Jeg er født d.2. februar 1890 kl.12.3o eftermiddag på Nørremark i Ravsted, dengang hed det “Rapsted”, på ejendommen art. nr.16 Ravsted ejerlav og sogn. Den ejes nu af Henrik Christensen. Jeg var det ottende barn af Lorenz Jørgensen Lorenzen og hustru Nana f. Sørensen. De havde 5 piger, inden jeg kom. Min mor har fortalt, at da de så mig for første gang, sagde de: ”Åh ! ... bare en dreng og, hvor er han grim.” I dåben fik jeg navnet Andreas Jensen Lorenzen efter min farfar. En dreng og en pige var død kort efter deres fødsel, så jeg var den eneste dreng dengang. Senere kom en dreng, en pige og en dreng til. Min far boede til leje på ejendommen. Han var arbejdsmand, træskomand og tag - tækker. Det var jo om at tjene så meget som muligt for at forsørge den store børneflok. Jeg ved aldrig at vi ikke fik nok. Det første jeg husker som barn var at vi legede ude ved huset og så en skare køretøjer komme ovre på vejen fra Knivsig, om det var et ligtog eller en bryllupsskare husker jeg ikke. For enden af huset mod øst lå en stak istag og min lille broder var klatret ind i den sådan at vi ikke kunde finde ham og far måtte ud og finde barn.

Ligeledes husker jeg en dag da “markmanden” sad inde i køkkenet og spiste sin mellemmad og så gav han mig et stykke brød med kød og sky på, men denne sky væmmedes jeg ved og så fik jeg lov til ikke at spise det. Markmanden skulle sommeren igennem vogte på besætningen at de var i deres marker. Han gik med en lang springstav for at kunde springe over grøfterne. Traf han på et fremmed kreatur bragte han det i nat i et “Hellet” en solid indhegnet plads, og der kunde ejeren afhente det mod betaling af et vist gebyr. Dengang hed markmanden Peter Rossen.

I 1894 købte far et hus oppe i byen. Det lå i sønderbyen mellem smedjen og dyrlægens. Den dag vi flyttede sad jeg sammen med far foran på flyttelæsset og da vi kørte forbi skolepladsen var der frikvarter og mine søstre, som var til skole stod og vinkede og vi vinkede tilbage.

Huset som vi flyttede ind i havde dengang to lejligheder. Den ene, som lå i nordenden over mod smedjen var udlejet til en gammel kone som hed Ane Lassen og indgangen til hende var fra vestsiden fra æ kalgo. Der var en lille forstue, derfra kom man ind i køkkenet, desuden var der en entre og et soveværelse. På vestsiden lå en have, æ kalgo, som var indhegnet med et dige og foran huset ud til vejen var der også en lille blomsterhave og så ind mod huset var der en låge over til dyrlægens. Efter at vi blev kendt med børnene fra dyrlægen legede vi sammen med dem. Der var en pige på min alder som hed Ingeborg og en dreng Asmus som var lidt yngre. Desuden var der en stor pige Mille og to store drenge Jes og Andreas som var for store til at lege med os. Om sommeren legede vi meget nede bag æ kalgodich mod vest. Så længe Fidde og Stinne Smejs boede der legede vi også med deres to børn, en dreng Hans og en pige Ebba. Nogle år senere flyttede de ned til Korup smedje og den ny ejer havde ingen børn. Fra os var der min broder Ingvert som var to år yngre og en søster Ingeborg som var 4 år yngre end jeg. Det var den dejlige barnetid. Dyrlægens Ingeborg var min første kæreste så længe vi blev så gamle at vi forstod at de drillede os dermed, men vi kunde da lege sammen. I 1896 blev min yngste broder Christian født, det var det år min skolegang begyndte.  

Hvad legede vi dengang?

Så længe vi var små var det ‘Far og Mor’ Ingeborg a æ dyrlæge var Mor og jeg Far og de mindre var vores børn. Så byggede vi gårde af sten og besætning bestod af små pinde. Jeg husker engang jeg stod på diget og råbte til min mor som stod oppe ved huset “Mor vi har det så glant, så glant .”Da vi blev større legede vi også ’Put’. Alle gemte sig og en skulle så finde dem. Så havde vi en leg som blev kaldt ‘klabunes’. Det var en udendørs leg. Alle gemte sig og den som ‘stod’ skulde så finde dem, og når den så fandt nogle skulde den løbe hen til en aftalt port og klappe der på og råbe “Klabunes for den og den” og så skulle den som han klappede for komme og stå der indtil den havde klappet for dem alle. Men hvis der var nogen som kom først til porten, klappede den med ordene “klap fri for den og den”. Så var dealle fri og kunde gemme sig igen, Sådan blev det ved indtil det lykkedes for den som stod at fange dem alle. Så var det den næstes tur til at ‘stå’ .Det kunde være en rigtig drilsk leg. Vi legede et spil for to som vi kaldte ‘spil vip’. To mursten stilledes på højkant på jorden, så havde vi en længere kæp og en kort som blev lagt over stenene og vippet bort med den lange, og så blev denne lagt over stenene. Modspilleren skulde så se og slå den af med den korte, ’at vippe den af ’.Lykkedes det for ham var det hans tur til at spille fra stenene. En anden leg var ‘tik’, det var den samme som senere er bleven til sidst ’. Og så ‘Slagball’ som blev spillet mellem to hold med et slåbrett og en bold. Når den som havde slået bolden ud skulde han løbe ud i feltet og det andet hold skulde så ramme ham med bolden, og ramte de ham mens han løb mellem felterne, var det dem som skulde slå til bolden. Tiden gik og vi blev større og blev pålagt ”små-arbejde”. Far havde med tiden fået købt en ko og havde i årenes løb fået tillagt 4 køer. Den udlejede lejlighed var bleven ombygget til stald. Desuden havde han købt jord, æ søndermark, på 8 ha . Da far var meget ude på arbejde så var det mor og os børn som skulde passe det meste. Om sommeren at drive køerne op på marken og hjem om aftenen. Tidlig fik jeg lært at malke. Om vinteren tærskede min broder Ingvert og jeg kornet med plejlen. Det var rug og havre. Vi kunde godt, blive usattes og en gang slog min bror mig med plejlen oven i hovedet. Men lige efter var vi gode venner igjen. Vi sladrede aldrig om hinanden. Når vi så havde en stak tærsket korn liggende så skulde det rengøres, det kaldtes at ‘kaste’. Med en bredbladet lille skovl blev kornet kastet imod vinden i loen. Kornet fløj længst væk og avner og støv blæste ud ad det og det rene korn blev fyldt i sække. Senere fik vi en kornrensemaskine til det. Vi lærte også ‘at tage tag af’. Når vi havde tærsket et udlæg rug, så skulde halmen udrystes sådan at kun de stive strå blev tilbage. De blev så sammenbundet og opbevaret så længe at det var nok til at et par fag af hustaget kunde blive tækket. At tække gjorde far selv for han var jo også tækkemand. Dengang blev engvejene udlejet, det skete på ‘Bysens regning’, og far havde i nogle år lejet vej en til østerkær og Seklevvejen. Først blev græsset slået til hø og derefter græssede køerne dem og så skulde de vogtes. Jeg fik en mellemmad, en bog at læse i og en pisk med. Når solen stod et bestemt sted på himlen så skulde jeg komme hjem med køerne. Når der var fare for regn fik jeg også en paraply med. Det var bedst at holde køerne nogenlunde samlet at de ikke kom for langt fra hinanden, for når jeg sad og læste kunde jeg glemme at se efter dem og så måtte jeg løbe efter dem, for at få dem samlet igjen. Og dog har jeg oplevet mange dejlige eftermiddage ved det. Imellem var jeg med til at køre hø ind ved en anden bonde. Jeg skulde ‘rach op’,rive stakstedet ren og bringe æ oprachning hen til den næste stak. Når de så havde læsset fuld kørte de hjem og jeg blev i engen og blev færdig og så kunde jeg hvile mig så længe de kom igjen. Jeg husker også at jeg har været i Gaaskær og hjulpet min søster Cathrine og svoger Peter med høet. Dengang var det om at få så meget hø som muligt da man endnu ikke kendte kålroerne. Om efteråret skulde vi også grave haven, æ kalgå, Sådan blev vi så langsomt vænnet til at arbejde og dog fik vi tid til at lege. Når vi i foråret havde hørt æ kukmand, måtte vi få strømperne af og gå barfodet. Det var svært at vente så længe til vi havde hørt æ kukmand, men så fik vi også ikke strømper på før hen på efteråret. For det meste var det rart, men når man skulde gå i kornstubbene, kunde man nok blive slemt stukket om anklerne eller under tæerne sådan at blodet løb. Så vikledes der noget garn på og så var det godt. Vi var jo gerne en 4 til 5 børn hjemme og når vi var alle samlet om middagen til æ onnens bord var det ikke nemt for mor at holde styr på os. Vi drillede hinanden og når skænderiet blev for slemt så kunde mor godt slå os oven i hovedet med æ faklud. Så styrtede jeg og min bror gerne ud af bagdøren til haven og morede os, ’skranerd a et’. Jeg havde opdaget at i køkkenskabet stod der en sukkerskål med ‘kneppet sukker’ i og når jeg stod op på en stol kunde jeg nå og tage et par stykker, når jeg var alene i køkkenet. Men en dag gik det galt, jeg kom til at vakle på stolen og rev hele skålen ned på gulvet, så mor hørte det, og kom ud. ”Så nu fangede jeg nok sukker-tyven, jeg har undret mig over at det svandt i sukkeret. ”Jeg fik en alvorlig formaning, og jeg har ikke hugget sukker mere så vidt jeg husker.

Når far var hjemme om vinteren lavede han træsko, og jeg fik imellem lov til at hjælpe med at slå kramper i. Jeg havde min egen lille hammer og sad for enden af fars arbejdsbord. Når far havde rettet alt til så fik jeg dem og når jeg havde slået alle kramper i ,så far dem efter om det var ordentlig gjort, og var der, en fejl så pillede han den krampe ud og jeg skulde så slå en anden i. Sådan blev man langsomt tilvænnet at gøre et pænt stykke arbejde uden at far skældte ud. Et andet arbejde som vi skulde gøre var at karte uld. Det blev så brugt til at lægge i klodserne som mest blev brugt af damerne, derfor skulde de være bløde at gå i. Da det var så kedeligt at arbejde skulde min bror og jeg skiftes til. Det foregik altid ude i stalden. Vi havde to karter, hvorimellem uldtotterne blev lagt og kartet så længe de var bløde og lette. Så blev det lagt i en beholder som far havde dertil og når vi havde den fuld så slap vi for denne gang, Når vi kom og afleverede beholderen til far så stak han hånden ned i den for at mærke om vi havde presset den, og hvis vi havde snydt fik vi lov til at karte noget mere. Af Far og mor holdt altid på at vi børn skulde være hjemme når det blev mørkt.

I mørkningstiden kunde far nok, finde på at lege med os mindre børn. Han tog os op på skødet og så skulde vi stå oprejst på hans knæ og strække armene op og se om vi kunde nå loftet, så gav han et lille hop og vi faldt ned i skødet på ham. Det var en dejlig leg, eller vi skulde klappe kage, eller ’ri å ri te mærken å køf moe et lærken, å fa et pa fly sko, den gammel mand væl å ha et pa, men han ska vint te påsk å pinse, te rav vå slaun, te byg vå moen, å alt vå i æ laj, så kund han få et pa gammel skiern træesk’, eller ‘først kommer æ bondemand, han siger hoppede skobbede ,men så kommer æ herremand,han siger hoppede hoppede hop.’Bondemanden red langsomt, men herremanden red i galop så vi var ved at falde ned af fars knæ, og det var jo det bedste ved det. Eller ‘ri å ri te møl å dæ vå inne hjem andt, som en lille bitte hund. Den såt i lænke å bed i æ lænkå såj vov—vov—vov.’ Så skulde far og mor ud i stalden og røgte og når de var færdig samledes alle i køkkenet til aftensmåltid, æ narre. Det bestod altid af et fad grød mest boghvedegrød, tarregrøe kogt i skummetmælk og dertil kunde vi få et stykke brød med fedt og salt på. Fedtet var smeltet sammen med talg sådan, at det nok kunde slå op med enderne. Men alt smagte dejligt. Når det skulde være særlig godt fik vi sirup over grøden. Den næste aften var grøden opvarmet i mælken, da spiste alle af det samme fad. Imellem fik vi en pandefuld stuvede kartofler i ‘futmælk’. Derefter kom de små i seng og vi andre kom ind i stuen, hvor petroleumslampen var bleven tændt. Far lavede træsko og senere tog han en pibe af pibebrættet og fik sig en pibe tobak. Vi børn lavede skolearbejde, og derefter havde jeg gerne, en bog fra biblioteket at læse i. Mor spandt uldgarn på spinderokken, æ Spindhjul, Klokken 9 var det altid sengetid. Inde i børnenes sovekammer var der lavet faste sengesteder langs den ene væg delt i to og fyldt med halm under sengetøjet. vi lå gerne to i hver seng, men vi sov godt. Når en af os var syg, kom vi ind at ligge i fars og mors sovekammer. Jeg mindes engang, at jeg la inde i fars seng og så rejste der sig et mandfolk for enden af sengen og så på mig og smilede og så forsvandt han igjen. Jeg blev ikke bange, men lukkede øjnene og faldt i søvn. Senere har jeg regnet med at det har været et febersyn. Når mor havde garnet spundet så blev væven opstillet og mor vævede tøj til os, og når hun havde vævet færdig kom tøjet til Andrup mølle og blev ‘stampet’. Derefter blev der beklædning syet til os deraf. Mor bryggede også øllet. Også dejg til brød lavede hun i dejtruget af egen rug. Når det så havde stået til hævelse natten over slog hun brødet op og vi kørte det ned til bageren på en flad trillebør hvorpå der kunde ligge en halv snes brød. Det gik gerne sådan at de sidste brød blev muggen inden vi fik dem spist, men det gjorde jo ikke noget for af muggen brød blev vi så stærke, så stærke. Ja, min mor har været en god og flittig kvinde. Ved siden af alt det andet holdt hun os børn rene og nette i tøjet. Om sommeren gik hun de ca. 2km med malkespanden op på Søndermarken for at malke til middag og slæbte mælken i spandene som hang i åget over skuldrene med hjem. Til jul bagte hun en masse rugmels-knepkager og andre slags kager og ikke at forglemme mange spillebekkenør. Det var små firkantede kager til os børn at lege med i julen. Til juleaftensmad fik vi altid grønlangkål med flæsk af svinehoved og derefter sødsuppe eller vælling med sukker og kanel. Skikken med risengrød med mandel ikendte vi ikke dengang.

Til juleaften fik vi det pæne tøj på og når vi havde spist og de havde vasketop skulde vi se om Kinken var kommen, for han kom jo kun hvis vi havde været gode børn. Mor gik ind i æ køn dørns og lidt efter åbnede hun døren og så stod juletræet der med tændte lys som skinnede om kap med vore øjne. Gaverne var kun små i de tider, men glade har vi været. Så sang vi nogle julesalmer og lysene blev slukket og vi gik ind i den anden stue igjen. Far læste så  jule evangeliet, og et stykke af en andagtsbog. Derefter legede vi med musbekkenør, som vi havde fået hver en håndfuld af. En del blev taget i en lukket hånd og så spørges modparten “Gæt hvor mange der er i min hånd, ellers læg lige så mange til. Gættede han rigtigt fik han alle kagerne, ellers skulde der betales lige så mange, som der var,  i hånden. Eller der blev spillet ‘mus”. Ved dette spil blev hele ens beholdning lagt på bordet og man havde mærket sig en af kagerne som skulde være mus. Modparten måtte så trække den ene efter den anden over til sig så længe han traf på musen, så råbtes der “mus, mus” og så var det dens tur til at trække. Således kunde kagerne skifte ejer mange gange og de hvide kager skiftede farve til brunligt. Det var ikke hvert år vi havde et helt juletræ, men måtte nøjes med en grangren i en urtepotte. Men også dette var festlig for os. På juledag gik far og mor til kirke og eftersom vi børn blev store nok, kom vi med. Mellem jul og nytår og til langt ind i januar, blev der så holdt julegæst hos den ene, efter den anden. Dertil kom vi børn ikke med, men om eftermiddagen til nytårsaften var vi ude og gik fra dør til dør og skød nytår ind med vore små knaldbøsser. Så fik vi et par bekkenør eller et æble i vores poser som vi havde bragt med. På selve nytårsaften fik vi ikke lov til at være ude. Den forløb omtrent lige som juleaften. Nogle havde til skik at smide potteskår ved døren og derved ønske Godt nytår. Æ rummelpot kendte vi ikke.

Da jeg var bleven større lærte jeg at løbe på skøjter. Jeg kunde spænde skøjterne på hjemme for lige neden vest for have-diget gik der en grøft ned til engene som dengang altid var fulde af vand, og når det så var frost kunde vi løbe på isen helt til Hyndingholm og videre helt til Tønder. Så vidt har jeg aldrig prøvet at løbe, for når jeg havde fået lov at gå på is, skulde jeg altid være hjemme, til det blev mørkt. En gang imellem, kunde degnen finde på at hele skolen skulde løbe på is en eftermiddag. Han løb selv på skøjter og når vi havde moret os et par timer sendte han os hjem. Jeg havde engang fået lov af far at løbe på isen vest for byen, men lige den dag var der slet ingen der. Jeg kunde høre at de var øst for byen i engene mellem Ravsted og Fogderup. Jeg kunde ikke modstå. Fristelsen, og løb om til dem. Det var vist nok gået godt, men lige den dag havde vi det så. glant at jeg glemte, at komme hjem inden det blev mørkt. far tog mig for sig, og så måtte jeg jo bekende at jeg havde været ulydig. Så tog far sin store lineal og slog mig dermed i enden og der sprang en flis af linealen. Det er den eneste gang jeg kan huske at have fået klø af far. Jeg mærkede såmænd ikke slagene uden på tøjet, men jeg skreg ordentligt. Senere har linealen mindet mig om den endefuld.

Dengang boede æ dreje her, og han var blind. Jeg skulde engang gå med ham til Havsted og hånd i hånd gik vi. Bagefter fortalte han at han havde moret sig dejligt på den rejse. Jeg havde gået og fortalt ham om alt hvad der var at se. og havde altid sagt “se der” lige, som om han ikke var blind. Han gik altid med en lang stok og med den følte han sig for. Han var far til Jens Andresen som tjente hos Jørn Fynbo og derfra blev udvist af landet fordi han sang forbudte danske sange. I Hvirlåen, som løb gennem byen fra øst til vest var der bygget et stemmeværk lige vest for byen for at stemme vandet ind over engene. Vi kaldte det æ ”føst skøt” og her var der en større kule. Her badede vi om sommeren. Vi kunde stå oppe på overliggeren af stemmeværket og springe på hovedet i vandet. Engang legede jeg og Jes Peter i det tidlige forår omme bag ved Jørn Fynboen ejendom. Så fandt vi på at gå ned til æ sket og jeg var så dristig at stille mig ned på bræddeunderlaget i æ skøt. Disse var blevet slimet i vinterens løb og enden blev at jeg gled ned i kulen fuldt påklædt. Så gik vi op til et vognskur ved gården og jeg trak alt tøjet at’ og vred vandet ud og hængte det til tørre. Imens løb jeg nøgen rundt for at holde varmen. Så tog jeg tøjet på og tørrede det på kroppen. Det kunde man tåle dengang, uden at blive syg.

I dag skal jeg op til Hyndingholm til fødselsdag gebusdav hos min fætter Johannes. Min tante Hanne Marie var min fars søster. Hun var gift med Wilhelm Hinzel og de havde overtaget Stamhjemmet. De havde 3 børn, Andreas, Peter og Johannes. Onkel døde af tuberkulose og det gjorde de to ældste drenge også i en ung alder. Busdavs foræring var gerne et æble med en 5 penning trykket ned i. Det samme havde Johannes også gerne med til mig når han kom til min busdav.

Engang da Drea og Bine havde været hjemme en aften fra Havsted, hvor de tjente og var gået igjen kom de løbende tilbage for ude på Havstedvejen var der et mandfolk som vilde efter dem. Far måtte så med dem og da han kom tilbage fortalte han at det havde været Hans Valentin, godt kanon fuld, som var falden i grøften og, hver gang han vilde rejse sig op faldt han igen, og det havde set farligt ud for pigerne. Senere kom Bine til at tjene hos degnen og samme sted tjente Thomas Warming og de to blev senere gift med hinanden. Min søster Mie kom til at tjene i præstegården hos pastor Jessen. Engang da hun var ene hjemme var jeg nede hos hende og da fik jeg hele præstegården efterset. Engang da præsten havde haft læge fra Løgumkloster, blev der sendt bud efter mig om jeg kunde køre med lægen til Løgumkloster for at hente sagerne fra apoteket og så løbe hjem med dem til præsten. Jeg kan huske at oldefar og oldemor som vi kaldte morfar og mormor boede engang hos os. Oldefar var blind dengang. De havde boet i Løgumkloster og flyttede også dertil igjen efter at de en tid lang havde boet hos min mors søster, tante Sine, og skrædder Hans Mamsen i Vollerup.Jeg må have været for lille for jeg husker ellers ikke noget om dem.  De er begge døde i Løgumkloster. oldefar hed Engelbrecht Sørensen og oldemor Hanne Mari. Når far og mor var ude til julegæst var vi ene hjemme og jeg fandt da på at tage en af fars piber som hang på pibebrædtet og skulle prøve, hvordan det smagte. Det må have smagt godt for jeg prøvede det oftere. Når de kom hjem kunne far lugte tobakken og bemærkede engang at her havde nok været en, som havde røget. Men han forbød mig det aldrig direkte. Men sådan fik jeg lært at ryge tobak.

Skole

1896 den 1. maj begyndte jeg at gå i skole. Ravsted skole lå dengang mord /syd langs kirkegården halvvejs inde i kirkegården over for degneboligen. Indgangsdøren lå i midten ud mod øst. Fra forstuen var der døre ind til venstre til lilleskolen og til højre ind til storeskolen, for enden af forstuen var der en trappe op på loftet hvor der var en lejlighed til anden lærer som dengang hed Iversen. Degnen hed, Jacob Friedrich Andreas Petersen.

Legepladsen lå mellem degneboligen og stald og lade med en sti hen til landevejen lige ud for en købmandsbutik som da ejedes af Christian Iversen. På legepladsen var der en galge med et klatretov og tove med ringe, desuden en barre og en flagstang. På østsiden af degneboligen stod pumpen hvor vi kunne drikke vand. Forbi sydsiden af degneboligen gik der en sti op gennem markerne nordpå til Paul Jensens ejendom og videre med vejen nordpå til Knivsig, Korup og Fogderup. På min første skoledag samledes vi uden for forstuedøren og nogle større drenge drillede mig, særlig en der var større end mig, og de andre ”pussede på” at jeg skulle give ham nogle tærsk. Jeg for på ham og lagde ham ned og satte mig på ham. Slå ham, råbte de andre, men dette kunde jeg ikke gøre, i stedet for sad jeg på ham og græd mine modige tårer og stod op og lod ham i fred. Det er den eneste

gang, jeg har slosset for alvor. Jeg var for blød i sindet. Men jeg havde sejret, for de troede at jeg var så stærk så stærk. Derefter blev vi kaldt ind af læreren og fik vore pladser anvist og så skulde vi til at lære noget og det skulde være på tysk. Jeg kunde ikke et ord tysk, men så langsomt fik jeg også det lært. Lærer Iversen var en flink og tålmodig mand. Men vist nok på grund af al den spænding havde jeg fået ondt i maven og da jeg ikke turde spørge cm at gå ud gjorde jeg bukserne fulde på min første skoledag. Ja sådan en helt var jeg. Jeg husker ikke hvad mor sagde da jeg kom hjem. Sådan gik så den ene skoledag efter den anden, vi lærte at læse af fiblen, og skrive på en tavle med griffel. Jeg var vistnok en lærenem elev for jeg husker at læreren roste mig. Klø har jeg aldrig fået den tid jeg gik i den lille skole og efter 3 års forløb kom jeg med ind i den store skole, hvor degnen var lærer. Han var degn og kirkesanger og ved siden af drev han landbrug og var formand for mejeriet. Han var en dygtig lærer og forstod at lære fra sig. I hans klasse var vi 6 årgange og inddelt i lige så mange hold. efter hvert år, rykkede vi op i det næste hold, hvis vi kunde følge med. Efter hver time kom vi ud på legepladsen. Fra legepladsen gik der en sti over til høker Iversen, hvor vi kunde købe grifler og alle småting som vi skulde bruge og også bom for 2 pfenning i to tutter, for så regnede vi med at det gav mere. Det var noget som sjældent kom for, da pengene ikke var så rigelige dengang. Vi følte os rige når vi havde fået en pfenning. I skolestuen stod bordene i to rækker med en gang imellem. På den ene side sad drenge og på den anden side piger. Vi sad fem ved hvert bord og hver afdeling havde forskellige opgaver. Jeg tror nok at jeg fulgte helt godt med for jeg fik engang en præmie tildelt af skole inspektøren som dengang var præsten. Det var et billede af Kejser Wilhelm, hvorpå der stod at det var for ”Fleis und guter Führung”. Præsten, som hed Jessen holdt bibellæsning en gang imellem i skolen om aftenen og min far var med, og til ham sagde præsten at han skulde sige til mig, at jeg skulde komme ind til ham i præstegården uden at sige hvorfor. ”Hvad har du nu lavet?” sagde far og jeg spekulerede derpå men syntes ikke at jeg havde en dårlig samvittighed. Da jeg så kom ind til han den næste dag gav han mig billedet med rosende ord. Det var vel nok en stolt dreng der kom hjem. Men jeg var også bleven en slem og fræk dreng.

Da lærer lærer Iversen var bleven lidt slem til f1asken endte det med at han blev forflyttet til Korup og vi havde fået en ung andenlærer som hed Fulendorf. Han var tysker og havde sat sig for at vi skulde ordentlig opdrages, blandt andet måtte vi ikke have huen på i klasseværelset i frikvarteret. Og så kan det nok være at vi drillede ham dermed, og en dag stod vi alle med huerne på og med ryggen til døren og gjorde lige som om vi ikke mærkede at han kom ind førend han stod lige bag os og skældte ud. Så kan det nok være at vi fik huerne af. Vi mente ellers at han kunde passe sin egen klasse og ikke os i den store skole. Ligeledes forlangte han af os at vi skulde snakke tysk i frikvarteret på legepladsen. Om han beklagede sig til degnen tror jeg ikke da degnen aldrig sagde noget til os. Degnen har aldrig forlangt af os at vi skulde snakke tysk på legepladsen. Når det var Kaiser Wilhelms fødselsdag den 27.januar gik det højtideligt til. Vi skulle møde i søndagstøjet i skolen. Så blev den tyske fane hejst under afsyngelse af en tysk sang. I klassen blev der sunget sange til forherligelse af kejseren, og degnen læste en historie om det store fædreland og så sang vi “Der Kaiser ist ein lieber Mann und wohnet in Berlin”og så havde vi fri, resten af dagen. Årene gik og hvert år til I. maj rykkedes der en afdeling op og kravene til lærdom blev større. Der var et tema som vi havde meget besvær med som blev benævnet “Jahreszahlen”, det var det tyske riges historie med alle regenterne og krige. De årstal skulde vi alle huske og blev prøvet i dem. Degnen nævnte en begivenhed og så skulde vi svare med det årstal hvor den havde fundet sted og ikke nok med det for så blev vi flyttet op eller ned i rækkerne eftersom vi kunde svare. En anden fælde lå i stileskrivning hvor ordet ‘das’ skulde skrives med et s eller dobbelt s. Dette havde jeg besvær med indtil degnen engang forklarede mig at jeg skulde blot tænke på at oversætte det til dansk og ,hvis det så hed ‘at’ så skulde det skrives med ‘ss’. Siden da tog jeg aldrig fejl. Tiden gik indtil jeg blev 12 år og den sommer skulde jeg ud at tjene hos Paul Jensen og hans kone Trine. Vi kunde dengang, blive  ‘dispenseret’ fra skolen i sommerhalvåret fra I. maj til I. november. Vi skulde kun til skole, hver, onsdag formiddag. Det var en god plads og jeg havde det godt hos dem. Men de første aftener græd jeg af længsel efter mit hjem. Men det gik også over og sommeren gik hurtigt. Min løn var 2o mark for hele sommeren, men stolt var jeg da jeg kom hjem med pengene til far. Det var på den ejendom som Hans Schack nu har.

Så begyndte skolegangen igjen, hver dag. Jeg havde fået lyst til læsning og i præstegården havde de et lille bibliotek hvor vi kunde hente bøger og jeg benyttede det flinkt og jeg fik alle bøgerne læst og præstens datter som gav mig dem mente om jeg vilde begynde forfra igjen. Hjemme havde jeg lært mig at læse dansk efter Flensborg avis som min far holdt. Desuden havde vi en dansk læsebog fra fars skoletid, og desuden den danske bibel, som jeg læste fra begyndelsen til enden. Jeg var næsten ikke til at få til at bestille noget for læsning. Derimod var min bror Ingvert som var to år yngre en rigtig arbejdsbi. Han sled i det hos Thomas Thomsen som havde fået ham til at arbejde hos ham i al sin fritid. Gården lå der hvor nu slagteren bor og hvor postbud Frede Jensens hus og Bahne Witts hus nu ligger. Gården er brændt til sin tid. Thomas kunde rigtig få ham til at arbejde for sig ved at rose ham og love at han skulde have hans datter Anne og et par heste når han blev stor.

Min far slog græs for bønderne og så skulde vi børn med og rage af efter leen. Der er vist nok ikke den eng mellem Ravsted og Hyndingholm, hvor vi ikke har været med. Tidlig om morgenen blev vi vækket og stod søvndrukne og vaskede os, og så af sted ud i engene til middag og hjem til onnen og en timestid middagssøvn og så af sted igjen til aften. Så var vi godt trætte, og skulde nok finde i seng. Dette blev ved dag efter dag så længe engene var slået. Far vidste hvor længe han måtte være om at slå den eng for den var så og så mange ‘karlslæt’, et mål for hvor meget en karl kunde slå om dagen. Særlig festligt var det når vi slog bagerens eng for så kom bageren om eftermiddagen ud til os med wienerbrød og det smagte vel nok godt. I hans eng skulde vi også rage høet og sætte det i stak, og så fik vi også kager. Ja, det var en streng tid inden vi blev færdig med græsslåning.

Efter sommerferien gik skoledagene deres gang Når der var sne om vinteren var der sneboldeslag på legepladsen, ’klompes’, og engang fik en dreng, Jørgen Clausen fra Høgsholt, en snebold i panden som slog hul så blodet løb. Jeg fik skyld for at have kastet med is efter ham. Jeg, havde ikke gjort det, men degnen holdt forhør med mig hver dag i otte dage, så jeg til sidst var så medtaget, at det at han fik mig til at sige ja dertil. Jeg skulde så efter sige sådan som han formede tilståelsen: ”Jeg tog et stykke is og kastede det i hovedet rå ham. ”Men det ville jeg ikke sige, i stedet for sagde jeg:” en snebold som var hård’.! En tidlang derefter fortalte nogle drenge at det var slet ikke mig der havde gjort det men August Hinrichsen. Men de turde ikke komme mig til hjælp at angst for den store dreng. En del år efter at jeg var blevet voksen og degnen var pensioneret fortalte jeg ham at jeg aldrig havde kunnet glemme at han havde været så uretfærdig. Han undskyldte sig, men det var jo for sent. Jeg har fået klø engang, tre slag af spanskrøret, fordi jeg og Ole Olsen havde slået en pige, Ingeborg Fiebig. Et forkælet stykke pigebarn, som boede hos sin bedstemor kaldet oldemoe. Hun drillede os engang og Ole gav hende et slag at en piskesnert uden på tøjet som hun slet ikke kunde mærke. Men hun tog frygtelig på vej og sladrede til degnen, og så skulde vi have klø og dette blev indført i ‘den sorte bog’. det var den eneste gang, jeg har fået klø i skolen. Jeg havde måske fortjent det flere gange. Da jeg var nået op i øverste afdeling sad jeg som nummer et på den øverste bænk sammen med 5 andre. Nu var benene bleven så lange at når vi strammede knæene op under bordet så vippede det. Dette drillede vi andenlærer Fulendorf med når han havde timen i den store skole. Når han skældte ud undskyldte vi os med at det kunde vi ikke gøre for da benene jo da var så lange. Hvert år inden konfirmanderne forlod skolen blev der afholdt skoleeksamen. Den dag kom forældrene og hørte på os. Vi mødte i søndagstøjet og så blev vi ordentlig prøvet. Når degnen korn med et spørgsmål skulde de der kunde svare række en finger i vejret. Jeg kom til at svare på mange af spørgsmålene og fik efter timen ros af degnen. Den sidste dag konfirmanderne var i. skole, holdt degnen en afskedstale for dem. Det forstod han rigtig sådan at intet øje var tørt.

Hver sommer var der en skolerejse. Jeg har kun været med en eneste gang, for det kostede penge og dem havde vi ikke mange af i mit hjem. Det år gik rejsen til øen Røm som Rømø dengang blev kaldt. Vi kørte først med toget og så med færgen fra Ballum til Røm og med øbanen som blev trukken af en hest over til vestsiden af øen.

Tiden gik og til I. maj 1904 kom jeg ud at tjene hos min søster Andrea og svoger Christian på Lunderup mark. Hver onsdag og lørdag formiddag gik jeg til skole i Mjøls skole hos lærer Møller. Det år byggede de en ny stald og jeg hjalp med derved. Der lærte jeg også at trække et koppel køer ud på marken, hvor de stod tøjret dagen over. Ligeledes at passe fårene som også stod tøjret. En god ven fik jeg i en stor hund, som hed, Flora .En af hestene hed Mink, også et trofast dyr. Jeg havde det godt hos dem og sommeren gik hurtigt og I. november var jeg hjemme igjen. Og nu skulde jeg til at gå til præsten til konfirmationsforberedelse. Dengang skulde drengene være fyldt 15 år inden de kom ud af skolen. .Pigerne kunde klare det med 14 år. Hele vinteren gik vi til præsten et par dage om ugen og palmesøndag d.16/4.o5 blev jeg konfirmeret i Ravsted kirke af pastor Jessen. Vi boede dengang der hvor nu P.Chr.Schrøders autoværksted ligger. Syd for boede dyrlæge Asmussen og nord for os lå smedjen, beboelseshuset ligger der endnu. Smeden hed Friedrich Johannsen kaldet Fidde smejs, konen var fra Aabenraa og der var to børn, en dreng Hans og en pige Ebba. Smeden var lidt slem med flasken og de måtte sælge og flyttede til Korup. Denne Fidde var også Hauptmann i det frivillige Feuerwehr,  som de havde fået dannet og han eksercerede med medlemmerne. Da han rejste fra byen blev skrædder Peter Krichau Hauptmann. Det var Reisner Bonnichsen  som købte smedjen og i sin tid fik jeg lyst til at hjælpe til i smedjen og jeg lærte at slå med forhammeren og hjalp at smede hestesko og ved alt forefaldende arbejde. Jeg vilde være smed når jeg blev stor. Far fik også en læreplads til mig, hos smeden i Bedsted . Men senere hørte far at drengene ikke fik ordentlig lært der og pladsen blev opgivet. Så kom min svoger Thomas fra Aabenraa og fortalte, at de søgte læredrenge på jernbaneværkstedet i Aabenraa og far mente at vi skulde prøve om de kunde bruge mig. Jeg blev også antaget, og skulde begynde efter påske 1905.

Læretid

Efter påske 1905 d.25/4, skulde jeg begynde min læretid på Kreisbahns lokomotiv værksted i Aabenraa. Jeg havde fået en cykel og på anden påskedag cyklede jeg til Aabenraa og da jeg kørte ned af Skedebjerg uden for Aabenraa tog cyklen magten fra mig og jeg væltede og slog hul på bukserne. Jeg skulde bo hos Thomas og Bine i Barkmøllegade og om sommeren hos Christian og Drea i Lunderup. Jeg stillede så om morgenen på værkstedet med bankende hjerte, og imit nye smedetøj, sammen med to mere, som også skulde, begynde deres læretid. Vi blev modtaget af værkmester Boisen og mestersvenden Jørgen Christensen. Jeg blev tildelt en svend som hed Hanisch og som havde vognene under sig. En yderst forstående og god mand. Han forklarede mig hvordan det hele skulde foregå og satte mig så i gang med arbejdet og så blev det middag og vi skulde skynde os hjem til spisning og af sted igjen og inden jeg så mig om var den første dag overstået, den næste dag følte man sig allerede som gammel i gårde. Hos ham arbejdede jeg så det første halve år. Så kom jeg ind i værkstedet og begyndte ved en drejebænk. Her lærte jeg så at dreje alt muligt og blev rost af værkmesteren. Vi drenge blev engang imellem sendt i byen af mestersvenden for at hente en flaske snaps, det var brændevin med noget i, som de kaldte   ”kümmel’. Men vi skulde passe på at ingen af de overordnede så os. Så vidt jeg husker, kostede en hel flaske 3o penninge. Til belønning fik vi så en snaps med af flasken. Snaps spillede en stor rolle i de tider. De kunde alle nok have dem, også værkmesteren som ofte sad beruset på sit kontor. Efterhånden kunde vi drenge, også skillinge sammen til en flaske. Vi var jo lærenemme, men der var da gået et par år inden vi var så vidt. I den første tid blev jeg hos Bine og derefter cyklede jeg til Lunderup efter fyraften og tilbage om morgenen. Hen mod efteråret blev jeg så i Aabenraa hele tider for da skulde jeg også til aftenskole for lærlinge. Det første år var Tjelle Tjellesen i Aabenraa.

Engang i sommeren blev der afholdt soldatermanøvre i nærheden og der var Jens Schau fra Ravsted med. Tjelle kom med en flaske snaps som han skulde have, og vi gik langs med banelinien efter Løjt og fandt ham også på marken, hvor der blev afholdt bivak. Efter at have snakket en tid lang med ham gik vi hjem igjen. Kort tid efter tog Tjelle afsked, han skulde hjem og hjælpe sin far. I mellemtiden havde jeg fået en anden ven. Han var i snedkerlære hos Gebhard i Nygade. Han var fra Løgumkloster og hed August Friis. Vi var meget sammen i fritiden og strejfede meget rundt i skovene ved Aabenraa. På værkstedet gik alt sin rolige gang og jeg lærte at arbejde ved alt og inden jeg så mig om var to år gået. For at komme til værkstedet måtte jeg passere et stort stykke, af den gamle idylliske sti, son kaldtes ‘æ Made’. Den findes ikke mere, nu går der en bred gade, H.P.Hanssens gade .Godt forbi hotel Danmark lå der en åben plads hvor brandværnet havde deres øvelseshus stående. I det ene hjørne stod der et stort træ hvor byen havde sat en bænk om. Lige overfor lå det hus hvor gamle Haugaard boede. Han var en god dansk mand. Vi unge, kunde finde på at sætte os på bænken, og for at drille ham snakkede vi højt tysk. Så kom han hen til os og snakkede dansk med os, og mente at vi meget bedre kunde snakke på det sprog vor mor havde lært os og så tilbød han os at låne danske bøger af ha. .Ja, så uforstandig var man i ungdommens vår. Senere har jeg skammet mig derover. I vintermåneder skulde vi gå til aftenskole. Vi undervistes i tysk, regning og tegning. Jeg var nået ind i det tredie læreår og blev større arbejder betroet og det gik med liv og lyst. I lokomotiv remisen var der en mand ansat som Vachtmeisterer. Denne nattefyrhøder skulde ordne lokomotiverne så de var klar under damp når personalet kom om morgenen til at køre de første ture. Når han så havde fri, blev vi tredie års drenge betroet at afløse ham. Det vilde jeg gerne for så tjente jeg en ekstra skilling og blev samtidig oplært som fyrbøder. En nat hvor jeg havde tjeneste, sad jeg inde i lokomotivet og jeg så  da at der var en overassistent oppe fra stationen kaldet ”der lange” Han sagde, hvad jeg gjorde i lokomotivet. Jeg svarede ham at jeg passede mit arbejde. Så mente han om jeg ikke havde sovet, for der stod nogle sække med kul uden for lugen. Nu var jeg bleven gal på ham og svarede ham frækt at jeg ikke sov ved mit arbejde og at det var herude jeg havde vagt, og ikke inde i værkstedet. Han mente at jeg skulde ikke være fræk, men sørge for at få de sække inden for. Ja, det skulde jeg nok når jeg fik tid. Til sidst mente han at han nok skulde have mig i erindring. Sådan, fik jeg mig en fjende i ledelsen. Men jeg  mærkede ikke noget til ham senere, før jeg fik mit svendebrev, da skrev han at min opførsel havde været ‘befriedigend’. Værkmesteren sagde også til mig at det ikke var pænt af ham at skrive det da min opførsel havde været god. men det gjorde ikke noget da jeg aldrig har måttet vise det frem, og så var ‘tilfredsstillende’ altid bedre end ‘slet’. Alle som var ved små baner kunde en gang om måneden få en fribillet til en rejse med toget. Jeg brugte min til at rejse med toget over Hovslund til Klovtoft og gik så hjem derfra på en lørdag aften og så tilbage på søndag aften. Engang da jeg kom hjem en lørdag aften var der ingen hjemme, men jeg havde set at der var fuldt oplyst i Søren Thomsens nye opførte kro. Den gamle kro var nedbrændt og nu fejrede de åbningen af de nye bygninger, Jeg gik derned og der var far og mor og min broder Ingvard, som dengang tjente hos Søren. Jeg blev så også indbudt at blive der. Vi fejrede hele natten med drikken og dans og kom først hjem da det var lyst søndag morgen. Men vi havde haft det glant ,for førstegang havde jeg danset, det var med en pige fra  Bylderup Bov, hvad hun hed har jeg glemt, men hun hang på mig hele natten og jeg har ikke set hende siden. Sådan begyndte og endte den kærlighed. De’t var kun ‘et møde i natten’. Jeg rejste tilbage til Aabenraa og på værkstedet gik alt sin rolige gang og jeg havde mit halve år i smedien og ligeledes ved den store drejebænk kaldet akselbænk overstået. Jeg arbejdede nu mere selvstændigt, ved nyt og reparationer af alt ved lokomotiverne. Når der var lejlighed til det lavede vi også noget for os selv. Vi kaldte det at fuske. Jeg har lavet flere blomsterstandere og kurve til Bine. Navneskilte til døren og reoler samt et pibebrædt lavede jeg også. En lille spade til lille Jens i Lunderup samt nogle kiler, til at sprænge træ ud til pæle. Et par knive til at hugge roe toppen af med lavede jeg til far. Vi har dem endnu. I fritiden om sommeren strejfede jeg meget rundt i skovene ved Aabenraa, sammen med August og en ven mere som hed Peter Christensen. Han var også lærling men et år yngre og var en broder af mestersvenden Jørgen Christensen. Han var fra Aabenraa og faderen var ansat på bryggeriet der. En aften var August og jeg inde at se en film i Kosmeranum. Lige foran os sad der to piger og under forestillingen gjorde vi så tilnærmelser til dem og jeg fik hendes hånd i min og vi trykkede hinanden i hånden. Da forestillingen var forbi stod pigerne udenfor og vi talte så med dem og blev enige om at gå en tur sammen, og det endte med at enhver tog sin. Min hed Christine og tjente i mejeriet. Det blev kærlighed fra den aften og vi har holdt af hinanden siden. August og hans pige, som hed Karen gik også sammen, en tid lang, og vi var nu to par som spadserede sammen. Men med Karen og August gik det ikke længe, hvorimod min pige og jeg har holdt sammen siden da. Engang imellem kom der en kurre på tråden, men vi fandt altid sammen igjen. Jeg skulde tit ned forbi mejeriet for at vinke til hende når hun stod nede i kælderen hvor der var udsalg af mælk. En aften gik vi på Haderslevvej og kom forbi en have, hvor der stod et æbletræ ud mod vejen. Vi plukkede et par æbler og smagte på dem, men de var så sure at vi tog dem og satte dem fast på jernpælene, som haven var indhegnet med. Ja, så letsindige var vi i ungdommens vår. Ved siden af fritiden blev arbejdet på værkstedet ikke forsømt. Jeg var nu nået til det fjerde og sidste år af læretiden. Nu blev vi også benyttet som afløser for fyrbøderne. Jeg har kørt mange gange på strækningen fra Aabenraa over Hovslund til Løgumkloster eller fra Aabenraa til Gråsten. Det kom for at vi overnattede i Løgumkloster eller i Gråsten for så at køre det første tog om morgenen tilbage til Aabenraa. Det vilde jeg gerne være med til, for så tjente jeg en ekstra skilling, og fik lært at behandle en dampkedel. Jeg har også kørt ekstratog til Løjtkirkeby når der var Knivsbjergfest. Tiden gik og læretiden var snart forbi og vi kunde fejre svendegilde. Den 27. marts 1909 mødte alle fra værkstedet på en restaurant syd for Aabenraa, hvor vi havde bestilt lokale, og havde købt et fad øl. Da de alle var mødt blev en overdraget at være øltapper. Vi tre drenge, Christian, Boy og jeg, fik af mestersvenden overrakt en lang kridtpibe med kulørte bånd som tegn på at nu måtte vi ryge tobak i svendenes selskab. Som læredreng måtte vi jo ikke ryge. Derefter holdt mestersvenden en tale for os og erklærede os for ”zunftige svende at være”, og det blev der skålet for, og det første glas skulde vi alle drikke ud. Øltapperen sørgede for at glassene blev fyldt, og der blev drukket og sunget sange så længe til fadet var tømt, alle var mere eller mindre fulde. Til sidst takkede værkmesteren os for god opførsel i læretiden, udleverede os vort lærebrev og ønskede os alt godt i fremtiden. Og så var denne fest forbi, og vi var bleven svende. Det var sidste gang jeg var sammen med dem.

Hvad mindes jeg mere fra min Aabenraatid? Der var Søren Petersen og hans kone Ane, ”lille Søren ve æ stoe baen”. Eller Hans Meng og kone, som var en søster til Thomas. En tid lang boede Hans Bertelsen fra Bjolderup kro også hos Bine. Han gik til skole i Aabenraa og er senere bleven lærer i Vollerup. Eller originalerne Weinberg og store Hannes. Det var også i den tid at smedesvenden Hans Schmidt var bleven fyrbøder hos os. Han havde en pige som var bleven frugtsommelig og så hjalp han hende til fosterfordrivelse, og blev opdaget så han fik fængselsstraf. Så var der store Lovise og lille Søren i Kolstrup. De havde en datter som Nicolai Meng blev gift med. Og Lovise kunde ikke forstå at hun skulde have et barn med ham, da han dog altid kun havde ligget oven på dynen med hende. Og Haugaard som holdt vagt over danskheden i Aabenraa. Det fortaltes om ham at han besøgte den danske konge i København, og holdt ham underrettet om danskheden og bragte en hilsen med hjem. Ved statsbanen var også Mads Tvist og konen hed Anne. Eller togfører Høpner som godt kunde lide en kaffepunch. Og lad mig ikke glemme min Christines plejemor Ane Sandin og hendes plejebroder Julle. Min søster Marie kom i 1905 ud at tjene hos slagter Stolzenburg og der var en lærling ved navn Sofus Møller. De to blev glade for hinanden og det endte med at Mie måtte hjem til far og mor hvor hun fødte datteren Henny Sofie. Sofus forsvandt. Vi boede først i Bark møllegade og derfra flyttede vi til urmager Torsmark og senere til gæstgiver Schmidt i Nørreport, der var der ikke plads til mig så jeg fik en stue i Barkmøllegade. Derfra rejste jeg ind som soldat i den kejserlige tyske marine i Wilhemshaven d. 31. marts 19o9.