Ravsted Lokalhistorie Lokalhistorie fra Ravsted Sogn

 

 

Min ældste søn Allan, opfordrede mig en dag til at skrive om min barndom. Han havde ofte lyttet - når vi søskende har siddet og fortalt hinanden om vores oplevelser i barne- og ungdomsårene. Han syntes det kunne være sjovt at have på skrift, når han engang blev ældre, og ville fortælle sine børn om deres bedsteforældre.

Jeg (Jytte Nissen - f. Petersen 62 år, født og opvokset i Korup) syntes det var en rigtig god ide, og da jeg først fik startet med at skrive, blev jeg utroligt overrasket over så meget jeg kunne huske. Når noget er skrevet ned og man så læser det igennem igen, dukker der altid mere op. Da det ikke er meningen at jeg skal skrive en hel bog, er her kun et lille uddrag fra min hverdag som barn i Korup.

Når jeg tænker tilbage på min barndom, er det selvfølgelig altid de gode og sjove oplevelser jeg husker bedst. Der har selvfølgelig været både gode og dårlige ting. Men et er sikkert min barndom har været en dejlig tid, med mange søskende og legekammerater. Landsbyen var lille og alle kendte alle, der var flere store gårde i byen (det man dengang kaldte for store gårde). I dag ville de nok blive betegnet som fritidslandbrug) Vores gård hed "Højvang" Den lå oprindeligt på modsat side af vejen hvor den ligger nu, men da den brændte i 1913, blev den genopbygget på den modsatte side af vejen.

Gården var dengang i 1913 ejet af min Oldefar Jens Peter Asmussen Petersen. Efter branden blev området hvor gården oprindeligt havde ligget, omdannet til hønsegård og frugtplantage. Senere blev der også lavet en branddam.

Gården efter genopbygning

I 1907 overtog min farfar - Jens Peter Petersen gården. Min farfar blev gift med Anna Johannsen, fra Bøglum. De fik 2 drenge (min far Peter A. P. og Hans P.). Min farmor døde i 1914 af sukkersyge og min farfar blev skudt i første verdenskrig i 1915 i Moulin i Frankrig. Deres drenge var dengang kun 5 og 2 år.

Drengene fik en formynder og blev opdraget hos familien i Møgeltønder. Gården blev forpagtet ud til min fars farbroder (Onkel Heine) og i 1932 overtog min far gården. Min far og mor (Helene Clausen) blev forlovet i juni 1932 og gift den 12. oktober 1933. 

Mine forældre den dag de blev forlovet. 

I 1961 overtog min store bror, Jens Peter Petersen gården. Far og mor flyttede op på husmandsstedet "Søndermark" Jens Peter solgte gården i 1969 og den har derefter ikke været i slægtens eje

Jeg er født den 31. 8. 1945, som nr. 6. i en børneflok på 9. Mine forældre Helene (kaldet Lenne) og Peter Asmussen Petersen (P A P) fik i en periode på 20 år 9 børn:

Jens Peter f. 23. 6. 1935, (Gift med Minna 3 børn) gift 2. gang med Gudrun 1 barn)) Jens Peter døde i februar 1997 (Jens Peter led af en meget slem uhelbredelig kræftsygdom - han valgte selv livet fra).

Anne Margrethe f. 28.10.1936 gift med Aksel Matthisen (2 børn)

Henni f. 11. 1. 1939 gift med Hans A. Hansen (3 børn)

Ingrid f.13. 3. 1941, gift med Christian Brodersen (3 børn)

Else f. 23. 12. 1943, gift med Bent Skjønnemann (2 børn)

Jytte (mig selv) gift med Flemming nissen (2 børn)

Peter f. 23. 12. 1947. gift med Ruth (4 børn (Peter blev bortadopteret til min mors søster (tante Didde) og hendes mand (onkel Johan) da de ikke selv havde mulighed for at få børn. Min mor og tante Didde stod hinanden meget nær, og der er aldrig blevet lagt skjul på at Peter var vores bror og derfor hørte med til børneflokken. Onkel Johan's familie var tysk, og den eneste betingelse mine forældre forlangte for at de kunne få Peter, var at han skulle gå i dansk skole.

Henrik f. 5. 10. 1950 gift med Birthe (2 børn)

Jørn f. 23. 8. 1955. gift med Susanne (2 børn)

Min far døde 5. 2. 1963 (54 år gammel) af den samme sygdom som min farmor (sukkersyge)

Min mor døde 1. 9. 1986 af kræft.

Når jeg skal beskrive byen Korup, husker jeg det som en by, hvor vi havde alt hvad der var brug for. Der var en skole, smed, købmand, vognmand, vejmand flere gårde og husmandssteder. Der var et utroligt pulserende liv i landsbyen, hvor alle kendte hinanden, og hvor man følte sig tryk uanset hvornår og hvor man befandt sig.

Gennem hele byen var der en grusvej med store træer i begge sider og masser af blomster i græsset rundt om træerne. Vejen var smal og om vinteren når der kom sne, og vognmanden havde været ude med sneploven, var der store snedriver på begge sider af vejen. Hos os havde vi en kane og når der var meget sne - hvilket jeg syntes det altid var - kom kane ud, hestene blev spændt for, og vi fik en kanetur. Om søndagen tog far og mor også kanen når de skulle til søndags gudstjeneste i Ravsted.

I perioden 1940 til 1960 var der rigtig mange børn i Korup. Vi havde en barndom hvor man ikke bekymrede sig så meget om hvilket mad der nu var sundest, om der var salmonella i de æg som blev samlet ind fra de fritgående høns, om mælken der kom ind på bordet direkte fra koen var skyld i allergi, eller hvad man nu ikke måtte spise og drikke, for ikke at få kræft og lignende sygdomme.

Vi levede et sorgløst og ubekymret liv hvor alle, stor som små var med, når vi f. eks. tog ned og badede i kanalen eller legede røver og soldater i skoven, ude ved Hvidhøjgård. Skoven der var en oplevelse i sig selv. I alle træerne var der kragereder og der var tusinde af krager, der fløj rundt i trætoppene. Det skete ofte at der var faldet en fugleunger ned fra en af rederne, og så tog drengene dem med hjem, for at pleje dem. Vores nabo søn Aage var rigtig god til at passe og pleje de små unger, og så lærte han dem at tale. Sådan en "allek" kunne han få til at sige "godaw do".

Vi byggede sne huler eller løb på skøjter på marken, som i løbet af efteråret havde fået så meget regnvand at det blev til en skøjtebane når frosten kom.

Vi havde ikke fjernsyn, men der blev lyttet rigtig meget til radioen. Lørdag aften var hygge aften. Så sad vi rundt om radioen og lyttede til "Hørespil" og søndag middag var der "Karlsens Kvarter".

Første søndag i advent bandt min mor en stor adventskrans, som blev hængt op i loftet i "Stor stuen", og hver aften når far havde hørt radioavisen, sang vi "Om adventskransen" alle julens sange, og mor læste et eventyr fra "Ved jule lampens skær" før vi skulle i seng. Det var utroligt hyggeligt.

Da jeg er en af de yngste i børneflokken, var det en selvfølge at jeg fik deres aflagte ting. Vi var jo mange så det med at få noget nyt, var en meget sjældenhed. Men et år havde jeg brændende ønsket mig et par nye skøjter i julegave. Mine forældre købte altid gaverne i rigtig god tid, og lige netop det år, kom frosten meget tidligt, jeg søgte selvfølgelig indtil jeg fandt pakkerne.

Jeg var så heldig at mine forældre altid sov til middag, det betød at jeg uset kunne pakke skøjterne ud, tage dem med ned i engen hvor jeg glad og fro løb rundt på min julegave. Når jeg kom hjem gemte jeg skøjterne i lysthuset bag vaskerummet indtil der var fri bane og jeg frit kunne pakkede dem i kassen og lægge dem på plads i skabet igen.

Desværre var det slet ikke noget at glæde sig til juleaften, for hos os fik vi kun en gave hver, og da jeg havde både set og brugt min, var spændingen væk. I Byens skole var der kun et klasseværelse til eleverne, det betød at vi, fra 1. - 7- klasse blev undervist på samme tid. I begge sider af lokalet var der dobbelte skolepulte med plads til 4 elever.

Da jeg startede i 1. klasse var vi 7 elever (Inge Damgård, Hans Nørgård, Åge Pedersen, Kaj Hansen, Ervind Pedersen og Poul Rüdige og mig) vi blev placeret på de 2 første bænke og 2. klasse sad på de næste og så fremdeles.

Vi havde en lærer (lære Jeppesen og fru Jeppesen). Fru Jeppesen var ikke lære men underviste i gymnastik, og da vi ikke havde mulighed for at komme i bad efter en gymnastiktime, var det altid gymnastik i sidste time, det foregik i gymnastiksalen overfor skolen, piger og drenge store og små imellem hinanden og altid i det tøj vi havde haft på hele dagen. I frikvartererne - som ofte havde en varighed på op til 30 minutter og derover - var det selvfølgelig meningen at vi børn skulle blive i skolegården, men sådan en flok unger er ikke altid lige til at stole på.

Når frikvarteret trak for længe ud var vi ofte spredt for alle vinde, nogen legede på vejen nede ved smeden, andre i skoven langs med sportspladsen (Vi havde dengang ikke noget der hed skoleklokke) så lærer Jeppesen kunne stå i flere minutter i skolegården og råbe, samtidig med at han klappede i hænderne for at få alle eleverne samlet og ind i klassen igen.

Det var altid sjovt at lege nede ved smeden, her kom der mange mennesker og "Tinne smed" stod det meste af dagen ude i smedjen med hænderne foldet under forklædesmækket og fulgte med i bøndernes snak.

Jeg gik i Korup skole i 3 år. Lærer Jeppesen kunne ikke forlig sig med at jeg skrev med venstre hånd. Der gik ikke en dag hvor jeg ikke fik enten ryk i nakkehårene eller en over fingrene med pegepinden. Det skulle få mig til at skrive med (den rigtige hånd) højre hånd. Det blev min far for meget og da han samtidig mente at vi lærte for lidt, blev jeg, mine søskende og flere af de andre børn flyttet til Ravsted skole, efter sommerferien.

Efter et par måneder blev alle børn flyttet og Korup skole blev nedlagt. Det var en stor omvæltning at starte i 4. klasse i en ny skole, med rigtig mange børn. Her skulle vi møde til tiden, lektierne skulle laves og frikvartererne var kun på 10 minutter. Vi havde 5 km. til Ravsted og vi skulle cykle frem og tilbage hverdag.

Af de indbyggere i Korup jeg husker bedst er de familier der havde børn på min alder og vores nærmeste naboer. På gården ved siden af os boede Henrik Hübsmand, sammen med sin far og mor. (Marie og Lorens). Henrik var ungkarl, og en del år ældre end mig. Det er ikke så meget jeg kan fortælle om familien. De var i mine øjne nogle meget gamle mennesker, som jeg kun så når far og mor om vinteren havde "Vintergæster".

Det var nemlig sådan at om vinteren inviterede man byens voksne til sønderjysk kaffebord. Det bestod af lagkage, boller med smør, søsterkage, æblekage, flere slags småkager, kaffe, likør og cognac. Der gik mange vinteraftner med sådanne selskaber, for havde man været inviteret et sted, skulle man jo også selv invitere igen.

Overfor Hübsmand boede vognmanden, Svend og Marie Pedersen, de havde 3 børn, Bodil, Aage og Bent.. Bodil og Aage var på alder med Else og mig, Bent var kun en lille dreng da han døde. Det skete en forårsdag da jeg var omkring 7 - 8 år, vores karl Villy Andersen (medhjælperen på gården) skulle ned i engen og tromle en mark.

For at komme ned på marken skulle han køre med tromlen langs vejen forbi vognmanden. Marie gik og arbejde i haven og Bent som dengang har været omkring 5 år legede med en skovl i vejkanten. Jeg har fået fortalt at Bent løb efter tromlen og fik derved sin skovl til at køre med rundt samtidig med, at han selv blev ved med at holde fast i skovlen, på den måde kom han til at køre med tromlen rundt og døde.

Det var en frygtelig ulykke, men det jeg husker bedst fra dengang er, at Bent stod i sin kiste hos Marie og Svend i den bagerste stue, kisten var pyntet med blomster fra japansk kirsebærtræ. Vi børn fik lov til at komme ind og se ham, og jeg kan stadig se den lille dreng ligge som om han sov. 

Bent blev begravet på Ravsted kirkegård, og det foregik på ladet af sin fars lastbil. Hele byen var meget berørt af ulykken, og på gaden gennem byen var der strøet med gran og blomster og jeg tror alle byens borger var med til at følge Bent til Ravsted. 

Dengang var der ikke noget der hed krisehjælp, og Villy har bestemt haft det ganske forfærdeligt. Den dag Bent blev begravet, byggede Villy et "lysthus" bag ved vaskerummet (bryggerset). Det hus har vi børn brugte et utal at timer i. Huset blev indrettet med bord og stole (af ølkasser) vi havde et Tekno komfur hvor vi ved hjælp af sprit og en tot vat, bagte pandekager og kogte jordbærgrød. Vi inviterede far og mor på kakao og boller. 

Engang havde Ingrid og Birgitte inviteret Birgittes farmor og vores tante Grethe til eftermiddagskaffe. Det syntes Hjørdis og jeg var fejt for vi måtte ikke være med, så vi drillede dem ved at stå udenfor vinduet og lave sjov. På et tidspunkt blev det Ingrid og Birgitte for meget, så da de ville jage os væk fra vinduet, låste de døren og løb efter os. (Døren kunne kun holdes lukket hvis den blev låst udefra). Vi løb om til "Sprøjthuset" (Brand skuret) og der begyndte vi at spille "Antonius" Ingrid og Birgitte glemte alt, om at hjemme i "Lysthuset" sad farmor og tante Grethe på ølkasser og kunne ikke komme ud, døren var låst udefra og pigerne væk. 

Som nærmeste nabo til Svend og Marie, lå et langt stråtækket 2 familie hus, som far og Peter Bier ejede sammen. Det blev brugte til fodermester/daglejre familier. Far var meget opmærksom på, at der aldrig blev set ned på eller gjort forskel på daglejrens eller fodermesterens børn. De skulle behandles på lige fod med byens fastboende børn. Dengang var der også børn der blev mobbet, og jeg glemmer aldrig engang da jeg uden at fortælle det til min mor og far, havde undladt at inviterer daglejrens børn til en fødselsdagsfest. Da det gik op for dem blev jeg sendt i seng. Far stod i døren og modtog mine gæster, og fortalte dem at festen var aflyst "Jytte holder ingen fødselsdagsfest i år". Det var utroligt flovt, men bestemt også lærerigt. 

Længere henne på vejen boede vejmanden. Anton og Didde Christiansen. Jeg husker Anton cykle rundt på vejene med en kost, skovl og le bundet fast til cykelstangen. Han holdt vejkanterne rene med håndkraft, dengang blev der ikke sprøjtet for ukrudt, derfor var der altid mange markblomster i vejgrøfterne. Didde var byens kogekone, utallige er de gange hun har stået for maden, til konfirmationer, høstfester og hvad der ellers blev afholdt af fester i byen. 

Efter vejmanden kommer Peter og Ingrid Beier. De havde 5 piger. Hjørdis var i mange år min bedste veninde. I årerne 1945 til 60 var det ikke almindeligt, at alle byens indbygger havde en telefon. Hos os havde vi en "parttelefon" det vil sige at, vi havde telefonabonnement sammen med Peter Bier. Det fungerede udmærket, vi havde ikke samme tlf. nummer men delte abonnement, det betød at når vi talte i telefonen kunne de ikke bruge den hos Peter Beier's. Det gav ikke anledning til problemer i hverdagen. Men en enkelt gang var det meget tæt på at blive en katastrofe. Vi var alene hjemme og havde uheldigvis fået den ide at det var hyggeligt at sidde og sladre i telefon med nogle venner (telefonen var kun til beskeder og hurtig samtaler) Pludselig stod Peter Beier i døren og var rigtig vred. Han skulle ringe og anmelde grise til slagtning. (det skulle man gøre inden et bestemt klokkeslæt for at grisene kunne blive afhentet den næste dag) Det var umuligt for ham at komme til at ringe, vi blokerede jo telefonen. Vi gik i mange dage og var meget nervøse for at han skulle fortælle det til far, men der skete heldigvis ikke. Vi var fra den dag færdig med at tale i telefon for sjov. 

Far, Peter Beier og Christian Møller (som boede i den modsatte ende af byen) holdt hver år en fælles "Høstfest". Det var sommerens højdepunkt. Når høsten var kommet i hus blev det fejret med en fest. Festen blev holdt i skolens gymnastiksal og altid med start kl. 18.00. Der havde dagen lang været fuld aktivitet i køkkenet. Der blev stegt frikadeller og smurt en masse smørebrød. Borene blev dækket og der blev pyntet med blomster, kornneg og grene. Høstfesten blev primært holdt for de karle og piger, der var ansat på gårdene. Deres koner/mænd og kærester. Der var typisk ansat 1 pige og 1 - 2 karle samt en fodermester/daglejre på gården. 

Så var der smeden som jo havde stået på pinde for bønderne i høsttiden, der var vejmanden hvis kone altid stod for maden, og alle vi børn. Der blev spist, danset og holdt taler. Far, Peter Beier og Christian Møller kappes om hvem af dem der kom med den første tale. Det var simpelthen en fest som jeg husker tilbage på med meget stor glæde. Efter Peter Beier kommer Klaus og Tinne Nørgaard. Min søster Else, var bedste veninde med deres datter Kirsten. De ses stadig en til to gange om året. Ved siden af Klaus boede Peter og Mathine Nørgaard (En lille broder til Klaus), sammen med Mette. (Peter og Klaus's mor) En lille krumbøjet dame i lang sort kjole. 

Peter var byens snedker. Han havde værksted på modsat side af vejen. Jeg husker ham som en lille "Rund mand" i overall der hastede over vejen, altid t i træsko, og altid med en stump cigar i munden, efter ham løb deres hund. Jeg var meget bange for den hund, den var frygtelig arrig, den gøede og hoppede op af benene på os . 

Købmanden - Hans og Karen Matthiesen - lå midt i byen, her blev der handlet med alt, legetøj, græsfrø, og madvarer: Når vi f. eks. skulle købe sirup, havde vi selv et glas med og så fyldte han sirup i fra en stor tønde. Købmanden var en rigtig flink mand, tit og ofte stak han os en karamel når vi var inde og handle. Det var også kun hos købmanden vi fik lov til at skyde nytåret ind. Han sagde altid til far, at han selvfølgelig regnede med at vi kom. Det med at skyde nytår ind og synge til fastelavn, var noget som vores forældre ikke brød sig om at vi gjorde. 

Henni og Ingrid havde engang sat Else op i Henriks barnevogn og så gik de ellers rundt og sang fastelavn. Det skulle de bestemt ikke have gjort, for alt hvad de havde fået af slik og penge måtte de pænt gå rundt og aflevere igen. 

Hver lørdag middag kom Bageren fra Hellevad. Engang imellem købte min mor en stang wienerbrød, og så blev der hygget lørdag aften. Det skete dog meget sjældent for far havde sukkersyge, så det med søde kager var ikke noget vi var forvendt med. 

Tordenvejr er også noget jeg forbinder med hygge. Når der om natten blev tordenvejr, blev alle taget op af sengene, og så sad vi nede i "Stor stuen" med stearinlys og hyggede os med småkager og sodavand. Det var nu ikke fordi vi skulle hygge os når der var tordenvejr, men på grund af fare for lynnedslag. 

Selvom vi havde både tjeneste karle og pige, fik vi lært at bestille noget. Der har ofte været mange (lange) timer hvor vi har skullet hjælpe til både i stald og mark - om sommeren skulle vi hente køerne ind fra marken, når de skulle hjem i stalden og malkes, og igen være med til at jage dem ud på græs efter malkningen - der skulle raspes roer og smides halm ned fra loftet - gangene i stalden skulle fejes og de små kalve skulle have mælk fra en spand. 

Vi skulle hjælpe til i høsten. Når karlen kastede kornnegene op på vognen, skulle vi lægge negene hen, så der kunne være så mange på vognladet som muligt, uden at hele læsset væltede af vognen, under transporten hjem til laden. Vi kørte traktoren fra neg til neg, i sneglefart så karlen kunne nå, at kaste negene op på vognen i gå tempo. Når sommerens sidste læs var læsset, var det en dejlig fornemmelse at sidde på toppen af læsset og vide. "Nu var høsten i hus". Det var som regel markerne nede i engen der blev høstet sidst og når vi kørte hjem med det sidste læs var æblerne langs markvejen ved at blive modne. Vi der sad på læsset kappes om at nå så mange æbler som muligt, samtidig skulle vi passe på med ikke at bevæge os alt for meget, så læsset ikke væltede, det var ikke altid lige heldigt, men det kunne reddes hvis medhjælperne gik på siden af og holdt på negene med en fork. 

Vi skulle hjælpe til med at hakke roer - det var ikke særligt sjovt, marken var utrolig stor og rækkerne var frygtelig lange - men vi fik penge for at hjælpe til, 50 øre pr række. Efter roere hakning og høsten kom tiden til kartoflerne. Så i kartoffelferien (i dag efterårsferie) samlede vi kartofler, det fik vi 25 øre for pr. kurv. Det foregik på den måde, Far eller karlen kørte med kartoffelmaskine som gravede en række op af gangen - rækken blev inddelt i stykker af ca. 25 m. vi fik så alle tildelt et stykke som så skulle være samlet fri for kartofler når maskinen kom for at grave næste række op. 

Det bedste ved at hjælpe til på marken var, når der var frokost og kaffepause så kom mor eller en af tjenestepigerne cyklende ud på marken med madkurven (rugbrød, kage og saftevand) det var den dejligste madpakke man kunne få. 

Efterårsferien var også det tidspunkt hvor vi som regel fik nyt tøj og nye sko. I en uge havde vi fru Svendsen og moster Eje boende. Mor købte altid hele ruller med stof og så blev der ellers syet kjoler, bukser og skjorter. 

Også dengang var det billigere at købe i store mængde, derfor var vi piger næsten altid ens klædt. 

Her er: Henni, Ingrid, Anne Margrethe, Else, Jytte Jens Peter, Henrik og Peter (Jørn var ikke født endnu) 

Om aftenen samles byens børn og unge på gaden foran skolen og så blev der spillet håndbold, rundbold, stikbold, antonius og der blevet leget gemme (spark dåse) og mange andre lege. Engang imellem var vi på æblerov. Vi badede i kanalen der løb gennem Korup by, Eller vi cyklede til "Mølstrøm" og badede (det var der jeg lærte at svømme, men det var nu ikke så farligt for vi kunne sagtens bunde). 

Her er jeg med min bror Jens Peter og nogle af hans kammerater ved "Mølstrømmen" 

Vi cyklede til Klovtoft efter is, eller ned på marken efter gulerødder og ærter, der var altid noget at tage sig til. Der blev bygget huler og hytter, især husker jeg en hytte som drengene byggede nederst i haven hos "Peter Krap" (Han hed oprindeligt Peter Petersen). Peter Krap havde to sønner, Jens Jørgen, "Stukkas" og Ervind "Bror" De havde sammen med deres kammerater bygget en hytte nederst i haven hvor vi sad og snakkede og hyggede os. I den hytte har jeg siddet mange eftermiddage, og flettet finger med min første skole kæreste, det var meget uskyldigt, men rigtig spændende, jeg havde nemlig fået forbud mod at komme der, hvorfor husker jeg ikke men måske fordi drengene røg og den røg har sikkert siddet i mit hår og tøj når jeg kom hjem. 

For meget vasketøj gav nemlig problemer. Vi havde ikke selv en vaskemaskine, men lejede en hos skomager Heldt i Ravsted. Vaskmaskinen blev afleveret om morgenen og hentet igen om aftenen. Senere fik vi selv en maskine, men dengang blev der jo ikke vasket tøj hverdag, højest en gang hver 14 dag. 

En overgang var det meget populært at gå i joggingdragter. Her er jeg sammen med Åge (vognmandens søn) i en ny flot "Gul og Sort" joggingdragt . 

Det var faktisk de farver der blev brugt af børnene der gik i den tyske skole, men da alle de blå og hvide var udsolgte blev det så dem vi fik). Min mor flyttede fra byen i 1968, og samme år flyttede jeg til København, der boede vi til sommeren 1976, hvor vi flyttede tilbage til Sønderjylland (Aabenraa). Jeg har ingen tilknytning til Korup mere, men når jeg engang imellem tager på kirkegården i Ravsted, kører jeg altid gennem Korup by.