Johann Kirstens barndomserindringer fra Ravsted.

Jeg takker mine forældre for en sorgløs barndom og lykkelige drengeår i Ravsted. Det var i de fredens år fra 1901 til den første verdenskrig.

Moderne opdragelse

Vi var mange søskende, som min mor måtte tage sig af; min far arbejdede i sit værksted simpelt hen altid. Arbejdende mennesker skændes ikke. Jeg mindes ikke, at der nogen sinde er vekslet et ondt ord mellem dem. De påvirkede os heller ikke ved ord. De var, som de var, og lod os være. Vi så hver dag harmoniske, virksomme forældre. Jeg tror ikke, at de gjorde sig teoretiske tanker om børneopdragelse, at det var det gode eksempel, det kom an på osv. De gjorde dagens gerning i fred med sig selv og i fred med landsbyens folk. am søndagen gik de i kirke, men nødede os ikke til at gå med. Problemet dansk/tysk berørtes næppe, vi talte sønderjysk. At min bedste kammerat havde dansksindede forældre, var for os to ganske uden betydning. Jeg tror, at denne både nationale og religiøse problemløshed gjorde, at naturen fik så stor plads i mit sind.

Ude i engene kunne man i godt vejr se det spidse tom på munkekirken i Løgumkloster, altså i Kloste. Så flad er gesten her. I dag skjuler de opvoksede granskove dette frie udsyn.

Drengeliv

Om sommeren mødtes herude landsbyens drenge og piger for at bade i »a: skøtt« i Virlåen, der her kunne blive over en meter dyb, når vi af græstørv og sten byggede en dæmning over åen og derved fik standset dens løb. Når vi kom op af vandet, kunne det hænde, at vi mærkede, at tæerne var klistret sammen. Det var den stivnede gamle vognsmørelse fra vognrenselsen i fjor. I landsbykæret på Hjerl hede kan man se arbejdsvogne halvt under vand, et mærkeligt syn for besøgende byboere, der ivrigt drøfter gamle dages underlige skikke.

På næsten alle sommereftermiddage strejfede vi rundt i mark og eng. øst for Rafstej blev et markområde kaldt »a: kue«. På en mark var der gravet et stort hul, hvori en af de store gårdmand begravede selvdøde dyr, okser og gamle krikker. Klove og hove og grinende kranier stak op over jorden og udbredte i sommervarmen en frygtelig stank. Men det gyselige sted tiltrak os.

Anderledes hyggeligt var det at færdes på kirkestien gennem den modne kornmark, når stråene var højere end en tolvårs dreng. Kirkestien fra Knivsig til Rafstej måtte ikke pløjes ned. Stod man stille, kunne man høre vindens sagte sus gennem det modne korn.

Det farverige efterår var en dejlig tid. I skolen tegnede vi nedfaldne blade og vandfarvede dem gult og brunt. Den tyske skole besøgtes af børn fra danske og tyske hjem. I timerne talte vi tysk, i frikvartererne dansk /sønderjysk. Man lærte os tysk ved at . lade os lære udenad: mange salmer, alle vers, også Davids salmer efter bibelen, de salmer, der havde ligget til grund for den nyere tids salmedigtere, desuden en lang række store og små digte, bade læredigte og ballader, ja, hele dramatiske scener.

Den første motorcykel

På min venstre hånd har jeg et 60 år gammelt ar. Jeg stod og kløvede brænde, da jeg pludselig hørte motorlarm på landevejen. Jeg løb med øksen i hånden, snublede og faldt ned på øksen, som skar en blodåre over. Blodet sprøjtede i vejret. Men larmen på vejen stammede fra den første motorcykel, jeg ikke så, men hørte.

En stor oplevelse var det, da den første rutebil kørte gennem landsbyen på ruten fra Kloste' til Tingle'. Jeg har endnu dens vidunderlige benzinlugt i næsen. Jo, den nye tid rykkede frem. Uforglemmeligt er synet af luftskibet »Hansa« over engene. Det var som en tæt grå sky, der trolddomsagtigt lydløst svævede hen over det flade land på vej til København. Det var i året 1912.

Tiden før første verdenskrig var landsbyhåndværkernes gyldne tid. I en landsby som Ravsted var der en smed, to malere, to karetmagere, en saddelmager, en skrædder, en urmager, en bager, en blikkenslager, to murermestre, en møIler, desuden resten af »værkstedet« efter en rebslager. Både på Fyn og på Sjælland har jeg savnet "Pe Bægges rovkach«.

Vi havde også en urmager i Ravsted. Det var altid morsomt at skulle om til ham. I hans butik tikkede alle urene på væggen om kap. Men det spændende var nogle tænger i et glasskab. Når folk blev overfalden af en voldsom tandpine og ikke kunne tænke sig at cykle til Løgumkloster eller Tønder, skyndte de sig om til urmager Hyldtoft, som hjalp dem af med tanden. Omkring 1910 steg en karetmagersvends løn fra 10 mark om ugen ti! 12 mark plus kost og logi. Jeg husker det tydeligt; det var vores svend Andersen fra Tylstrup, der lærte os Skamlingsbankesangen. ud fra min fars værksted gik mange forskellige vogne: arbejdsvogne, fjedervogne, jagtvogne, chara­bancer, damephaetoner, bukphaetoner og enspændervogne som gig og jumbe. Alt beslag blev lavet af landsbysmeden, der faktisk måtte være en slags kunsthåndværker. Jeg husker et vers om ham:

Sko min hest! Hvem ka bedst? Det kan a' præst.

Nej, vel ka han ej, det ka vo smej, som boe i æ søndelej.

Mit driveri førte mig tit til malerens værksted. Her duftede dejligt af lak. Nar den gamle maler var træt af sit arbejde, gik han hen til staffeliet og fortsatte, hvor han havde sluppet. Han malede på et billede fra engene vest for Ravsted. Det var ved solnedgang. Aftenhimmelen var dækket af lange, vandrette skyer. Et sted farvedes en sky af den skjulte sols stråler, en vidunderlig sølvgylden bræmme, ubeskrivelig dejlig. På den gulbrune aftensolbelyste engvej gik en skikkelse, en ældre mand, lidt duknakket, med et arbejdsredskab over skulderen. Det var Peter Rossen, som boede i det lave, lange hus med de rundbuede døre.

Heste langt bedre end en bil

Henne hos maleren blev de nye vogne malede og lakerede, så de strålede blanke og dejlige, ligefrem lækre, når de en solrig søndag formiddag fremvistes for kirkegængerne efter gudstjenesten. Sådan en ny damephaeton med to vælige heste for, blanke, striglede og børstede, så der viste sig et herligt mønster i hårlaget, og så i søndagsseletøjet, ægte læder, ja, det er et syn - en bil er kun en ringe ting ved siden af.

Kom kunderne langvejs fra - fars kundekreds nåde fra Ensted i øst til Højer i vest, fra Rens mod syd til Bjerndrup mod nord blev de, navnlig på vinterdage, budt ind på kaffepunch. Vi havde to stendunke, en større ti! brændevin, en mindre til rom. Nogle vil hellere have en grog. For mig var chancen den, at jeg blev sat til at »holde hest«. Det gav 10 pfennig eller »en grossen«.

Vi havde en vindmølle. Når vinden blæste godt om natten, hørte jeg far sige til mor: »Det blejs, æ må stå op og sav.« Hans arbejdsdag var dog ellers på mindst 12 timer. Men vinden var jo gratis kraft.

Vinteraftendufte

Nar jeg en vinteraften kom hjem til naer, efter at jeg hele eftermiddagen havde drevet rundt i Ravsteds værksteder og gårde, kunne det ske, at mor sagde: »Puh ha, hvo do lavde, ha do no hvenn i en bås igjen?« Jo, jeg havde da været i Pede af Sørens kostald, nej oksestald. Nar studene fik et fodertilskud af melasse, var der ofte i melassesækkene at finde hele knolde brunt sukker, som i disse omgivelser smagte storartet. I sådan en studestald var det meget varmt og en stram lugt af ammoniak. Nar stalddøen åbnedes, stod der en tæt em dampende ud af den.

En af landsbyens fremskridtsvenlige gårdmænd forsøgte sig med et kreaturhold på føste sal over kostalden; det ville spare bygningen af en stald. Folk morede sig. »Ja, hvad ka' This itt hitt på!« Hans gård var ellers en af de største, men de tilhørende jorde lå spredt i alle verdenshjørner. Hans dengang helt moderne maskinpark såsom tærskemaskine, selvbinder, radsåmaskine, kultivator, rivemaskine, gøpel blev ødelagt af regn og rust. Men This var rar. Jeg fik lov til at følge ham på jagt. Så kunne han være glad og nynne:

Im Wald und auf der Heide, da such ich meine Freude, ich bin ein Jägersmann.

Jeg mindes dog ikke, at han nogen sinde ramte, når han skod .Hos vor anden nabo var plejlen endnu i brug. I loen blev negene lagt i række med aksene mod hinanden. Var de to om at tærske, gik det rytmisk slag i slag. Fik man lov til at prøve, fik man uvægerlig et slag i nakken af plejlens knippel. Jo, alt skulle kendes.

Ravsted er så langstrakt, at dens sydlige del kaldes »æ synneby«. Dens stolthed var møllen, en rigtig stor mølle, der var i fuldt brug. Møllens indre var et eventyr af tykke bjælker og takhjul. De kornknasende mølle­sten var usynlige, lukket inde i en stor trækasse. Spændende var det at stå i døren ud til rundgangen og høre kæmpevingernes sus og se dem svinge forbi døråbningen.

En sommerdag før den første verdenskrig kunne man høre en tordenagtig lyd mod Sydøst. »Det æ di tysk kanonne, die donne«, sagde naboen. Den tyske krigsmarines øvelser syd for Als.

»Das Alte stürzt, es ändert sieh die Zeit, und neues Leben blüht aus den Ruinen.«

Når jeg i dag kommer til Ravsted, kan jeg næsten ikke genkendt min kære gamle landsby. »Ja kirk ha di da itt fløtt«, som min brorsøn sagde. Jeg vil heller ikke sige »Ak, hvor forandret«, men de gamle, lave stråtækte huse, der var så hyggelige, ja, sågar eventyrlige, er borte.

Helt bestemt heksens hus

Jeg husker særligt to af disse huse. I det ene, som rummede flere familier, var dørene rundbuede og ikke mere end 1,5 meter høje. Ind ad en sådan måtte en oven i købet meget stor og sværlemmet arbejdsmand finde vej til sin lilleputlejlighed. Han havde vældige, røde, lyshårede hænder. Til en anden beboer var døren høj nok. Det var en ældgammel morlil, som vi ubarmhjertigt kaldte ” æ heks”. Når vi bragte hende en kunst­honningspandfuld suppe, gav hun os hver et stykke sukker, som vi smed væk, når vi kom udenfor.

Hendes lejlighed bestod vist nok kun af en mørk lille stue, som hendes seng stod i, og et lille køkken. Det lugtede ikke godt inde hos hende, og den kvalme luft var krydret af lugten af mange gange kogt maltkaffe. Vi kunne ikke rigtig se hende herinde. Men vi så hende, når hun hentede vand ude ved »æ pump«. Hun havde en masse mørkt tøj på. Og spanden var af træ. Jo, hun var en heks.

Her boede Rødhættes bedstemor

Den andet stråtækte eventyrhus var et dejligt lille hus. Det lå lidt afsides ved en sti, mellem Søren Thomsens gæstgivergård og Peter Tjellesens kirkekro.

Hele husets forside var dækket af rosenranker, der omgav og næsten skjulte døren. Her boede den gamle »putzmacher«, nej, rødhættes mormor. Hun var så rar, men meget sengeliggende. Det var mig umuligt at tænke mig rødhættes mormor bo andetsteds.

I vor nabos have lå som en ruin resterne af et gammelt ovnhus. Her bagte æ heks fra huset med de rundbuede lave døre sine brød. Og altid droges mine tanker hen til dette ovnhus, når jeg tænkte på eventyret om Hans og Grete. Det var ind i denne ovn, heksen blev skubbet af den snarrådige Grete. Så låste hun døren op for Hans, der ventede sin grufulde skæbne i det mørke lille rum bag ved i ovnhuset.

I den store have, som vi kaldte »Thises skov«, var der en jordhøj og ikke langt derfra en mørk, lille sø, hvor der voksede vilde fingerbøl. Både højen og søen lå gemt, men ikke glemt, virkende i underbevidstheden. For når jeg senere læste om stille skovsøer eller om dybe, vandfyldte, iskolde kuler, der drog ulykkelige ned i sig, tænker jeg altid på søen i »Thises skov<<. I jord højen var nisser og troldtøj.

Præstens var fjerne, fine væsener

Præstegården lå fornemt tilbagetrukket ved æ Virlå. For os drenge var den tabu og præsten og » æ frau« fjerne, fine Væsener. Jeg mindes ikke at have set »æ frau«, men præsten så vi en sjælden gang i skolen. Vi gik til konfirmandundervisning hos ham. Han var en bror til Johannes Tiedje, der blev kendt i forbindelse med forslaget om en afstemningslinie, der gik fra Gråsten nord om både Tinglev og Tønder til vestkysten nord for Højer. Undervisningen hos præsten gik helt over min forstand. Jeg husker kun tre af hans ord i anledning af indskrivningen. Min far var jo sachser og min mor fra Vestslesvig. De tre ord var »Eine gute Rasse!« Men Theodor Tiedje var rar.

Vi sang meget i mit hjem, bade tyske og danske sange. Til de meget sangbare tyske folkemelodier var der altid en, der kunne improvisere en andenstemme. Min fars yndlingssang, som han sang solo, var:

Som et skjold mod ostens magt stander Svea stolt på vagt  som en saga underfuld ...

En sommerhed dag, den 2. august 1914, da mørke skyer truende trak op i horisonten og kløvedes af et skærende lyn, stod jeg hos den gamle maler, der var ved at trække fugerne hvidt op i husets rode mur. Da kom en mand løbende, det var Detlef Andresen, og råbte: »æ kri æ briådt ue, æ kri æ brådt ue !« Det var begyndelsen til en verdens undergang. Når jeg ser på min mors portræt, forstår jeg, hvad jeg den gang ikke forstod, at hun blev nedbrudt af sorg. Fire sønner blev indkaldt og var med i Ruslands is og i Frankrigs skyttegrave til krigens bitre ende.