I 1950 skrev lærer Johannsen følgende om Ravsted kirke.

Midtvejs mellem Løgumkloster og Tinglev løfter Ravsted kirke sin anseelige Bygning op over det flade vestslesvigske sletteland. Gennem morsomme, lave og trange, murede porte i det gamle stendige kommer man ind paa en køn kirkegaard, hvor gravstenene straks fortæller den besøgende, at i dette sogn strides man om dansk og tysk. 

 

 

Gaar man en tur paa kirkegaarden, kommer man ad en bred gang langs blomstrende buske, der mod nord skiller mellem kirkegaarden og skolen, til et stort mindesmærke med 3o navne paa faldne og savnede fra sognet i krigen 1914 — 18. Fra “Dødeporten”, der dog ikke alene bruges, naar den døde bæres ind til sit sidste hvilested, men ogsaa naar de nygifte par træder ud til livets alvor, fører en lige gang op til præsteindgangen, foran hvilken der 1769 er bygget en lille tilbygning. Fra den lille laage ved siden af “dødeporten” fører en gang paa skraa op til det middelalderlige vaabenhus foran kirkens indgang. Træder man saa en sol fyldt sommerdag ind gennem den svære, gamle, jernbeslaaede  egetræsdør, møder der en et uventet syn. Under de høje, hvide middelalderhvælvinger og paa baggrund af de hvidkalkede mure lyser almuens hele primitive farveglæde en i møde fra de røde kirkestole, den røde prædikestol med den store blaa himmel over og gennem kordøren fra alteret, hvor Gud Fader i gylden kongekaabe troner med sin søn paa himlens blaa omgivet af himmeldronningen og kirkens skytshelgen Skt Laurentius i gyldne gevander.

 

 

Paa alterets sidefløje staar de tolv apostle i deres jævne hverdagsdragter. Man bliver glad, og kongen der oppe, i alterets midte, med sin korsfæstede søn, drager ens blik til sig. Den taler, denne kirke, i al sin enkelhed om kristenlivets glæde og maal.

Den oprindelige kirke har været en betydelig mindre romansk bygning der har været opført af raa og kløvet kampesten. Denne oprindelige kirke er i senmiddelalderen. blevet udvidet, baade imod øst og vest og har faaet det romanske flade loft erstattet med de nuværende gotiske hvælvinger. Ogsaa døbefonten, en romansk granitfont, der nu staar oppe i koret midt for skibet vidner om den oprindelige kirkes ælde.

 

 

Annalerne taler da ogsaa allerede i slutningen af det 12. aarhundrede om en præst i Ravsted. Foruden det gotiske, fem fløjede alter og prædikestolen, der stammer fra l603, og som er en god repræsentant for tønderegnens billedskærerkunst, smykkes kirken endvi­dere af et sen middelalderligt krucifiks, der hænger paa nordvæggen, skråt over for indgangen.

 

 

 

Det for nyligt restaurerede epitafium over pastor Johannes Thomsen, der var præst i Ravsted fra 1619 — 1662, og hvis tipoldebarn var digteren. Johannes Ewald. Dette epitafium er interessant ikke alene for sit fortræffelige maleris skyId, hvorpaa, man ser pastor Thomæus, som han kaldes paa epitafiet, knæle foran den korsfæstede, tilligemed  sin efter forgængeren sammen med embedet overtagne hustru, men også fordi det oprindelig har været et sidealter med to hylder  og ikke mindre end 16 helgenfigurer i.

 

 

At det ikke altid gennem de godt 700 år, som kirken i Ravsted har staaet, har været Guds børn, der forvaltede sakramenterne og forkyndt ordet i den, antyder den ene af 3 præstetavler, som hænger oppe i koret med navne og data for dem, der har været præster i Ravsted siden reformationen.

Om en af præsterne staar der på tavlen: ”Hr. Laurentius Owen var i embedet og blev aflivet år 1591” .

Bag disse få ord skjuler der sig en meget sørgelig historie, som provsten i Aabenraa, Georg Hübschmann, har optegnet ganske kort i sin dagbog. Han skriver: ”Den 21. juli 1591 blev hr. Laureritius Owens dræbt af Johannes Paludan, som havde været hans kapellan i Ravsted, da dette provstis præster havde været til tinge og gjort sig lystige i værtshuset”.

Præster, der gør sig lystige i værtshuset og myrder deres embedsbrødre!

Saa maa man dog vist foretrække hr. pastor Johannes Gottlieb Schmidt, om hvem præstetavlen fortæller, at “han forestod sit em­bede indtil sin dødsdag med den rosværdigste bestræbelse efter sand oplys­ning og christelig dyds befordring”.

 

 

Prædikestolen, der er fra 1603 har i sit midterfelt et billede af den korsfæstede Jesus og ordene: “traditus est  propter peccata nostra” (han er hengivet for vore synder).

 

 

Præsterne har gennemgaaende siddet længe — oftest mellem 2o og 3o aar — i Ravsted. Den, der har været kortest i embedet er hr. Laurentius Owen (1587 — 1591), hvor længe han kunne have siddet i sit gode embede, der som han ikke — som tidligere omtalt — var gaaet til kros og gjort sig ly­stig med sin kapellan, er jo ikke let at sige, men rekorden for lang embedstid i Ravsted, som er 46 aar og indehaves af Christian Thomas Bargum (1801 - 1847), ville han vel næppe have haft let ved at slaa.  Aarsagerne til, at præsterne i Ravsted blev til deres død, kan være mange og kønne. Helligaanden kan have drevet dem til at lægge hele deres manddomsgerning i deres kære sogn! At reformationen skulle være indført i Ravsted som følge af, at en bonde fornærmede præsten ved tilraab midt under gudstjenesten, og at menigheden tog parti for ham, der havde forstyrret gudstjenesten, er vel kun er krønikke, og at en doven og fordrukken student fra universitetet i Kiel blev kaldt en “Rabsteder” behøver vel heller ikke at betyde, at man i Rav­sted sogn var særlig dovne eller særlig fordrukne! Hvorfor skulle de gode præster derfor ikke føle sig godt tilpas mellem deres sognebørn og gerne ville forblive iblandt dem til deres livs ende — tilmed var det jo et stort og godt embede — et af de største paa egnen!

Omkring aarhundredeskiftet var Eduard Friedrich Jessen præst i Ravsted. Han var født i Niebøll i aaret 1839 og var blevet ansat i Ravsted d. 2. oktober 1879. Han led af “Socialistforskrækkelse”, og kom til stadighed i sine prædikener med advarsler imod socialismen. Heller ikke for de grundtvigske frimenigheder havde han nogen større forstaaelse, endskønt han udgav en bog om de religiøse strømninger i Danmark. For hans konservative natur var de grundtvigske frimenigheder i Nordslesvig kun en ukristenagi­tation imod Slesvig – Holsten, et nationalt vrangbillede af kristendommen”.  Og selv om han i sin bog taler forstaaende og velvilligt om den indflydelse dansk Indre Mission havde faaet paa kristenlivet i nordslesvig, kom det dog aldrig til nogen dybere forstaaelse mellem ham og de af Indre Mission paa­virkede kredse i hans sogn. Ellers synes han at have været en trofast godhjertet mand, der holdt af sin menighed og tog hjertelig del i sine sogne-børns glæder og sorger. 1. oktober l909 lod han sig pensionere og levede til sin død i Flensborg. At han havde vundet sig mange trofaste venner i sit sogn, fremgaar af, at man i krigens trange tid sendte ham mange fødevarer og besøgte ham, når man kom til Flensborg.

Hans efterfølger i embedet blev Theodor Wilhelm Tiedje, som var født i Skrydstrup den 28. maj 1878. Hans fader havde engang søgt Ravsted uden at blive valgt, nu valgte man i stedet sønnen, idet han af mange regnedes for at være dansksindet. I modsætning til sin forgænger var han liberal i kristelig henseende. Det gavnede ikke hans anseelse i Indre Missions kredse i sognet.

Der var dem, der ligefrem holdt ham for fritænker. Sand­heden synes dog at være, at han var en vaagen ung præst, der tog baade sin kristendom og sin embedsgerning alvorlig. Under verdenskrigen kom hans ty­ske sindelag for dagen, men han var dog blevet saa afholdt og agtet ud over sognet, at han sikkert ville være blevet genvalgt til præst i Ravsted, om han havde ladet sig opstille til valg. Han foretrak imidlertid at forlade Sønderjylland. Dog rejste han ikke sydpaa, men blev præst for den tyske menighed i Gøteborg. I begyndelsen af 3o’erne døde han af et hjerteslag under et rekreationsophold i Nauheim.

Som den første Danske præst efter genforeningen fulgte pastor Niels Peter Nielsen, født i Odense d. 19. maj 1882.. Hans velkomsthilsen, da han kom til sit sogn, bestod i, at Hindenburg stirrede ned paa ham fra en kæmpeplakat, da han traadte ind i præstegaarden. Det var som om Hinden­burg saa paa ham med sine hvasse øjne og spurgte; “Hvad vil du her, Niels Peter., i vort lille Berlin?” Men ban forsøgte sig det bedste, han kunne, ved at være dansk præst. Der begyndte en række brydsomme og besværlige aar for ham. Alt skulle bygges op fra bunden af. Kirken, der baade var meget forsømt og saa uhyggelig ud, blev igennem en aarrække meget smukt restaure­ret. Midlerne dertil skaffedes ved basarer og indsamlinger. Han tog fat med bibellæsninger, søndagsskole og missionskredse og sluttede sig især til de indre missionske kredse i sognet. 1932 søgte han bort fra Ravsted og blev sognepræst ved Skt. Catharinæ kirke i Ribe.

Som efterfølger indstillede menighedsraadet eenstemmigt cand. theol. K. Riisberg Jensen fra København.

Krigene har sat dybe spor i kirken og sognets historie. 1629 klager præsten i            Ravsted over, at der har Været 7 store indkvarteringer, den mindste paa 5oo mand, men om sin kirke tier han.

Værre var det, da Svenskerne kom 1644. Da fjenden naaede til Ravsted var kirken for faa aar siden (1637 — 1639) undergaaet en gennemgribende restaurering. I maaneder havde et stort antal haandværkere været beskæftiget. Nu beretter kirkeværgerne ved regnskabet 1644, at de havde samlet en beholdning af 13o Mark til kirkens bedste, som de af hensyn til de ved dag og nat gennemstrejfende svenske bander ikke havde kunnet bringe sikkert til Tønder, hvorfor de havde bedt deres præst, at han uden skade vilde unde samme penge det sikreste rum i sin husning, hvilket hr. Johann Thomæus gjorde. Ikke længe efter er de svenske ved nattetid (bi nachtslapende tide) u­formodentligt faldne ind i byen, kirken og præstegaarden, har ved lys opsøgt alt og altsaa ogsaa fundet disse penge og taget dem. Kirkestolene blev itubrudte, saa at to snedkere havde arbejde i 25 dage.

Jernet på kirkedøren blev stjaalet. Den ene plyndring fulgte efter den anden. Peder Nissens fattige enke i Favdrup, ”dere mann von den schweden jammerlich erschlagen,” fik 6 mark til trøst. Hans Jepsen i Knivsig, ”ein armer utgeplünderter mann”, fik 12 mark. Han havde været kirkeværge, en farlig bestilling i saadanne tider. Matthias Asmussen i Favdrup mistede alt sit og led legemlig overlast.

Kirken havde et sejerværk, som vakte soldaternes begær. Visse dele deraf stak de i tornysteren, det hele blev ødelagt. En sejermager hentede ruinerne (de reliquien van den olden werk) og leverede et nyt værk, som fik sin plads nede i kirken. En lille munter sørgmodig bemærkning trænger sig ind, nemlig at børnetallet vokser dagligt og at der derfor må tænkes paa en tilbygning ved skolen, hvortil kirken ogsaa maa hjælpe med, da sognet er helt udmarvet (ganz uthgemergelt) af plyndringer og indre pressurer. Til de øde gaarde var der ingen købere.

Da provsten fra Tønder drog paa visitats i 1657, lod han sig led­sage af en svensk korporal - i hvert fald fra Ravsted til Tinglev. Da behærskede svenskerne paany de slesvigske landeveje. I krigens andet afsnit, da de tyske og polske hjælpetropper flommede op gennem halvøen, søgte man­ge beskyttelse hos brandenborgerne. Kirker og præster forskaffede sig for 6 mark en salvaguardia (beskærmelsesbrev). Burkal, Bylderup, Højst, Ravsted de samme sogne som var haardt med forrige gang, forsynede sig med dette pa­pir, hvis ordlyd omfattede kirker og kirkehuse. En opmærksom gennemlæsning af regnskaberne synes nu virkeligt at give det resultat, at ingen kirke i disse egne har lidt nogen større overlast. Polakkerne slog dørene i stykker i Ravsted, nogle vinduer gik vel ogsaa med i løbet. Alterkærterne forsvandt fra Burkal kirke, men kunne købes tilbage. Ellers møder vi ingen ødelæggelser.

Men blev kirkerne forskånede gik det desmere, ud over sognets beboere, og dette betød igen til sidst fattigdom for kirkerne. ”Vüste bohlen und verarmte debitoren, wüste und verarmte restanten”, besværlig krigstid, ”kundbare armut”, afbrændte og forladte gaarde, tab af kapital og renter — det er det sprog, som tales gennem aartier frem i tiden Ingen salveguardie frelste den slesvigske bonde.

I Ravsted sad man 1663 med den aabne regnskabebog og talte om tingene. Saa skrev man: ”Af den aarsag nu at af disse indtægtsposter paa grund af den trængselsfulde tid og usædvanlig store pengemangel intet eller lidet kan inddrives, men kirken ikke længere kan staa uforberdet, tilmed da hvælvingen under taarnet er nedfalden, spærværket forskellige steder raadnet o.s.v.—       saa har provsten paa kirkeværgernes bøn laant den 500 mark.

Kirkeværgerne i Ravsted var meget forharmede over, at de ikke kunne faa lov til at lade det meget brøstfældige tag gøre i stand (175o). Provsten (B. Petersen, Seminariets grundlægger) holdt dem stadig hen, med, at der først skulle foretages et syn. “es scheint also”, skriver de,” dass unseresvor dem altar geleisteten und bezahiten eydes ungeachtet wird keine fidem meritieren (ikke fortjener tillid), dahero wir mit zuziehung der 12 männer das durchløcherte blei besichtigt, so dass wir nun hoffen unter 14 gezeugen genommenen augenschein geglaubt und zugelassen zu werden, vor unsere eigene kirchengelder die reparatur zu unternehmen”, (at de efter et syn med 14 vidner endeligt maa blive troet og faa lov til at udføre istandsættelsen for deres egne penge)

Vil man i fuldt maal nyde indtrykket af et gammelt stilfuldt kirkerum., skal man en solskinsdag gaa ind i Ravsted kirke. Den har efter genforeningen oplevet en meget heldig restaurering, hvorved de gamle farver saa vidt muligt er komnet frem. Helhedsbilledet er ualmindeligt kraftigt og stemningsfuldt. Da hovedfarven var et stærkt rødt hørte der mod til at genindføre den. Hvor mange moderne mennesker kan tåle at se sligt? Man skygger for øjnene, når man ser et bord malet gult. Men i Ravsted gik det. I hele sin varme og fylde vendte det tilbage, og tidens børn kendtes ved det. En overflod af sinober svulmer omkring os, naar vi skrider op ad den smalle gang mellem de 2 rækker lukkede stole. Over dette farvemættede rum hvælver sig de rene hvide hvælvinger gennem hele kirken. Under den velbevarede korbue 

med sine udkragninger stiger man et par trin op til koret og ser sig omgi­vet af et nyt farvespil: Blaat med blomster og slyngninger i guld. I hver sin krog til højre og venstre staar nu præstens og degnens stole; men i gammel tid var der et lille orgel med panelværk og musiserende engle. Det er disse skikkelser, som endnu blæser en farvernes symfoni ud over rummet med genklang med genklang fra alteret og dets omgivelser. En passende gulv­belægning under vore fødder stemmer med i højsangen, der kunne være taget af de salmer, som bærer overskriften: en sang fra trapperne (Davids salmer 132, 7, 9):

 

Vi vil gaa ind i hans bolig,

Vi vil tilbede for hans fødders skammel.

Lad dine præster klæde sig med retfærdighed,

og dine, hellige synge med fryd.

 

Altertavlen i Ravsted, som ligner den i Abild, skal være udført af samme mand som den i Aventoft og den i Hald ved Randers.

Med stor overraskelse hører vi, at der allerede 1637 er et orgel I Ravsted og at en mand faar 8 mark og 4 skilling, die orgel ”zu sehlagen”. Det siges at stamme fra 1634 og stod paa nordsiden i koret. Efter den store svenskekrig bemærkes: ”itzo kein organist”. Først 1682, da en reparation har fundet sted, slaar man paa tangenterne igen. Det kaldes et positiv eller et lille orgel uden pædal, hvorpaa degnen altid spiller hovedsalmen.

 

 

I det 18. aarh. steg interessen for musik, i kirken. Et opraab til beboerne i Ravsted sogn indeholder følgende sætninger: “At orgelet i vor kirke er opbrugt, opslidt og næsten ganske udueligt er en kjendt sag, som paatrænger sig enhver, der hører det spille og hvorover man ikke kan forundre sig, da det er over 2oo aar gammelt ...... Efter de vexlende omstændigheder og forhold har det deltaget i menighedens glæde saa vel som sorg, har. snart tjent til at forøge og hellige glæden, snart til at formindske den quælende, fortærende sorg ved at forvandle den til stille ve­mod og frodig gudhengivenhed ....... Hvorfor nu kirkekollegiet i god fortrøstning til menighedens sands for det høje i synderlighed for musik, hvis store betydning især i vor tid er kommen til almindelig erkendelse, hen­vender sig til menighedens medlemmer med bøn om bidrag, på det at en bedre, ophævendere og opbyggendere musik må høres i vor kirke og fremmede , som besøge den ikke for det daarlige orgels skyld, maa have foranledning til at fatte en daarlig mening om menighedens sands og smag for det højere”.

Det synes, at samtidig med de første orgler kom ogsaa de første kirkeure til egnen. Disse sejerværker, hvis visere maatte vandre skiven rundt i al slags vejr og vind, i sne og storm og slud, blev kostbare og ­vanskelige at holde ved lige. Men vesterboen ville vide besked om tiden Han har alle dage været van til, at staa tidlig op. Nu ville han ikke nøjes med at høre bedeklokken ringet af degnen. En lueforgyldt viser skal vandre mellem lueforgyldte tal, og tunge slag på klokken skal forkynde, om natten snart er svundet og dag kan ventes.

 

 

 

Et timeglas gør tjeneste inden døre. Et sådant findes i Ravsted kirke endnu. Et ur findes, som før nævnt i Ravsted 1637, men da skal det allerede gøres i stand. Det blev ødelagt af svenskerne, men efterfulgtes af et nyt. Man var endnu ikke ked af at betale.