Generelle oplysninger vedr. Hyndingholm og Ravsted

Navnet Ravsted som snart staves med v eller b og sågar med p  -  skulle angiveligt komme fra betegnelsen Råbested og dermed kan stavemåden henvises til dansk, tysk, sønderjysk og formentlig plattysk. Så vidt jeg husker har navnet uanset stavemåden altid været udtalt Raafsted. Grunden til at der var et  råbested er Hvirlåen, som før sluser og dæmninger blev etableret, oversvømmede store arealer omkring Ravsted. Stedet var en vigtig passage på den gamle Oxevej (oldtidsvej) som gik fra Hærvejen på skrå til Ribe.

Hyndingholm har tidligere været et overdrev mellem landsbyerne Ravsted (der har været bebyggelse omkring Ravsted og Hvirlå siden oldtiden) og Øster Højst og til dels bebyggelsen Hynding. Området har været uopdyrket, overvejende begroet med lyng.

 

Jeg vil begynde min lille historie helt tilbage til min tip,tip,tip-oldefar Nis Hansen, Vesterlinnet. Han var gift med Anne Sofie.

De havde en søn som er min tip tip-oldefar. Hans Peter Nissen født 1781 i Vesterlinnet og død 4. juni 1829 i Fogderup. Han var gift medKjestine Marie Matzen og der var 6 børn i ægteskabet. Nis , Matz, Andreas Christian, Peter, Anne Christine og Anne Christine.

Nummer 2 i børneflokken var min tip-oldefar. Matz Nissen/eller Hansen ? født 24.12.1818 i Hynding. Han blev gift 17.09.1837 medAnne Christine Lausen  (hun var datter af Else Marie og Laust Thomsen Dahl). Matz  var jordbesidder i Hynding og deltog i krigen 1864. Da landsdelen afstås til Preussen i november 1864, var Matz` kone afgået ved døden. To måneder før krigen sluttede.

En måned efter krigen sluttede, hængte Matz sig i naboens tørvelade. Der blev foretaget lovformeligt ligsyn.

Matz og Anne Christine havde 8 børn. Nævner lige dem alle, da der er lidt historie forbundet med flere af dem:

Hans Peter (også kaldet lille Hans Peter), Christine Marie, Lorents Peter, Eskild Peter Anna, Nis, Elise Marie og Andreas Christian.

Nummer 4 i børneflokken var min oldefar. Eskild Peter Nissen født 8. november 1845 i Hynding og død 29. april 1926 i Hyndingholm. Han blev gift i Raabsted 17.06.1870 med Anne Marie Hansen født 4. juni 1842 og død 12. oktober 1920. Hun var datter af Thomas Chr. Hansen i Rørkjær og Anne Elisabeth født Boysen.

Min oldefar Eskild Peter har ikke deltaget i krigen 1864. Det vides, at han deltog i den fransk tyske krig i 1870/71. I kirkebogen findes han anført 1871 p.t. soldat.

Det angives at han sammen med broderen Hans Peter har beboet/til leje i en en-længet  ejendom i Hyndingholm, nabo til nr. 7.

Omkring 1878/79 nedbrændte ejendommen, hvorefter de to brødre opførte hver deres ejendom. Eskild Peter matrikel nr. 7 nabo til Hans Peter opført 1879 senere matrikel nr. 66. Formentlig den af Verner Tofts og den af Marinus Nielsens.

Hans Peters kone skulle have gået som noget af en heks.

Eskild Peter har forarbejdet træsko og skotøj  -  samt foruden jordbrug have ernæret sig som hjemmeslagter.

To brødre, formentlig bedstefars onkler bl.a. lille Hans Peter, har i deres  fritid og søndage opdyrket hede ved håndkraft. Formentlig har de haft tilladelse til at dyrke de opdyrkede arealer, ejendomsforholdet er ukendt.

Den ene af vore marker har aldrig heddet andet end æ slagtefenn, fordi den var gravet af en slagter.

Mine oldeforældre Eskild Peter Nissen og Anne Marie havde 10 børn.

Den førstefødte Peter Eskild var født uden for ægteskabet. Han får alligevel faderens navn. De har formentlig været afskåret fra at indgå ægteskab medens Eskild Peter var i preussisk militærtjeneste.

De 10 børn nævner jeg lige, da jeg også vil fortælle lidt om dem.

Peter Eskild Nissen født 22.09.1867

Thomas Nissen født 01.04.1871 og død 13.06.1878  (7 år)

Martin Peter Nissen født 15.08.1873 (deltog i krig 1914-18)

Min bedstefar Andreas Christian Nissen født 23.09.1875 og død i Ravsted 14.09.1959. (deltog i krig 1915-18)

Lorenz Nissen født 05.08.1877 (deltog i krig 1914-18 og blev såret)

Tomina Christine Nissen født 24.07.1879

Anna Elisabeth Nissen født 13.03.1881 og død 16.03.1882

Anna Elisabeth Nissen født 29.11.1882

Thomas Nissen født 29.09.1884 (deltog i krig 1914-18/kom i fangenskab)

Andrea Nicoline født 26.01.1886. Blev gift Schaumann og de havde en plejesøn som faldt i krigen.

 

Min bedstefar Andreas Christian Nissen fotograferet som soldat i Brüssel 1915

 

Flere af disse søskende boede i Tyskland. Martin kan jeg huske, søgte om visum til Danmark for at besøge familien. Han glædede sig meget, da det kom i orden, men han  døde uheldigvis af et hjerteslag, inden han nåede at komme på besøg.

Tomina var gift med skorstensfejermester Eriksen og boede i Haderslev. De havde ingen børn.

Lorenz var gift med Emma, han var toldembedsmand og der var 2 børn. Marie som forblev ugift, og Hans som blev overlæge i Niebüll.

Thomas var gift med Pauline Petersen, datter af skræddermester Christian Wollesen Petersen, Øster Højst. Thomas deltog i krigen 1914-18 og kom i fangenskab. Thomas og Pauline havde en datter Thoma, som blev gift med post Klaus Wraae. De fik to børn Hans og Tom. Jeg mener Hans fik en datter, som er opdraget ved Thoma og Klaus, som flyttede til Tønder.

Nummer fire i børneflokken var min bedstefar Andreas Christian Nissen. Han blev sommeren 1900 gift med Marie Christine Melchior, datter af Andreas Melchior.   Mere om dem senere.

Anna Dorthea Nissen født 24.04.1901. Hun blev gift i 1928 med malermester Jacob Petersen født 1890 i Øster Højst (søn af skræddermester Christian Wollesen Petersen). De fik syv børn : Anne Marie (Mie), Christian Wollesen, Andreas, Bent Melchior, Alma og to søskende mere, som døde som helt små.

Min far Andreas Peter Nissen født 13.06.1903 og død 18.01.1987. Han blev gift i Ravsted 02.11.1931 med min mor Metta Christina Hartungfødt 30.05.1903 og død 05.05. 1995. Hun var datter af arbejdsmand Mathias Hartung og Anne Margrete født Jessen, Sottrupmark. Min mor tjente hos Hanne Marie Hinzel, da min far og mor lærte hinanden at kende. Mere om dem senere.

Christian Nissen født 28.10.1905 blev gift 30.03.1930 med Christine Katrine Nielsen, Tønder (datter af Hans Peter Nielsen og Ane Margrethe Andersen). Onkel Christian kom på kostskole i Løgumkloster og tog præliminæreksamen i Nørre Løgum i 1922. Han fik derefter en bankuddannelse inden for Handelsbanken i Tønder. Han blev senere bankrevisor i København. De fik to børn.

Hans Gert Melchior Nissen som er pensioneret overlæge. Grete som er uddannet laborant.

Alma Elisabeth Nissen født 31.12.1913 og død af difteritis 1916.

  

Lidt om tante Anna og onkel Jacobs børn

Anne Marie (Mie) har tjent forskellige steder bl.a. på Gensgård og på Als, hvor hun lærte Verner Toft at kende. De blev gift i 1949. Deres bryllup blev fejret hos far og mor. Dengang var der ikke så mange biler, så de kom alle fra Esbjerg i en bus, for hele Verners familie skulle jo se, hvor de skulle bo.

Christian har haft forskellige pladser ved landbruget, har bl.a. tjent hos mor og far. Det vil jeg gerne fortælle lidt om. Onkel Jacob var en meget sparsommelig far, så Kedde fik besked på at komme hjem med hele hans løn, når året var omme, så de kunne blive sat i banken. Da året var gået, og han skulle hjem med pengene, var han nødt til at få forskud for det næste år. Ellers skulle han nok stå til regnskab for, hvad i alverden han havde brugt pengene til. Hvordan det er gået ham året efter, melder historien ikke noget om. Det var et lille sidespring. Kedde uddannede sig senere til radio-telegrafist og har siddet på Blåvand radio i mange år, ja vist nok indtil den lukkede.

Andreas kom ud at sejle, han blev styrmand. Har sejlet i mange år – blev desværre syg og kom hjem  -  og døde for nogle år siden.

Bent fik børnelammelse som lille, men har trods lammelsen klaret sig godt  -  han blev uddannet dekoratør og har senere haft en lædervare forretning.

Alma blev uddannet oldfrue. Hun har senere kørt bybus i Esbjerg, men stoppede kort inden den store buskonflikt, brød ud i Esbjerg for nogle år siden. 

 

Nu vil jeg fortælle lidt om Melchior familien

Familien boede på naboejendommen til min fødegård her i Hyndingholm. Min bedstemors far Andreas Melchior menes at være født i Hønkys. Det vides endvidere, at han i stor stil har været stude-driver på den gamle Oxevej. Målet var Itzehoe. De menes tilbage i slægten, at være indvandret. Muligvis fra Altona/Hamburg, rimeligvis af jødisk afstamning, gammel købmandsslægt. Andreas Melchior havde vistnok kun få søskende: En af dem mener jeg, var gift med en søster til Peter Hansen Toft fra Korup.

Melchiors ejendom i Hyndingholm er brændt engang og opført igen. Alle deres møbler, som var lavet af mose-eg, gik til ved branden. De var lavet af en snedker fra Ravsted. En kiste havde min bedstemor fået. Den stod på loftet i Ravsted Hovedgade 16, hvor mine bedsteforældre boede til sidst. Kisten var dengang malet. Den blev senere afslebet og gjort i stand. Derved fremkom bogstaverne A.M. (Andreas Melchior) og årstallet 1861. Den fik min fætter Hans Gert Melchior Nissen, som tidligere har været overlæge i Odense. Han er nu pensioneret og bor i København.  Det var igen et lille sidespring.

 Min bedstefar Andreas Christian Nissen var uddannet ved landvæsenet. Han overtog kort tid efter at han var blevet gift med Marie Christine Melchior i 1900, den ejendom, som jeg nu bor på. Ejendommen har engang været udstykket fra en gård i Hynding. I 1900 bestod ejendommen af en en-længet stråtækt bygning og jorden mestendels af hede. Heraf var ca. 30 tdr. land mose. Alt tømmeret i huset var moseeg. Der var dengang fire køer og en hest på gården. I 1912 byggede bedstefar staldlængen til.

Bedstefar kom som den ældste i sognet med i krigen. Han blev indkaldt straks den 2.aug. 1914, og han mødte i Flensburg. En tid var han ved jernbanebevogtningen på egnen ved Sæd og i Padborg. I maj 1915 kom han til Belgien. Endnu inden de hjemme vidste, at bedstefar havde fået orlov indtraf en mystisk episode. Bedstemor, tante Anna, far og onkel Christian sad i skumringen i stuen  -   da de pludselig hørte havelågen blive åbnet og lukket. Herefter hørte de støvleskridt på havegangen. De løb hen til vinduet i gavlen hvor stien gik lige forbi  -  men kunne ikke se noget. Episoden gentager sig lang tid senere, og stadig var der intet at se. Tredje gang, hvor det samme sker, hører de også køkkendøren blive åbnet, det var bedstefar, der kom hjem på orlov. Han kom gående gennem haven, som de jo havde hørt to gange før. Hans orlov varede kun i tre dage. Herefter blev han sendt til Østfronten. Flere gange søgte han om at komme hjem på orlov, men fik blot at vide, at de sagtens kunne klare sig derhjemme. der var jo en voksen datter der, og de havde også nogle franske fanger til hjælp på gården. Amtsforstanderen syntes ikke om, at han kom hjem på orlov. Han var farlig mente han. Det hidrører antagelig fra en tidligere episode fra 1912, hvor en af bedstefars naboer fik et oprørsflag, dvs. Det Slesvigske Flag. Det skulle fejres, og naboerne blev inviteret. Min bedstefar gik derhen, og spurgte hvorfor naboen havde fået det flag. Det er for, at jeg skal have noget at drille min nabo med, svarede manden. Ved den lejlighed havde bedstefar udtalt nogle misbilligende ord herom. Det havde  Amtsforstanderen hørt. Derfor fik han formentlig ikke orlov i et helt år.

I oktober måned 1918 var han hjemme på orlov. Han skulle egentlig møde på en bestemt dato, men han vovede at blive tre dage til. Det viste sig, at hans kompagnichef havde sagt til ham, at han nok ikke nåede tilbage igen. Det slog også til, for kapitulationen kom netop tre dage efter, at han skulle have givet møde.

 

Bedstemor og børnene fotograferet sammen med de franske krigsfanger som hjalp hende under krigen.

 

Efter krigen var slut tog bedstefar en dag alle med om til møddingen, hvor de blev stillet op, også de franske fanger. Så tog Bedstefar alle sine medaljer af, en for en, og kastede dem ud i møddingen. Han sagde, at hvis nogen ville have dem, kunne de kravle ud i møddingen efter dem. Men geværet beholdt han. Han havde ikke skudt nogen med det, men han havde skudt mange rotter i skyttegravene med det.

Bedstefar ville ikke tale om krigen, men en eftermiddag begyndte han at fortælle om en række episoder, han var da 70 år. En episode fra Rusland, hvor han tilbragte størstedelen af tiden. En række nyindkaldte soldater var ankommet hjemmefra, blandt disse en fra Sønderjylland. Det var Fritz Clausen (den senere danske Nazi-fører). De nyankomne blev orienteret om de vigtigste retninger, latrinet, madstedet og fjenden, så de ikke gik i den forkerte retning. Inden der var gået en time, så de  Fritz Clausen løbe alt hvad han kunne over til russerne. Det var derfor han tilbragte flere år i fangenskab. Bedstefar var imponeret, fordi han også selv havde lyst, men ikke turde.

 

Bedstemor og Bedstefars guldbryllup

 

I 1930 overdrog han gården til min far Andreas Nissen. På det tidspunkt havde mine bedsteforældre fået opdyrket hede og mose til et stort landbrug på 90 tønder land. Der var 40 køer i stalden og moderne maskiner. Mine bedsteforældre nåede at fejre guldbryllup. Bedstefar var meget hjælpsom og havde et godt helbred. Efter at han havde overdraget gården til mine forældre, kom han hver dag cyklende fra Ravsted for at hjælpe til. Han var i mange år kasserer i Sygekassen. Han nåede også at sidde 17 år i Ravsted sogneråd.

 

Mine bedsteforældre fik fire børn.

Mine forældre: Andreas Peter Nissen og Metta Christina Hartung. De fik tre børn.

Andreas Christian Nissen født 17.06.1932. Han døde efter få måneder af forskellige sygdomme.

Mareta Nissen født 05.09.1933. Hun blev uddannet som regnskabskonsulent og gift 1952 med landmand Andreas Hansen, Sottrupholm. De fik seks børn. Birte, Inga, Tove, Åse, Bent og Jørn.

Mig selv Alma Nissen, (nu Brodersen) født 31.07.1936. Jeg blev gift i 1957 med landmand Svend Åge Brodersen fra Korup. Jeg begyndte at arbejde som sygehjælper i 1967 og har udearbejdet i godt 30 år. Min mand Svend Åge og jeg startede i 1984 med at opdrætte chinchillaer. Jeg har stadig en chinchillafarm med knap 200 avlsdyr. Ulykkeligvis døde Svend Åge den 14.august 2005. Vi fik fire børn. Andreas, Carl-Jørn, Arla og Mette. Jeg har fået syv børnebørn.

 

Bedstemor med Onkel Christian, Far, Tante Anne og på skødet har hun lille faster Alma.

 

Så vil jeg fortælle lidt om min far Andreas Peter Nissen's skoletid

Det foregik på bare fødder til Ravsted, træsko havde man kun på til særlige lejligheder. Der var meget vand i engene, som de skråede over. De sprang fra kokasse til kokasse. Far fik mange klø i skolen, når de sagde et dansk ord gav det et rap. Engang kom far i skole og sagde at kirken brændte, det var en alvorlig sag. Brandvæsenet blev alarmeret, men kirken brændte jo ikke. Far fik en omgang, men senere kom de i tanker om, at han nok havde haft et syn eller et forvarsel. Heldigvis er kirken jo aldrig brændt.

Efter krigen kom far på Vester Vedsted danske efterskole.

Far og mor blev gift i november 1931. Det var i landbrugskrisen. Onkel Thomas, som jo dengang boede på Verners ejendom, måtte fra ejendommen. Den blev overtaget af den, som havde flest penge i klemme. Det var hans svoger Jacob Petersen (Mie`s far). Der har senere været forskellige forpagtere på, indtil Mie og Verner Toft overtog ejendommen i 1949.

 

Mie og Verners bryllup 1949

 

Ingen havde penge dengang. Vi var de første der fik telefon på Hyndingholm. Alle naboerne kom så og ringede hos os - til dyrlæge, læge og deslige. De skulle selvfølgelig betale for det. Da regningen kom var de faste udgifter 13 kr. Man måtte så rundt til naboerne og spørge, om de ville betale 50 øre hver, så vi kunne få den telefonregning betalt.

I 1939 blev far syg, han lå på sygehuset i Sønderborg. Jeg mener, at han var der et halvt år. Han var lammet, og de kunne ikke finde ud hvad han fejlede. Lægerne sagde dengang, at det kun var det andet tilfælde i Danmark. Det var ikke nemt at komme til Sønderborg, men jeg husker vi kørte med Laust Jepsen. Jeg husker ikke så meget fra dengang, men da far kom hjem, kan jeg huske, at han dårligt nok kunne få en kop op til munden. Han kunne kun løfte armen, når han hjalp til med den anden hånd. Vores barndom blev præget af fars sygdom, men også af hans altid gode humør og lune.

Vi havde altid en karl til hjælp på gården. Ofte kom de slæbende ind med far hængende over nakken, han var sunket sammen ved arbejdet. Så lå han i sengen et stykke tid og kunne dårlig røre sig, men trods det kunne han fortælle historier. Han kunne ikke tåle at grine selv, så gjorde det ondt i ryggen.

I 1942 fik vi indlagt elektrisk lys, der blev frembragt af en mølle på taget. Jeg tror vi først fik rigtig strøm fra Skærbæk i 1948.

I 1947 blev jeg syg af tuberkulose. Jeg lå først tre mdr. på Tønder Sygehus. Kom så hjem til jul og lå i sengen hele tiden. Først i januar 1948 blev jeg indlagt på Sønderborg Sygehus og derfra overflyttet til Julemærke-sanatoriet ved Kolding fjord. Der var jeg fra 26.februar 1948 til 2.marts 1949. Samme år som Mie og Verner så blev gift i maj.

I efteråret 1947 blev Mareta konfirmeret. Det kom jeg ikke hjem til, og julen 1948 kom jeg heller ikke hjem til. Jeg vil fortælle lidt om de besøg jeg fik hjemmefra. Det var jo kun Riisberg-Jensen vores præst og søster Anne, der havde bil på det tidspunkt. Hvis de kørte, var mor med, ellers kom far selv med toget. Onkel Peter Hartung (mors bror) havde en motorcykel, den kom far og onkel Peter kørende på. Den var bestemt ikke i orden, for nogle gange var fars bukseben helt svinet til af benzin, der var sprøjtet ud et sted. Et held der ikke gik ild i bukserne. Engang opdagede de, at politiet var efter dem, men onkel Peter råbte om til far, at de ville køre ind til den næste gård, som om de ikke skulle længere. Så fik de politiet rystet af. Når far kom på besøg hele dagen, kunne han spise middagsmad med. Han sad nede ved enden af bordet. Jeg kan huske engang vi fik selleribøf, som jeg ikke kunne spise. Jeg kastede op. En ny portion kom samme vej. Den tredie portion kom også, men så slap jeg. De gik så til far og sagde, at han havde en umådelig kræsen datter. Jeg ved ikke hvad far svarede, men jeg tror bestemt heller ikke at han kunne lide det. Han var ligeså kræsen som jeg. Når mor var med, ja jeg var da selvfølgelig glad for at se dem, men jeg var glad når de var væk, fordi mor græd altid når de sagde farvel og så fik de også mig til det. Vi er opdraget i et godt og kærligt hjem. Men vi havde det godt på sanatoriet. Børn indordner sig jo hurtigt. Vi var 150 børn. Der døde en mens jeg var der, en dreng på 14 år.

 

Nu vil jeg fortælle lidt om det jeg husker fra min barndom

Vi havde i hvert fald nogle tossede heste, som gerne ville løbe. Far kom engang kørende fra Ravsted i en jumpe,   som vi kørte meget i den gang. Undervejs gjorde han holdt og pumpede vand til kreaturerne. Pludselig blev hesten bange og stak af. Jumben væltede på hovedet og sådan kom hesten slæbende hjem med den. Mor var rædselsslagen, hun troede nemlig at far var nedenunder, men heldigvis kom han løbende bagefter.

Engang havde vi en karl, som var gået over til naboen til aftenskaffe. Da han kom hjem, stod der en mand og var ved at brække ind. Karlen tog træskoene af og listede sig ind på den fremmede med en løftet træsko, klar til at give ham en på hovedet. I det samme vender manden sig og siger, vi har vist set hinanden før, og det havde de. Vores karl spørger så hvad han laver. Jo, han var kørt tør med sin motorcykel, og vidste at vi havde et par ff motorer som brugte benzin. Det var det han manglede. Ja så kan du jo gå ind at spørge, om du må låne lidt. Det første far spørger om, var om han havde stjålet motorcyklen   -   nej han havde lånt den, svarede han. Han lånte så lidt benzin og kørte. Et par dage senere læste vi i avisen, at han havde stjålet motorcyklen.

Da vi var børn, var fætre og kusiner altid på ferie om sommeren. Det vil jeg fortælle lidt om. De boede i Ravsted hos bedstefar og bedstemor, men om dagen var de på Hyndingholm. I Skumringen gik en gammel dame altid ned i byen og handlede, og på vejen hjem kom hun altid ind til bedstemor. Engang så min fætter Hans Gert hende, og væltede ned ad trappen fra loftet og råbte  -   nu kommer aftenavisen   -   nu kommer aftenavisen. Ja det var jo københavnerbørn. Bedstemor blev vist nok lidt stram i betrækket.

Engang ville vi døbe en so. Jeg stod ved vandtruget og rakte vand over til min fætter Hans Gert i svinestien. Han sagde, mere vand Alma, den er ikke rigtig glad endnu. Jeg tror heller ikke, far var rigtig glad for det.

Før hjalp alle naboerne hinanden når vi skulle tærske, den historie er fra vores tid. Der var mange rotter i bunden af jordfaget. Da de kom til de sidste lag, standsede de tærskeværket, så alle kunne hjælpe at slå rotter ihjel. En af mændene Verner Toft havde buksebenene uden på støvlerne. En rotte for op i hans bukseben. Han kvaste den oppe på låret, heldigvis uden at den bed ham. Efter den oplevelse kom buksebenene ned i støvlerne. Der var over 100 rotter, så det sidste lag neg lå meget uroligt. Der brækkede nogle forke og greb ved den lejlighed.

Engang under anden verdenskrig kom der en masse flyvere, medens de var ved at tærske. De standsede værket og gik ud for at se synet. Så sagde bedstefar   -   I skal bare vente og se, amerikanerne skal nok ordne dem. Det her har jeg fået fortalt af en karl som tjente hos far og mor under krigen.

Under krigen fik vi tykke bundter illegale breve tilsendt, som far læste med stor interesse.  Engang vi var ved at hakke roer, var posten inde hos os en hel time. Da vi kom hjem var breve blevet åbnet. Posten, som var tysksindet, har sikkert læst dem. Mor var så bange for at brevene skulle blive opdaget, så ville de nok hente far. Brevene blev derfor tilintetgjort, når de var blevet læst. Vi anede ikke hvem der sendte dem.

 

* * * * *
 

Det var løst og fast som jeg husker det, og som jeg har læst.

 

Min fætter Hans Gert Melchior Nissen har bidraget med forskellige oplysninger.

Disse erindringer har jeg tidligere fortalt om på Ravsted Forsamlingsgård.

Efterfølgende har jeg revideret mine erindringer med henblik på optagelse på hjemmesiden for Ravsted Lokalhistorie.

Alma Brodersen, Hyndingholm, februar 2008.