Alfred Langholz har skrevet følgende digt om Fogderup, kan synges på melodien ”For en fremmed barsk og fattigt”

For en fremmed uern ynde
er vor egn, men righ å minde.
Da æ tend de Fowerup bynde,
vår æ liv lidt mee sinde

I æ hjartpunkt leghe Fowerup,
det æ omgin a en masse
satelitte, her kan nævnes:
Hawstej, Rafstej, Kvorp å Kasse.

Vollrup, Hjoldrup, Rebbøl, Ønle
Gåskjær, Bredvåj – olt æ se
mindes æ i stoe sønle
men lidt sild hengivenhee.

Æ har høstet, æ har skokket,
æ har tosken, vi bår tynde -
det vå skidt æ blev forlokket
i min ungdom fra æ bynde.

Æ har harret, æ har plowet,
æ køe feevun med e spritse.
Manne mohstør har æ lawet
i e mærlaw soj vi vitse.

Klowtoft, Knivsigh, Stormsgå, Hejsel,
Tågholm, Hellvoj – der vår mærken!
Og æ køjt en christiansfelde.
Men det glantes det vår hverken.

Istrien, Afrika ell Tynde.
Inne Hertugh har mæ hundset
Nej, men ue ved e bynde
vind vi støj en flok og klundset.

Dete kom an å kondevitte.
Æ opfond den dyf tallerken.
Ved æ spisen vår e flitte,
og vi fik e law en prærken.

Kun hvert halvår blev vi lønnet,
så tow vi til Kloster Mærken,
der stoj jen å e hoj og drønet.
Men det villest det vår hverken.

Potugal ell Spanien, Frankrig.
Æ har ven de stej og finde,
te enno er do den fawrest,
det er Fowerup, der vinde.