Slægt efter slægt segner hen på nornens bud.

Begge mine forældre er født i Sønderjylland. 
Min far, Hans Johansen Schmidt blev født 4. april 1890 på Lebølgaards Mølle på Als, Tandslet sogn.

Min mor, Anne Nicoline Schmidt blev født i Barsbøl ledvogterhus, ved Skærbæk, den 20. marts 1894. 
Hendes far , min morfar, Daniel Schmidt blev født 14. februar 1862 i Rangstrup, død 1929 i Jørgensby ved Agerskov, gift med Anna Lorenzen, født 8. februar 1868 i Kløjing, død 15. november 1919

Daniel Schmidt`s far, Christian Sørensen Schmidt blev født 23. maj 1828 i Rangstrup og død i Rangstrup. Christian Sørensen Schmidt blev gift med Ellen Christine Hansen, ligeledes fra Rangstrup.
Christian Sørensen Schmidt`s far, Daniel Schmidt, indvidder i Mellerup, født 1772, død 1.juni 1847, gift med Jenny Fisker, Bovlund.

Anna Lorenzen`s far, Nis Lorenzen født i Kløjing, var arbejdsmand og hjælpelærer (uden eksamen) forskellige steder i sognet.

Min morfar Daniel Schmidt var baneportør i Skærbæk, fra 1888 til 1904. I 16 år, hvorefter han blev afskediget, på grund af danskundervisningen af børnene i hjemmet, de gik jo i tysk skole. Han kunne nok heller ikke skjule sit eget og familiens danske sindelag. 
Herefter købte de en landbrugsejendom i Jørgensby, Agerskov sogn.
Min mor har fortalt, at der blev råbt ”danske pak” efter hende og hendes søster Ella, på hjemvejen fra den tyske skole. Ella var ikke mundlam og gav igen med gloser der ikke egner sig for gengivelse på papiret. 

Min fars slægt kan føres tilbage til 1700 tallet

Johan Henrik Smidt, født 1770, boelsmand i Holm ved Nordborg, gift med 
Anna Katrine Hansdatter, født 15. juli 1773, død 22. oktober 1796.
Deres søn:

Hans Henrik Smidt, født 14. november 1801 i Holm, død 24. januar 1858 i Lebøl.
Køber Lebølgaards mølle i 1828.
Gift den 28. oktober 1829 i Kegnæs kirke, med
Loise Frederikke Nissen født 7. februar 1794 i Sønderborg, død i Lebøl.
Hun var datter af den kendte selvlærte præst, Lorenz Nissen.

Lorenz Nissen født 1. februar 1754 i Østerby ved Flensborg, død 27. december 1842.
Lorenz Nissen blev gift med 
Anne Marie Amalie Richelsen, født 1.august 1762 i Holdnæs, død 1818 på Kegnæs.

Lorenz Nissen blev dansk præst ved Helligåndskirken i Flensborg, som 40 årig, 1796 til 1801, derefter sognepræst på Kegnæs.

Mølleejer Hans Henrik Smidt og Loise får en søn,
Lorenz Henrik Smidt, født 25. januar 1831 i Lebølgaards mølle, død samme sted 12. september 1870.
Lorenz Henrik Smidt blev gift den 13. juni 1858 med
Marie Cathrine Bladt, født den 3. marts 1835, gift anden gang den 15. juli 1873 med møllersvend Jens Lorenzen.

Lorenz Henrik Smidt og Marie Cathrine Bladt får en søn,
Hans Henrik Smidt, født den 10. marts 1859 i Lebølgaards mølle, død 1903 i Flensborg, gift 21. juli 1886 med
Anne Marie Johansen Møller født 23. august 1860 i Notmarkskov, død 1919 i Aarhus, deres søn:

Hans Johansen Schmidt født 4. april 1890 på Lebølgaards mølle, død 23. november 1967 i Ravsted, gift den 12. februar 1920 med
Anne Nicoline Schmidt født den 20. marts 1894 i Barsbøl ved Skærbæk, død den 25. november 1979 på Sandet ved Arrild, begravet i Ravsted, deres søn:

Hans Henrik Daniel Schmidt født den 12. februar 1921 i Aarhus, gift den 25. oktober 1953 med
Ellen Axelgaard født den 15. maj 1927 i Flødstrup sogn, Svendborg amt, 2 døtre:

Anne Schmidt født den 17. september 1954 i Hejsel, Ravsted sogn.

Karen Schmidt født den 1. april 1960 på Arndrup mølle, Bedsted sogn.

Ellen Schmidt`s far,
Holger Axelgaard født den 26. september 1899 i lærerboligen på Langø, Hindsholm, gift den 7. august 1925 med,
Karen Sofie Hansen født den 18. april 1904 Slagelse mark.

Holger Axelgaard statshusmand, nybygger i Rørbæk 1925, derefter Rynkeby 1. august 1935 husmand og arbejdsmand.

Hans Henrik Smidt født den 10. marts 1859, solgte Lebølgaards mølle i 1903 og købte et ejendomskompleks i Flensborg, hvortil han og hustruen Anne Marie flyttede.

Hans Johansen Schmidt født den 4. april 1890. Min far (Hans Johansen Schmidt) flyttede ikke med til Flensborg. Han boede og hjalp til i landbruget hos en nabo, alt imens han gik til konfirmationsforberedelse og blev konfirmeret i Kirkehørup 1904.

Derefter kom han (Hans Johansen Schmidt) til enkefru Skovmand, (familie) der ejede Langmosegaard ved Asserballe. Her begyndte han sin egentlige landbrugsuddannelse. Arbejdet var ikke ukendt for ham, idet han som dreng måtte tage fat derhjemme, under faderens sygdom og tuberkulose. Der var ca. 25 ha god jord til Lebølgaardsmølle, samt heste, køer og svin. Vindmøller havde han også kendskab til. De omkringliggende landbrug fik deres korn formalet her.

I vinteren 1910/11 var Hans Johansen Schmidt elev på Malling Landbrugsskole.
Foråret 1911 blev han forkarl på Gelstedgård, lidt vest for Odense, det nuværende Voldsmose.
Som tysk statsborger blev han indkaldt til session i Sønderborg 1912, hvor de fandt ham uegnet som soldat. Årsagen var et bredt, dybt ar efter en blindtarm og bughindeoperation.

I 1913 blev Hans Johansen Schmidt avlskarl, hos Jens Lautrup i Gestrup, ved Agerskov, hvor også min mor, havde plads i huset som køkken og stuepige. Min mor Anne var født med efternavnet Schmidt.
Det blev nogle virkelige gode år, som de tit og ofte omtalte og mindedes med megen glæde. Det var et stærkt nationalt dansk hjem, hvor livsglæden var sat i højsædet.

Skuddet i Sarajevo den 28. juni 1914, hvor den østrigske tronfølger Frans Ferdinand blev myrdet, gav anledningen til 1.verdenskrig 1914 til 1918.

Min far blev indkaldt til krigstjeneste i 1916. Efter kun 3 ugers ”uddannelse” i Rendsborg, gik turen først til Rusland, senere til Frankrig. Sommerslagene 1918.

Da våbenstilstanden blev proklameret den 11. november 1918, havde han fået mere end nok af krigen. Han forlod, sammen med to andre, kompagniet og regimentet og agtede sig nordpå. Efter første døgns flugt skiltes de.

Den 14. november 1918 sent på aftenen, stod min far og bankede på døren til min mors hjem i Jørgensby, ved Agerskov.
Stor var gensynsglæden efter lang tids adskillelse.(Min mor havde fået lov til at besøge min far i Rendsborg i 1916 og der bestemte de, at de ville følges ad resten af livet, trods krig og ødelæggelser.)
Glæden varede kun kort, efter et par dage kom der bud, fra den tyske kommuneforstander, om at min far skulle møde op i en polsk arbejdslejr, som straf for, at have forladt sit kompagni og regiment i utide.

Nu havde han fået nok af tysk mentalitet. En skolegang der var ensporet tysk, og nu to af sine bedste ungdomsår….. spildte, men dog lykkelig uskadt af krigen i det ydre, men nag i sindet der aldrig helt forlod ham.

Han aftalte med min mor, at nu ville han forsøge at snige sig over grænsen ved Vamdrup og derfra komme til Århus, hvortil hans mor og yngste bror Christian var flyttet i 1906, efter faderens, Hans Henrik Schmidt, død i 1903 i Flensborg.
Når tingene så faldt til ro og man frit kunne passere Kongeågrænsen igen, ville han komme tilbage til Jørgensby. Mine forældre havde aftalt at de ville stifte bo….bryllup….og allerhelst i den sønderjyske landsdel

Det lykkedes om end med en del besvær at kravle over, ja faktisk kravle (det havde han lært i skyttegravene) over grænsen ved Vamdrup og nå til Århus. Det var sidst i november måned 1918.

Først på året 1919 var han tilbage hos min mor. Sammen med hendes far, Daniel Schmidt, var de rundt for at se på landbrugsejendomme, der var til salg.
De kom i forhandling med en mand, der boede på en lille gård, mellem Agerskov og Rangstrup, som han ville sælge. De fik pris og det hele aftalt og skulle så hver for sig have nogle dages betænkningstid. Da dagen oprandt og min far havde de D-mark med, de havde aftalt skulle falde ved overtagelsen, forlangte sælgeren at få beløbet udbetalt i danske kroner.

Alt smuldrede…….den tyske mark blev efterhånden værdiløs, min mor og fars opsparing og arv blev næsten intet værd. Dette var en grund mere til, at særlig min fars modstand mod alt tysk, fik ekstra næring.

Forinden skuffelsen med ejendomshandelen, havde han været i forbindelse med en mand i Århus, der havde en større vognmandsforretning med flere spand heste og vogne. Der fik min far stillingen som kusk, i foråret 1919. Der blev transporteret masser af fragt til og fra Århus jernbanestation. Min far tjente ret mange penge, efter den tids forhold, men arbejdsløsheden begyndte så småt at fornemmes i horisonten.

Alt imens dette stod på i Sønderjylland og i Århus i 1919, døde hans mor Anne Marie ganske pludseligt, kun 59 år gammel. Min fars søster, Maria Cathrina Schmidt, (født 24. november 1888, gift 2.maj 1914 med Georg Ferdinand Boesen, København.) og min fars bror Christian Schmidt, (født 20. marts 1899) kom begge to til Århus og hjalp til med at højtideligholde begravelsen. Deres ældste bror Lorenz Henrik Schmidt, (født 1886) var først i manufakturforretning som lærling i Augustenborg. En begyndende sygdom, tuberkulose, fik lægen til at beordre ham ud i frisk luft , allerhelst ud på havet, hvis han ville overleve sygdommen. Lorenz tog hyre på flere skibe, indtil han efter et par år på søen, gik i land i Amerika, og bosatte sig i Alaska. For ham var det ikke muligt at nå hjem til begravelseshøjtideligheden.

Min fars søster Maria Cathrina Boesen, stod de følgende år i sparsom brevveksling med Lorenz Henrik Schmidt, der blev gift i en ret sen alder.
Under 2.verdenskrig, de sidste år 1940-45 kom der af og til pakker med kaffe o.m.a. sendt fra Lorenz i Alaska. Det blev sendt til Maria Cathrina Boesen, til fordeling mellem hende og de to brødre.
Midt i 1950erne havde Lorenz Henrik bebudet en rejse hjem til Danmark på besøg, men sygdom indhentede ham forinden og døden indtraf et par år senere.
Trods begyndende tuberkulose i de unge år, helbredte han sig selv, ved et ukueligt livsmod og ved ophold på havet og senere i et barskt klima i Alaska, hvor han ejede et traktørsted, med salg af proviant og rekvisitter til fangst og jagt.

Efter moderen, Anne Maries død, overtog Hans Johansen Schmidt, min far, hendes lejlighed. Han havde boet hos hende lige siden, han sneg sig over grænsen ved Vamdrup.
Et par dage før 10.februar 1920, tog han fri en uges tid fra vognmandsgerningen. Han ville hjem og være med til at stemme Sønderjylland hjem til Danmark. Det skulle foregå i Tandslet, fødestedskriteriet, hvor også hans søster Marie fra København og broderen Christian fra Nakskov var kommet, for at afgive deres stemme. Det blev ikke til mange timers samvær. Marie og Christian skulle bo og overnatte hos gode venner (fra Lebølgårdsmølle tiden) i Sønderborg.
Hans, min far, skulle skyndsomt til Jørgensby og mødes med Anne Schmidt, min mor, der havde været i Skærbæk for at afgive sin stemme. 
De havde aftalt at holde bryllup, to dage efter afstemningsdagen. Det lykkedes at få de nødvendige papirer klar og den 12.februar 1920 holdt de et meget beskedent lille bryllup.
Umiddelbart derefter rejste de begge til Århus for at få sig indrettet på en helt ny tilværelse, som mand og kone, i Sct.Johannes sogn.

Min mor fortæller:

Jeg tjente i Agerskov på den tid da vi ville giftes og måtte betale et helt års løn for brudekjolen. Det var 700 mark, men så var den også af silke, andet var der ikke at få på de tider. Hvis jeg ikke allerede i 1915 havde købt alt mit udstyr, da (mark) pengene havde værdi, så havde jeg ikke haft ret meget ved indgåelsen af giftermålet.

Tiden i Århus 1920:

Hans Schmidt (min far) fortsatte med at arbejde for vognmanden, endnu en tid lang.
Den 12.februar 1921 fødte Anne Schmidt en søn, samme dato som giftermålet året før.
Den 27.marts 1921 blev sønnen døbt i Skt. Pauls kirke i Århus. Han kom til at følge slægtsnavnet på Als og morfaderens fornavn…….Hans Henrik Daniel Schmidt.

Min far havde efterhånden så mange penge til gode hos vognmanden, at han fik tilbudt det ene spand heste medfølgende to gode arbejdsvogne. Og sådan blev det.

Anne og Hans Schmidt havde stadig en drøm om at komme tilbage til Sønderjylland. Grænsen var flyttet mod syd 1920. Der skulle bygges nye veje, fragtes sand og sten.
Efter nogen overvejelse i hjemmet og en forhåndsmeddelelse om muligvis at få kørselsarbejde for Tønder Amts vejvæsen, blev beslutningen taget.

Nu blev der travlhed, der skulle skrives til hjemmet i Jørgensby til min mors far og hendes bror Christian , om de ville prøve at finde et sted hvor hestene kunne få foder og hvile, helst et sted i nærheden af Rangstrup. Der havde været forlydende om, at der skulle fragtes sten fra denne egn, til en vej der skulle udbedres fra Branderup over Arrild til Skærbæk.

En meget tidlig morgen først på foråret 1922 kørte Hans Schmidt ud af Århus og mod syd, med sit spand heste og to vogne, medbringende muleposer og foder til hestene og selv en forsvarlig madpakke.
Han har fortalt at det blæste en ret kraftig kold vind, men turen forløb godt det meste af første dag. 
Så sker det, som absolut helst ikke må finde sted. Den ene hest bliver syg, han ser det med det samme og søger ind på en gård, hvor der stod en lade ud mod vejen. Han får lov at overnatte med hestene i laden. Manden i gården er meget hjælpsom og får fat i en dyrlæge, men for sent, hesten dør.
Tilbage til Århus. Nu med en hest og en vogn. I Århus skulle hesteforsikringen sættes ind i situationen og penge udbetales til indkøb af en ny hest. Det tog alt sammen tid.
Endelig kunne køreturen begynde igen og nu gik det særdeles fint. Efter et par dages kørsel, overskred de Kongeågrænsen og nåede til Rangstrup, hvor hestene kunne få foder og hvile.
Arbejdet kunne begynde.

Mange år senere, sidst i 1950erne var familien Schmidt en tur nordpå, ad hovedvej 10. Lidt syd for Vejle pegede min far på en lade forude. Ud for laden holdt vi stille og her fortalte han historien om den syge hest og de på den tids besværligheder.

Tønder Amtsvejvæsen

Hans Schmidt kom hurtigt i forbindelse med vejmanden/vejformanden, som stod for det vejarbejde der skulle udføres. Det var ganske rigtig en vej der gik fra Branderup til Skærbæk, der skulle forbedres. Han kunne gå i gang omgående.
Det var hårdt arbejde. De lidt større sten blev læsset med de bare næver, ellers var det stengreb og skovl. Det blev til lange arbejdsdage. Hestene kendte efterhånden turene frem og tilbage, så de til sidst når mørket skred på, selv kunne finde vej hjem, så kusken kunne sidde på vognen og blunde lidt. Når vognene var fyldte med sten gik kusken gerne ved siden af vognen for ikke at gøre det tungere for hestene end højst nødvendig.
Efter nogen tid på Rangstrup egnen sørgede vejformanden for, at Hans Schmidt fik fragtkørsel ved udbedringen af vejen fra Rens over Burkal og Saksborg til Tønder.
Det blev til meget bedre forhold både for hestene og ham selv. Han lejede sig ind i Terkelsbøl kro. Der var plads til hestene i kørestalden, hvor de kunne fodres ved krybbe, i stedet for de altid medbringende muleposer/sække. Selv fik han mulighed for at bebo en lejlighed på kroens loft. Det allerbedste blev og var at Anna Schmidt flyttede ind i lejligheden, med den 2 år gamle søn, i 1923. Familien var nu samlet og forblev samlet i mange år fremover.

Terkelsbøl 1923-24

Fra Terkelsbøl har jeg kun ganske få indtryk. Et enkelt glimt i erindringen om en meget besværlig trappe fra den store brede indgang op til lejligheden.
En enkelt hændelse dukker op en gang imellem: De to store heste…….hvor min far satte mig op på den ene og støttede mig indtil vi nåede bestemmelsesstedet, smedien. Jeg var meget bange, jeg kan fornemme det endnu.

Sidst på året, 1923 havde min far hørt forlydende om at, ”Udstykningsforeningen for de sønderjyske landsdele” havde påtænkt at købe 100 ha jord i Hejsel, fire, fem km. Nord for Rapstedt……..Rabsted……….Ravsted………det sønderjyske Rafsted.
I 1924 købte ”Udstykningsforeningen” 59 ha. af Andreas Carstensen, i 1700 tallet kaldet ”Kloster gård”.
Samme år blev der købt 44 ha. af Peter Jensen Gads gård, ligeledes midt i 1700 tallet en ”Solvig gård”.

Der skulle oprettes/bygges 13 nye ejendomme, med ca. 14-20 demot jord (1 demot = ½ ha.)
Forudsætningen for at komme i betragtning, ved ansøgningen, var at man havde opsparet 2000 kr.

Anne og Hans Schmidt sendte en ansøgning til udstykningsforeningen i Tønder. Efter kort tids venten og spænding kom meddelelsen ………
De får tildelt et af de 8 første brug i 1925. 
Der blev aftalt mødetidspunkt med foreningens bestyrelse og de 8 familier i Hejsel, om fordelingen af de 8 brug. De lå alle syd for en afvandingskanal der var gravet nogle år forinden.
Familierne kom fortrinsvis fra Sønderjylland, dog var der en familie fra Thy og en fra Mandø.
Det voldte noget besvær at komme til enighed om fordelingen, da alle helst ville have et af de 3 brug der lå ved, den gode hårde forbindelsesvej Bedsted via Hejsel til Ravsted. 

Hejsel

Jeg husker meget tydeligt da vi flyttede til Hejsel. Jeg var 4 år.
Stuehuset var langt fra færdigt indvendigt. Gulvene til de to små stuer og soveværelset skulle først til at lægges i de følgende dage.
Erindringerne fra de allerførste år er meget spredte………
I stalden var der plads til 4 køer og et par stykker ungkvæg, 2 heste, 3 stier til grise, et roekammer, et lille hønsehus og et WC, efter den tids brug (das).
Stuehuset var adskilt fra stalden med en kørelo og fra den var der indgang til bryggerset, (med indbygget gruekedel) et køkken med et brændekomfur, 2 stuer med en kamin, et soveværelse, et kammer, en lille forstue, (den fine indgang), den daglige indgang var fra gårdspladsen og ind i bryggerset.

Der var 15 demot (7½ ha) jord til vores brug (ejendom), der trods afvandingskanalen var stærkt vandlidende, og meget kalktrængende og for en stor del sivbevokset, det samme var gældende for de andre brug, i større eller mindre omfang.

Året efter i 1926 blev de sidste 5 ejendomme bygget. Stenene (cementsten) til alle 13 ejendomme, blev strøget i en sandgrav nord for Peter Gads gård. Jeg ser endnu for mig, den lille forsømte barak i kanten af graven, hvor stenstrygerfamilien boede. Mand og kone hjalp hinanden med at harpe sand, hvorefter sand og cement blev blandet med vand og hældt ud i formene til tørring. Så hentede nybyggerne dem med heste og vogne, ikke så underligt at markvejene blev utrolig opkørte. 

For alle ”Nybyggerne” begyndte nu en slidsom tilværelse, jorden skulle opdyrkes og det med ret primitive redskaber.
Ejerne af de to gårde, Peter Gad og Andreas Carstensen, som havde solgt jord til udstykningen, var meget, meget hjælpsomme. Nybyggerne kunne i begyndelsen låne heste og redskaber, for så til gengæld at stille deres arbejdskraft til rådighed i større eller mindre omfang.
Der blev sat dyr i staldene, men indtil den stridige jord begyndte at give afkast, blev det nødvendigt at søge et lønnet arbejde ved siden af den hjemlige bedrift.
Nogle af husmændene fik arbejde ved mergelbanen, andre ved tørvemosen og vejvæsenet.
Min far, Hans Schmidt fik mælkekørsel over Arndrup til Bedsted-Lø mejeri, de to første år.

Et par familier gav op i løbet af 3 – 4 år, det blev for strengt både fysisk og økonomisk………og nye kom til. Det var fod under eget bord, det gav lyst, mod og vilje til at se resultater.

Der var ikke indlagt elektricitet, så det var petroleum -lampen og flagermuslygten, både i stue, køkken og i stalden.
Vandet skulle pumpes op fra jorden og da det var fyldt med okker skulle vandet koges før det kunne bruges i husholdningen.
Telefon var der kun i de tre gårde, der lå på stribe i det gamle Hejsel. Der gik man så hen og lånte telefonen, når der skulle ringes efter læge eller dyrlæge, havde man ingen penge fik man lov at ringe alligevel…….hjælpsomheden var stor.

Jeg har et meget stærkt minde fra det første år i Hejsel, som står lyslevende for mig den dag i dag. Min mor, Anne blev meget syg, først forkølelse så influenza. Min far var oppe hos Peter Gad for at ringe efter lægen, der dengang kom fra Hellevad.
Lægen sagde at min mor skulle have fuldstændig ro. Lægen ville sørge for at der kom en sygeplejerske, der skulle give min mor medicin.
Jeg måtte ikke være hjemme. Min far fulgte mig over til en nabo, Mette og Hjalmar Hansen. Der skulle jeg sove og blive til næste dag, indtil min far hentede mig igen. Det gjorde han også men det blev til et meget, meget kort visit hjemme, for jeg fik kun lige lov til at se min mor, så måtte jeg tilbage til naboen igen. 
Sygeplejersken, den kære hjertensgode, Søster Anna, var der for at passe min mor.
Så skete det allerværste, de næste dage fik jeg slet ikke lov til at komme hjem, min far kom ikke og hentede mig. Jeg prøvede på at smutte ud, jeg ville hjem, men Mette eller Hjalmar var der øjeblikkeligt og halede mig tilbage igen. Jeg var virkelig vred på dem begge to, men så blev de alt for alvorlige og skældte mig ud. Jeg forstod ingenting, jeg græd mig i søvn om aftenen.
Efter nogle dage kom min far, hen imod aften og tog mig med hjem. Søster Anna var der stadig, hun så træt og meget alvorlig ud. Jeg fik ikke lov til at komme ind i soveværelset, min far tog mig med ind i stuen, og tog mig op på skødet. Lidt efter kom Søster Anna ind sammen med en meget sort mand, med en stor sort taske. De gik ind i soveværelset. Kort tid efter begyndte de at synge og min mors klagen tog til. Jeg syntes at høre hende klage: ”Nej, nej”. Jeg ville derind, men min far holdt mig fast, og så ned på mig med sine godmodige alvorlige øjne. Den sorte mand kom ud igen og sagde farvel til min far. Igen fulgte min far mig over til Mette og Hjalmar.
Næste dag over middag kom Mette og sagde, at jeg måtte løbe hjem. Det gik stærkt, alt hvad benene kunne klare uden at falde. Søster Anna var i køkkenet og sagde at jeg måtte gå ind i soveværelset et øjeblik, hun sagde noget om at krisen var overstået, hvad var det for noget, det forstod jeg overhovedet ikke noget af.
Jeg kom ind i soveværelset og så min mor ligge helt stille, hun hviskede et eller andet, som jeg ikke husker, men hun smilede lidt og det gjorde godt. Jeg fik lov til at være i køkkenet hvis jeg ville være helt stille. Og så igen en nat i det fremmede, den sidste nat. Først langt senere blev jeg klar over, hvor gode og hjælpsomme Mette og Hjalmar havde været, i deres nye travle hverdag.
Min mor blev ret hurtig rask igen, da krisen var overstået, men svækkede bronkier generede hende meget hver eneste vinter.


Vores nærmeste nabo, var Henny og Emil Hansen. Henny var født i Gåsebro, selv sagde hun Gassebro, der ligger lidt syd for vores nuværende grænse. Emil var fra Emmerske, Tønderegnen. De havde en hel børneflok, deriblandt to drenge der var født i 1922 og 1923. Jeg var enebarn, men de to drenge blev efterhånden som vi voksede op, til mine allerbedste legekammerater og venner. Vi gik ikke i samme skole, da de gik i den tyske skole og jeg i den danske. Men udenfor skoletiden var vi sammen i leg, indtil konfirmationstiden, så skiltes vores veje. Jeg for mit vedkommende kom på Nordborg Slots Efterskole og senere kom jeg ud at tjene ved landbruget.

Om foråret og sommeren foregik legen udenfor og tit nede ved kanalen. Om vinteren var det på høloftet, hvor udspring fra hanebjælken skete som luftkolbøtter, inden man landede i det duftende bløde hø.
Henny var meget dygtig til at fortælle eventyr, alt mens hun arbejdede i køkkenet. Hun kunne også flette piber af det siv der stod i marken. Vi fik en pibe hver, at bryste os med og var dermed nogle store karle.

Efter det første års tid, begyndte fællesskabet at tage form. Man hjalp hinanden hvis der var sygdom eller hvis der var et eller andet man ikke selv kunne klare. Vi havde et nært samarbejde i høst, hvor der de første år blev høstet med le, mejet skår på skår, hvorefter konerne begyndte at kratte sammen til neg og bandt negene sammen. 
Det var naboens nord for ”æ strøm”, Lene og Andreas Petersen der var med i samarbejdet. 
(Lene var fra Flensborg, hendes pigenavn var Clausen, hun var søster til Viggo Laustens hustru. Viggo Lausten var lokal redaktør af Vestslesvigs tidende -
Flensborg Avis Tønder. Han blev hentet af Gestapo midt om natten, i maj måned 1940, en måned efter var han død. Mange rygter opstod, men den virkelige sandhed, er i skrivende stund endnu ikke klarlagt.) 
Senere blev der høstet med hestetrukken aflægger, men negene skulle stadigvæk bindes sammen med håndkraft, indtil selvbinderen ad åre gjorde sit indtog.
Høstudbyttet de første år var ret begrænset, så tærskningen foregik med plejl og en lille håndtrukken maskine blev anskaffet til at rense kornet med. Den blev også lånt ud til naboerne.
Efterhånden som jorden blev merglet, gødet og grundigt bearbejdet, blev høstudbyttet også større. Der blev anskaffet et meget lille tærskeværk, som blev drevet ved et hestetrukket gangværk. Der gik jeg som 5 – 6 årig knøs og drev på treven hest, rundt og rundt og rundt. Senere blev der, i fællesskabet, anskaffet et tærskeværk, drevet af en petroleumsmotor. Tærskeværk, presser og motor var selvstændige enheder på jernhjul, som blev spændt bagefter hinanden. De blev flyttet fra sted til sted af to stærke heste. Peder Pedersen var den der havde forstand på motor og remtræk.

I staldene kom der flere og flere dyr. Efter et års tid, holdt min far op med at køre mælketur. Han lejede pløjejord af Peter Gad og græsjord af Statens jordlovsudvalg, der ejede megen jord i Ravsted og omliggende sogne.
De fleste af nybyggerne lejede græsjord til deres dyr, staldene blev fyldte, nogle steder blev staldene endda udvidet med tilbygninger.
Livslysten og arbejdsglæden spredtes i de små hjem. Familierne voksede, der kom børn til. I takt med at familierne blev større og økonomien bedredes, blev der bygget til og lavet om i husene. Der blev isoleret, der kom centralvarme og badeværelser, de fleste steder.
Fællesskabet blomstrede også på den måde, at man indbød hinanden til aftenkaffe, det der på sønderjysk kaldtes ”julegæst”, det strakte sig gerne over januar og februar måned.
Ved ”julegæst” opholdt mændene sig gerne i ”dawle dørns”. Konerne (damerne) var i den ”køn dørns”, hvor strikkepindene og snakken gik om stort og småt, om børnene, om hvor mange æg hønsene lagde, om de nu kunne betale købmandsregningen med æggene. Mændene snakkede nok først på aftenen om deres landbrug, senere kunne en og anden begynde at fortælle om oplevelser fra den tid de var med i krigen 1914-1918. Det var utrolig spændende at høre om de forfærdelige ting de havde oplevet i skyttegravene. Så forstummede også konernes snak og strikkepindene faldt ned i skødet. Der kunne godt opstå lange pauser, hvor der blev stille, helt stille, f.eks. kunne der i Andreas ansigt spores et lille smil, hvad mon han tænkte på, var der noget særligt han havde oplevet i det fremmede, hvad kunne det mon være?
Først mange år senere, slog det ned i mig, kunne det være Martin N Hansen ”Madeleine” !!!
Sådan en aften sluttede for mit vedkommende med lidt æblekage i køkkenet og så i seng, hvor man slumrede ind ved lyden af snak og latter.

I mange år blev alle børn, der selv kunne gå, inviteret op til Signe og Peter Gad, en eftermiddag mellem jul og nytår, til et stort juletræ, der var flot pyntet med lys, flag og hjerter. Vi sang og dansede om træet, så var der varm chokolade , smurte boller og småkager. Peter Gad læste H.C. Andersens eventyr, ”Det er ganske vist” eller ”fyrtøjet” på sønderjysk. Der var 4 børn i hjemmet, de var lidt ældre end os, Anne, Holger, Alfred og Dorthea.
Peter Gad var født på gården Ravnholt ved Roager, den 15. juni 1888. Tysk skolegang, elev på Roskilde højskole, (hvor forstander Thomas Bredsdorf skulle have udtalt, at Peter Gad var den bedst begavede elev i hans tid) elev på Korinth landbrugsskole. Peter gad var indrulleret ved den kejserlige garde i Berlin. Efter endt militæruddannelse købte Peter Gad den 125 ha store gård i Hejsel, Ravsted sogn, det truede område i 1914. Han blev indkaldt til krigstjeneste i efteråret 1914. I 1916 blev han hårdt såret i det ene ben , han kom hjem til Hejsel og var dermed færdig i krigen.
Peter gad blev gift med Signe Lycke, datter af pastor Lycke fra Rødding Frimenighed. Signe Gad havde også været på højskole.
Peter gad blev hurtig kendt i mange kredse i Sønderjylland. Han blev stærkt opfordret til at læse historie og holde taler i anden Zone, før afstemningen 14. marts 1920.
Signe og Peter Gads hjem blev en uvurderlig støtte for alle de 13 nye familier, tyske som danske, i Hejsel, ja til støtte og opmuntring i hele Ravsted sogn.

Førstelærer Christensen (født 10./2. 1920) nævner i sin meget interessante og udførlige bog ”Ravsted sogn”, at Hejsel (Hessel) er et natur navn. Det kommer af det gamle danske navn hæslæ, som betyder bevoksning med hassel. Første gang man støder på navnet, nedskrevet, er i 1349, da Niels Hynssen i Hejsel pantsætter sin jord til klosteret i Løgum.

Ravsted by

Da vi kom til Hejsel i 1925, lå Ravsted by som en stor, meget stor klump i den sydøstlige retning, set fra vores ejendom. 
Det kunne indimellem se meget dystert ud, med en så tæt koncentration af huse og gårde, for enden af en vidstrakt, mager hede slette, uden et eneste træ, kun med enkelte vildtvoksende buske i gravkanten. 
I byen var der bl.a. mejeri, bager, skomager, karetmager, saddelmager, slagter, 
2 købmandsbutikker og tre kroer. Alle forretningerne var tysk drevne undtagen saddelmageren.
I byen lå der også 15 – 20 større eller mindre gårde, med jordtillæggende spredt udenfor byen. For enkelte gårde op til 21 forskellige steder spredt ud mod alle verdens hjørner.

Ved afstemningen 10.februar 1920 var der i Ravsted by, med 30 tilrejsende sydfra, 123 tyske stemmer og med 9 tilrejsende nordfra 99 danske stemmer.
I Ravsted by og sogn tilsammen var der 236 tyske stemmer og 364 danske stemmer. Det var Togderup, Korup og Havsted der gjorde udslaget for Danmark.

Ravsted skole

I 1920 var der kun en skole i Ravsted by. I den skulle både dansk og tysk undervisning foregå. Det mislykkedes for de to første danske lærere. Skoledirektionen i Tønder, hvor hans Jefsen Christensen havde sæde, indså sammen med amtsskolekonsulent Nikolaj Svendsen, at sådan kunne det ikke fortsætte. De henvendte sig til Silkeborg seminarium , om de kendte nogle, der egnede sig til et skolearbejde i et grænsesogn. Seminariet pegede på et lærerpar i Harlev ved Århus, som begge havde deres uddannelse fra Silkeborg seminarium. H.J Christensen tog turen til Harlev og besøgte den, i vide kredse, kendte præst H.P. Christensen. Sammen opsøgte de, det ret unge par, Mette og Christian Demuth i Harlev skole.
H.J. Christensen lagde ikke skjul på at Ravsted by, ikke ville være det letteste sted at begynde en dansk lærergerning. I sognet var der også 3 gode skoler, med dygtige danske lærere, en i Korup, Fogderup og Havsted. Hans Jefsen nævnte for dem, at en ny skolebygning var på tegnebrættet og senest ville stå færdig sidst på året 1923.
Sådan gik det til at lærerparret Mette og Christian Demuth, efter store overvejelser, tog til Ravsted og begyndte en dansk lærergerning i den tyske skole, med midlertidig bolig på skolens loft.
Mette Demuth har i uddrag af sine erindringer, udgivet i anledning af 50 året for Ravsted skoles indvielse, skrevet om de store vanskeligheder og chikanerier de var udsat for. I skolekommissionen var der tysk flertal, men med to meget betydelige danske mænd, sognefoged Jes Kjær, Fogderup og Peter Gad, Hejsel.
Den nye skole blev indviet 10./12. 1923. Ingen kunne have forudset hvad det kom til at betyde for Ravsted skole, for dansk ungdomsarbejde, et litterært, kulturelt dansk folkeligt arbejde i sognet, der virkelig bar frugt. Mette og Christian Demuth ydede alt hvad de havde i sig for skolen og det bredte sig som ringe i vandet med oplæsning i forsamlingshusene i Sønderjylland, ja, efterhånden i hele Danmark. 
I den skole begyndte en lille forknyt fyr, fra udmarken i Hejsel, gående sammen med sin mor, de 3-4km, den første skoledag i foråret 1928.
Den første skoledag var noget af en prøvelse. Alle de folk, alle de børn. Da mødrene skulle forlade lokalet brast det for den lille fyr. Fru Demuth trøstede på alle måder, så gråden blev afløst af små snøft.
Næste dag blev det aftalt at jeg skulle følges med Peter Madsen Jensen, hvis forældre havde en af de ejendomme der lå ved den faste vej. Min mor fulgte mig derop, og så traskede vi af sted til skolen, nu gik det straks meget bedre. Efterhånden gik det så godt at man glædede sig til at komme i skole.

Ravsted skole havde to klasselokaler. I hver klasse var der en stor sort kakkelovn, som eneste varmekilde. På loftet var der et sløjdlokale med høvlebænke og hvad dertil hører af småredskaber, som hammer, file og knibtang.
Indgangsportalen til skolen var prydet med et smukt ovalt skilt med mottoet: ”Solskinsstænk fra din barnealder
Varmer dit sind, når skygger falder”. 
Fru Demuth havde en enestående evne til at rive os med, så begyndende stavning og læsning blev en kappestrid mellem vi 15 piger og drenge. Hun var utrolig dygtig til at fortælle bibelhistorie, så timerne fik alt for hurtigt ende. Vi lærte også en hel del børnesange, mange af dem kunne jeg i forvejen, min mor var god til at synge og hun havde lært mig at synge dem.

Mette og Christian Demuth havde i deres gerning ved Harlev skole haft gymnastik med børnene og de unge karle og piger i fritiden. I det hele taget havde de begge taget del i ungdomsarbejdet i nær tilknytning med pastor H.P.Christensen.
I Ravsted var der ingen gymnastiksal eller forsamlingshus. Møder blev holdt i skolen, det var ikke helt i overensstemmelse med Tønder amts skoledirektions formening.
Christian Demuth gik til Peter Gad og forelagde ham ønsket om en gymnastik og mødesal, et forsamlingshus. Ideen faldt i god jord. Her skal indskydes at Peter Gads børn var blevet hjemmeundervist før Demuths tid. Nu fik de deres skolegang hos Mette og Christian Demuth, en anerkendelse af lærerparret.
Peter Gad og Demuth blev enige om at henvende sig til H.J Christensen i Høgsbro, da denne havde bemærket at skolearbejdet i Ravsted lykkedes ovenud, blev det vedtaget at bygge en tredje fløj til skolen. Den stod færdig i 1926.

Første og anden klasse mødte ikke samme tid som de ældre klasser. Dagen begyndte med en af Ingemanns morgensange og der blev bedt fadervor.
Fra tredje klasse til syvende klasse (afgangsklassen) samledes man i det store klasseværelse. Demuths og som regel en vikar stod oppe ved katederet. Efter første morgensang, bad Demuth fadervor, derefter sang vi igen en sang, inden vi gik til vores klasse.
Demuth havde gymnastik med drengene og fru Demuth ledede pigerne.

Tiden gik og vi er nu først i 30’erne, jeg er kommet i den store skole, ja sådan kaldte vi det, den lille og den store skole.
Glæden og oplevelsen ved at gå i skole, blev bestemt ikke mindre for mit vedkommende.
Foruden de obligatoriske fag, havde vi Danmarkshistorie og dele af Sønderjyllands historie. Enkelte afsnit blev lavet til drama, vi samledes i sløjdlokalet hvor vi indstuderede vore roller. Jeg husker tydeligt et af dem. Det var kong Olav af Norge der med sit flotte skib ”Ormen hin lange”, ud for Rügen kommer i kamp med sine fjender. Om bord har han en af sine allerbedste mænd, skytten Ejnar Tampeskælver. Så længe bue og pile er intakte, er der ingen der kan slå dem.
Min ven Bertil Schrøder spiller Ejnar Tampeskælver, han har bue og pil. Pludselig brister buen med en skrigende lyd. Kongen råber gennem larmen (vi andre larmer) ”hvad var det der brast”? Ejnar Tampeskælver råber tilbage: ”Norges rige ud af eders hånd, herre konge”. Hvorefter kongen kaster sig ud i bølgerne og drukner. Rollen som konge har Jørgen Petersen.
Vi lærte at læse og deklamere rollerne. Vi spillede ”Den politiske kandestøber” og ” Erasmus Montanus” af Holberg. Til sidstnævnte stykke skaffede Demuth originale dragter og vi spillede for publikum.

Demuth havde på et tidspunkt nævnt for os , at vi ville få en ny sangbog og at han glædede sig til at lære os nogle af de sange der stod i den.
Endelig fik vi sangbogen. Demuth kom med sin violin og som den allerførste, lærte vi: ”Den danske sang er en ung blond pige”. I forvejen havde vi lært Demuths altid foretrukne sang: ”Hvad vindes på verdens vidtløftige hav” af Ambrosius Stub. 
Demuth fortalte os også om de dystre ting der var tilløb til, fra det store naboland Tyskland. Han fortalte om de mange bevægelser der var ved at få tag i dele af vor egen hjemstavnsbefolkning, som vi elever ikke havde kunnet undgå at høre om, i vore hjem. Hejsel var en blanding af dansk - og tysksindede mennesker. I det daglige mærkedes det aldrig, men da det blev en realitet, at tyskerne besatte Danmark den 9.april 1940 til den 5.maj 1945, kunne det ikke helt undgås at der opstod spændinger tysk og dansk imellem.

Men livet gik jo videre - Tilbage til skoletiden

Vi havde hvert år, juletræsfest i skolen den 22.december, i skolens gymnastiksal. Her samledes børnene fra alle klasser med deres forældre. Der stod et smukt pyntet juletræ midt i salen, og der blev danset og sunget. Vi gik rundt om træet, bagefter blev der uddelt godteposer til hvert barn. I posen var der, et æble, en appelsin og lidt slik. De største børn fik en boggave. Jeg har en af bøgerne endnu, ”På feltfod” af Christian Bredsdorf. Det var breve fra en dansk soldat til hjemmet, under den sidste slesvigske krig 1864.
Nogle år senere, som elev på Rødding højskole (1940-1941) gik det rigtigt op for mig, hvilket gudbenådet lærer par vi havde haft i Mette og Christian Demuth.

Jeg fulgtes gerne med nabodrengene Willi og Heini i skole, hvis tiderne passede sammen, de skulle til den tyske skole, jeg til den danske. Lidt godmodigt drilleri, angående det danske og det tyske, kunne ikke undgås mellem os drenge.
Der blev midt på kirkepladsen i Ravsted, omkring 1900, plantet to egetræer, forbundet med en jernkæde, det skulle symbolisere Slesvig og Holsten.
I Ribe 1460, havde Kristian den 1. indgået en overenskomst, med den holstenske adel om, at Slesvig og Holsten aldrig måtte adskilles, ”Ewich tosamende ungedelt”. Men kæden strammede så hårdt om det slesvigske træ, at det sygnede hen. Willi og Heini sagde drillende: ”Der kan du se, lille Hans, der er ingen livskraft i jer danske, kuns i holstenerne.
Træerne blev fældet i 40’erne.

Min far var blevet tillidsmand for sønderjysk skoleforening, i Hejsel og Knivsig. Jeg mener at have hørt min far fortælle, at alle danske familier, der havde børn i skolen, var medlem af foreningen.
Jeg husker meget tydeligt en aften han kom hjem, hvor han havde været ude at opkræve kontingenter. Min mor spurgte ham, om alle ville være medlemmer, han svarede, ja. Efter en pause sagde han, men de har ingen penge. Så sagde min mor, sådan lidt fast, du gjorde vel som du plejer? Ja, sagde min far, helt stille.
Jo, landbrugskrisen var mærkbar. Jeg erfarede senere, at han ikke var den eneste tillidsmand på egnen, der betalte kontingent for andre, ud af egen lomme. Det var vigtigt at værne om hver dansk familie.

Posten kom cyklende ud fra Ravsted, med post hver dag, trods elendige veje. Posten kom kun ind de steder hvor der var breve og tryksager til. I mit hjem holdt vi H.P. Hansens blad ”Hejmdal”. Der igennem blev vi orienteret om den begyndende uro, der kom sydfra. Der var ingen der havde radio. Første gang jeg hørte og så noget der lignede en radio, var hos Peter Madsen. De fik anskaffet et lille apparat med høretelefoner. De kaldte det et krystalapparat. Der blev sagt København - Kalundborg, men det var næsten umuligt, at høre hvad der blev sagt. 
Ligeledes kom der, en gang om ugen, en kommis fra Tjellesens købmandsbutik cyklende ud og tog mod bestilling af varer. Han skrev bestillingerne ind i folks kontra bog. Dagen efter blev varerne leveret i en lukket vogn, trukket af en hest, med kusken på bukken.

Fru Demuth nævner i sine erindringer, den første oplæsningsaften, de forsøgte sig med. Det var oplæsning af ”Ambrosius Stub”. Det foregik i det store klasseværelse. Det var inden gymnastiksalen blev bygget. Demuth havde tænkt sig at oplæsningen skulle strække sig over to aftener. Efter første afsnit fik de kaffe og sang nogle sange. Aftenen var nu så fremskreden, at det var på tide at bryde op. Men, nej….. det ville forsamlingen ikke høre tale om, de ville høre resten af Ambrosius. Klokken blev 1.30 om natten inden folk gik hjem.

Omsider stod gymnastiksalen færdig og den blev brugt som forsamlingshus. Demuth
Blev formand og foregangsmand for alt det kulturelle der kom til at foregå i sognet, i de følgende år.
Demuth’s forstod at få mange gode kræfter indenfor kulturlivet, hentet til Ravsted. Jeg kan nævne nogle få stykker, polarforsker og forfatter Knud Rasmussen og litteraturhistoriker Vilhelm Andersen. Teatergruppen, Einar Juhl fra København kom flere år i træk og spillede teater. Senere kom Kaj Holm og spillede forskellige stykker, med gode skuespillere.
Alle medvirkende blev indkvarteret privat, rundt om i hjemmene, hvor de sov og blev bespist til de drog videre til næste sted, hvor de skulle spille.

Enebarn som jeg var, fik jeg lov at komme med til det hele (min store fordel). Jeg oplevede Demuth’s oplæsning af Nathansen’s ”Inden for murene”, det var en oplevelse så stor, at den ikke kan beskrives. Om sommeren var der skuespil på skolens grønsvær, hvor bl.a. Hostrup’s ”Eventyr på fodrejse”, blev spillet. Der blev afholdt gymnastikopvisning, af et pige og et drengehold og af et hold unge piger og karle. Alle hold blev ledet af Hr. og Fru Demuth.
Der blev også afholdt høstfest, altid på Christian den 10.’s fødselsdag den 26. september, med underholdning af forskellig art og efterfølgende dans.
En vidunderlig tid, trods landbrugskrisen og torden fra syd.

Den 30.november 1932 var der folketingsvalg. Min far lovede at køre de folk der ville age med, til afstemningslokalet i Ravsted. For i danske kredse var man meget spændte på resultatet. Da stemmerne var talt op, blev resultatet, 223 danske stemmer og 155 tyske stemmer, mod 1920 hvor der var 353 danske stemmer og 236 tyske stemmer.
Min mor og far drøftede valget meget grundigt og de mente at der var for mange danske der svigtede valgdeltagelsen. De havde stemt ved folketingsvalget i 1929, der var ret skuffende set med danske øjne, idet der manglede næsten 150 danske stemmer, sammenlignet med afstemningen 10. februar 1920.
I 1933 samledes nogle mænd i Ravsted forsamlingshus (skolen), hvor de fik stiftet foreningen, ”Danske samfund”. Ifølge avisen Hejmdal var der allerede stiftet flere foreningen af den slags i de sønderjyske sogne. Formålet var at styrke den truede danskhed, bl.a. ved at sørge for at alle danske kom til valgstedet og afgav deres stemme ved næste folketingsvalg. Mine forældre var medlemmer og deltog i de mange fortrolige møder i forsamlingshuset (skolens gymnastiksal).
Den tyske ”Kreditanstalt Vogelsang” blev oprettet i midten af 1920’erne og forsøgte i stærkere og stærkere grad at udnytte krisen, ved at tilbyde lån til jord og ejendomme for at få så meget som muligt i tysk eje.
Som modforanstaltning blev fra dansk side ”Landeværnet” genoprettet i 1927, det havde på grund af krigen ligget stille fra oprettelsen i 1913.
I Ravsted by skete der det opsigtsvækkende, (som blev samtale emne i mange danske hjem, i flere år) at en god dansk familie, med et godt dansk ”- sen” navn, solgte deres gård til en tysk familie. Jeg husker tydeligt snakken derom, både i skolen og i mit hjem. Min far var ilde berørt over det. Den omtalte danske familie forlod sognet efter salget af gården, de var ikke velsete i danske kredse.

De sidste 4 år i den store klasse, var det muligt at deltage i tyskundervisning 4 timer om ugen. Demuth fortalte os, at undervisningen var frivillig, men vi skulle spørge hjemme om vi måtte følge undervisningen. Jeg måtte selv bestemme. De fleste, også jeg, fulgte så undervisningen. Den tyske lærer Korsemann kom over i vores skole og havde tysk med os. Demuth fra vores skole, gik over i den tyske skole og havde dansk med de tyske børn. De tyske børn skulle alle følge danskundervisningen, det var lovbestemt. Ved Korsemann’s undervisning lærte vi mange gode tyske sange, bl.a. ”Heidenröslein”. Efter et års tid blev Korsemann alvorlig syg, vi fik en lærerinde, som vi ikke var særlig flinke overfor. Det sidste år, fik vi skoleleder Arthur Lessov, som var dygtig og bestemt. Af ham fik jeg en velfortjent lussing, den første og eneste i de 7 år jeg gik i skole. Jeg kan næsten mærke den endnu, det fortalte jeg selvfølgelig ikke hjemme.

I min skoletid var der ikke noget der hed skoletandpleje. Når vi børn havde ondt i en tand, gik vi efter skoletid ned til Johannes Hyldtoft. Han var urmager, biavler og landmand og altså også sognets ”tandlæge”, det vil sige han havde kun en måde at ordne tænder på……….en tang i munden, fat om tanden og ud med den. Jeg har prøvet det nogle gange. Man blev placeret baglæns på en stol og datteren Gyda satte knæet i ryggen, og holdt med begge hænder fast om hovedet på en, så måtte man åbne munden højt op, så ”tandlægen” rigtig kunne komme til med sin tang. Pu-ha hvor gjorde det dog ondt, så fik man en kop vand og gik udenfor og skyllede munden fri for blod.

I Ravsted by blev der først i 1930’erne anlagt en hel ny vej midt igennem byen, for at føre Ribe, Løgumkloster, Flensborg vejen lidt lettere gennem Ravsted. En ny stor bro blev lagt over Hvirlåen. Det arbejde foregik med skovl, spade og trillebør, med smalle brædder at køre på. Det krævede sin mand, at køre op ad sådan et bræt uden at vælte med en fuld trillebør.
Efter skoletid gik eller cyklede vi om for at se på arbejdet. Et par af husmændene var beskæftiget her, ved siden af havde de også deres ejendom at passe, jo det var virkelig et hårdt slid. Men det var et flot syn, når de gik 8 – 10 mænd bagefter hinanden, med fyldte trillebøre og tømte dem af der, hvor jorden skulle bruges, for så på tilbagevejen at gå med trillebørsarmene op mod skuldrene, stadig på de smalle brædder, tilbage til påfyldningsstederne.

I Hejsel gik det bedre og bedre med jordbehandlingen, så afgrøderne blev større og større. Staldene blev fyldt op med dyr. Lofterne blev fyldt op med kornafgrøder og hø. Når lofterne ikke kunne rumme mere, blev resten af kornet sat i hæs ude på marken. Efterhånden blev det ikke kun til et hæs, nej der blev sat 2 – 3 –4 hæs.
Vi børn var nu blevet så store, så vi måtte hjælpe til efter skoletid. Særlig i kartoffelferien (det der i dag kaldes efterårsferie) for tærskningen af hæssene skulle helst ske i efteråret, inden vinteren satte ind. Jeg skulle også hjælpe til, men jeg blev altid sat til det lettere arbejde. Jeg blev sat til at fragte negene fra stakken, med en alt for stor fork, eller med hænderne, hen til en voksen, der så rakte dem op på tærskeværket, hvor der stod en mand og lagde i maskinen. 
Der var faktisk en slags musik ved tærskeværkets forskellige lyde. Motorens tøf,tøf, som en taktfast tromme. Drivremmenes underlag af en hul susen. Halmpresserens klagende lyd da, da, da, da. Man kunne fint nynne en melodi der føjede sig ind i alle lydene.
Peter Gad havde mange kartofler. De skulle helst tages op i ferien. Så var vi almindeligvis en stor flok drenge og piger, der hjalp til med at samle kartofler i kurve og da vi var to om en kurv, hjalp vi hinanden, med at hælde den fyldte kurv i små pæne stakke. For en eftermiddags arbejde mener jeg at vi fik 25 øre, hvilket var et stort beløb dengang. ( En lille chokolade frø, kostede dengang, 2 øre i Majse Jørgensens Tatolforretning i Ravsted). Dertil eller oveni fik vi eftermiddagskaffe og aftensmad. Det var virkelig et fest måltid. Fru Gad havde lavet små frikadeller og varm kartoffelsalat, uhm, uhm hvor det smagte.

I 1903 oprettedes Nordslesvigs fælles idrætsforening. Den blev i 1920 omdøbt til Sønderjysk Idrætsforening. I maj 1933 skete der noget i Tønder, hvorom der gik megen snak i skolen og som blev omtalt i avisen Hejmdal. Det var Sønderjysk Idrætsforenings store stævne. Over 1000 mennesker var forsamlede. Der blev holdt stærke taler, af landsdelens kendte mænd, som afviste en hver tale om grænseflytning. Kravene fra tysk side, for at få Nordslesvig tilbage til Tyskland, blev mere og mere højlydt og påtrængende. Det hørte vi om i skolen når Demuth i Danmarkshistorie fortalte derom. Ligeledes fortalte Demuth os, at det tyske mindretal 
i Ravsted ville få besøg af unge tyskere fra Plön området. De kom i brune skjorter, skrårem og en slags ridebukser og lange støvler. Vi der kom udefra Hynding, Horns og Hejsel så dem ikke, men de danske drenge i Ravsted by havde set dem, de fortalte, at de havde opført sig pænt.
Hjemme i Hejsel gik livet sin vante gang, men det kunne ikke undgås, at snakken naboerne imellem omhandlede det der skete syd for vores grænse.

Københavner - turen 1934

Først på sommeren 1934 var vi fra de ældste klasser, fra Ravsted skole, på udflugt til København med Demuth’s. Det var en fantastisk tur. Herom skrev jeg en stil, som indbragte mig en flidspræmie. (H.G. Wells verdenshistorie).

Konfirmationsundervisning

I efteråret 1934 skulle konfirmandundervisningen begynde i præstegården i Ravsted. Hovedbygningen til præstegården lå med sydvendte vinduer ned mod Hvirlåen. I en sidefløj mod nord, der oprindelig havde været staldlænge, var konfirmandstuen indrettet. Der var kun et par små østvendte vinduer. Det var et ret fugtigt rum, med en meget træg kakkelovn der ikke ville brænde når den skulle, men sendte en kvalmende røg ud i lokalet. Under disse ikke alt for gode forhold, skulle den hjertens gode pastor Risbjerg Jensen undervise. Når vi havde hostet af, kunne undervisningen begynde.
Pastor Risbjerg Jensen roste altid de to piger og de to drenge, der kom henholdsvis fra Fogderup og Korup skoler. (De kom fra missionske hjem). Os fra Ravsted skole, to piger og syv drenge, syntes nok at det var en smule uretfærdigt. Det skal dog siges med eftertryk, at Risbjerg Jensen hjalp os igennem konfirmationsdagen, på en fin måde. Vi var kørende i jumbe til kirken, vi spændte hesten fra i den tyske kro, Gasthof, stod der ovenover indgangsdøren. Vi var hjemme igen ved 13.oo tiden.
Af gæster var der min mors to søstre med deres mænd og min mors bror med sin kone. De tre par kom alle fra Agerskov egnen. Min farbror fra Randers, kom alene fra Julsminde, hvor han og hans kone (tante Grethe) var på kurophold.
Alle gæsterne kom til eftermiddagskaffe og aftensmad. Mette og Christian Demuth kom forbi og fik en kop kaffe med. De skulle nå rundt, at hilse på alle ni familier, denne søndag eftermiddag. Vi sang en del sange, de kunne dem alle udenad…..”Vort modersmål er dejligt”, ”Det haver så nyligen regnet”, ”Jeg elsker de grønne lunde”, ”Det var en daw i høstens tid”, ” m.fl. 
Min mors familie var meget sangglade, alle de sange og viser de kunne, havde de lært under fremmedherredømmet’s tid. 
Det blev en dejlig dag.

Det blev hverdag igen. Skolegangen (7 års skolegang) sluttede med konfirmationen.
Jeg skulle blive hjemme den følgende sommer og hjælpe til i landbruget. Vinteren 1935-36 skulle jeg på Nordborg Slots efterskole.

Foredragsforeningen i Ravsted, forsamlingshusets bestyrelse og Idræts/ ringriderbestyrelsen var gået sammen og havde lejet præstegårdsjord i 99 år. Marken lå i et langt bredt stykke, øst-vest langs med Hvirlåen. Der skulle oprettes en sportsplads med friluftsscene. Arbejdet med anlægget skulle ske med frivillig arbejdskraft. Til det arbejde havde min far tilmeldt mig med vores to dejlige Frederiksborger heste og en arbejdsvogn. Da arbejdet foreløbig gik i gang, i 1935, var der fem hestekøretøjer og kuske, der under kyndig ledelse flyttede jord og planerede og så blev der sået græs. 
Forinden havde Demuth med flere fået oprettet to fadderskaber, et med Stevnsboer og et med borgere fra Hillerød. Stevnsboerne skaffede alle buske og træer til hele sportspladsen (anlægget). En særlig plantningskyndig fra Stevns, ledede arbejdet med plantningen.
Pladsen stod færdig og blev indviet sommeren 1937 af Kronprins Frederik og Kronprinsesse Ingrid, flankeret af lærer Demuth og P.J Gad.
Om Mette og Christian Demuth må jeg nødvendigvis føje til at, samtidig med lærergerningen, det dansk kulturelle formidlende arbejde i sognet, ja i hele landsdelen (oplæsning), skrev Demuth hørespil til radioen og flere skuespil, med emner fra grænselandet, bl.a. ”Høsten”, der blev opført på teateret i København.
Desværre rejste Mette og Christian Demuth og deres søn Thorkild Demuth, fra Ravsted skole og fra sognet i 1938.
Det var med stor vemod befolkningen tog afsked med det afholdte lærerpar.
Deres gerning i ord og toner kom til at betyde usigeligt meget livgivende og frugtbart i et grænsesogns vanskelige periode.
I 1941 blev Mette og Christian Demuth efter stærke opfordringer, tilbudt forstander gerningen på Nordborg Slots Efterskole, efter forstander Overgaards død.

Fætrene

Sommeren 1935 blev god, til trods uroen fra syd. Hos det tyske mindretal i Ravsted by, sporedes der forøget aktivitet, der også havde tilslutning fra et par familier i Hejsel.
Min far havde været til fortrolige møder i Ravsted og i Slogherredshus, som medlem af Slogsherreds landboforening. Han var bestemt ikke glad for situationen. Men mit forhold til nabodrengene Willy og Heini forblev uforandret og godt for det. Vi undgik de nationale spændinger.

Et par måneder før skoleferien skulle begynde, fik vi brev fra min faster Marie og hendes mand Georg Boesen. De skrev og spurgte om deres to yngste drenge Morten og Jørgen måtte komme og holde lidt af deres sommerferie hos os i Hejsel. Mor og far blev vældig glade for, at vi fik mulighed for, at se nogen fra familien. Så tilsagnet blev afsendt omgående.
En hel uge inden fætrene skulle komme, gik jeg og var spændt og havde mavepine. Vi havde aldrig set hinanden før.
Hjemme hos os i Hejsel, havde vi ingen bekvemmeligheder af nogen art, ingen elektrisk lys, i stalden brugte vi en flagermuslygte og i huset havde vi petroleumslamper. Vi havde ikke indlagt vand, alt vandet både til dyrene og til husholdningen skulle pumpes op med håndkraft og jeg vidste at vores toiletforhold var noget andet end det de var vant til.
Faster Marie og hendes familie boede i et forholdsvis nyt og stort hus, på Fuglebakkevej på Frederiksberg, med træk og slip. Min far havde besøgt dem en enkelt gang, i forbindelse med et besøg i fadderskabsbyen i Hillerød.
Dagen oprandt hvor fætrene skulle ankomme. Min far og jeg skulle hente dem med en hest og jumbe på jernbanestationen i Rødekro. De var lette at få øje på, da de steg af toget, de havde hver et skilt hængende om halsen, med deres navne på, Morten og Jørgen.
Jeg kunne have sparet mig mine bekymringer om hvordan det skulle gå, for der gik ikke mange dage så deltog de i arbejdet i mark og stald. Der skulle rives og stakkes hø m.m. ja, alt hvad en bonde må gøre…..
Jørgen var et år ældre og Morten et år yngre end jeg. Jørgen blev den der fordelte og ledede arbejdet os tre drenge imellem. Han var til tider en ret hård ”arbejdsleder”.
Vi skulle skynde os at gøre os færdige, med det arbejde, der skulle udføres, for der var planlagt nogle cykelture, hvor min far ville ledsage os. Jørgen og mortens cykler var blevet sendt med toget herned.
En tidlig morgenstund efter, at arbejdet i stalden var gjort færdig, steg vi fire på cyklerne. Turen gik til Åbenrå, Varnæs og Sønderborg. Vi cyklede over den nye Chr. X. bro, som var blevet indviet i 1930. Før den tid var der en bro, der lå på pontoner som kunne dele sig for skibenes sejlads, gennem Alssund. 
Vi så Sønderborg slot og museet med tårnet, hvor Chr. den 2. gik rundt og rundt om det runde bord, hvor det hedder sig, at han sled en rille i kanten af bordet, med sin tommelfinger. Vi fandt og betragtede et billede af vores tip, tip oldefar Lorenz Nissen, det hang over en døråbning til et af rummene. (Lorenz Nissen tog sin teologiske embedseksamen som selvlært i Slesvig og blev dansk præst i Helligåndskirken i Flensborg, 1796 – 1801. Han flyttede til Kegnæs og var præst der fra 1801 – 1842.) Et lignende billede hang i mit hjem i Hejsel og hænger nu i mit lille kontor i Arrild.
Vi cyklede ud af Sønderborg og kom til Høruphav. Her fortalte min far, at der havde været færgeforbindelse til Kegnæs, indtil dæmningen ud mod Østersøen blev etableret. Han fortalte også om pladsen foran hotellet, der i hans barndom og ungdom havde været marked et par gange om året, med heste, kvæg og grise. Ligeledes havde der været afholdt en årlig pinsefest med dans og hvad dertil hører.
Vi cyklede videre mod øst og var nu ved min fars elskede fødehjem, Lebølgaards Mølle. Vi fik lov til at komme ind og se noget af stuehuset, stalden og den smukke vindmølle. Far fortalte at hans ældre bror, Lorenz var en forvoven fyr, når han gik oppe på gangbroen kunne han tage fat i en møllevinge og så kørte han med et stykke, gav så slip og hoppede ned på gangbroen igen. En gang gik det dog galt, som det måtte gå når man laver den slags narrestreger. Han havde fået så godt fat i vingen, så han for sent kunne slippe, derfor kørte han med helt rundt. Mon ikke han blev kureret for den spøg.
Her ved møllen satte vi os i græsset og fortærede de gode madpakker og saftevandet, som vi havde fået med hjemmefra. Så blev det på tide at tænke på hjemturen, den forløb uden problemer. Vi nåede hjem, fik køerne på stald, fik dem vandet og malket.
Et par dage senere cyklede vi tre drenge alene til Dybbøl. Vi besigtigede skanserne og hvor vi dog overgik hinanden i vores kunnen af historielærdom.
”Møllen (Dybbøl mølle) tvende gange skudt i grus,
atter rejst som mølle hus”.
En dag cyklede vi til Flensborg. Jørgen og Morten havde lovet deres mor, at hvis det kunne lade sig gøre, skulle de gerne nå til Flensborg. Far og vi tre drenge steg atter på cyklerne, med Flensborg som mål. Jørgen og Morten ville prøve om de kunne finde deres morfars gravsted og jeg min farfars grav, på den gamle kirkegård i Flensborg. Min far vidste nogenlunde hvor den skulle findes. Vi fandt gravstedet med en lille sten på, men indskriften var ikke til at tyde, der var trods alt gået 32 år.
Dernæst skulle vi forsøge at finde den bolig deres oldefar, Biskop over hertugdømmet Slesvig, 1854 –1864, Biskop Ulrich Sechmann Boesen, havde beboet. Det lykkedes dog ikke. Vi satte atter kursen mod grænsen. På vej derned var vi kommet over grænsen på et 10 øres pas, uden problemer. Men hjemad gik det knap så glat. Da vi kom op til grænsen, blev vi spurgt om nogle ting på tysk, min far svarede på dansk. Det tog prøjseren (for prøjser må han have været) ham meget ilde op. ”Sie müssen deutsch sprechen” min far svarede stadig kun på dansk og det var tydeligt at se på hans ansigt, at her stod han fast. Typen på overordnede kendte han alt for godt. Vi kom dog over grænsen og glade var vi. Trods dette var det en god tur. 
Lidt Sønderjyllands historie fik vi også. 
Biskop Ulrich Sechmann Boesen havde forinden været sognepræst i Nørre Lygum, 1823 – 1834, i Oxenvad og Jels, 1834 – 1846, i Fjelstrup 1846 – 1850 og provst i Haderslev provsti. I 1854 Biskop over hertugdømmet Slesvig og afsat af prøjserne i 1864.
Vi cyklede også til Agerskov og besøgte min moster Ella og hendes mand Johannes Møller. Formålet med det besøg var også at se Agerskov kirke, hvor fætrenes oldefar, Georg Ferdinand Boesen havde været sognepræst 1858 – 1867. Han blev afsat da han vægrede sig ved at aflægge ed til den prøjsiske konge.

Det var nogle berigende dage vi oplevede sammen, vi fætre. Afslutningen på ferien nærmede sig. Det blev et uforglemmeligt, dejligt møde med den gren af familien. Forbindelsen og venskabet har holdt lige siden, til nu, hvor vi skriver 2002. 

Der blev så stille og tomt da fætrene var rejst, men travlheden med den forestående høsttid, med dertil hørende lange og strenge arbejdsdage, gjorde at den naturlige træthed indfandt sig og gjorde sit til at savnet af fætrene fortonede sig.

Høsten kom godt i hus og i hæs, snart snurrede tærskeværket, sækkene med korn fyldtes og halmknipperne blev sat i stak. 
Sådan gik den sommer.

Midt i efterårstravlheden, med alt hvad den bonde må gøre, blev der i god tid berammet et folketingsvalg, den 22. oktober 1935.
Ligesom ved valget i 1932, blev der både fra dansk og tysk side gjort et stort forarbejde, der kom til at vise fremgang med 44 stemmer for danskheden, nu 267. ligeledes fremgang med 30 stemmer for tyskerne, nu i alt 185.
Valget blev efterfølgende drøftet meget og her begyndte det nære fællesskab i Hejsel at udskille sig således, at kaffesammenkomsterne nu fortrinsvis afholdtes danskerne for sig, ligeledes tyskerne for sig.
Samtalen i den danske lejr, gik på, at alt for mange danske familier undlod at stemme, af ubestemmelige grunde. Det skulle der rådes bod på ved næste valg, hvis det var menneskelig muligt.

Den 3. november 1935 cyklede min mor og jeg til Ravsted, efter mange formaninger fra min far om at skikke mig vel, målet var Nordborg Slots efterskole. Der tilbragte jeg de næste 5 måneder…..november 1935 til april 1936, kun afbrudt af juleferien.
Ved Peter Trams rutebil i Ravsted, sagde min mor farvel til mig. Jeg var noget, for ikke at sige meget beklemt ved situationen. Der var ingen fra min klasse der skulle på Nordborg Slots efterskole. Det var rutebilen Ravsted – Åbenrå jeg skulle med. Velankommet til Åbenrå, fulgte Peter Tram mig ned til færgen, han trak min cykel, han sagde farvel og ønskede mig det godt.
Sejladsen begyndte og ganske pludselig bredte tågen sig ud over fjorden. Færgen tudede uafbrudt. Første stop var Varnæs, hvor der kom flere folk ombord, ligeledes en flok der gik fra borde.
Næste og sidste stop var Lønsemaj, derfra var der ikke ret langt til Nordborg. Jeg havde lagt mærke til at der stod en hel del cykler på færgen. Hjemmefra havde jeg fået at vide, at der ville stå en lærer og tage imod os ved færgen. Han var der også og det viste sig, at vi var 8 drenge der fulgte efter læreren, på vore cykler. Inden vi nåede ret langt var vi kommet i snak og snart var vi ved Nordborg Slots efterskole.
Men om denne store oplevelse hører I nærmere en anden gang.