandskonen leger kirsten giftekniv og 1664 får hun ægteskabet sat ivej mellem forvalter Clausen og Cathr. Steenbeck. Buchwaldt og Rantzau er på skift indgifte, og deres forvalter Clausen flyttes så rundt mellem familiens 3 godser Grabau, Borstel, Trøjborg, hvor familien Clausen efter opfordring fra Metta Rantzau slår sig ned på sidst nævnte fra 1668. Cathr. Steenbeck Clausen fødte i det 19 år lange ægteskab 10 børn, 4 sønner og 6 døtre, hvoraf den ældste søn døde 7 år gammel. Ifølge ligprædiken døde hun 1683, 46 år gammel i barselssengen.

Trøjborg var som nævnt 1407 blevet solgt til Magrethe I af Claus Lembeck, og gået over i Rantzau familiedynastiet som tak i forbindelse med militærunderstøttelse, og videre til Buchwald. Dvs. at Nic. Clausen tiltræder under familien Buchwald på Trøjborg i en tid med hoveri.

Nic. Clausen får sig sideløbende med godsforvalterjobbet en gård i Emmerlev og dør i Visby. Sønnen Nic. Clausen jun. overtager godsforvalterembede og bliver senere amtsforvalter i Løgum Kloster, en anden søn får Bosholm som len. Godsforvalterens anden datter Cathr. bliver gift med Brorsons far Broder Brodersen, som er præst i Randerup. (Ca. 150 år senere er Peter Bertelsen Thomsen i tjeneste i selvsamme præstegård). Nic Clausen jun. gift med Magr. Ragger, er altså Brorsons onkel og Brorson bliver huslærer for onklens børn. Det resulterer i at Brorson giftes med kusinen og bliver af onklen/svigerfaderen begunstiget, da der skal ansættes en gejstlig i området. Godsforvalter Nis/Nic. Clausens anerække:

13.led: Nis Clausen død omkring 1654 Nørre Brarup i Slesvig Holsten og Cathr. Münden borgmesterdatter fra Slesvig.

Cathrines Steenbeck’s forældre er:

13. Led: Johan Steenbeck 1595-1668, kirurg fra Bergedorf, og Marg. Schumacher ca. 1607-1645. Så har vi i

14. Led: godsforvalter Clausens bedsteforældre:

Claus Nissen, bonde i Flarup ca.1570- og Christ. Baumeister, og Berendt Münden, borgmester i Slesvig ca.1565 og Doroth. Carstensdatter 1529-1596, købmandsdatter fra Tønder. Denne Berendt Münden bliver som borgmester i Slesvig på foranledning af hertug Frede III til Gottorph nødt til at opdrive 50 frivillige til at stille som soldater og være forberedt på at forsvare byen under krigshandlingerne i 1620èrne (30 årskrigen). Ingen melder sig frivilligt trods de bliver lovet skattefrihed, tværtom truer de borgmester og rådmænd med våben. (Blev man soldat, mistede man borgerskab og sank ned i bondestanden. Det var trods skattefrihed ikke særlig populær at stille som soldat. Man havde jo heller ikke megen glæde af skattefriheden når man evt. var blevet gjort kold i kampens hede). Samme år 1623 stifter Berendt Münden et fattighus i byen i ”Faulnisstrasse”, velsagtens til enkerne og de faderløse børn.

Godsforvalter- konens bedsteforældre er:

Johan Steenbeck, borger i Haderslev ca. 1565 og Magdalene, Arp Schumacher, borger og købmand i Bergedorf og Cathrine Schumacher

15. led: Nis Clausen, 1540 bonde i Flarup.

Thomas Baumeister, præst 1535-1587 Brarup.

Behrend. Münden 1529-1576 og Geshe Hartiens 1532-1598 fra Slesvig.

Carsten Andersen 1515-1578 købmand i Tønder og Agneta Frodsen 1520-Toftum.

16. led: Claus Matzen 1510 Flarup.

Jacob Baumeister 1505-Flensborg, han har nok været bygmester, og Mag. Pedersdat. Lorentzen.

Johan Münden 1500- købmand/Medebach og Margaretha.

Nic. Hartiens 1510- rådmand/Buxtehude og Marg. Schiren Bremen.

Frodde Brodersen 1460-1525 væbner/Toftum og Anne Christine. Frodde har en bror Ludde Brodersen som først er herredsfoged i Gos siden amtmand i Flensborg omkring 1492

17. Led: Hinrich v. Schiren, 1490 rådmand i Bremen.

Gren D: Riese

Anne Cathr. Rieses forældre:

11. Led: præst og provst Chr. Ottesen Riese 1661-1747 fra Svendborg, men præst i Agerskov, gift med Anne Johansen Schnell 1662-1739. Det siges om ham at han var en vakt pietist. Han er kaldet til præst i Agerskov 1696-1734. Han har et stort arbejde med at opbygge kirke og menighed. Desuden afskaffer han ligvagt og fastelavnsløjer. Han overtager stillingen og datteren efter formanden Johan Schnell 1634-1675, gift med Magr. Lange fra Haderslev, der var blevet kaldet til præst 1660 og døde senere af sprinkel/pest? Dennes far Jonas Schnell 1600-1659 havde ligeledes været præst i byen fra 1622, men led meget under de krigeriske begivenheder i Carl Gustav X krig 1657-1660. Han var gift med Cathr. Mechlenborg 1605-? hvis mor Magr J. Schnell Mechlenborg 1574-1647 med børnene flygter til Sverige under 30 årskrigen 1618-1648 og Torstenson-krigen 1643-1645 efter at faderen Carsten Mechlenborg døde. Datteren Cathr. kommer tilbage til noget familie i Sønderjylland. Også Jonas Schnells far Peder Johnsen 1592-1622 blev som præst maltrakteret af polske tropper under embedets udførelse.

Også Chr. Ottesen Rieses søn Otto Riese 1696-? gift med Cathr. Hedevig Lorentzen, datter af rådmand Adolph Lorentzen fra Pelworm, bliver præst i Agerskov og gør et stort arbejde med at opbygge skolevæsnet. Fra 1760 er han provst. På svoger Brorsons opfordring får Otto Riese oversat 400 andagter fra tysk til dansk, og er også på en pilgrimsrejse engang før 1760èrne for at studere de noget påfaldende herrnhuter. Også H.A. Brorsons hele familie inklusiv faderen, som var præst i Randerup og gift med godsforvalteren Nis. Clausen seniors anden datter Cathrine M. Clausen, var vakte pietister ligesom Riese. H.A. Brorsons 2 ægteskaber har deres rødder i det nære familiedynasti. Efter endt teologistudie i Kbh.1721 bliver han år 1722 gift i 1. Ægteskab: med kusine Cathr. Clausen, så i 2. Ægteskab: med J. Chr. Riese. Foruden H.A. Brorson var bror Broder og fætter Nic. H. Outzen gifte med Chr. Rieses døtre.

( I det hele taget er der i familien mange præster i området over flere hundrede år. Det var i de tider hvor præstesønner, lærer og borgersønner var fritaget for soldatertjeneste). Præstegerningen må have været eftertragtet. Det var måske også af betydning at godsforvalter Clausen på Trøjborg havde en finger med i spillet omkring præstekaldsretten i Randerup sogn og deromkring, og kunne favorisere slægtninge. Således avancerede mange i familien. Når der så tillige var styr på de arrangerede ægteskaber mellem præster og herredsfogeder i familien, så havde man styr på familiebesiddelser og mangt og meget i datidens lokale samfundsliv.

Nic. Outzen 1701-1739 gren E 10. Led: gift med Anne C. Riese, er præst på Amrum, samtidig med at svogeren, Annas bror, Otto Riese er præst i Agerskov, og præsteslægtningene Christian Outzen er præst i Toftlund omkring 1732, Nic. Brorson 1726-1791, præst i Randerup, foruden Broder og H. A. Brorson først præster i Randerup/Tønder, dernæst i Ribe.

H.A. Brorson er præst først i Randerup sammen med broderen i 1721 til 1729 efter stedfaderens pludselige død. Det megen vaderi rundt i stormfloders kolde vandmasser havde kastet ham en dødbringende lungebetændelse på halsen. Forud havde såvel faderen som også farfaderen været præster samme sted.

I næste generation, omkring 1760, er et andet familiemedlem, Ditlev Outzen, præst i Branderup sogn og dør 1789. Et andet familiemedlem er Andreas Outzen, præst i Randerup 1760-1815. Søsteren Cathr. Steenbeck Outzen 1757-1832 er gift med Fr. Braun, præst i Brede og Nørre Løgum. J. H. Clausen er gift med Hans Outzens datter Dorthe og får fætteren Broder Brodersens præstejob i Mjolden efter ham. Så er der desforuden alle familiens kvinder gift med præster i området.

Slægtningen Barbara Brorson 1758-1828 er i samme periode gift med Michael Koch, præst i Døstrup, hvis søn Gabriel Koch 1795-1865 er præst i Døstrup og senere provst. Datteren Marie Kristine bliver til større forvirring også gift med en Gabriel Koch1785-1861 (kræmmersøn), præst i Randerup.(Sandsynlig er PBT1 som forældreløs kommet under hans vinger i præstegården omkring 1828 og så fortsat under svigersønnen J. P. Sparrevohn, som er præst i Randerup 1835-50). I Randerup er alene 6 familiemedlemmer præster efter hinanden, i Branderup 4, i Agerskov 5, Ballum 6,på Amrum 4. Præstegruppen har været en ret omfattende befolkningsgruppe i familien.

Da Nic. Outzen dør tidligt gifter enken Anne Riese sig med slægtningen og efterfølgeren Fr. Mechlenborg og de får bl. a. sønnen J. Mechlenborg.

Det var kun et lille udpluk af de nærmeste præste- familiearrangementer. De har nok haft en livlig debat for og imod de pietistiske strømninger og samfundsfornyelser i det hele taget. De pietistiske præster var ikke lige vellidte alle steder og måtte blandt andet se sig angrebet fordi de lod det uhyrlige ske, nemlig at kvinder fik lov at tale ved sammenkomster, og værre var det at en af Brorsonbrødrene havde ladet sin hustru blive tilbage og ladet hende deltage i noget bryllupsdans. Var det en form for oprør mod tidens forstokkethed? Strømningen havde bedre vilkår på vesterkanten, hvor provsten Schrader virkede og som tog Brorson under sine vinger. Med Brorson kom i bogstaveligste forstand bibelens indhold med de ti bud ud til menigmand, til lige med salmesangen.

H. A. Brorson kommer efter tiden i Randerup til Tønder og er dansk præst her fra 1729-1736 for tyende og slige folk ansat hos de bedrestillede, og han har vist nok også tjansen som en slags løbepræst i de små landsogne. Hans foresatte Schrader får stablet et bogtrykkeri på benene i Vajsenhuset i Tønder 1735, hvor H.A.B. får udgivet sine salmer. Fra 1736-1764 er han til sin død henholdsvis provst/ biskop i Ribe. Da hans kone C. St. Clausen dør i barselsseng med det 13. barn 1741, er gode råd dyre, og han gifter sig med sin brors og sin fætters svigerinde J. Chr. Riese fra Agerskov og de får et par børn oveni, mange døde dog som små. Broder Brorson er som sagt gift med Riese-datteren A. Antoinette. Han er præst i Mjolden, derefter på Koldinghus hos Chr. VI, derefter bisp i Ålborg. Den tredje bror, Nic. Brorson, er først præst i Bedsted og ender som slotspræst i Frederiksborg.

Om salmedigteren H.A. Brorson 1694-1764 ved vi at han havde et skrøbeligt helbred, vægelsind grænsende til tungsind, til tider ret dårlig økonomi, psykiske anfægtelser med hang til transcendente åndelige oplevelser og over 15 børn fra 2 ægteskaber, hvor en søn da også forståeligt nok var sindsforvirret, lammet og spærret af vejen. Men han udviste rettidig omhu med sine sognebørn og deres børns skolemæssige undervisning. Han kunne prædike så tårerne trillede hos menigheden. Jo også han beherskede kunsten ”at græde i kor.” Han boede i tårnhuset i Ribe, og han var de sidste mange år provst der.

Da han var blevet provst og holdt visitatser i sognene mente han omkring 1750, at trolddom var blevet trængt tilbage, skolelærdom var i fremgang og fester med overmåde druk var også ved at blive trængt tilbage.

Jo han nåede højt på strå selvom han først i andet tilløb færdiggjorde sit studie i KBH under indtryk af Store Nordiske krig. Han kom tilbage til området da Slesvig er blevet knyttet tættere til det gamle land.

Hans salmedigtning blev dog først kendt viden om efter hans død. Han var præget af pietismens moralske inderlighed, af de mange børns dødsfald, men også af stormfloders hærgen ude i Randerup, den storslåede natur og højt til himlen. Til tider tog den slidsomme rakken rundt til de mange menigheder på de mudrede veje hårdt på hans sundhed. Han skulle efter sigende have holdt andagt i det omskiftelige vejr ude på marken hos de hårdt arbejdende bønder, så sparede de da vejen til kirken. Den praktiske mand fik dog på et tidspunkt etableret et bedehus i tilknytning til skolen i Emmerske.

Han havde op til flere gange oplevet at vandet stod mandshøj ind i husene, hvor det sikreste sted var højt oppe i kirketårnet, hvor familien da også søgte tilflugt med kirkebogen som noget af det vigtigste. Blandt andet havde voldsomme stormfloder hjemsøgt egnen såvel 1718, 1719 og 1720, og alt imens det iskolde vand steg til langt op over livet snublede familiemedlemmerne og slog sig på kirkegårdens gravsten i deres flugt hen imod det sikre kirketårn i Randerup.

Men hvilket udsyn har de ikke på stille dage haft fra selvsamme kirketårn og den oprindelige præstegård vendt mod vest med ryggen til den lille kirke, et helt fantastisk vue ud over marsken mod vadehavet på en solbeskinnet dag.

Mens H.A. Brorson var lærer hos sin familie på Trøjborg og Løgum Kloster, blev han inspireret af pietisten Enevold Ewald 1696-1754, Vajsenhuspræst i Kbh., hvis far var præst i Højst. Denne Niels Ewald 1658-1735 var gift med Metta Prætorius 1658-1733, som var opkaldt efter sin farmor Metta Nissen 1570-1659 fra Hajstrupgård og gift med præsten J. Prætorius 1561-1645 i Højst. En anden Metta var også opkaldt efter den samme Metta Nissen nu som mormor, nemlig Metta Enevolds Lauritzen, hvis søn J. Gjødesen Ægidi var gift med A. M. Tychsen, og blev hendes fars efterfølger som præst i Ravsted. Disse to præsteslægter havde således tråde såvel til Hajstrupgård, som også tråde til præsten T.T. Tychsen i Ravsted via ægteskab.

Brorson har uden tvivl haft indblik i bondestandens kår, ligesom svogeren O. Chr. Riese, præsten fra Agerskov havde. 1766 skal han have udtalt at bonden havde fået det meget bedre. Men mon det var selvejer, fæster eller inderste der hentydes til? Nok ikke kolonisterne i ”Christianshåb”, som 1763 nærmest boede i jordhuler.

Otto Riese og ligesindede havde overskud til at beskæftige sig med historie, samtidsproblematikker, forskning, arkæologi og matematiske opfindelser. Han havde således en del forsteninger og andre forhistoriske ting i sin samling.

Brorson, Riese og ligesindede havde i 1700 tallet det moralske menneske i centrum, dog kan de næppe kaldes egentlige reformatorer. Den efterfølgende generation med nære slægtninge som J. Mechlenborg og Nic. Boisen tog tråden op og havde det social-politiske aspekt i centrum og arbejdede som de foregående også for oplysning af landbefolkningen via skoler (ny skolereform 1814) og via tidsskrifter. De overvågedes da også af den politiske censurmyndighed.

Uden tvivl har de lavest rangerende i samfundet ikke haft sådan et overskud, og kunne ikke få salt til ægget hvis ikke kvindekønnet havde bidraget med deres kniplinger, uldtøj og andet husflid. Men også via søfarten kom en vis velstand og nye vinde til landet. Analfabetisme var så småt på tilbagegang, men med den personlige frihed var det småt på landet.

( Endnu 1746 kunne godsejerne efter forgodtbefindende og uden anden lovhjemmel end deres egen tugte og dødsdømme i eget godsdistrik via deres håndlangere, medens de selv slog deres folder i fornemme palæer i Kbh., magtens centrum og andre større byer). Men hvorom alt er så kom der dynamik til området, hvilket også flere indvanringsstrømme/kolonister tyder på. Selvom landet er præget af lang fredstid, er mange tropper stationeret rundt i hertugdømmerne, da der er en konstant trussel udefra og store konflikter i Europa.

Præsten Chr. Ottesen Rieses forældre er:

12. led: Otto Jacobsen 1611-1674 Vordingborg og Karen Madsen 1620-1696 Svendborg, har boet i Rise.

13. led: Anna Lauritzen 1582 Svendborg, Mads Lauritzen 1578 Wittinge Svendborg

Jacob Ottosen og Anna

14.led: Laurits Hansen 1546 Fyn og Lauritsdatter 1550

15. led: evt. Lauritz Jespersen og Sara Christendatter omkring 1530 Odense

16. led: evt. Christen Christensen Skytte ca. 1500 Odense

Anne J. Schnell forældre er:

12.led:Johan Schnell 1634-1675og Marg. Lange 1638-1712

13. led: Jonas Schnell 1600-1659 præst i Agerskov og Løgum og Cathr. Mechlenborg 1605- Haderslev

14. led: Peder Johansen præst i Agerskov mellem 1592-1622 med en sørgelig skæbne og tortureret af svenskerne (ukendt kone).

Carsten Mechlenborg og Magr. Johansen Schnell Mechlenborg 1574-1647. Hun flygter til Sverige.

Der følger nu en fortsættelse af beskrivelsen af gren E

Gren E: slægterne fra Havervad, Roostgård, Hajstrupgård

12. Led: er også en hårdt ramt generation, hærget af krig, stormflod og pest, og bestod af herreds- og ridefoged Hans Outzen 1625-1681Brøns, gift med Dorothea Jesdat. 1625-1699. Hun var tipoldebarn til herredsfoged Nis Hinrichsen. Hans Outzen er også kirkeskriver ved Brøns kirke og ved en tvist om præstegårdens vedligeholdelse i 1670 bestemmes det af herredsfoged og kirkeskriver Outzen at det må være præstens opgave. Det må præsten så tage til takke med, men det var da billigere sluppet end mange andre steder, hvor præsten oveni sit kald og en evt. forfalden eller nedbrændt præstegård i værste tilfælde måtte overtage forgængerens enke, i bedste fald dog datteren.

Herredsfogedembedet var eller kunne være et indbringende erhverv. (Godt nok var embedsmænd kongeligt udnævnte mænd ofte med frigård, men det forhindrede dem ikke i yderligere at fylde lommerne. Fogedarbejde gav klingende mønt via alskens bøder man pålagde folk at betale). Nu var ride-herreds og byfoged- embedet med vægt på blandt andet inddrivelse af bolsafgifter ret vanskelige i 1600 tallet pga. de massive krigsødelæggelser i regionen. Ikke desto mindre hyppede disse embedspersoner ofte egne kartofler og var ikke blege for at rane til sig. Med hensyn til afgifter var fæstebønder, uagtet om de hørte under domkapitel, kloster, adel eller stiftamtmandens myndighed, stort set ligestillet. Der kunne dog opstå problemer med hensyn til hvilken jurisdiktion folk hørte under ved konflikter eller tvister. Og dem var der mange af.

Således havde herredsfoged Hans Outzen omkring 1650 følgende problematik: En fæstebonde hørende under herredstinget indleverer en klage til domkapitlet, da fæstebondens kone er blevet anklaget for hekseri og efterfølgende overfaldet med økse af en bonde hørende under domkapitlets jurisdiktion. Denne bonde bragte på samme tid sin anklage vedrørende sin via hekseri afdøde hest frem på herredstinget, og så kunne sagen gå sin lange gang. Det blev helt komisk når to parter for identiske forseelser anklagede hinanden ved hver deres ”fæsteherre”/myndighed. Intet er så dårligt at det ikke er godt for noget: Slige tilstande var godt stof for Holbergs skarpe pen.

Ride og herredsfoged havde straks sværere ved at komme efter de folk der blev kaldt inderste når de havde begået kriminelle handlinger. De havde ingen ejendom og kunne derfor ikke trues med tab af sådan, de kunne ikke betale bøde, de kunne dog trues med tab af livet, men ofte var de længst over alle bjerge når man søgte at pågribe dem. På grund af dette ”vildcarte” var man ikke overalt lige begejstret for at have inderste boende. De ansås for datidens nomadefamilier.

Herredsfogeden havde også forståelse for en kvinde som var kommet i uheldige omstændigheder og burde være blevet straffet efter datidens regler. Herredsfogeden gjorde ikke så meget ståhej ud af det, men lod staklen forblive ustraffet i huset hos en mand som havde taget sig af hende.

Men ellers omfatter arbejdsopgaverne blandt andet også matrikelarbejde, rente, kvæg, ildsteds og kopskats -håndtering, grund og bygningsskat og bødeopkrævning. Ligeledes indføres kort og skødeskrivning. Afvekslende arbejdsopgaver for en ildsjæl.

Herredsfoged og hustru bor i Toldergården i Brøns og overtager/arver Roostfogedgård. Det sidste er forbundet med familie-tvister og trækker ud blandt andet også på grund af krigshærgen. De har været et formuende par. De har til glæde for efterslægten ladet male portrætter af sig og dette epitafium over ægteparret hænger i Brøns kirke. En smuk kirke, enkel og stilfuld beliggende lige ned til Brøns å. Det er faktisk helt bevægende at træde ind i kirken og der kunne se en evt. godt 300 år gammel slægtning i øjnene. Det er lige før man får gåsehud. Både han og konen virker helt sympatiske trods det lidt fornemme ydre. Epitafiet i egetræ er blevet til i forbindelse med at Hans Outzen lod fremstille sandstensepitafiet over sine forældre. Undertegnede ved på nuværende tidspunkt ikke om også toldergården og kirken skulle have lidt overlast under den store stormflod 1634. (Det kunne tænkes for også i august-stormfloden 1923 blev hele engområdet og broen nedenfor kirken oversvømmet.)

I denne tidsperiode (1600 tallet) går befolkningstallet drastisk ned (ca. 470.000) og antal af byer ligeså. Et fåtal af købstadsbyer har år 1672 omkring 1000 indbygger, således Fredericia, som er rimelig stillet pga. garnison og religiøs frihed. En del frigårde bliver øde og går så over til kirke eller konge, og de nye beboere, hvis der i det hele taget er nogle, er ikke længere frie, men fæstebønder. Udviklingen er så drastisk idet hver generation i det århundrede er udsat for krigeriske perioder, hvor fjenden enten kommer fra syd eller er svensk, hvis da ikke den blanke hans kommer efter folk og fæ.

Hans og Dorothea Outzen har mange børn. Ud over den i 11. Led nævnte søn: toldinspektør ved Listerdyb på Sild Hans Outzen 1660-1727 som var gift med Anne Clausen, havde de blandt flere også ridefoged Detlev Outzen 1650-1721. Detlefs søn 10. Led: Hans 1687-1755, selv foregangsmand i mange sammenhænge og innovativ selvbevidst bonde lader sine sønner studere. Den innovative Hans Outzen gift med præstedatter fra Arrild Anna Mechlenborg, arbejdede allerede 1723 med udskiftning i sit område. Han kunne også se komme at det snart ikke længere var nok med familieforbindelser eller bestemte egenskaber for at beklæde embeder. Embedsbesættelser ville blive betinget af uddannelse. Da datidens skatteudskivning med dertil hørende opkrævningssystem øges stødt, blev det sværere at navigere rundt i lovjunglen.

Den ene søn, er i 9. Led: den meget betydelige søn Christian Outzen 1732-1809, uddannes til advokat. Han studerede ret og økonomi i København, kommer tilbage til regionen og bliver ride og husfoged i Haderslev. Han bliver toneangivende ved at fortsætte faderens i 1723 påbegyndte og meget fremsynede udskiftningsarbejde i området. Han har overblik og dybtgående viden på det agrare område og er en myndig men retskaffen person med hang til hurtige heste. Fra embedspapirer vides en del om hans arbejdsopgaver og løsninger i kontakten til myndigheder og bønder, men meget lidt om den private sfære. Han drev gården Roost fogedgård med fortjeneste og højnede driftsformen, ligesom han drev en form for tidlig bankvirksomhed. Han var gift med en E. Hofman, men efter hendes død og sin afskedigelse 1797 bliver han en bitter mand. Måske var han forud for sin tid mht. at ville begrænse det for bondestanden ødelæggende hoveri, dog uden at hans udskiftningsarbejde, hvor den enkelte bonde fik mulighed for kobbelbrug med højnelse af produktiviteten på bedriften, blev værdsat.

De fleste private papirer gik tabt ved en brand 1848 på den store Roostfogedgård. Også kongeværelset gik op i røg og blev ikke genetableret efter branden. Sønnen Christian jun. 1776-1828 i 8. Led: havde ikke formatet til at træde i faderens fodspor og fik heller ikke nogen videre uddannelse. Dennes søn Hans 1823-1834 i 7. Led: fik pga. en tidlig difteritis-død ikke mulighed for at løfte arven, og denne gren uddør. En tvangsauktion over den engang så betydelige gård besegler en families æra.

Udskiftningsforegangsmandens 2. søn er advokat og senere kancelliråd Detlev 1725-1783. Som birkefoged fra 1753 efter onklen i Løgum har han Fårgård, Brøns og Gielsbro mølle i sit gebet. Han var gift med Chr. Hanne Andersen og er omtalt tidligere.

Men tilbage til den omdiskuterede gren E: Hans og Dorothea Outzen, aner til ovenfor nævnte personer.

Generelt kan det om Outzen slægten siges at den holder omverden 2 skridt fra livet og valgte deres venner med omhu. Hele slægtens karakteristiske ansigtstræk, som den dag i dag endnu kan spores hos slægtens repræsentanter, er godt gengivet i portrættet af Hans Outzen 1625-1681 i epitafiet i Brøns kirke.

12. led: Hans Outzen 1616-1681, ride og herredsfoged, stammer fra Havervadgården ved Brøns, syd for Ribe, i 1645 gift med Dorothea Jesdatter 1625-1699. Hun er ud af herredsfogeddynastiet på Hajstrupgård. De arver som sagt i forbindelse med interne familieforlig og ydre krigshændelser Roost fogedgård efter en barnløs moster, dog først efter 1660. De har nok syntes at der var grund til at donere kirken i Brøns et epitafium af og med dem, også fordi han som omkring 10 årig overlever mandedrukningen, hvor familiens gård Havervad går til i stormfloden 1634, men også fordi de overlever pest, 30 årskrigen, og så bliver de ret formuende. Om de så fra 1677 med glæde har betalt datidens ”luksusskat” som paryk og ligkisteskat er et spørgsmål. Hans Outzen er opkaldt efter sin oldefar, og han har brødrene Nis og Jesper Hansen 1606-1677. De er alle sønner af:

13. Led: Hans Andersen Havervadgård 1580-1651, herredsfoged i Rangstrup og Hviding og Mette Jesperdat. 1588-1658. Det er deres gård Havervad, som skylles bort natten mellem den 10. og 11. oktober 1634 under stormflodens rasen på vestkysten. De overlever og genopbygger gården ikke langt fra det sted hvor resterne efter deres oprindelige gård er blevet aflejret af vandmasserne. De bruger vel sagtens af mursten og træværk hvad bruges kan. I 1650èrne hærges landet af pesten. Disse mennesker har til overflod oplevet krig og rædsel som samtidige til Chr. IV.

Sønnen Nis får fødegården Havervad, (også den store Havervadgård skulle få en lignende skæbne som den ovenfor omtalte Roostfogedgård). Broderen Hans Outzen får Toldergården, og Jesper bliver både ride og herredsfoged i Frøs i over 40år. Så var der vist også 5 døtre.

Fogedkonen Dorotheas forældre er i 13. Led: Jes Tommesen, der dør 1635 og havde været forvalter under Rantzau på hans besiddelser ved Haderslev og evt. herredsfoged i Frøs herred, og Maren Nisdatter 1588-1659. Hun er datter af Nis Hansen og stammer fra Hajstrupgård. (Marens ægtemand nr. 2 er Hans Andersens søn Jesper Hansen. Han bliver gennem dette ægteskab samtidig steddatterens svoger. (Også dette ægteskab forbliver barnløs, men Maren er jo heller ikke længere en ung kone da hun gifter sig med den meget yngre Jesper Hansen). Herredsfogepparrets mødre er begge fra Hajstrupgårdslægten og kusiner.

Hans Andersens forældre er:

14. Led: herredsfoged i Rangstrup og Hviding omkring 1580 Anders Nielsen 1543-1620 på Havervadgården og Barbara Hansdat Outzen 1555-? (Barbaras bror Hans Outzen den yngre 1556-1609, gift med Maren 1555-1610 fra Hajstrupgård og datter af Hans Nissen I. De sidder på den store gård i Roost (ca.500 ha) efter faderen herredsfoged Hans Outzen den ældre 1518-1580. Deres datter Maren 1590-1657 forbliver dog barnløs og gården bliver genstand for førnævnte arvestrid).

Den stormflodsramte Mettes forældre er:

14. Led: rådmand i Tønder Jesper Casper Petersen?-1620 og Anne Hansdat. 1550-1590, datter af Hans Nissen I fra Hajstrupgård. Jesper C. Pedersen nævnes sammen med borgmester og andre rådmænd at skulle tage stilling til nogle personers trolddomsværk i byen 1582. Et rådhus var brændt 1581, men hurtigt genopbygget. Ligeledes er han forlover ved Mettes søster Annas giftermål 1598 med J. Mauritius 1560-1634, hofprædikant i Kiel og også præst i Tønder 1594-1634. Sidstnævnte dør samme år som stormfloden raser på vesterkanten. Som en lille fodnote nævnes han også at have været tilknyttet hoffet hos den senere svenske konge Carl IX. 1591/92, måske i forbindelse med Carls 2. ægteskab med en kvinde fra det gottorpske hus.( Også Nis Hinrichsen havde været på god fod med de gottorpske hertuger. Via Mauritius’ grenen er der måske en forbindelse med flere tråde frem til Kenckel/Tychsen? Må efterforskes).

Jo der var familie-forbindelser og rejser vidt omkring på den tid. Knap så godt var den efterfølgende Kalmarkrig om handlen med Rusland. Ikke nok med at Nis Hinrichsen havde sin optræden pro de gottorpske hertuger (Frede I), nu havde hans oldebarn Anna J. C. Petersens mand J. Mauritius også været katalysator for et ægteskab mellem en gottorpsk kvinde og arvefjenden, den senere svenske konge Carl IX. Stridens æble var igen magt og herskab over undersåtter her i regionen.

Mettes kusine Maren Nisdatters forældre og Dorothea Jesdatters bedsteforældre er:

14. Led: Nis Hansen 1558-1616 herredsfoged gennem 25 år fra Hajstrupgård og Anne Erichs/Clemmensen 1570-1620, herredsfogeddatter fra Fahrenstedt sidenhen Roost (Epitafium i Bylderup Kirke). De får 12 børn. Hele familien er gengivet på det store smukke epitafium. Nis Hansen, Anne Hansdatter og Maren Hansdatter Nissen 1555-1610 er søskende.

Denne Nis Hansen forpagter 1611 kort før sin død Grøngård /renæssanceslottet ved Rens på ca. 1000 td. land, men bor nok ikke på slottet. Det overgår 1619 til en søn Hans Nissen II og senere til dennes enke Mette 1648. I 1656 nedbryder Hans Nissen III en del af slottet og opbygger Store Tønde af nedbrudsmaterialer, (var det mon bedstemoderens/oldemoderens fødegård?). Grøngård er totalt hærget og øde efter svenskekrigene. Hoveriet er her allerede ophørt 1597 og bønder lejer jord og betaler landgilde. (Grøngård var et smukt renæssance- jagtslot opført af Hans d. Ældre 1570).

Nis, Anne og Marens forældre er:

15.led: Herredsfoged i Slogs herred i 14 år

Hans Nissen I 1535-1575 og Marina P. Redlefsen 1535-1574. De oplever den dansk-svenske 7 års krig 1563-1570.

Anne E. Clemmensens forældre er:

15. Led: Erich Clemmentzen -1597 herredsfoged i Fahrenstedt og Dorothea Callesen/Cordes -1608 fra Store Tønde.

Anders Nielsens far er:

15. Led: herredsfoged Niels Mikkelsen 1500-1580. (Denne Niels Mikkelsen ligger i en årelang strid med to generationer af Troels Vinter efterslægten (Niels Pedersen og Peter Troelsen Astrupgård)). En forsoning er sket. Disse generationer kunne ikke vide at to af deres oldebørn ville gifte sig (Hans Andersens datter fra Havervad og Troels Nielsens søn Niels Troelsen fra Astrup). Disse folk har været vidner til kongens herredage rundt omkring i landet (1527 og frem), hvor adelen samledes og man traf vigtige beslutninger og domsafsigelser. Denne generation har oplevet 4 konger (Chr. II 1513, Frede I 1523, Chr. III 1534, Frede II 1559), jordskælv 1515, men også Grevens Fejde og 7 års krigen. Ikke forglemmes må reformationen 1536, og at Chr. III 1544 deler hertugdømmerne med sine brødre.

Barbara Outzens forældre er i 15 led: herredsfoged og bonde i Arrild Hans Ousen /Outzen d- ældre 1518-1589 og en ukendt kvinde.

Før Niels Mikkelsen kommer:

16. Led: Mikkel Pedersen Holm 1480-1547 Havervad, herredsfoged og sandemand. Før Hans Ousen kommer i 16. Led: Owe Terstensen 1480-1542 smed Roost/Arrild. Før Hans Nissen kommer i 16. Led den sagnomspundne herredsfoged gennem 36 år Nis Hinrichsen Hajstrupgård 1478-1554 og Anne -1557 af Vellerup ved Agerskov.

Lidt om Nis Hinrichsen.

Nis Hinrichsen er den sagnomspundne Nis Hinrichsen 1478-1554 fra Hajstrupgård, herredsfoged gennem 36 år og gift med Anna af Vellerup ved Agerskov.

(Et herred er oprindelig i vikingetiden en militær enhed, bliver sidenhen en retsenhed med galgebakke, tingsted og herredsfoged. Efter middelalderen bliver det til en juridisk størrelse som grundlag for skatteopkrævning, lensregnskab og mandtal).

Nis fik tildelt gods og frigård af Frede I i forbindelse med sin optræden på Slogs Ting 1523, hvor bønderne gjorde oprør mod at herremænd og adel havde afsat Chr. II. til fordel for Frede I. Nis søgte at formilde dem, men måtte flygte under pilehagl. Han afstammede af Hinrich Petersen 1440-1500, gift med Ellen af Vollerup. (Frigård: fri for at betale skatter til kongen).

Chr. II var af storbønderne/adel blevet afsat da han havde udstedt nogle rigslove, som beskyttede bønder mod stormændenes vilkårligheder. (Chr. II sad som fange på Sønderborg slot 1532-1549). På Slogsherreds tingsted kom det i 1523 til åbenlys konflikt mellem bønder og herredsmand. Bønderne krævede Chr. II tilbage. Modsat søgte herredsfoged Nis Hinrichsen at overbevise bønderne om at hylde hertug Frederik, som i Viborg var blevet udråbt til kong Frede I. Sagen var afgjort og de utilfredse bønder skød med pile efter den på hest flygtende herredsfoged. Han slap med livet i behold, og det siges at hans røde kappe, gennemboret af pile, blev ophængt i Bylderup kirke. I 1800 tallet var den tilpas ædt op af møl, at den blev nedtaget.

Nis Hinrichsen har nok haft venskabelige forbindelser til kongen, der ofte opholdt sig i området, navnlig i og omkring Tønder såvel før som efter at han blev udnævnt til konge. Handelslivet tjente godt når kongen var i området, blandt andet via udstyr, tøj, korn og krydderier til hele hoffet. Det siges at en guldsmed fik til opgave at fremstille en kæde til en bjørn. Kongens forbindelser til Holland udmøntede sig i handelsforbindelser, hvor købmænd og skippere fragtede mange fliser, teglsten og jern til byen og til slotsrenoverign/Tønderhus. Derudover havde han også sans for et digebyggeri fra Rutebøll til Oldorf. Det blev dog endnu før færdiggørelsen ødelagt af en af de mange stormfloder mellem 1506-1513. Varetransporten til søs overgik transporten til lands. (Tønder havde opnået købstadsrettigheder ca. midt i 1400 tallet. Omkring 1500 tallet har Tønder nok haft hen ved 120 huse/stave og var ved at blomstre op, og havde som en af de første byer i hertugdømmet fået gennemtrumfet, at håndværkere skulle være bosat i byen og ikke i oplandet).

Ud over denne anekdote omkring pilebeskydningen er der også forbundet et rygte/en anekdote omkring omstændighederne som bragte Nis Hinrichsen i besiddelse af den adelige gård Vrågård. Han skulle have sikret sig en underskrift af ejeren i en drikkelage.

Nis Hinrichsen får 1527 af Frede I tilkendt og fornyet status af bonde på frigårdene Hajstrup og Vrågård. Han havde således en del besiddelser ved Lydersholm, hvor Hans den Ældre bygger jagtslottet Grøngård, og Nis Hinrichsen har nået at lære Hans den Ældre (dør 1580) at kende. Nis Hinrichsen får igen 1546 en stadfæstelse af sin frigårdsstatus gældende for Vrågård og Hajstrupgård af Hans den Ældre. De to konger Frede I og Chr. II dør kort efter Nis Hinrichsen, som dør 1554/59 efter en tur til Hamborg.

Gårdene deles først efter barnebarnet Nis Hansens død 1616. Den sidegren som fortsætter på Vrågård engagerede sig sidenhen med købmænd i Flensborg (også egne nære familiemedlemmer som gjorde sig i brændevinsfremstilling) men også med regeringen i en aftale om indretning af ikke mindre end 11 kolonissteder i 1763. Resultatet blev et salg af resterne af Vrågård ud af familien i 1777. På selvsamme parceller bosættes de sydtyske aner af Hamann-slægten.

Den afsatte Chr. II sad inde i over 25 år i luksuslogi på slottet i Sønderborg grundet sine politisk fremsynede ideer og sit vægelsind. Han havde sans for store mængder øl, vin og kvinder (konen Elisabeth, elskerinden Dyveke og dennes moder).

Under lensherren Rantzau og andre adelige hærførere har Nis Hinrichsen været med til at sikre Frede I herredømmet i landet, mens farbroderen Chr. II ”nød” udsigten på det skønne Sønderborg slot, men dør i Kalundborg og får en protestantisk begravelse. Chr. II havde tidligt forbudt kirken at have kontakt til Rom. Under Frede I `søn Chr. III konfiskeres bispegodset. (Det var også under ham at hertugdømmerne blev delt ud til hans brødre og i slutningen af 1600 tallet indføres told mellem DK og hertugdømmerne. Told har altid været en god indtægtskilde og udtryk for grænsesætning).

17. Led: I Roost kommer før Owe Terstensen faderen i 17. Led: Tersten Pedersen 1450-1512 som er sandemand.

Nis Hinrichsens forældre:

17. Led Hinrich Petersen 1440-1500 Hajstrupgård og Ellen af Vollerup.

Tersten Pedersen i Roost har som far:

18. Led: Peder Holdensen 1415-1474, bonde i ”Rømet”. Han mageskifter gods i Branderup 1455 med hr. Tuke i Løgum Kloster.( Bagud følger i 19. led: Holden Pedersen).

Hinrich Petersens far:

18. led: Peter Tordsen 1404-1470 Hajstrupgård, blev myrdet med økse omkring 1470 af sin karl efter en irettesættelse. Han siges at være adelsmand, gifter sig ind på Hajstrupgård 1420, og sælger 1435 noget gods ved (Hejsager/Beyerholm eller ved Skast i Højer?) til farbroderen Matz Iversen /Beyerholm. Bagud følger:

19. Tord Iversen 1385, 20. Iver Staverskov 1365-1417 Medstedgård, 21. Falle Staverskov medejer af Karlsvrå, 22. Jens Staverskov omkring 1270 og ridder på gods ved Vejle.

Det var lidt om slægterne Havervad og Roost/Outzen, indgifte i Hajstrupslægten, Clausen – dynastiet, som frembringer mange præstelinjer her i regionen så som Riese, Outzen og Brorson. Repræsentanterne fra Hajstrup og Outzen/Roost er desuden indgifte med repræsentanter for Troels Vinters efterslægt på Astrupgård over flere omgange, og efter al sandsynlighed har alle slægter kendt til hinanden og knyttet tætte bånd, også via handel og borgerskab i Flensborg. Dertil kommer at der også via Langhein -relationen er knyttet en tråd til den Tychsenske slægt og Hajstrupgårdslægten, men evt. også til Astrupslægten. Jo man har kendt hinanden. Man kunne fristes til at sige at krage søger mage eller lige børn leger bedst. Man har i al fald holdt sammen på godt og ondt i familiedynastierne.

Det er der ikke noget at sige til da man jo pga. konflikter og pesthærgen i middelalderen og senere under 1600 tallets rædsler og halvering af befolkningen måtte holde sammen uagtet den genetiske problematik. Et andet familieanliggende var de mange barselsdødsfald som gjorde at besiddelser hurtigt kunne skifte hænder ved nye ægteskabsindgåelser. Det havde man så lidt mere styr på via de arrangerede familierelationer, hvor den efterladte ofte giftes med en nær slægtning til den afdøde part.

Sidegrene.

Ud over de nævnte børn af Hans Nissens: Nis gift med Anna Fahrenstedt, Anne gift med Jesper Pedersen, er en anden af Hans Nissens døtre: Cathrine gift med Andreas Ambers.

Med endnu en af Hans Nissens døtre: Metta, følger en sidegren, omtalt tidligere og helt spændende, da den trækker en tråd til Tychsenslægten. Metta 1570-1659 gift med Johannes Prætorius I 1561-1645 præst i Højst. Han skriver utroligt meget i kirkebogen om alverdens tildragelser, meget oplysende for efterverdenen. De får sønnen J. Prætorius II 1611-1686,gift med E. Terstensen. Han er også præst i Højst og fortsætter faderens skriverier. De får sønnen J. Prætorius III 1640-1703, den 3. generation præster i Højst, gift med D. Oronius. Både Prætorius, Ewald og Lauritzen er samtidige kollegaer til T.T. Tychsen 1652-1708 i Ravsted. (3 børn af Prætoriusfam. er gift ind i Enevolds-familien, og af denne familie stammer J. Gjødesen, som bliver svigersøn til T.T. Tychsen. Relationen nævnes herunder).

Ovennævnte Metta og J. Prætorius I får også datteren Catharina 1615-1701,gift med Enevold Laurentius fra Ribe 1605-1660,præst i Bylderup. De får sønnen Niels Ewald 1658-1733,præst i Højst og gift med sin kusine M.M. Prætorius. Deres søn igen er Enevold Ewald 1696-1754,også betydelig præst i København, pietist og involveret i oprettelsen af Vajsenhuset, dog ryger han lidt uklar med øvrigheder, da han ikke mener absolutionen er at foretrække menneskets selvopdragelse. (Han var samtidig præst med Brorson og Otto Riese, og på grund af deres familierelationer har de nok inspireret og opildnet hinanden). Han var gift med Maria Wulff 1715-1791, om hvem der var noget blæst. Af dette ægteskab fremgår digteren Johannes Ewald 1743-1781. Han var en lidt ubændig sjæl i de yngre dage og blev meget tidligt ramt af en gigtsygdom, som han måtte slås gevaldig med.

Catharina og E. Laurentius får også datteren Mette Enevoldsen Lauritzen-1732 gift med Gjøde Lauritzen 1661-1698 præst i Bylderup. De får sønnen J. Gjødesen/Ægidi 1676-1738 gift med A.M. Tychsen 1683-1738, præsten T.T. Tychsens ældste datter fra Ravsted, og overtager siden præstejobbet efter svigerfaderen.

Således krydses mange familietråde over tid. Slægtens fortid er ren detektivarbejde med mange faldgruber for en nulevende slægtning. Slægtsforskning kræver systematik, men hvis det ikke er ens spidskompetance, løber man let vild i alle de navne og årstal man støder på. Kirkebøger og andet materiale kan være komplicerede størrelser at arbejde med. Der tages da også et stort forbehold overfor fejl i det foreliggende materiale. Det foreliggende materiale påberåber sig ikke forsker-nøjagtighed eller historiker-korrekthed, men indeholder blot små glimt af en familie-krønike der her og der er sort/hvid fabulerende.

Hvordan kom nu dette slægtsarbejde i gang? Netop præsten Tycho Thomæus Tychsen var mange år tidligere, ja tilbage i 1970èrne, blevet beskrevet i slægtssammenhæng, uden at det dengang fangede interesse. For 10 år siden kom næste prik mht. slægtshistorien, dengang blev det lanceret at Hamann-familien stammede nede fra sydtyskland. Isoleret set fangede heller ikke dette nok interesse for at gå i gang med at udforske slægten. For 2 år siden dukkede et næsten ukendt familiemedlem op og præsenterede et papir hvor anen fra Gjerndrup var nævnt. Alle gode gange tre som man siger. Nu var interessen for rødderne vakt og et detektivarbejde kunne tage sin begyndelse.

Det er aldeles fornøjeligt at dykke ned i fortidens historie med en ”slægtsforskers” briller på. Familiehistorien bliver levende, får kød og blod fyldt på, får en helt personlig dimension som er svær at slippe igen. Man kommer ligesom til at leve lidt sammen med hengagne slægter, da de bliver levende for ens indre øje. Det er lidt heldigt at stamtræet indeholder en del repræsentanter fra de to samfundslag: præster og herredsfogeder, for der er mere historisk materiale at finde om dem end om de jordløse aner. Er man først begyndt at støve rundt i de gamle gulnede papirer, er interessen svær at slippe igen.

Kapitel VI +VII+VIII indeholder navne og tal på slægtspersonerne, og IXer en kildeangivelse.

Ravsted Lokalhistorie Lokalhistorie fra Ravsted Sogn

Nav view search

Navigation

Search

Søg i alle artikler

Sidst tilføjet

Fokus artikler

Mest læste

Familiekrønike Thomsen

af Elke Thomsen

Spring til:

Kapitel I

Livet i det omtumlede Sønderjylland

Historisk islæt.

Kapitel II

Kolonisterne fra nord og syd.

Kapitel III

Aners/bønders trængsler i 1500-1700 tallet under krige, stavnsbånd og griske adelsslægter.

Lidt om fæstebønder under Schack-familien.

Nu følges Peter Chr. Nissens linje bagud.

Landboreformer.

Hvor er vi så henne i dag?

Kapitel IV

Det frisiske islæt.

Kapitel V

Petrine Buch-slægten

Generationer af aner før Petrine Buch:

Historisk stof:

Gren A: Astrupgård/Juel

Anna Beyer Outzens forældre er:

Herle Beyers slægtsgren fører tilbage til Troels Vinter 16. led.

Tilbage til den direkte linje.

Herles forældre er:

Iver Jensens forældre er: Jens Nielsen gårdmand på Stavnager og Dorthe Iversdatter, mere vides ikke om den gren lige nu. Anne Sørensdatter Beyers forældre er:

Gren B: Froddesen

En sidegren: 14. led: Ingeborg Frodsdat/Andreasdat. 1520-1592 Toftum. Hun var gift med den stridsomme bonde Niels Pedersen Vinter. Hun er datter af en familie med mindst lige så voldslatente gener:

Gren E: Outzen (usikker 1. teori)

Nic. Hansen Outzens forældre:

Gren C: Clausen

Cathrines Steenbeck’s forældre er:

Godsforvalter- konens bedsteforældre er:

Gren D: Riese

Anne Cathr. Rieses forældre:

Præsten Chr. Ottesen Rieses forældre er:

Anne J. Schnell forældre er:

Der følger nu en fortsættelse af beskrivelsen af gren E

Gren E: slægterne fra Havervad, Roostgård, Hajstrupgård

Men tilbage til den omdiskuterede gren E: Hans og Dorothea Outzen, aner til ovenfor nævnte personer.

Hans Andersens forældre er:

Den stormflodsramte Mettes forældre er:

Mettes kusine Maren Nisdatters forældre og Dorothea Jesdatters bedsteforældre er:

Nis, Anne og Marens forældre er:

Anne E. Clemmensens forældre er:

Anders Nielsens far er:

Før Niels Mikkelsen kommer:

Lidt om Nis Hinrichsen.

Nis Hinrichsens forældre:

Hinrich Petersens far:

Sidegrene.

Kapitel VI +VII+VIII indeholder navne og tal på slægtspersonerne, og IXer en kildeangivelse.

Pennefører: E. Thomsen