Folketælling fra 1921Efter at have beskæftiget mig en del med ”andres erindringer” især her på hjemmesiden, fik jeg helt spontant lyst til at fortælle minder fra min tidligste barndom i Ravsted.
Jeg er født i 1949, som den yngste af tre søskende: Hanne født i 1937 og Fritz født i 1943. Vores Forældre: Petra og Jens Hansen havde smedeforretning på Storegade. Noget af det første jeg kan huske er da onkel Herbert fra København var på besøg i Ravsted i 1952. Jeg var kun 3 år, men husker tydeligt hans (gule?) bil, som var speciel fordi den havde en dør i bagenden med et trappetrin og der var siddepladser/bænk i siderne.
Jeg kan også huske at Hanne, Fritz og jeg ca. på samme tid skulle fotograferes i haven af Onkel Thomas, - jeg havde ikke lyst og ville hellere balancere på et bræt som lå på græsplænen, men jeg lod mig overtale til sidst, resultatet af fotograferingen ses her:
Også Hannes konfirmation 1953 kan jeg huske i glimt. Festen blev holdt på Forsamlingsgården, i salen over krostuen. Den hvide lange kjole ”knitrede” og havde ”hullet” blomstermønster, jeg tror den efterfølgende blev farvet blå .
Hanne på konfimationsdagen
På Forsamlingsgaarden gik jeg også til danseskole. Første gang da vi stod ude i forstuen og ventede på at komme ind, sagde ”Mogens dyrlæge” til sin Mor at han syntes jeg havde så store ører at jeg måtte kunne hænges op i knagerækken!
Flaget er hejst i anledning af den nye sal
Midt i halvtresserne blev den nye sal bygget ved Forsamlingsgaarden. Selv om gulvet ikke var lagt, holdt skolen sin juletræsfest derhenne, jeg husker vi legede med de løse ”lecca ærter”indtil Peter Gad kom og skældte ud. Det var ikke alle familier, der havde bil dengang, så Far hentede blandt flere, Familien Petersen fra Hejsel.
Det var årets største fest. Broder Johansen var som regel julemand. - Og så var der poserne, de var særlig spændende fordi ”slikket” var købt i BRUGSEN, og der handlede vi jo ikke dengang, så der var gode chancer for, at der var noget nyt og spændende i. Til gengæld var jeg godt inde i Købmand Sørensens udvalg af ”slik og bom”!. Jeg husker tydelig engang, da jeg købte for 10 ører bom, at Carl Sørensen vejede det af i posen for at vise. hvor lidt jeg i grunden skulle ha haft, hvis det var gået efter vægt, Men det gjorde det jo heldigvis ikke.
Billedet nedenfor er ældre end jeg kan huske, men den Tyske mindesten til venstre har altid for mig stået som noget lidt uhyggeligt. Når vi legede ”å æ trekant”, kom vi aldrig derover, men nøjedes med købmandsgårdens gårdsplads, som da den blev asfalteret, var god at løbe på rulleskøjter på.
Her ses pladsen omkring købmandsgården og mindestenen.
”æTrekant” var omdrejningspunktet i min barndom. Herfra havde man et godt overblik. Hvis der var sket et eller andet som havde interesse, kunne man altid træffe en eller anden, som vidste besked, og så give sit besyv med.
Dronning Ingrid op Pastor R. Jensen på vej ind i salen.
Kort efter indvielsen af den nye sal, kom Dronning Ingrid på besøg for at uddele tøj. Det var en stor dag, elever fra både den Danske og Tyske skole var stillet op på geled, og lærer Christensen, som står foran døren til højre, bag i billedet, ledte slaget med myndig hånd. Jeg kan huske vi skulle synge nogle ”mærkelige” sange. Imens hang Dronningens pels til varme ved radiatoren i ”skænkestuen”, hvor den blev beundret med stor respekt.
Dronningen sad på en stol, der så vidt jeg husker, var lånt i Præstegaarden, hvor der efter tøj uddelingen blev spist middag.
Da jeg var 3-4 år gammel brændte Iversens gamle stråtækte hus i Skolegade, Hanne gik med mig, men huset var næsten udbrændt da vi kom derom. Slangerne var tilsluttet en ”hydrant” på det modsatte fortov ved den Hvide skole, Det var vist første gang jeg så min Far i aktion som brandmand. Især gløderne og varmeudviklingen gjorde stort indtryk.
En anden ting, som gjorde indtryk, var første gang jeg var med til Holstenerforeningens følskue ved kroen i Bredevad. Far brændemærkede føllene enten med et H som står for ”Holstener”, eller et R, som stod for ”Reitpferd”. Jernet blev varmet i en feltesse som vi havde med bag i bilen. Det år blev essen trådt/betjent af en af Hyldtoft drengene. Jeg var med og tog imod de 2 kroner, som det kostede, det var en rigtig god forretning.
”Ud ad til” kunne vores Far godt virke ”bøs”, han havde det dog mest i munden og ”rørte” os aldrig, men nøjedes med at råbe: ”Så gi dem da jen for satan Petra”. Det behøvede hun slet ikke, hun havde en fantastisk evne til at få os til at parere ordre, bare ved at sige det, - lykkedes det ikke på den måde, blev jeg sendt ud på wc`et og kunne så komme, når jeg var blevet ”god” igen. Mor har fortalt at hun gerne ville ha været lærer, men det lod sig ikke gøre økonomisk, men hun fik lov til at komme på Rens efterskole.
Min Far havde som regel en lærling i smedjen. Jeg kan mindes at Gerret Warming blev udlært, om han havde boet hos os i lærlingetiden husker jeg ikke, men den næste lærling hed Kurt Bondesen, han var fra Løgumgaarde. Han havde værelse lige oven for trappen. Kurt havde mange venner i Ravsted og han var ”lidt i familie” med Manfred Carstensen, så der var livlig aktivitet hos ham om aftenen. Et stykke hen i læretiden kan jeg huske at han lavede en ”go car” til en lillebror. Da den var færdig spændte han den lørdag middag bag på sin cykel og cyklede den hjem til Løgumgaarde. Jeg fik lov til at sidde på køretøjet hen til byskiltet ved Aage Friis.
”Løgumgaarde” får mig til at mindes at jeg engang var til motorløb derude. Det foregik i lyngbakkerne til højre for ”omfartsvejen”.Jeg husker ikke ret meget fra selve løbet, andet end at det var motorcykler der blev kørt på og at vi havde købmand Lausen med.
Fritz var en god fodboldspiller, både han og min Far kunne tidlig se at jeg ikke havde evner ud i den sport, så da Fritz på et tidspunkt var vokset ud af sine fodboldstøvler, fik jeg ikke lov til at overtage dem, - for, som Far sagde: ”Det fæ do alle læ”! – så støvlerne blev solgt til ”Basse af Berthels” – hans talent var åbenbart større.
Julen startede for mig den dag Gotfred Appel fra Sottrupmark kom tøffende på sin lille ”grå ferguson” med en kalkun og en gås, som blev fratrukket hans regning. Gåsen fik vi Juleaften og kalkunen nytårsaften, - det var spændende når Mor skulle tage indvoldene ud. Engang tog hun luftrøret fra gåsen, gjorde det rent og fyldte hele ærter i, inden hun tørrede det. Det var for at vise hvordan man i hendes barndom havde lavet ”rangler” til spædbørn.
Julebagningen var også spændende, Mor købte altid hel kardemomme, som hun kværnede i den gamle ”Møse” (morter), af jernmalm, som hun havde haft med hjemmefra. Den dufter den dag i dag stadig af kardemomme. Vi holdt normalt jul hjemme, men et år var vi i Fogderup hos Tante Olga og Onkel Johannes. De var til gengæld hos os en nytårsaften, hvor Onkel Johannes klokken 24 sang en sang på Russisk. Jeg tror han havde lært den af de russiske krigsfanger?
Jeg var også med Far i Fogderup engang han skulle på klapjagt om vinteren, om det var dengang han skød det famøse vildsvin husker jeg ikke, men vi fik rosenkålsuppe hos Tante Olga, det havde jeg aldrig smagt før.
Om vinteren brugte vi kun en stue, men juleaften var der tændt for varmen i den ”køn stu”. Når vi havde spist og mor havde vasket op, blev dobbeltdøren åbnet og vi kom ind til det pyntede juletræ, jeg kan ikke huske om vi dansede om juletræet, det har vi sikkert gjort, men vi sang altid inden vi fik gaverne. Tante Stinne og Onkel Dres fejrede tit juleaften sammen med os, og en af dem agerede også ”julemand” engang.
Et år fik jeg voldsom tandpine 1. juledag, Far tog mig med hen til vores urmager Christian Hyldtoft, som trak tanden ud. Det var også der vi senere købte vores første fjernsyn. ”Chressen” havde mange ”funktioner” i lokalsamfundet.
En af juledagene var vi altid i Højer hos Tante Minna og Onkel Lause. De var gode at gæste. Tante Minnas udvalg af bagværk og andre gode sager var stort og lækkert. Tante Minna må have haft ”forbindelse” til Tyskland, for Far købte af og til en flaske cognac/brændevin? som ikke havde nogen form for bandarole/etikette på. Flaskerne blev hentet nede i kælderen og var altid pakket ind i et stykke avispapir. Til gengæld kan jeg ikke huske at flaskerne er blevet drukket? - men det er de sikkert.
Sammen med sine søskende købte Far en ældre motorbåd, som lå i havnen ved den gamle sluse i Højer. Båden blev døbt ”Katinga”. Mor var gudmor, men under dåben kastede hun flasken ved siden af, - til megen morskab for hele familien, som var forsamlet. Motoren skulle startes med håndsving, og det jeg husker bedst er at den ikke ville starte. Af og til må det dog have lykkedes, for vi havde mange hyggelige timer på Vidåen og Rudbøl sø.
Når det passede med vandet og sluseportene var åbne, sejlede vi også ud i kanalen for at ”tatte”. Det var altid Onkel Lause, som trak de store sandorm som var gravet op i Hjerpsted, på en lang line, for bagefter at samle dem til en bold, som ålene sugede sig fast på. Så kunne man trække dem op af vandet og lade dem falde ned i et net, som lå i vandskorpen ved bådens side.
Her ses Tante Stinne, Onkel Lause, Erik og Far under ”jomfrusejlasen”.
En fisketur var lige ved at ende med en katastrofe: Far, æ Høkke, æ Mahle, mine fætre: Hans, Fritz, Erik og onkel Lause sejlede en dag ud på ”Listerdyb” for at fiske efter makrel. Ingen af dem havde redningsveste på, da en høj sø pludselig kastede bådens forende op i luften så båden stejlede og blev slået læk da den ramte vandet igen. Hullet var 5 gange 15 cm. Motoren fik vand og stoppede, men de fik den heldigvis - efter nogen tid ? startet igen. Alle blev beordret tilbage i båden, så forenden lå så højt som muligt for at minimere vandindtagelsen. Alligevel havde de , som øsede vand ud , svært ved at følge med, og det var kun med nød og næppe de nåede tilbage til Højer. Far sagde bagefter at det var deres redning at der var så mange unge med i båden, de ”gamle” kunne ikke ha klaret at øse i så mange timer.
Vinteren 1954-55 må have været streng, for engene ud mod ”æ Lund” var tilfrosset. Sammen med Fritz skulle jeg for første gang ud at stå på skøjter. Inden vi tog af sted fik skøjterne en omgang på slibestenen. Dengang var skøjterne ”løse” det vil sige at de sad fast: ”så godt som muligt”. De blev spændt/bundet fast på ski-eller-gummistøvlerne. (Jeg kommer lige i tanke om et fænomen, som man slet ikke kender mere, nemlig ”frost i tæerne”, det gjorde i hvert fald utrolig ondt at få dem ”tøet op igen”). Der var mange børn derude, blandt andet en meget lille dreng, som var fænomenal til at stå på skøjter, det var ”Ove a æ Lund”, som jeg ikke kendte dengang, men senere kom til at gå i klasse sammen med.
Første skoledag.
Vi startede i skolen 2. april 1956, jeg fyldte 7 år den 7. april,- men det turde jeg ikke fortælle til nogen. De første par år gik vi i den ”Hvide skole”. En overgang var vi sammen med klassen over os, men da eleverne fra Korup og Fogderup kom til i 4. klasse, var det slut med samlæsningen.
Ovre i den ”nye skole”blev jeg kæreste med Christa og det må have været ret alvorligt, for vi turde nemlig løbe med hinanden i hånden nede på gangen hvor kongerækken hang, det var ikke set før. Hvorfor det oftest var Birthe, som afleverede kærestebrevene når de hentede ”mapper”, ved jeg ikke, men min Mor betalte gerne 10 ører for at få lov til at læse dem.
”Frelsens hær” gav engang koncert i Forsamlingsgaarden, i pausen løb nogle af vi børn ud for at lege. Jeg kom i snak med en dreng, som var lidt ældre end mig, han spurgte om jeg ikke havde lyst til at se den ”skat,” som han havde gravet ned på hjørnet af stien, som mundede ud ovre ved bageren, det ville jeg selvfølgelig gerne. Da vi fandt skatten viste den sig at være et glas med nogle småpenge i, så hvad var mere nærliggende end at gå ind og købe ”politistænger” hos bageren. Dagen efter ville han have vist mig en anden ”skat”, som han havde gemt i kirketårnet. Så vidt kom det aldrig, for næste morgen blev jeg hentet i skolen af en betjent fra politiet i Tønder, bageren (min onkel) havde nemlig fortalt at jeg havde været med på indkøb aftenen i forvejen, noget beklemt ved situationen kørte jeg med og viste betjenten stedet, hvor ”skatten” havde været gemt. Senere viste det sig at ”skatterne” stammede fra en pung, som var forsvundet hos sypigen Hanne Albers. Da jeg kom hjem fra skole den dag, kunne jeg ikke rigtig forstå, hvorfor min Far udviste så meget interesse for den historie.
Så vidt jeg husker, syede Mor alt vores tøj. Engang om året kom syersken Anna Buschlap og blev et par dage for at hjælpe hende, så blev stuebordet ”trukket ud”, og mønstre og stof lagt frem. Ofte var det gamle jakker og frakker fra familien, som blev klippet op og syet om til os, undervejs skulle vi ind for at ”prøve”. På et tidspunkt havde min mor købt hudfarvede underbukser med ”lodden vrang” til mig, Fritz var flink til at fortælle omgivelserne om dem, så jeg var godt nok ikke vild med at have dem på.
Min Fars søster, - Tante Minna i Højer havde en strikkemaskine, så når vi om sommeren ikke gik med uldne strømper mere, blev de der var slidte sendt op til hende for at få strikket nye fødder på, det var en stor dag når de kom tilbage, og vi kunne få dem på igen.
Jeg skulle engang på ”ferie” hos tante Misse og Onkel Peter Bager. Kufferten var pakket og jeg gik derom midt på formiddagen, jeg fik anvist , hvor jeg skulle sove, det var oppe på loftet sammen med lærlingen. Egentlig havde Tante Misse slet ikke tid til at ha ”feriebørn”, så jeg gik hjem for at se ”hva de lavede”? - jeg opdagede straks at de skulle ha hvidkålsuppe til middag og så blev jeg hjemme for at spise med og aflyste ferien. Tante Misse kaldte mig ofte ”Bajs-Aage”, det kom sig af, at hun havde et barnebarn, som var lidt ældre end mig, - og Birgit, - som pigen hed, sagde ”Bajs-Aage”. Det var altid spændende at gå forbi bagerbutikken, for hvis man var heldig bankede Tanta Misse på ruden, så gav det enten et stykke bom eller en kage.
Far må have haft en aftale med el-værket om at skifte mastsikringer, det skete i hvert fald tit, især om vinteren, at der blev ringet at ”lyset var gået” og så måtte han langs. Som regel blev det klaret fra jorden med en lang træstang, som var lavet til formålet, men han havde også et sæt ”klatresko”, som vi har leget meget med. Sikringerne lå ude i smedjen, og jeg husker dem tydeligt, de havde to åbne øjer med et stykke tråd imellem, faktisk tror jeg, at de var fremstillet af sølv.
Vores nærmeste nabo var Christine og Andreas Johansen, (jeg tror at de var fætter og kusine) de havde Christines far Hans Peter ”Skrædder” Schmidt boende i stuen mod vest, hvor han havde haft sit skrædderi. Da han døde i 1955, kan jeg tydelig huske at Christine lagde et sort tæppe over hækken ud mod vejen for at vise at der var sorg i hjemmet. Andreas var vejmand, men han ryddede også grøfter og åer med sin le. Andreas var godheden selv, jeg beundrede ham tit fordi han ”altid blev ved”, f.eks. når han gravede haven eller huggede ”sprøk” til komfuret så stoppede han først når han var færdig, - for mig så det meget uoverskueligt ud når han gik i gang.
Jeg kom meget hos Christine, hun var god til at fortælle om gamle dage, det var som om tiden havde stået stille i deres hjem, og hver en ting eller møbel som de havde, havde en historie, intet blev kasseret. Langt ude var vi tilmed lidt i familie med hinanden. Christines mor var født Aakjer, lige som min Mors Farmor. Christine og Andreas havde bla. høns, som blev fodret med rugbrød, som havde stået i blød i vand, det blev opbevaret i en brun krukke i kælderen. Når hønsene skulle have græs, blev det samlet i en fast håndfuld, som blev skåret i små stykker med en kniv. De havde som regel også en stor hane, som måtte lade livet ved juletid. På den tid var det ikke almindeligt at man havde en fryseboks, så Christine ”henkogte” også kød, det stod i ”væggeglas” i kælderen, det så lidt mystisk og gråt ud. Når hønsene lagde flere æg end de kunne bruge, blev de samlet og lagt i vandglas i en stor brun potte og stod så i spisekammeret under trappen. Jeg mener ikke at de kunne piskes stive efter opholdet i vandglas? – men de indgik ellers i husholdningen.
Intet gik til spilde i det daglige, den store have blev passet godt. Der blev samlet frø fra bønner, græskar og agurker m.m. som blev tørret og sået året efter. De store græskar blev også brugt til at pynte kirken med til ”Ernte dank” gudstjenesten, problemet var ofte, at når de skulle hentes hjem om mandagen, kunne det ske, at var der var en som, var kommet til at tage Christines de store og ladet nogle små gule ”glas græskar” ligge tilbage, det var ikke så godt. Andreas og Christine havde intet badeværelse, men de havde et stort ”zinkbadekar” stående på loftet, som blev sat ind i køkkenet når de skulle bade. Vandet blev pumpet op med håndkraft i køkkenet og båret ud i gruekedlen i vaskerummet, - og tilbage i badekarret når det var blevet varmt.
Vi havde selv kun wc med håndvask, men så blev der indrettet baderum nede i vaskerummet. Varmtvandsbeholderen skulle opvarmes ved hjælp af træ, så der sku tændes op i god tid. Den ”nye dør”, som skulle sættes i, ind til badeværelset, hentede Far fra en brandtomt i Løgumkloster. Badeværelset blev noget af et tilløbsstykke, både ”æ Malers” og ”æ Høgges” var ovre for at få et lørdags-kar-bad.
Jeg var som den eneste uden for familien med til Christine og Andreas`s sølvbryllup. Det blev holdt derhjemme, og forud var der gået mange forberedelser, med hensyn til mad, opdækning og bordplan. 
Der kom en del lidt ”skæve eksistenser” hos Christine bla. ”Mutter Wørfel”, som i virkeligheden hed Hanne Hansen, hun boede i ”æ armhus”, sammen med sin mand Anton og et par af de yngste børn. Hanne (og Anton) var dengang fyrbøder på mejeriet, hvor de fyrede den store kedel op med halm jeg mindes stadig at hun sad ved siden af den varme kedel. Hanne var en stor og ret kraftig dame, så vi var lidt bange for hende. Når hun havde strømper på, hang de tit nede om benene, - af og til havde hun sår på arme og ben, - så satte hun bare et stump avis over for at stoppe blødningen. I den anden ende af armhuset boede dengang Bruno Vagenknecht. Jeg husker ikke, hvad Bruno lavede. Han hang ofte ud af vinduet for at ”følge med”. Han var tit fuld, og så kom han enten gående eller cyklende og sang ”der er lys i lygten lille mor”. Da Bruno døde flyttede Martin Kovalski ind i den lille lejlighed. Martin havde hverken møbler eller ”husgeråd”,- han fik, hvad naboerne havde til overs. Martin kom oprindelig til Danmark som roehakker fra Polen og han talte dårligt dansk.
Ӿ armhus, bag ved ses Rasmus Rossens hus.
Bodil og Niels Christensen var også vores naboer, Niels var vognmand, men jeg husker ham ikke rigtig fra hverdagen, det var mere Bodil, jeg tror jeg havde lidt ”respekt” for hende. Bodil og Niels havde 4 børn, de to yngste Tutte og Hans boede hjemme. Hans havde rygmarvsbrok og sad i kørestol. Den dag Tutte blev konfirmeret kan jeg huske, at hun fik lov til at køre en tur i vores Ford ud af ”æ strømvej”.
Jeg blev engang ”passet” ovre hos Bodil, tilfældigvis skulle en af hendes søer ”grise” den dag, det var en stor oplevelse. Da det hele var godt overstået skulle vi ind og have kaffe. Jeg husker tydeligt at der stod en pakke almindeligt svinefedt på bordet, det havde jeg aldrig smagt før, men det må have gjort indtryk for jeg mindes stadig smagen.
Det nationale fyldte ikke ret meget i hverdagen, - man vidste jo, hvor de forskellige hørte til, men enkelte gange kom der ”røre i andedammen”. Jeg husker tydeligt at Bodil havde fundet ud af, at den kalender, som købmanden delte ud et år til jul, var ”kriminel” . Det ene af månedsbladene var nemlig tydelig tykkere end de andre og da hun dampede siderne fra hinanden, viste det sig at der på den oprindelige kalender havde været et billede med et Dannebrogsflag på. Det turde købmanden af hensyn til de tysksindede kunder ikke udlevere, - så billedet blev ”klistret” over, med et andet motiv.
Bodil og Niels købte senere et lille landbrug på Bovlundbjerg, og deres hus blev overtaget af Misse og Emil fra mejeriet. Da jeg lige efter overtagelsen legede med Mogge i det tomme hønsehus, blev vi simpelthen overfaldet af ”hønselopper”, aldrig har jeg været så ”forbidt”.
I dobbelthuset lige over for smedien var der dengang 5 lejligheder, i den ene boede ”Post Schulz”. Jeg husker bedst at de flyttede op på hovedgaden, hvor de åbnede brødudsalg, ”men de`r handlede vi ikke”! - selv om det var fristende, man kunne nemlig købe runde jordbæris til 15 øre hos dem. Deres lejlighed blev overtaget af Rikke og Hans Nielsen, de havde 5 børn, som var en del ældre end mig, men jeg så meget op til Jes Peter og Ingrid, de var utrolig dygtige til at gå på stylter, - og kunne holde balancen, og hoppe længe på bare e`n stylte, og Jes Peter havde en tam allike, hvilket var ret almindeligt den gang.
I lejligheden over dem boede et nygift par, Else og Hans Heinrich Giese, de flyttede senere til Havsted, - hvorefter Rikke og Hans`s datter og svigersøn, Helga og Hans Voegt boede der en årrække. Hans Voegt var en meget aktiv brandmand, og man skulle være klar til at ”springe for livet” når der blev ”blæst til brand”, for så kom han susende på sin motorcykel.
Inde ved siden af boede den gamle Karetmager Kirsten, og i en lille lejlighed den Tyske hjemmesygeplejerske ”Søster Lene”, ovenover havde Misse og Carl Sørensen lejlighed, inden de overtog Lausen`s forretning. Efterfølgende boede ”Tante Minna” Frederiksen der frem til sin død. ”Søster Lene”kom vist en del hos ”Grise Møller”, som boede lidt længere henne ad Storegade, jeg fik engang et ur af hende, det var lidt usædvanlig, for det var firkantet.
Jeg husker ikke om det var da Møller døde, eller efter en ”hovedrengøring”, men vi børn fandt, og legede med, en masse langpiber, som var smidt ud og lå ved siden af garagen.
Familien Kirstens lejlighed blev overtaget af ”æ malers” - Pauline og Valter Jessen og deres to børn Helga og Kurt. Så vidt jeg husker boede de først til leje, og der opstod lidt ”skærmysler” fordi ”Vælle Kirsten” i første omgang solgte denne del af huset, til den nye Tyske sygeplejerske ”Schvester Else” og hendes mand Svend Berdin. Handlen gik tilbage og Pauline og Valter købte huset. Sjældent har jeg mødt et menneske, som Pauline, der med ord alene, men dybest set nok i taknemmelighed, kunne få så meget ud af så lidt. Det var underordnet om det var et stykke kød, et stykke stof eller grøntsager fra haven, så endte det altid med at blive noget ”stort”! Pauline blev lige som Frøken Jørgensen i Matador: ”spirelladame”. Valter som i daglig tale hed: ”Mogge” var en ivrig lystfisker, han kørte tit til Højer på sin knallert for at fange ål. I vinterperioden, hvor der ofte ikke var så meget at lave, har jeg på fornemmelsen, at han gik lidt ”i hi”.
Købmand Lausen spillede også en vigtig rolle i naboskabet, sammen med Karen drev han købmandsforretning og havde Benzintank. Jeg kan stadig se den røde stander, med de 2 glas for mig, som han pumpede benzinen op i. Lige da jeg havde fået lært at cykle kørte jeg ind under en af tankens låger og fik en dyb flænge i hårbunden. Der var ikke mange biler, men rutebilerne blev altid tanket op hos Lausen. Jeg kan af en eller anden grund huske, at jeg engang har set, Lausen sidde ved køkkenbordet og klippe sit overskæg – måske fordi min Far ikke havde skæg?
Da Misse og Carl Sørensen overtog forretningen, byggede Karen og Lausen hus på hovedgaden. På det tidspunkt havde Misse og Carl ingen børn. Jeg tror ikke at man havde fortalt at der var et barn på vej, men en nat i oktober 1953 blev jeg vågen og opdagede at min mor ikke var hjemme, så jeg stod op, og gik iført nattøj og gummistøvler over til købmandsgården, hvor der var lys. Jeg listede ind og så Carl og Doktor Christiansen sidde ved køkkenbordet, og jeg kunne høre min mor og Misse inde i soveværelset ved siden af. Jeg må ha fornemmet at det var bedst at gå hjem i seng igen, - for det var det jeg gjorde. Næste morgen kunne Mor så fortælle at Anne Marie var født om natten.
Min bedste legekammerat var ”Mogge Mejerist”, han er lidt yngre end mig, men vi var rigtig meget sammen. Mejeriet står for mig som noget meget rent, - når man hen på eftermiddagen kom ind i mejeriet var der en helt speciel duft af klor. Ude bag ved var der et lille ”laboratorium” med sjove instrumenter, her havde ”Misse Mejerist” sit virke, jeg tror det hed at hun ”gerbererede”? – Misse var utrolig flittig og havde en lang arbejdsdag, det var ikke så sært at hun tit, når jeg var der om aftenen, sad og sov i stolen. Misse var lidt atypisk for hun havde kørekort, det var der ikke mange mødre, som havde, hun kørte til Aabenraa og handlede i IRMA, jeg var så heldig at få lov til at komme med engang, det var stort. Min egen Mor fik aldrig kørekort for Onkel Dres, som var kørelærer sagde at hun : ”var ålt få skjevbenet”? - hvad det så end havde med sagen at gøre.
Jeg var også meget facineret af mejeriets tappemaskine, hvor mælkeflaskerne kom ”kørende” forbi og blev fyldt, og fik sat kapsler på. Disse kapsler var også lidt specielle for der stod ”Rabsted mejeri”, - selv om byen siden genforeningen hed Ravsted.
I toppen af mælkeflaskerne sad der tit en prop af fløde, den var jeg helt vild efter at få lov til at tage, den smagte særlig godt på den rødgrød, som vi, så vidt jeg husker, fik hver eneste dag hele sommeren.
Når vi ellers hentede fløde på mejeriet havde vi altid en kande med, - for Misse og Emil var ikke fedtede, - ½ liter var nærmere ¾ liter.- også når vi hentede ost nede i kælderen var der gode smagsprøver, som noget helt nyt, blev osten pakket ind i stanniol, som ellers ikke var kendt i husholdningen dengang.
Vi fik mælken leveret til døren af Laust Jepsen, han trak/cyklede byen rundt med sin vogn, (først meget senere blev han motoriseret) Når Laust var færdig med mælketuren lavede han ”smørdritler” (tønder af træ) om eftermiddagen, han havde et lille værksted i mellemgangen ind til mejeriet. Ved siden af havde han ”lillebil forretning”, jeg kan huske at han på mælketuren, om formiddagen, arrangerede ”kinoture”, hvor han spurgte om der var nogen som ville med i kino om aftenen, min mor var af og til med.
Oluf Holm arbejdede i mange år på mejeriet, han havde et rum ud mod Storegade, hvor han kunne få sin middagssøvn, jeg tror også at ”mælkekuskene” sad der i ventetiden, mens mælken blev indvejet, ? Jeg mener at dette rum + to andre bag ved liggende rum oprindelig havde været en lejlighed. Hvor har Mogge og jeg altså leget meget der. Vi legede også ude i halmladen , hvor der stod en gammel Citroen, som Mogge kunne starte og køre 2 meter frem og bakke 2 meter tilbage med. Bodil og Niels Christensens høns kunne også finde på at lave reder der i halmen, så det var også spændende om vi kunne finde æg.
Bønderne kunne få deres foderkartofler kogt i en ”kasten vogn,” hvor der var ført en slange ind i bunden på vognen, som ledte overskudsdampen fra mejeriets kedel op gennem kartoflerne. Jeg mindes stadig duften, når vi kom forbi.
Over for mejeriet boede ”æ skomagers”: Maren og Villy Heldt. De drev byens skomagerforretning og legetøjsbutik. Hver gang jeg kom der ind, satte Villy en hånd på mit hoved og sagde : ” Jens er aldrig alene, for han havde så mange lus i sin kasket”! Det er en sætning jeg aldrig glemmer. Vi børn så altid frem til ”juleudstillingen” i butiksvinduet, ønskerne afhang meget af, hvad vi så der. Lego klodserne kunne man dengang købe stykvis, de lå sorteret i en kasse, prisen afhang af størrelsen. Villy startede senere med at leje vaskemaskiner ud, han havde en lille vogn som han kørte rundt med dem på.
Nede på Svinget boede Käthe og Peter Warming. De havde så vidt jeg husker lejet huset af den gamle Rudebeck. Kæthe og Peter havde 3 sønner, den yngste søn Fritz, var på min alder, dengang kaldte vi ham ”Tykke”. I deres hjem blev der talt tysk, jeg mindes Käthe prøvede at lære mig nogle gloser. Der var ikke toilet i huset, de havde en spand ude i bryggerset. En dag, da jeg ville hente Fritz, for at vi kunne lege sammen, sad han på ”spanden”. Jeg må have ment at han trak tiden unødvendig meget, for jeg trak så voldsomt i ham at spanden væltede med ham, det var ikke så godt, så jeg fik benene på nakken og i lang tid derefter var jeg bange for at skulle møde Käthe.
Hans-Martin Thirup legede jeg også en del med. Han blev engang kørt ned af en stor lastbil, (som vi dengang kaldte ”fiskebiler”) da han løb over vejen henne ved Forsamlingsgaarden. Jeg mener at huske, at der var gået lidt sport i at prøve om man kunne nå at løbe over vejen, så tæt på bilerne som muligt. Han kom ret alvorligt til skade med hovedet og lå længe på sygehuset.
Mor med Hanne på skødet foran en selvbinder
Høsten betød altid travlhed, ikke alene hos smeden, men også hos saddelmageren. Jeg har ofte afleveret sejl til selvbinderne der, når de skulle repareres. Saddelmageren hed Rasmus Rossen og hans kone hed Laura. De boede der, hvor Kesse skomager senere boede. Værkstedet lå til venstre når man kom ind i forstuen, og der var en helt speciel lugt derinde.
Ringridningen var sommerens største begivenhed. I Ravsted var der 3 ringridningsforeninger : den Danske, den Tyske og den Internationale. De Tyske og de internationale red ovre på marken bag mejeriet. Det var Tante Misse som stod for salg af is og slik. Isen blev holdt frossen ved hjælp af ”tøris”. Andreas Carstensen fra Havsted var ritmester i den Tyske forening og Villy Wede i den internationale. Når festen var forbi og pladsen blev rømmet blev tørisen bare liggende. Jeg tog det tit med hjem og puttede det i en spand vand. Så stod det og buldrede og røg i en dags tid. Vi børn rullede også tit et stykke pap til det lignede en cigaret, puttede et lille stykke tøris i – når man så pustede ud, røg det. Hvert 3.-4. år var der også pokalringridning, jeg mener det var Ravsted, Bylderup og Øster Højst, som hver stillede med et hold. Disse ridninger blev i modsætning til de andre ringridninger ikke afholdt om søndagen, men om tirsdagen.
Far og Moritz
Far var ”ritmester” i den Danske forening. Hans hest hed Moritz, den var opstaldet ude hos Otto Clausen . Ingen af os 3 børn fik nogensinde lov til at sidde på en hest, om det var manglende interesse eller fordi det var for ”farligt” ved jeg ikke.
Far og mig i haven
Billedet oven for er taget en søndag formiddag inden ringriderfesten. Vi fik uventet besøg af Fars kusine og familie fra Lüksborg.
Ringridningen startede altid med optog gennem byen. Forrest kørte en lastbil, hvor der på ladet sad et orkester og spillede march musik, hvis der var plads, fik de yngste børn lov til at køre med, ellers løb eller cyklede man med, hele vejen om til ringriderpladsen bag sportspladsen.
Mor og Broder Johannsen i sækkeløb
I løbet af eftermiddagen, blev der arrangeret forskellige konkurrencer for børn og voksne. Det var sækkeløb, æggeløb og tovtrækning. Dagen sluttede med omridning, tit var det enten den unge eller den ældre Peter Hartung, som var en af duelanterne. Far var også ritmester bla. i Kloster, og i den egenskab hilser han her på Kong Frederik Den 9.
Vores Far var også en ivrig jæger. Hans gevær lå altid mellem bilens forsæder. Patronerne lå i handskerummet. På vejen hjem fra et stykke arbejde i Hyndingholm, så han engang en flok regnspurve, som gik på en mark. For ikke at skræmme fuglene rullede han bilens rude ned, mens han kørte, - og stak geværet ud. Desværre glemte han styre og bilen endte i ”æ strøm,” som løb lige ved siden af vejen. Så der blev ingen middagsmad ud af den jagt. Når han havde skudt en hare, fik den lov til at hænge en uges tid, for at ”modnes”, inden den blev flået. Det var ofte lærlingen, som fik æren af at flå dem. Skindet blev bagefter stoppet ud med halm og hængt til tørre oppe på loftet over værkstedet. Hvad der siden skete med dem husker jeg ikke. Jeg slutter min lille fortælling her og håber den viser lidt om, hvordan det var, at være barn i smedehjemmet på Storegade i Ravsted i årene omkring 1953 – 1960.
