Folketælling fra 1921En karetmager i Ravsted
Af F. A. Kirsten
Da karetmager F. A. Kirsten, Ravsted, var hen imod 80 år, foreslog hans søn, skoleinspektør Johann Kirsten, Holbæk, at han for at få tiden til at gå, skrev sine erindringer, og for en snes år siden fik sønnen en dag et stilehæfte fuldskrevet på tysk med gotiske bogstaver.
Skoleinspektør Kirsten, har oversat faderens minder fra ungdoms- og manddomsårene, og de giver et godt billede af, hvorledes en håndværker i tiden op mod den første verdenskrig ved slid og arbejdsglæde kunne arbejde sig frem til »velstand og agtelse«, som sønnen skriver.
Mine forældre boede hos min moders forældre i Steinbach indtil 1870. Jeg blev født som det 7. barn. Efter mig kom endnu Theresa og Max. Jeg var den 4. Søn, Max den 5. Søstrene Christel, Minna, Emilie og Theresa er døde for mange år siden. Min ældste bror Hermann døde 1907 eller 1908. Min bror Heinrich i Bitterfeld bliver nu i februar 83 eller 84 år gammel. Om Friedrich i Amerika endnu er i live, ved jeg ikke, da jeg i krigsårene ikke har hørt fra ham. Max bor i Reinbeck ved Hamburg. Vi var ni søskende. Far arbejdede om sommeren i et stenbrud, om vinteren lavede han for det meste klodser. Jeg kan tænke mig, at det for forældrene ikke har været let at ernære en så stor familie. Far skar klodser til sent om aftenen. Jeg har aldrig hørt, at far og mor i mindste måde har været uenige; selv med det lidet, var de altid godt tilfreds.
I 1870, da jeg var 6 år, købte min far et lille hus i Leipzig. Og så drog vi til byen; det var i krigstiden op til 1871. Det var også en aften. Jeg købte også et ur. Om vinteren lavede jeg børnekælke ved akkordarbejde for min mester og fik to mark stykket. Det sidste år havde jeg opsparet så mange penge, at jeg kunne få et sæt skræddersyet tøj. Det glædede også mine forældre. Det var en vanskelig tid for mine forældre. Vi og flere familier blev smittet af den frygtelige sygdom, de sorte kopper. Mine søstre Theresa og Emilie var hårdest medtaget. Jeg var også angrebet, men ikke så slemt. Under sygdommen måtte intet menneske besøge os. Efter sygdommen var mine søstres ansigt vansirede af lutter små ar.
Ved denne tid, da jeg var en 9-10 år, lavede jeg drager, da vinden ofte var god i efteråret; og da de holdt sig godt oppe, solgte jeg dem til skolekammeraterne for 30 pfennig stykket. Havde jeg solgt en, lavede jeg straks en ny til mig selv. Da jeg blev ældre, hjalp jeg somme tider med i stenbruddet, kørte grus og sten i en trillebør, som blev brugt ved vejbygningen; men det blev for tungt for mig, fordi jeg ikke var så stærk og var lille, hvorfor jeg altid blev kaldt »den lille«.
I 1878 blev jeg konfirmeret og kom, da jeg havde lyst til at blive karetmager, i lære hos karetmagermester Teichmann i Leipzig. Den fastsatte læretid var 31/2 år, og til mikkelsdag 1881 havde jeg udlært.
Vandreår
Da jeg havde udstået min læretid, blev jeg vinteren over hos læremesteren, og i foråret 1882, 10 dage før påske, gik jeg på valsen. Min læremester sagde, at jeg godt kunne blive til efter pinse, men jeg ville hellere ud i verden. Som svend fik jeg hos læremesteren 3 mark om ugen og kosten.
Jeg vandrede først til Leipzig, derfra til Halle ved Saale, videre til Achen ved EIben og lod mig sætte over på den anden side for at vandre til Zerbst. Før Zerbst fik jeg arbejde i en landsby, hvor jeg blev til påsken over, fik 4 mark om ugen, men opholdt mig ikke længe der, fordi det var en landsby, som jeg ikke brød mig om. Så vandrede jeg da videre til Zerbst, hvor jeg fik arbejde. Der var der et udmærket værksted, og kosten var god, men vognene, som blev lavet der, syntes jeg ikke om, og det værste, som jeg ikke kunne lide, var mesterens hæslige behandling af konen; børn havde de ikke. Allerede efter fjorten dage rejste jeg videre, til Magdeburg, til Braunschweig, derfra til Hildesheim, hvor jeg igen fik arbejde.
Jeg var et årstid der hos en karetmager, senere på en lille vognfabrik, tilhørende fabrikanten som var smed; karetmageren, der forestod vognmageriet var rhinlænder. Her blev der bygget finere vogne. Rhinlænderen var meget dygtig; jeg var jo ung endnu og måtte endnu lære meget. Vi lavede dengang en landauer. Fabrikanten havde ofte mærkelige ideer. Vi skulle lave en vogn, hvor forhjulene skulle være højere end baghjulene. Da den færdige vogn ikke så godt ud, tog han en hammer og slog den i stykker. Så nedlagde vi begge to arbejdet.
Han burde have været skrædder
AI begyndelse er vanskelig, og således begyndte også min kamp for tilværelsen. Jeg var så spinkel, at mesteren straks sagde, at jeg hellere skulle være skrædder, for karetmagerarbejdet uden motorhjælp er tungt; men det varede ikke længe, før han kunne se, at jeg nok kunne lave noget.
Da et år var gået, havde vi en Iærlingeudstilling. Jeg lavede dertil nogle vogndele og fik et diplom og en bog, som desværre i . tidens løb er gået tabt. I læretiden tjente jeg selv til mit tøj ved ekstra arbejde efter fyraften.
Sent på efteråret, vandrede jeg mod Dresden, men nåede kun til den lille by Dahlen, hvor jeg fik arbejde hos en mester. Der var to sønner med i karetmagerværkstedet, og her blev der praktiseret et godt stykke arbejde. Her arbejdede jeg til marts i 1882. Så besluttede jeg, at jeg ville til Slesvig-Holsten og vandrede nu i næsten fire uger. Da jeg kom til Flensborg, fik jeg arbejde i den hertugelige vognfabrik hos vognfabrikant Schrøder på Holmen. Jeg arbejdede her fra april til juli og besluttede så at rejse til Danmark.
Et ordensmenneske
Så gik det da videre på apostlens heste fra Flensborg til Tinglev, over Ravsted til Løgumkloster, hvor jeg fik arbejde has karetmager Matzen, en dansker. Han havde en svend fra København. Jeg kunne ikke et ord dansk. Men jeg syntes om arbejdet, dog var værkstedet i en syndig uorden. Den første søndag benyttede jeg til at rydde op, det var som i en have fuld af ukrudt. Mesteren havde sagt, det fik jeg senere at vide, denne sachser vil nok have orden i tingene. Det tog mig hele den første søndag. Jeg fik kosten hos mester, den var udmærket. I værkstedet blev der kun lavet luksusvogne. Lønnen var seks mark om ugen plus kost og logi. Jeg begyndte her den 7. juli 1882. En smedemester i Løgumkloster bestilte altid karetmagerarbejdet has Matzen; vi lærte hinanden at kende. Med tiden lærte jeg folk at kende, også de danske piger. Med københavneren gik jeg ofte ud; han kunne ikke et ord tysk og jeg ikke et ord dansk, men der var også en Iærling fra Løgumkloster, som kunne begge sprog og var vores tolk.
Da jeg havde arbejdet fjorten dage og havde aftalt lønnen med mester, lod jeg mine pænere ting komme fra Hildesheim, hvor jeg havde arbejdet knap to år. Blandt andet havde jeg der en skræddersyet habit af meget fint stof. Nu kunne jeg være bekendt at vise mig. På apoteket i Løgumkloster var en provisor, en landsmand af mig; vi blev gode venner. Snart kendte jeg alle i Løgumkloster.
Også med de unge damer blev jeg bekendt. til Matzens kom der ofte en frøken, som var gode venner med fru Matzen. Men jeg vidste ikke, hvad hun hed. Jeg mødte hende ofte efter fyraften, også om søndagen, når vi var flere sammen. Med tiden fik jeg at vide, hvad hun hed, hvem hendes far var (han var kirkebetjent og natvægter og hed Carsten Andersen), hun hed Anna Andersen. Gennem hende fik jeg at vide, at mester var godt tilfreds med mig. Jeg ville også gerne lære dansk. Da jeg havde arbejdet hos ham fra juli 1882 til sent hen på efteråret 1883, var der ikke meget mere at bestille, og jeg kunne igen tage på vandring.
Endnu i efteråret 1882, måske i begyndelsen af oktober, fik jeg et brev fra Hildesheim, fra vognfabrikanten. Han spurgte mig, am jeg ikke havde lyst til at komme tilbage, han ville give mig så og så meget i løn. Jeg sagde da til Matzen, at jeg ville rejse om en 14 dage til Hildesheim, hvis han da ikke ville hæve min ugeløn. Han lagde en mark på. Så blev jeg da til næste år. Men som jeg tidligere sagde, var der ikke ret meget at bestille mere. Jeg skrev til vognfabrikant Jensen i Højer og fik det svar, at jeg kunne komme med det samme. Fjorten dage senere tog jeg til Højer. Men jævnligt måtte jeg om søndagen til Løgumkloster, da jeg var blevet kæreste med Anna Andersen.
Engang i foråret det næste år fik jeg brev fra hende, et særligt brev. Hun fortalte, at smedemester Müller, som altid fik karetmagerarbejdet hos Matzen, da jeg arbejdede der, at de to var blevet uvenner på grund af Müllers sølvbryllup, som Matzen ikke var blevet indbudt til, fordi han var dansk. Matzen havde da sagt, at Müller hellere skulle betale de 1300 mark, som han skyldte ham, i stedet for at lave et så stort sølvbryllup. Müller var tysk. Nu besluttede han at bygge et karetmagerværksted, men han havde ingen, der kunne påtage sig alt forekommende arbejde.
Selvstændig som 22-årig
Nogle dage efter brevet fra Anna mod tog jeg brev fra smedemester Müller. Han bad mig være så venlig snarest at besøge ham, da han havde noget meget vigtigt at tale med mig om; men jeg vidste jo allerede, hvad det drejede sig om. Om søndagen besøgte jeg ham. Sagen lå sådan: Müller ville snarest bygge et karetmagerværksted, og om jeg kunne påtage mig at lave alle slags vogne; det mente jeg. Vi blev da enige om, at jeg skulle have 10 mark om ugen samt kost og logi. Når værkstedet var færdigt, skulle jeg komme.
Det blev i foråret, at jeg igen kom til Løgumkloster. AI begyndelse er vanskelig. Først måtte jeg lave en høvlebænk og adskilligt håndværktøj, for der var intet. Men det gav mig lyst og energi, allerede nu at arbejde selvstændigt, jeg var kun 22½ år gammel. Det var Guds forsyn, der bevirkede, at jeg allerede nu kunne begynde at blive selvstændig. Fra da af, da jeg igen begyndte at komme sammen med Anna Andersen, blev vi mere og mere knyttet til hinanden. Sådan skete det, at vi blev forlovede.
Da nu det første år var gået og Müller var tilfreds med mig, giftede vi os den 15. april 1887 og fejrede vort bryllup. I dette ene år havde jeg sammensparet 500 mark, de 10 mark, som jeg fik om ugen, gav jeg til min kæreste til opbevaring. Efter fyraften gjorde jeg akkordarbejde, og hvad jeg tjente ved det, brugte jeg til at betale linned med og som lommepenge. Desuden lavede jeg før brylluppet forskelligt, de nødvendige møbler og husgeråd. Ofte arbejdede jeg til sent imod midnat. Et bord, en sofa, stole, et spejl købte jeg hos snedkeren og betalte mine bryllupsklæder og omkostningerne ved brylluppet. Så de 500 mark var borte, før man så sig om. Min kone medbragte et klædeskab, en symaskine, noget linned, så vi nu havde et rigtigt hyggeligt lille hjem.
Jeg havde jo besluttet, at jeg ville giftes, for at jeg ikke så alene behøvede at flakke rundt i verden, og for at jeg kunne gøre min kone lykkelig, hvad med Guds hjælp også er lykkedes for mig. Vi har altid forstået hinanden og arbejdet hver med sit. Hvis jeg ikke havde fået så dygtig og god en kone, havde det heller ikke været mig muligt at bringe det så vidt, som det er lykkedes os.
Et ideelt ægteskab
Nu skete det, at vi allerede i 1888, den 5. januar, fik det første barn, en datter, som fik navnet Christine. Et år senere 1889, den 16. marts, fik vi den første søn, som fik navnet Christian. Næste år 1890, den 27. januar, den næste søn, som vi kaldte Wilhelm. Så havde da mor allerede nok af husligt arbejde; udgifterne voksede, og jeg måtte slide i det for at tjene det daglige brød. Mor var i disse år også ofte syg, så vi måtte have læge. Jeg påtog mig derfor akkordarbejde efter fyraften for at tjene mere; men at få noget til overs var der ikke til at tænke på. Jeg havde i august 1891 forestået karetmagervirksomheden i 6 år hos Muller.
Tysk og dansk
Vi boede dengang med et ungt ægtepar i samme hus. Han var købmand og hed Giessemann. Han havde et nyt hus under opførelse. En dag kom han og spurgte, om jeg ikke kunne dreje ham et antal sprosser til en trappe. Det kunne jeg godt efter fyraften og om søndagen, hvis Muller tillod det. Men jeg fik ikke lov, fordi Giessemann var dansk, og Müller havde heller ikke fået smedearbejdet til nybygningen. Dette sagde jeg til Giessemann. En dag kom Giessemann igen og sagde, at han ville spørge den gamle karetmager Meier, om jeg måtte dreje sprosserne hos ham efter fyraften og om søndagen. Det måtte jeg.
Så begyndte jeg da at arbejde der efter fyraften, det var helt i nærheden, hvor vi boede. Den første søndag formiddag, jeg arbejdede der, var kommet Müller for øren; han mødte op i værkstedet og var rasende. Han sagde, at vi var færdige med hinanden, opsigelsesfristen var fjorten dage. Jeg tog sagen med ro, og da fristen var gået, gik jeg ind til Müller og bad om min løn og mine papirer. Han var ude af sig selv af raseri. Så var det forbi med mit mestersvendeskab. Imidlertid var sprosserne til trappen også færdige, og jeg sagde til Giessemann, at jeg på grund af sagen var blevet arbejdsløs. Han svarede: »Begynd dog for dig selv«. Men uden penge! At bede Muller låne mig nogle, kunne ikke falde mig ind. Til alt held hørte der et stort værksted til Giessemanns lejlighed. Det måtte jeg benytte, hvis jeg ville begynde for mig selv.
Midt i august var der stort marked i Løgumkloster. Til salg var der også et læs bøgeplanker. Jeg gik til min svigerfar og spurgte ham, om han ville låne mig nogle penge, så jeg kunne købe dette læs træ. Jeg fik dem og købte plankerne og havde nu materiale. En murermester, også en sachser, lånte mig en lille høvlebænk, så jeg kunne lave en høvlebænk til mig selv og det nødvendigste værktøj. Da jeg havde dette færdigt, fik jeg også arbejde og tog fat. I samme gade boede en bager, som bestilte en stor trækasse, 6 alen lang, og med flere fag til de forskellige sorter mel. Det var et stort stykke arbejde, bredderne måtte høvles glatte med håndkraft. Der kom flere bestillinger, mange forskellige, for det meste snedkerarbejde. Jeg tjente nu mere end hos smed Müller, og min lyst til arbejde voksede. Smed Muller var kommet i knibe, for han havde ingen, der kunne bestyre hans karetmagerværksted. Så kom da en dag den gamle drejemester Bock, en god ven af Muller, og ville gøre mig bange. Han sagde, at jeg havde ikke ret til at arbejde selvstændigt, håndværkerlauget kunne forbyde mig det. Men han ville bare høre, hvordan jeg var sindet, og om jeg ikke ville komme tilbage igen til Muller. Jeg svarede, at jeg havde arbejdet hos ham i 61/2 år, sat sving i tingene for ham, lavet mange luksusvogne og slidt hver dag fra klokken 6 om morgen en til 7 om aftenen og alt kun på ugeløn.
Bud fra Ravsted
Da jeg havde arbejdet selvstændigt en månedstid, kom der en dag en mand til mig i værkstedet. Han hed Lorenz Jensen Lorenzen fra Ravsted og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at komme til Ravsted , bønderne der savnede en karetmager. Jeg overvejede sagen og talte med mor om det. Lorenzen sagde også, at han havde et hus, som han ville sælge, det lå ved siden af smedien. Jeg syntes, at det kunne være bedre i Ravsted end i Løgumkloster, hvor der var fire karetmagere og jeg var den femte.
Lorenz Jensen Lorenzen’s hus
Vi blev enige om at tage til Ravsted en af dagene. Jeg lejede et køretøj (biler var der jo endnu ikke), tog af sted og spændte fra hos gæstgiver Peter Tjellesen. Så gik vi hen for at se huset, der lå ved siden af smedien. Tjellesen gik med. Vi gik først til smeden for at hilse på ham. Der var hos ham en bonde, der var døddrukken. Vi gik så ind i nabohuset, og bonden gik med. Da vi var derinde, faldt bonden imod en skillevæg og væltede hele væggen. Det var et gammelt stråtækt hus, som står endnu. Mor sagde straks: »Nej, lad os endelig ikke købe dette hus«.
Et hus til 2800 mark
Så gik vi tilbage til kroen. Tjellesen sagde, at han havde et hus i kommission enten til at leje ud eller til at sælge. Men ejeren boede i Flensborg. Jeg spurgte, hvad lejen var eller hvad det skulle koste. Tjellesen svarede, at han først måtte tale med ejeren. Vi måtte da med uforrettet sag tage tilbage til Løgumkloster.
Senere gik jeg til fods til Ravsted; men Tjellesen havde endnu ikke talt med manden, så jeg kunne igen traske tomhændet tilbage. Efter nogen tid gik jeg igen til Ravsted og tog ind i Peter Tjellesens kro. Her var der flere gæster, hvoriblandt en Eleria Jørgensen, tidligere mejeriejer i Ravsted, nu bosat i Hamburg. Gæsterne havde allerede drukket godt. Jeg spurgte Tjellesen, hvordan det stod til med huset, som enten kunne udlejes eller sælges. Han svarede, at det kun var til salg og skulle koste 2800 mark. Jeg slog straks ti!. Der skulle udbetales 800 mark, når sagen blev ordnet ved amtsretten. Ejeren skulle komme til en fastsat tid fra Flensborg, da lejeren skulle rømme huset, så vi kunne flytte ind den 1. sept. 1891. Gæsterne gav flere omgange, jeg gav også en, og der blev drukket til langt ud på natten. Det blev altså sent, før jeg tiltrådte hjemturen. Sent om aftenen var mor og hendes far gået mig i møde, men var vendt om, da jeg ikke kom. Jeg havde naturligvis fået for meget. Da jeg kom hjem, var alle gået i seng. Mor havde sikkert ikke sovet, fordi det var blevet så sent. Jeg fortalte hende blot, at jeg havde købt huset, og gik i seng. Da jeg vågnede,
kunne jeg mærke, at jeg havde drukket for meget. Men nu fortalte jeg, hvordan det var spændt af at der skulle udbetales 800 mark, som jeg ikke vidste, hvor var at hente. Jeg gik til mors forældre og fortalte dem om handlen. Her var alt at vinde, intet at tabe, tænkte jeg. Da jeg havde fortalt det hele, rystede mors far på hovedet (han tænkte vist, hvad dette skulle blive til, og så til Ravsted, dette berygtede og fordrukne hul det var ikke godt, og der ville jeg sikkert blive helt ødelagt). Til sidst sagde svigerfar, at jeg kunne henvende mig til skorstensfejer Lassen, han var rig og havde ingen børn, han kunne maske låne mig nogle penge. Jeg fortalte ham, at jeg havde købt hus i Ravsted og manglede 200 mark. Jeg forlangte ikke mere for ikke at møde afslag. Jeg kunne få pengene på en soloveksel. Dette var begyndelsen.
Vanskeligheder med udbetalingen
Min svigerfar sagde, at jeg skulle gå til Rasmus Mathiesen. Hos ham fik jeg ligeledes 200 mark på en veksel. Så gik jeg til garveren Haase, som endnu i dag er bankdirektør på Løgumkloster Bank. Men forgæves. Endelig tog jeg mig sammen og gik til vores læge Mørk. Vi havde flere gange haft ham, fordi mor ofte havde stort blodtab. Vi ventede en stor regning; men det var ikke tilfældet. Jeg fortalte ham om min pengetrang. Han lånte mig 150 mark. Nu manglede der kun 250 mark. Hos mors far fik jeg 200 mark og manglede nu 50 mark, som jeg tjente ved overarbejde.
Da huset i Ravsted stod tomt, kunne vi når som helst tage til Ravsted. Den 24. september 1891 gik jeg først selv til Ravsted for at se efter, hvordan det stod til med huset; den 25. skulle så mor og børnene, samt møbler og træ og håndværkstøj komme efter. Jeg ryddede op, på loftet lå så meget skrammet at jeg brugte hele dagen til oprydning. Den 25. september kom så hele familien og al vort habengut med hest og vogn. Nu var det om at sætte alt på plads. I husets østlige ende var der et lille værksted, hvor jeg arbejdede i flere år.
Til huset hørte også et lille udhus, hvor der boede en markmand og hans familie. Lejen indbragte mig årligt 60 mark. Han boede flere år i dette hus. Da det trængte til at repareres, ville han ha', at jeg skulle gøre det i stand; det havde jeg ikke lyst til, men opfordrede ham til at finde en anden lejlighed. Da han fandt en sådan, flyttede han. I flere år benyttede jeg så det lille hus som trælager.
Rigeligt arbejde og arbejdslyst
Da jeg havde mit værksted så vidt i orden, at jeg kunne begynde at arbejde, var der fuldt op at gøre med reparationer. Den første, der bestilte en ny fjedervogn, var smeden Peter Sønniksen fra Øster Højst, derefter kom ordrer fra smedemestre i omegnen, fra Lund og Burkal, Bylderup, Bredevad, Vollerup, Havsted, Fogderup, Korup, Klovtoft, Bedsted, Agerskov, Toftlund, Alslev. Alene for smed Theodor Matzen har jeg, som mine bøger viser, lavet 56 nye vogne. Det ville tage megen tid at konstatere, hvor mange nye vogne alle disse smede har fået.
Da der altid var rigeligt at gøre, har jeg ofte arbejdet til midnat. Det gav lyst og fortjeneste. I løbet af et år kunne jeg tilbagebetale de lånte 800 mark. Jeg skriver ikke dette for at prale med mit arbejde, men fordi jeg vidste, at jeg måtte gøre det for at komme frem, for at ernære min familie godt og gøre den lykkelig. Kærligheden til mor og børnene gav mig hele tiden nye kræfter .
Efter kort tids arbejde var det træ, som jeg havde med fra Løgumkloster, brugt. Derfor rejste jeg til Als, til firmaet Clausen, som jeg kendte godt fra den tid hos Müller, der fik træet fra dette firma. Jeg fortalte Clausen, at jeg var begyndt for mig selv i Ravsted. Så kunne jeg få lige så meget træ, jeg ønskede. I de følgende år fik jeg fire vognladninger, og jeg kunne betale, når det passede mig. Det var en stor hjælp. Jeg var aldrig i forlegenhed for materialer.
En kraftig storm
Omkring år 1900 foregik alt arbejde ved håndkraft i karetmager F. A. Kirstens værksted. Med den ældste søns hjælp savede han således planker ud af træstammer med en ret tung rammesav, det var et ufatteligt slid.
Senere fik karetmageren installeret en vindmølle, men moderniseringen betød, at han ofte stod op om natten, hvis det blæste op, for drivkraft, der var gratis, måtte udnyttes.
I årenes løb leverede karetmager Kirsten mere end 500 vogne fra det lille værksted.
Sådan gik årene 1891 og 1892. I februar 1893 rasede en vældig storm i fjorten dage. En nat vågnede jeg ved en voldsom støj og lå og lyttede til, hvad det kunne være.
På engang lød et vældigt brag og en mængde sten fløj ind i køkkenet. Mor råbte, om der var faldet nogen af sengen. Hun havde ikke hørt det første brag. Jeg stod op, det stormede voldsomt, jeg råbte, at der ikke var faldet nogen af sengen, gik ud i køkkenet og så store sten der, tændte en lampe og gik op på loftet. Der så jeg, at hele skorstenens sydside var styrtet sammen og råbte til mor, at vi måtte forsøge at overnatte hos en nabo. Jeg løb over til Thomas Nissen, sadelmageren, bankede på, vækkede dem og fortalte dem, hvad der var sket, og bad om ly for natten for hele familien. De tog imod os med vore tre børn.
Da det var blevet lyst, besørgede jeg et køretøj og lod mor og børnene tage til mors forældre i Løgumkloster. Uden skorsten var der hverken mulighed for kogning eller fyring. Således klarede jeg mig alene en fjorten dages tid. Jeg fik fremskaffet kalk og sand for at lade en ny skorsten bygge og fik fat i en murer. Vi fik resten af den gamle skorsten revet ned og grunden lagt til en ny skorsten. Det var om formiddagen. Da kom der et tordenskrald, så mureren faldt baglæns på ryggen. På samme tid havde stormen fuldstændig ødelagt et hus mellem Hynding og Højst. I Ravsted væltede loen hos Jørgen Fynbo og et træ mellem mindesmærket og sadelmager Rossen.
Da skorstenen var bygget op, bragte mors far min familie tilbage, og jeg kunne igen , tage fat. (I dette år 1893 blev Marie født).
Blandt mine kunder var også smed Wind i Toftlund. Han havde før fået nye vogne og betalte altid kontant. Han bestilte altid to på en gang og hentede dem selv. Engang i 1894, da han hentede et par vogne, havde han ikke penge nok med, og resten blev stående. Da Marie i 1895 var to år gammel, kørte mor og jeg med hende til lægen i Toftlund. Marie havde blodsvamp under munden, som skulle brændes væk. Vi fik tid til at besøge smed Wind og blev godt modtaget, ja som om det var et bryllup. Wind bestilte igen to vogne.
Løbskkørsel
Hen imod aften ville vi køre, så vi kunne være hjemme ved 8-tiden. Jeg havde lejet en hest hos Smed Thomsen. Den var ikke vant til at være ene for en vogn og var derfor meget urolig, da vi spændte den for, den længtes også hjem. Da vi kørte gennem Toftlund, hvor der ved kirken og kirkekroen er en drejning, og hvor det går ned ad, kom der tre cyklister på nye cykler, der blinkede og skinnede, blev hesten sky og for ned ad bakken. Jeg holdt den længe midt på vejen, men til sidst kom den over i den ene side af vejen, vi kørte over en stenbunke, vognen væltede, og vi fløj alle tre ned i vejgrøften; jeg skyndte mig på benene, og hen til hesten, som stejlede; den ville op på marken, men kunne ikke trække den væltede vogn med op. Det var en stor og stærk hest, jeg kunne snart ikke holde den mere og vognen var kun en let fjedervogn.
Heldigvis kom der to mænd på vejen, som jeg bad om at hjælpe mig. Agestolen var fløjet af vognen, og skødlæderet revet i stykker. Så så jeg til mor og barn. Mor græd og troede, at de havde lidt overlast; men de var sluppet med skrækken. Mændene hjalp os tilbage med hest og vogn til kirkekroen. Hvordan skulle vi nu komme hjem? Mor ville ikke med det køretøj. Jeg gik tilbage til smeden og fik ham til at køre hesten og vognen til Ravsted, så kunne han køre tilbage med den hest og vogn, som jeg lejede i Toftlund. Endelig kunne vi tage af sted og var først i Ravsted ved midnat. Det var nu tredie gang, at jeg var døden nær. Jeg rystede endnu på hele kroppen længe efter, når jeg tænkte på det skete. Fjedervognen havde jeg fået i bytte og solgt til slagter Bonhoft i Aabenraa, som endnu ikke havde hentet den. Et nyt skødlæder kostede 25 mark. Det var altså en dyr Toftlundtur, og alligevel måtte vi takke Gud for, at vi alle tre kom godt fra det, og at vi igen var hjemme.
Så kunne jeg da igen gå i gang med arbejdet. Der var rigeligt at gøre. Snart havde jeg også to nye vogne færdige til Wind i Toftlund, den ene var en Phaeton. Men før vognene blev hentet, kom smed Claus Brandrup fra Bredevad og ville have lavet en Phaeton, mage til den, der stod færdig. Ja, han ville gerne have den, der stod, jeg kunne jo lave en anden, til Wind, og han ville betale kontant. Han fik den.
Når en kunde går konkurs
Kort tid efter kom Wind fra Toftlund og kunne kun få den ene med, men bestilte straks to til. Da de var færdige, hentede han også dem, men havde ikke penge med. Da han altid havde betalt kontant, gav jeg ham kredit til regningstiden. Der gik nogen tid. En dag kom købmand Johannesen over til mig. Han havde dengang lejet Tjellesens butik. Han spurgte, om jeg havde penge til gode hos smed Wind i Toftlund. Han havde altid set, når vognene blev hentet. Ja, sagde jeg, jeg har til gode for tre nye vogne og en rest fra tidligere. Han sagde: »Jeg kan sige dig, han er konkurs.« Det var et tab på 500 mark.
Dagen efter skyndte jeg mig til Toftlund .for at redde vognene. Wind var flyttet til Kastrup ved Gram og vognene var blevet inddraget i konkursmassen. Slukøret kunne jeg tage hjem igen. Det var et alvorligt tab. Men det kunne jo ikke hjælpe at hænge med hovedet. Det var slemt, da terminen kom. Jeg savnede pengene. Jeg kunne ikke betale alt hos købmand, slagter og bager. Men folk kendte mig og gav mig henstand. 500 mark var en stor sum den gang. Dertil kom så, at husets stråtag ikke duede mere og måtte fornyes, hvilket heller ikke var billigt.
Næste år, 1896, besluttede jeg at bygge udhuset om til et bedre værksted. Det gamle stråtag blev fjernet, murene gjort 60 em højere, så endnu en rembeklædning 1 m 20 cm på murene, så var der plads på loftet til træ. Og paptag i stedet for stråtag. Der var så meget arbejde, at jeg trængte til hjælp.
Min ældste brors søn var i karetmagerlærer og havde lige udlært. Jeg skrev til ham om at arbejde hos mig. Han kom. Det var Hermann i Visby. Da han rejste videre fra os, blev han her i Nordslesvig og er den dag i dag i Visby. Senere kom også hans bror Richard til os. Han havde lært karetmagerhåndværk. Men han rejste tilbage til hjemmet fra os og gjorde sig senere selvstændig i Buehheim.
Den 27. april 1895 blev Georg født. Familien øgedes. Ved hver fødsel var vi glade for, at Vorherre gav os raske børn, som mor og jeg havde bedt om; thi et sygeligt barn volder forældrene større sorg end en børnerig flok. Disse år, da børnene var små, var for os de lykkeligste. Ganske vist volder små børn forældrene små sorger, men større børn giver store sorger. Men hvordan det end går, må man ikke tabe modet, bare man er rask, kan man holde til meget. Sådan gik da årene 1896 og 1897. Den 20. maj fik vi igen en søn.
I disse år har jeg slidt i det, så jeg havde de gamle huse gældfri; men vi deltog også ofte i fornøjelser. Særlig om vinteren var vi ofte indbudt eller havde selv indbudt venner til en kop kaffe og kager. Til tider vankede der punch, lidt rigeligt.
Den første cykel
Året 1898 kom. Jeg havde fået en brugt vogn i bytte og lavede den om til en bagervogn. For pengene købte jeg min første cykel. Jeg husker godt, at mor ikke syntes om det, for hun kunne aldrig glemme Toftlundturen. Men jeg havde stor nytte af den i regningstiden; jeg kunne meget hurtigere komme rundt og kunne om søndagen, når jeg vidste, at en bonde trængte til en vogn, aflægge ham et besøg. En god cykel kostede dengang 220 mark. (Samme år 1898, den 22. december blev Anna født).
Svært med sygdom
Den største del af året 1899 forløb normalt. Men i november blev mor meget syg. Vi havde læge; men mors blodtab var så stort og blev stadig værre, så lægen rådede, at hun skulle på kvindeklinikken i Flensborg. Det var blevet for jul. Præsten kom flere gange for at se, hvordan det gik. Den sidste gang troede han, at hun var død, så elendig så hun ud. Jeg besluttede da at bringe hende til Flensborg. Præsten havde en lukket vogn, som jeg måtte låne. Dagen var fastsat; men i de seneste dage havde det sneet så voldsomt, at vi ikke kunne køre. Vi måtte vente en fjorten dages tid. Vejret var ikke godt, men vi måtte af sted gennem dyb sne. Den gamle Valentin og Boj skovlede os gennem sneen til Bredevad, og vi nåede til Tinglev. Der måtte jeg bestille en ekstra banevogn til Flensborg, hvor en drosehe stod parat til at bringe os til klinikken, der var underrettet telegrafisk. Opholdet der kostede 5 mark pr. dag.
.Så kunne jeg dybt nedtrykt tage hjem til mine syv børn. Jeg tænkte ved mig selv, at nu var det alt sammen ødelagt, hvad jeg havde oparbejdet. Didde, den ældste, var kun 11 ar. Af og til kunne jeg få en kone, som kunne hjælpe i huset. Men flere dage var Jeg ofte alene med børnene. Da bad jeg Gud, at mor måtte komme igennem det. En dag mod tog jeg den besked, at jeg måtte se til mor. Det gik lidt fremad med hende. Det gav mig nyt mod og håb og tog min fortvivlelse. Men hun lå på klinikken til begyndelsen af marts 1900. Det var noget af det tungeste, jeg har været hjemsøgt af.
Da hun endelig var hjemme igen, var glæden stor over, at vi havde vores kære mor igen. Hun var endnu meget svag; men det blev bedre lidt efter lidt. J eg kunne igen tage fat i værkstedet. Det var blevet forår, og mor var blevet så rask, at vi kunne tage en tur til København og til mors kusine i Køge. Her blev vi godt modtaget og blev i Køge i otte dage.
Den 6. juli 1901 fik vi atter en søn, Johann. Didde blev konfirmeret året efter.
En vindmølle og en båndsavemaskine ind til denne tid, 1902, havde jeg udført alt arbejde i værkstedet med hånden, men kunne ikke blive ved med det; jeg blev nødt til enten at blive håndsmand eller anskaffe mig motor og maskiner. Jeg talte med mor om det; hun mente, jeg skulle blive ved mit håndværk. Så byggede jeg da en vindmølle og købte en båndsavemaskine, atter store udgifter. Men nu var arbejdet betydelig lettere. Ved god vind arbejdede jeg ofte til midnat. Naboen Jørgen Steenholdt, fik jeg at vide, fortalte i landsbyen: Kommer man en aften sent hjem, er karetmageren altid i værkstedet, og står man om morgenen tidligt op, så er han også allerede i gang med arbejdet. Mor sørgede også for god mad og sagde, at det skulle jeg have, når jeg sådan sled i det.
Arene fra 1902 til 1905 var fremgangsår med støt arbejde og god fortjeneste.
Det gamle hus, som i sin tid havde fået nyt stråtag, var nu saneringsmodent. Jeg besluttede at lade det nedrive og få bygget et helt nyt hus. Om aftenen lavede jeg selv vinduer og døre til det. 1908, samme år som den nye tyske skole blev bygget, var huset færdigt. Vi fejrede rejsegildet i kroen hos Peter Tjellesen. Stor var glæden, da vi flyttede ind i det nye hus. Men det betød også nye udgifter. Vi skulle have en af de i Nordslesvig moderne kakkelovne og nye gardiner og meget andet.
Sådan gik årene 1909-1910
I året 1913, en vinterdag med snefog, kom jeg fra smeden j·»æ synneby« forbi Søren Thomsens kro. Der var mange Ravsted bønder til stede. Jeg gik derind og så, at de fleste var i højt humør. Også This Steenholt var der og ville købe min have; men jeg ville kun sælge haven sammen med huset. Jeg foreslog, at vi byttede med disse og med brandstedet (efter en brændt gammel gård). Han ville desuden give mig 4.500 mark. Vi blev endelig enige am 5.000 mark i bytte. De tilstedeværende havde også mæglet og ville have en handel ud af det. Det kostede flere omgange. Tegningerne til det nye hus havde jeg allerede lavet forud for det tilfælde, at vi blev enige. Med bygmester havde jeg også aftalt, hvad han i givet fald skulle have. Jeg vidste også forinden, hvordan sagen lå for mig økonomisk.
Endnu en løbskkørsel
Næste dag skulle vi så til Tønder for at slutte kontrakt. Om formiddagen kørte vi til Bylderup-Bov og derfra med tog til Tønder. Men på landevejen, hvor der blev foretaget reparation, var der bukke stillet frem. Somme tider lagde hesten ikke mærke til disse, vi kørte over dem med giggens ene hjul; det gav hver gang et voldsomt stød. Jeg passede hele tiden på og råbte til This, at nu kom der en buk. I Lendemark var et hus ved vejen under bygning og det tog This' opmærksomhed. Atter en buk, som han ikke lagde mærke til. Giggen fik et stød, kørte først videre på et hjul og væltede så. Jeg fløj på hovedet i en dyb vejgroft og This over mig. Den løbske hest kunne ikke trække giggen videre, slog bag ud og skar begge hove på bagbenene på giggens jerntrinbredt af og løb videre på stumperne. Til alt held var der blandt de mange mennesker, der .kom løbende, en slagter. På nærmest liggende gård blev hesten aflivet. Vi gik så til fods videre til stationen i Bylderup-Bov.
Jeg kunne have brækket både hals og ben, men slap nogenlunde. I Tønder spyttede jeg blod. I flere dage mærkede jeg, at der var noget i vejen indvendig, men det fortog sig.
Beboelsesejendommen var efter endt ombygning mere praktisk og mindre idyllisk end det stråtækte, gamle hus.
Nu da handlen var sluttet, kunne jeg lave kontrakt med bygmester Carl Jensen. Huset skulle være færdig den 1. august 1913; hver dags overskridelse skulle betales med 10 mark. Det blev ikke færdigt før 1. oktober; men da Carl Jensen klagede over, at han havde gjort en dårlig handel, så jeg bort fra bøden.
Den 1. oktober flyttede vi så ind i det nye hus nr. to. Nu havde jeg nået mit livs mål. Et stort smukt hus og et stort dejligt værksted. Der var altid godt med arbejde og jeg kunne holde flere svende. Forretningsrejsende udtalte, at de sjældent så et så kønt karetmagerværksted.
Huset til højre er "det nye værksted".
Verdenskrigen kom
Tiden gik, og vi nåede året 1914 med den første verdenskrig fra 2. august. De bestilte vogne blev gjort færdige, så hørte alt arbejde op, hvad der kom kunne jeg ordne alene. Den ene efter den anden af mine sønner blev indkaldt. Georg skulle møde til uddannelse i Aabenraa. Så blev Christian og Wilhelm indkaldt. Efter at læretiden for Friedrich var udstået, blev han indkaldt til uddannelse i Rendsborg. Så boede da mor og jeg og Johann alene i det store hus. Jeg stod alene i det store værksted og kunne nemt få arbejdet til side. I de to første krigsår var der somme tider overhovedet intet at bestille. Senere blev der reparationer, de fleste karetmagere i omegnen var indkaldt. Det var en tung tid med fire sønner og to svigersønner i krigen. For mor var det naturligvis værst, mine tanker blev adspredt ved arbejdet i værkstedet.
Nogle dage før krigsudbrud traf jeg ovre hos Lausen Peter Lorenzen, der vidste, at jeg havde en vogn stående, som han gerne ville ha'. Hvis jeg ville bytte med en tønde havre, som skulle modnes, kunne vi handle. Han fik vognen, og vi fik havren. Da den var moden, lod jeg den meje og køre ind i mit værksted. Jeg lejede en tærskemaskine, spændte motoren for og solgte den tærskede havre for 10.000 pund briketter, som vi havde helt til efter krigen. Dette var oktober 1914. Krigen gik sin gang, men ingen kunne ane, at den ville vare i 4 år.
Man burde have ført dagbog
1915. De tyske tropper var rykket langt ind i fjendelandet. Den stærke fæstning Lüttich blev taget. Af og til kom der sejrsmeldinger. Vore tropper var marcheret ind i Frankrig, men kunne ikke erobre Paris. Som den gamle Jane ofte sagde: »di komme alle te Paris!« Heller ikke den stærke fæstning Verdun kunne erobres, hvor så mange havde mistet livet. Det havde været rigtigt, dengang at have fort dagbog. Jeg kan ikke huske alle disse begivenheder, der fandt sted i disse ar.
Således kom året 1916. Vores Friedrich stod endnu i bagerlære. Han kom hjem en aften (det var et værre stormvejr) og sagde, at mejeriskorstenen la tværs over gaden. Da han gik tilbage til bageren og lige var kommet inden døre, væltede også bageriets skorsten. Hos os fløj en del tagsten fra taget.
I dette ar havde vi den sidste konfirmation. Det var Johann, der blev konfirmeret.
Det var ikke let at lade ham læse videre inde i byen. Det ville koste. Men både hans lærer Rolfs og pastor Tiedje sagde, at han var godt begavet og rådede mig til det. Jeg gik med til det, og har i mange ar haft glæde af det.
Nu kom årene 1917 og 1918, som jeg ikke har meget at skrive om. Krigen var slut og sønnerne kom hjem, Christian, Georg, Wilhelm og til sidst Friederich. Han kom med den danske transport over Odense (han havde været i fransk fangenskab i Aurillax). Vi glædede os over, at de alle fire var hjemme igen. Men Friedrich havde lidt for meget i fangenskabet. Et halvt ar senere døde han.
For vores kære fædreland kom nu efter krigen en meget svær tid. Overalt udbrød der uroligheder, og den tyske mark sank og sank i værdi. Men det har I jo alle sammen oplevet, det behøver jeg ikke at skrive 'Om. I året 1923 foretog Johann og jeg en rejse til Hannover, Hildesheim, Goslar i Harzen, derfra til Leipzig, Laussigk, hvor vi overnattede på »Hermannsbad« og levede godt. I Laussigk mindedes jeg mine skoleår og min læretid der. Herfra rejste vi til Dresden og Schandau. Dagene gik hurtigt, og vi matte tænke på hjemrejsen og tog atter tilbage til Dresden, hvor vi boede på hotel Bristol. Alt var dyrt. et enkelt stykke »appetitbrød« kostede 400 mark. om aftenen var vi i teatret. Næste dag gik vi rundt i Dresden for bl.a. at veksle danske kroner til mark. Men bankerne var lukkede, hvad vi ikke kunne forstå. På banegårdshotellet kunne vi kun fa noget at spise, nar vi kunne betale med mark. Vi besluttede nu at rejse hjem. KI. 14 gik et tog til Leipzig. Det var så overfyldt, at vi matte stå hele vejen. Ved en flink banemands hjælp fik vi siddeplads i en 2. klasses kupe og nåede over Magdeburg og Hamburg til Flensburg. Her stod vores cykler, så vi kunne cykle til Ravsted og kunne nu sande verslinien:
»Wenn jemand eine Reise tut, so kann er was erzählen«.
